En betydningsfuld sten der er anbragt i et hjørne af en bygning hvor to mure mødes, med det formål at forbinde disse mure med hinanden. Hjørnestenene var som regel rektangulære og blev skiftevis lagt med enden eller siden til, fra husets fundament op til taget.

Den vigtigste hjørnesten var hjørnegrundstenen, der til store offentlige bygninger og bymure måtte være ekstra solid. Når hjørnegrundstenen var lagt, blev de øvrige sten i bygningen rettet ind efter den ved hjælp af et blylod. Hver sten måtte rettes ind efter hjørnegrundstenen. I nogle tilfælde var hjørnegrundstenene meget store. Hjørnegrundstenen tjente også til at holde bygningens mure sammen.

En anden vigtig hjørnesten var hovedhjørnestenen (Sl 118:22), et udtryk der øjensynlig sigter til den øverste sten, det vil sige den sten der afsluttede bygningsværket. Ved hjælp af den blev to sammenstødende mure holdt sammen foroven så de ikke skiltes fra hinanden og bygningen styrtede sammen.

Da man lagde grunden til templet på Zerubbabels tid, var der stor glæde, og man lovpriste Jehova. (Ezr 3:10, 11) Det blev også forudsagt at når Zerubbabel ’bragte topstenen ud’, ville der blive råbt: „Betagende! Betagende!“ (Zak 4:6, 7) Derimod var der sorg og ødelæggelse i vente for Babylon, for Jehova havde forudsagt: „Man vil ikke tage sten til hjørne eller sten til grundvolde fra dig, for varige ødemarker, det vil du blive.“ — Jer 51:26.

Brugt billedligt. Med hensyn til jordens grundlæggelse spurgte Gud Job: „Hvem har lagt dens hjørnesten?“ Jorden, som menneskene bor på og har opført mange bygninger på, blev således sammenlignet med et gigantisk bygningsværk, en bygning med en hjørnesten. Dens grundlæggelse, der fandt sted før mennesket blev skabt, fik de himmelske ’gudssønner’ til at bryde ud i hyldestråb. — Job 38:4-7.

I nogle bibeloversættelser bruges „hjørnesten“ som oversættelse af et hebraisk ord (pinnahʹ) der har grundbetydningen „hjørne“, men det bruges også billedligt om en anfører eller hovedperson, en der er som en hjørnesten eller en støttepille.  I Esajas 19:13 har visse oversættelser således „hjørnesten“ (DA31, RS, AT, AS), mens andre siger ’høvdinge’ (DA92) eller „Overhoveder“ (GD), hvilket er på linje med Ny Verden-Oversættelsens gengivelse, „førende mænd“. (Se også Dom 20:2; 1Sa 14:38; Zak 10:4, hvor det hebraiske ord (pinnahʹ el. pinnōthʹ) egentlig betyder ’hjørnetårn(e)’, men bruges billedligt om betydningsfulde eller fremtrædende mænd, anførere.) At ordet ’hjørne’ bruges om en førende person, er interessant i betragtning af den symbolske anvendelse af begrebet „hjørnesten“ i de messianske profetier.

Jesus Kristus omtales i Bibelen som „hjørnegrundstenen“ for den kristne menighed, der sammenlignes med et åndeligt hus. Gennem Esajas forudsagde Jehova at han som grundvold i Zion ville lægge „en sten, en prøvet sten, en værdifuld hjørnesten som en sikker grundvold“. (Es 28:16) Peter citerede denne profeti og møntede den på Jesus Kristus som den „hjørnegrundsten“ på hvilken de enkelte salvede kristne bliver opbygget som „levende sten“ så de bliver et åndeligt hus eller tempel for Jehova. (1Pe 2:4-6) Paulus benytter det samme billede, idet han skriver at den kristne menigheds medlemmer er blevet „opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen“ i samhørighed med hvem hele bygningen harmonisk føjes sammen og „vokser til et helligt tempel for Jehova“, et sted hvor Han kan bo ved ånd. — Ef 2:19-22.

Ifølge Salme 118:22 ville den sten bygmestrene forkastede, blive „hovedhjørnesten“ (hebr.: ro’sj pinnahʹ). Jesus citerede denne profeti og anvendte den på sig selv som „hovedhjørnesten“ (gr.: kefalēʹ gōniʹas, hjørnets hoved). (Mt 21:42; Mr 12:10, 11; Lu 20:17) Han er den betydningsfulde topsten eller slutsten i den salvede kristne menighed, der sammenlignes med et åndeligt tempel. Peter anvendte også Salme 118:22 på Kristus idet han henviste til at han var „stenen“ der blev forkastet af mennesker, men var udvalgt af Gud til „hovedhjørnesten“. — Apg 4:8-12; se også 1Pe 2:4-7.