Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hinnoms dal

Hinnoms dal

En dal der ligger syd og sydvest for Jerusalem. Den begynder tæt ved den nuværende Jaffaport, hvorfra den løber mod syd og derefter ved byens sydvestlige hjørne drejer skarpt mod øst og løber langs med byens sydside indtil den ved det sydøstlige hjørne forenes med Tyropøonsdalen og Kedrondalen. Den kaldes også „Hinnoms Søn(ner)s Dal“ eller slet og ret ’Dalen’, en betegnelse der går igen i navnet „Dalporten“. (Jos 15:8; 2Kg 23:10; Ne 3:13) Det er muligvis denne dal der i Jeremias 31:40 kaldes „lavningen med ådslerne og fedtasken“. Man ved ikke hvem den person er som dalen muligvis er opkaldt efter, og heller ikke hvad navnet „Hinnom“ betyder. — BILLEDE, bd. 2, s. 949.

Umiddelbart før det sted hvor Hinnoms Dal løber sammen med Tyropøonsdalen og Kedrondalen, udvider den sig, og det var sandsynligvis her Tofet lå. (2Kg 23:10) Syd for dalens østlige ende ligger ifølge traditionen det sted der blev kaldt Hakeldama, eller „Blodmarken“, pottemagermarken som blev købt for Judas’ 30 sølvstykker. (Mt 27:3-10; Apg 1:18, 19) Længere mod vest er dalen temmelig snæver og dyb. Der er mange gravkamre i de terrasseformede skrænter.

Hinnoms Dal dannede en del af grænsen mellem Judas og Benjamins områder. Judas område lå syd for dalen. Det vil sige at Jerusalem lå i Benjamins område. (Jos 15:1, 8; 18:11, 16) I dag kaldes dalen Wadi er-Rababi (Ge Ben Hinnom).

Den frafaldne kong Akaz af Juda bragte røgofre og lod sin(e) søn(ner) brænde i ilden i denne dal. (2Kr 28:1-3) Hans sønnesøn, kong Manasse, handlede værre end Akaz idet han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne og også lod sine sønner „gå gennem ilden i Hinnoms Søns Dal“. (2Kr 33:1, 6, 9) Manasses sønnesøn, kong Josias, bragte denne vederstyggelige praksis i Tofet til ophør ved at vanhellige stedet idet han muligvis spredte knogler eller affald dér så det ikke længere var egnet som tilbedelsessted. — 2Kg 23:10.

Jeremias, der profeterede da Josias, Jehoahaz, Jojakim, Jojakin og Zedekias var konger i Juda, forkyndte Jehovas dom som skulle eksekveres over nationen på grund af dens synder, hvoraf en af de afskyeligste bestod i at man ofrede børn til Molek. Han fik besked på at hente nogle af folkets ældste og præsternes ældste og sammen med dem gå ud gennem Potteskårporten (Askedyngeporten), der lå ved Jerusalems sydøstlige hjørne, til Tofet i Hinnoms Dal. Dér forkyndte han Jehovas udsagn: „Se, der kommer dage . . . da dette sted ikke mere kaldes Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Drabsdalen.“ Derefter knuste han en lertøjsflaske for øjnene af dem og fortsatte med at forkynde Jehovas dom: „På samme måde vil jeg knuse dette folk og denne by . . . og i Tofet vil man begrave folk indtil der ikke er mere plads til at begrave.“ (Jer 19:1, 2, 6, 10, 11) Der ville med andre ord dø så mange som følge af Guds dom over de ugudelige (ikke som følge af ofringerne til Molek) at nogle af ligene ville komme til at ligge ubegravede i dalen. Derved ville den blive vanhelliget i endnu højere grad end på Josias’ tid.

Denne profeti af Jeremias betyder ikke nødvendigvis at der stadig blev bragt sådanne ofre til Molek på hans tid, men at Jehova ville straffe judæerne for deres onde handlinger, både før og nu, og for det uskyldige blod de havde udgydt, især ved de menneskeofre de havde bragt på Manasses tid. Profeten udtalte ved en anden lejlighed at nationen ville blive straffet for det Manasse havde gjort. (Jer 15:4; jf. 2Kg 23:26; Jer 32:30-35.) Desuden danner erklæringen i Jeremias 19:3 en parallel til ordene i 2 Kongebog 21:12. Den afgudsdyrkelse der fortsatte på Jeremias’ tid, viste imidlertid at folket på ingen måde havde angret de grove synder det havde begået i Manasses regeringstid. Det er muligvis Hinnoms Dal der sigtes til i Jeremias 2:23, hvor profeten gør judæerne opmærksomme på deres afgudsdyrkelse.

De porte i Jerusalems mur der vendte ud mod Hinnoms Dal, var sandsynligvis Hjørneporten ved byens nordvestlige hjørne, Dalporten ved dens sydvestlige hjørne og Potteskårporten nær det sted hvor Hinnoms Dal løb sammen med Tyropøonsdalen og Kedrondalen. (2Kg 14:13; Ne 2:13; 12:31; Jer 19:2) Mellem Hjørneporten og Dalporten var der ikke andre porte i Jerusalems mur fordi Hinnoms Dals sider på denne strækning var for stejle. Kong Uzzija byggede tårne ved Hjørneporten og ved Dalporten eftersom dette var de mest sårbare steder langs denne del af dalen. — 2Kr 26:9.

Det var i denne dal syd for Jerusalem at Nehemias påbegyndte sin natlige inspektion af bymuren. Han red ud gennem Dalporten og besigtigede muren idet han red mod øst til Askedyngeporten og fortsatte et stykke op gennem Kedrondalen, hvorefter han vendte om og kom ind i byen igen gennem Dalporten. (Ne 2:13-15) På Nehemias’ tid var Hinnoms Dal åbenbart nordgrænsen for Judas sønners bebyggelser (når man ser bort fra Jerusalem, hvor der også boede nogle fra Judas stamme). — Ne 11:25, 30.

I De Kristne Græske Skrifter betegnes Hinnoms Dal med det tilsvarende græske udtryk geʹenna. — Mt 5:22; Mr 9:47; se GEHENNA.