[hebr.: sus; ræʹkhæv (vognheste); ræʹkhæsj (forspand; postheste); gr.: hipʹpos].

I en irettesættelse af Job beskrev hestens Skaber, Jehova, nogle af dens særlige kendetegn: dens vældige styrke, dens fnysen gennem de store næsebor, dens utålmodige stampen i jorden, dens ophidselse ved udsigten til kamp og dens frygtløshed trods våbenlarm. (Job 39:19-25) Hesten har fra gammel tid haft en nær tilknytning til mennesket, der har tæmmet den ved hjælp af bidsel og pisk. — Sl 32:9; Ord 26:3; Jak 3:3.

Militær anvendelse. I fortiden blev hesten hovedsagelig anvendt i krig (Ord 21:31; Es 5:28; Jer 4:13; 8:16; 46:4, 9); desuden blev den brugt af konger, fyrster og statsembedsmænd og i forbindelse med hurtig kommunikation. — 2Sa 15:1; Præ 10:7; Est 6:7, 8; 8:14; Jer 17:25; 22:4.

Heste er imidlertid ikke særlig velegnede til militær anvendelse i bjergrigt, ujævnt terræn. (Am 6:12) Da kong Akab af Israel besejrede kong Ben-Hadad af Arams hær, undskyldte Ben-Hadads tjenere sig således med at det var fordi Israels Gud var „en bjerggud“ og ikke en gud for lavsletterne, hvor heste og vogne med fordel kan bruges. Ikke desto mindre gav Jehova også Israel sejr i slettelandet. — 1Kg 20:23-29.

Hesten udgjorde en så frygtindgydende del af en slagkraftig hær at alene lyden af et stort antal heste og stridsvogne kunne indgyde frygt og få en hærstyrke der mente sig talmæssigt underlegen, til at flygte i panik. (2Kg 7:6, 7) Ægyptens, Assyriens, Babyloniens, Medo-Persiens og andre landes militærmagt afhang i udstrakt grad af heste. (Es 31:1, 3; Jer 6:22, 23; 50:35, 37, 41, 42; 51:27, 28; Ez 23:5, 6, 23; 26:7, 10, 11; Na 3:1, 2; Hab 1:6, 8) Heste med bidsler, tømmer, hovedprydelser, sadeldækkener og andet udstyr skildres ofte på monumenter fra fortiden.

Guds udvalgte folk, israelitterne, måtte imidlertid ikke være som ægypterne og andre af datidens folkeslag, der betragtede heste og stridsvogne som en betingelse for sikkerhed og uafhængighed. Israels konger måtte ikke anskaffe sig mange heste. (5Mo 17:15, 16) I stedet for at stole på militærmagt, heste og stridsvogne skulle israelitterne se hen til Jehova efter hjælp, og de måtte aldrig lade sig skræmme af deres fjenders krigsmateriel. — 5Mo 20:1-4; Sl 20:7; 33:17; Ho 1:7.

Kong David af Israel overholdt Jehovas forbud mod at kongerne skaffede sig mange heste. Efter sin sejr over Hadad’ezer af Zoba kunne han have føjet mange heste til sin hær, men i stedet beholdt han blot det antal han anså for tilstrækkeligt til sine umiddelbare formål, og gav ordre til at haserne skulle skæres over på de øvrige. — 2Sa 8:3, 4; 1Kr 18:3, 4; jf. Jos 11:6, 9; se HASE.

Fra Salomons tid til hjemkomsten fra landflygtigheden. Davids søn og efterfølger, Salomon, samlede sig derimod tusinder af heste. (1Kg 4:26 [„fyrre tusind båse med heste“ menes almindeligvis at være en afskriverfejl for „fire tusind“]; jf. 2Kr 9:25.) Han importerede heste både fra Ægypten og andre lande (2Kr 9:28), og der var heste blandt de gaver han fik af dem som ønskede at høre hans visdom. (1Kg 10:24, 25; 2Kr 9:23, 24) Hestene blev opstaldet i særlige vognbyer og i Jerusalem. (1Kg 9:17-19; 10:26) De egnspræfekter der sørgede for fødevarer til det kongelige bord, skaffede også byg og halm som foder til hestene. — 1Kg 4:27, 28.

I Salomons regeringstid handlede kongens købmænd med heste og stridsvogne. Prisen for en hest var 150 sølvstykker (hvis det var sekel, 1980 kr.), og prisen for en stridsvogn var 600 sølvstykker (hvis sekel, 7920 kr.). — 1Kg 10:28, 29; 2Kr 1:16, 17.

Senere hen gjorde Judas og Israels konger brug af heste når de førte krig. (1Kg 22:4; 2Kg 3:7) Profeten Esajas sagde at Juda var fyldt med heste. (Es 2:1, 7) Skønt tørke, hungersnød og krigsnederlag flere gange i Israels historie kraftigt reducerede antallet af heste (1Kg 17:1; 18:1, 2, 5; 2Kg 7:13, 14; 13:7; Am 4:10), satte folket stadig sin lid til heste og søgte militær hjælp i Ægypten.  (Es 30:16; 31:1, 3) Ugudelige konger i Juda viede endda heste til den hedenske solkult og bragte dem ind på det hellige tempelområde. (2Kg 23:11) Judas sidste konge, Zedekias, gjorde oprør mod kong Nebukadnezar af Babylon og sendte dernæst bud til Ægypten efter heste og militær bistand. (2Kr 36:11, 13; Ez 17:15) Som følge heraf, og som en opfyldelse af profetien, blev judæerne ført i landflygtighed. — Ez 17:16-21; Jer 52:11-14.

Heste nævnes blandt de lastdyr der ville blive brugt til at transportere Guds adspredte folk tilbage til Jerusalem. (Es 66:20) Det er derfor værd at bemærke at de jøder der vendte tilbage i forbindelse med genoprettelsesprofetiernes første opfyldelse, havde 736 heste med. — Ezr 2:1, 66; Ne 7:68.

Brugt billedligt. I Bibelen nævnes hesten gentagne gange i billedlig betydning. Det troløse Jerusalems utugtige sønner sammenlignes med „heste i brunst“. (Jer 5:7, 8) Det utro Jerusalem bedrev utugt med de hedenske nationers herskere og var optændt af begær efter dem ligesom medhustruer hvis mænd var som hingste på grund af deres stærke kønsdrift. (Ez 23:20, 21) Det frafaldne folks stædige og stivnakkede holdning sammenlignes med hestens ubesindighed når den styrter frem i kampen uden tanke for konsekvenserne. — Jer 8:6.

Den særlige opmærksomhed og den prægtige udrustning der blev en kongelig ganger til del, bruges som et billede på at Jehova rettede sin opmærksomhed mod sit angrende folk og viste det sin gunst, hvorved det blev som en sejrende stridshest. — Zak 10:3-6.

Da Jehova gennem profeten Joel forudsagde at en svær plage ville komme over dem der gav sig ud for at tilhøre hans folk, men som i virkeligheden var frafaldne, beskrev han nogle fortærende plager der ’så ud som heste’. (Joel 2:1-4) Da apostelen Johannes fik et lignende syn af en voldsom græshoppeplage, sagde han at græshopperne „lignede heste beredt til kamp“. — Åb 9:7.

Johannes så også rytterhære hvis antal var „to gange ti tusind gange ti tusind“ (200.000.000), og som havde magt til at eksekvere Guds domme. Hestene havde dødbringende kraft både i deres hoveder og i deres haler. Alle disse heste blev åbenbart ledet af de fire engle der havde været bundet ved floden Eufrat. — Åb 9:14-19.

Jehovas usynlige, himmelske hær skildres ved heste og stridsvogne af ild. (2Kg 2:11, 12) Elisa bad ved en lejlighed om at hans skrækslagne medhjælpers øjne måtte blive åbnet så han kunne se at „bjerglandet omkring Elisa var fyldt med heste og stridsvogne af ild“ der kunne beskytte ham mod de aramaiske styrker som var sendt ud for at pågribe ham. — 2Kg 6:17.

Flere hundrede år senere fik Zakarias et syn af fire stridsvogne, den første med røde heste, den anden med sorte heste, den tredje med hvide heste og den fjerde med plettede, skimlede heste. Disse heste skildrede „himmelens fire ånder“. — Zak 6:1-8; se også Zak 1:8-11.

Zakarias’ profeti om dem der drog i krig mod Jerusalem, viste at Jehova ville komme sit folk til undsætning og bringe ødelæggelse over fjenderne og deres heste. (Zak 14:12-15; se også Ez 38 og 39.) En følge af denne indgriben ville være at hestene ikke længere skulle anvendes i krig, men i stedet skulle tjene til Guds ære, som det fremgår af ordene: „På den dag vil der på hestenes bjælder stå: ’Hellighed tilhører Jehova.’“ (Zak 14:20; jf. 2Mo 28:36, 37.) At stridsvogne og heste skulle udryddes, skildrer ligeledes at freden ville blive genoprettet. — Zak 9:10.

Apostelen Johannes så i et syn den herliggjorte Jesus Kristus komme ridende på en hvid hest, fulgt af en hær der også red på hvide heste. Dette syn viste at den krig Kristus vil føre på sin Faders vegne mod alle fjender, vil blive ført med retfærdighed. (Åb 19:11, 14) Hvordan Kristus skrider til handling som konge, og hvilke forhold dette medfører, er tidligere i Åbenbaringens Bog skildret ved forskellige ryttere og deres heste. — Åb 6:2-8.