En der udøver myndighed eller herredømme; en suveræn. Det hebraiske udsagnsord masjalʹ betyder „at herske“; det græske navneord arʹchōn oversættes blandt andet med „hersker“ og „leder“. — Se BYENS LEDERE.

 Den øverste hersker er Jehova Gud, der har det absolutte, suveræne herredømme over universet, det synlige såvel som det usynlige, i kraft af at han er Skaber og Livgiver. — Da 4:17, 25, 35; 1Ti 1:17.

Kongerne i Davids slægtslinje i Jerusalem herskede på Jehovas vegne idet han var deres egentlige, men usynlige, konge. De var Guds salvede og sad på „Jehovas trone“. (1Kr 29:23) Da Jesus Kristus, „Davids søn“, fremstod (Mt 21:9; Lu 20:41), blev han salvet med hellig ånd, ikke med olie, til at herske på en himmelsk trone. (Apg 2:34-36) Under Jehova kommer Jesus Kristus og hans medarvinger i Riget til at udgøre den regering der skal herske over universet. — Åb 14:1, 4; 20:4, 6; 22:5.

Satan Djævelen og hans dæmoner er også herskere. Han omtales som „denne verdens hersker“ og „herskeren over luftens myndighed“. (Joh 12:31; 14:30; Ef 2:2) At alle denne verdens regeringer er underlagt hans magt, ses af at han kunne tilbyde Jesus Kristus dem mod en enkelt tilbedelseshandling fra hans side. (Mt 4:8, 9) Det er Satan der giver de jordiske regeringer magt og myndighed. (Åb 13:2) Dæmonerne har også magt til at herske. De kaldes „verdensherskerne [af gr. kosmokraʹtōr] i dette mørke“ og har udøvet deres magt over de store verdensriger i historien. Sådanne usynlige verdensherskere har for eksempel „Perserrigets fyrste“ og „Grækenlands fyrste“ været. (Ef 6:12; Da 10:13, 20) Disse dæmonfyrster er underlagt „dæmonernes hersker“, Djævelen. — Mt 12:24.

På Jesu tid var Palæstina underlagt både det romerske styre og et lokalt jødisk styre, hvis øverste myndighed var Det Store Sanhedrin, et råd bestående af 70 ældste som af romerne havde fået overdraget begrænset myndighed i jødiske anliggender. Det er disse jødiske ledere der sigtes til i Johannes 7:26, 48; Nikodemus var en af dem. (Joh 3:1) Det græske ord arʹchōn bruges også om en synagogeforstander. (Se Mt 9:18 og Mr 5:22.) Moseloven krævede respekt for folkets ledere. (Apg 23:5) Jødernes ledere afveg imidlertid fra retfærdighedens vej og nævnes som dem der havde hovedansvaret for Jesu død. — Lu 23:13, 35; 24:20; Apg 3:17; 13:27, 28.

Ordet arʹchōn bruges endvidere om en bys øverste embedsmænd og om regeringsembedsmænd i almindelighed. (Apg 16:19, 20; Ro 13:3) Det hebraiske ord seghanīmʹ, der oversættes med „fyrsterne“ (DA92, Ka), „forstanderne“ (Bu, Li) og „landsfogederne“ (NV), bruges om underordnede jødiske ledere under Perserriget (Ne 2:16; 5:7) og om myndighedspersoner under kongerne i Medien, Assyrien og Babylon. — Jer 51:28; Ez 23:12, 23; se LANDSFOGEDER; PRÆFEKT.

En hersker kan være til gavn og glæde for sine undersåtter eller betyde fattigdom og undertrykkelse for dem. (Ord 28:15; 29:2) Gennem David sagde Jehova Gud: „Når den der hersker over mennesker er retfærdig, idet han hersker med gudsfrygt, så er det som morgenens lys, når solen står op, en morgen uden skyer.“ (2Sa 23:3, 4) En sådan hersker er Jesus Kristus, Fredsfyrsten. — Es 9:6, 7.