Det vigtige organ hvis hovedfunktion er at pumpe blodet rundt i legemet så cellerne tilføres næring. — 3Mo 17:14.

Hjertet indtager en fremtrædende plads i Bibelen, eftersom det nævnes omkring tusind gange på den ene eller den anden måde. De hebraiske ord (lev, levavʹ) og det græske ord (kardiʹa) for „hjerte“ bruges i både bogstavelig og billedlig betydning.

Det bogstavelige hjerte. Bibelskribenterne taler forholdsvis sjældent om det bogstavelige hjerte. Et af stederne er dér hvor det nævnes at Jehu skød Joram „mellem armene, så pilen gik ud gennem hans hjerte“. — 2Kg 9:24; se også 2Mo 28:30.

Det symbolske hjerte. Langt de fleste steder hvor ordet „hjerte“ forekommer i Bibelen, bruges det i symbolsk betydning. Det siges at stå for „midten i almindelighed, det indre, og derfor det indre menneske som det ytrer sig i alle dets handlinger, dets ønsker, følelser, stemninger, lidenskaber, hensigter, tanker, opfattelser og forestillinger, dets kundskab og visdom, dets færdigheder, dets anskuelser og overvejelser, dets hukommelse og bevidsthed“. — Journal of the Society of Biblical Literature and Exegesis, 1882, s. 67.

Som det symbolske hjerte omtales i Bibelen, betegner det altså ikke blot sædet for følelser og bevæggrunde, og heller ikke blot forstanden. „Blandt semitterne . . . blev alt hvad der var særegent for mennesket, både på følelsernes, forstandens og viljens område, tillagt hjertet.“ Det er „det samlede indre menneske i modsætning til kødet, som er det ydre og fysiske menneske“. — The Metaphorical Use of the Names of Parts of the Body in Hebrew and in Akkadian af E. Dhorme, Paris 1963, s. 113, 114, 128 (oversat fra fransk).

Gud ransager hjerter; det der betyder noget for ham, er ikke hvordan man ser ud, men hvordan man er inderst inde. (Ord 17:3; 24:12; Sl 17:3; 1Sa 16:7) Bibelen indeholder derfor dette råd: „Vogt dit hjerte [hele det indre menneske] mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“ (Ord 4:23) Og kristne hustruer tilskyndes til ikke at lægge hovedvægten på den udvendige prydelse, men på „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne“. — 1Pe 3:3, 4.

En del af de steder hvor ordet „hjerte“ forekommer i Bibelen, rettes opmærksomheden tydeligvis mod tænkeevnen, men ikke i en sådan betydning at denne evne isoleres fra resten af det der udgør det indre menneske. Moses tilskyndede israelitterne: „Du skal vide i dag og igen tage dig til hjerte [„genkalde dig i dit sind,“ fdn.] at Jehova er den sande Gud.“ Og senere sagde han til dem: „Dog har Jehova, frem til denne dag, ikke givet jer et hjerte [„et sind,“ fdn.] der kan erkende.“ (5Mo 4:39; 29:4) At hjertet også kan omfatte forstanden eller intellektet, fremgår af flere steder i såvel De Hebraiske som De Kristne Græske Skrifter hvor det sættes i forbindelse med ’tanker’ (Mt 9:4), ’spørgsmål’ (Mr 2:6), ’forstandighed’ (1Kg 3:12), ’fatteevne’ (Mr 6:52) og „kundskab“ (Ord 15:14).

Vore motiver eller bevæggrunde, drivkraften bag vor adfærd, er en anden vigtig side af det indre menneske som fremstilles ved „hjertet“. Der siges for eksempel at „enhver hvis hjerte bevægede ham“, kom med bidrag til opførelsen af teltboligen. (2Mo 35:21, 26, 29; 36:2) Haman ’dristede sig’ (ordr.: ’fyldte sit hjerte’) til at udtænke en ondsindet plan mod jøderne. (Est 7:5, fdn.; Apg 5:3) Hebræerne 4:12 forklarer at Guds ord eller løfte er som et skarpt sværd der kan „bedømme hjertets tanker og hensigter“. Jesus betegnede også hjertet som drivkraften bag vor adfærd, hvad enten denne er god eller ond. (Mt 15:19; Lu 6:45) Hvad udviklingen af rette bevæggrunde angår, advarer Bibelen os imod at lade vort forhold til andre besmitte af et ønske om selvisk vinding (Jud 16) eller at lade vor levevis  være præget af kærlighed til penge eller en hang til rigdom. (1Ti 6:9, 10; Ord 23:4, 5) Den tilskynder os derimod til at tjene Gud på grundlag af ægte kærlighed til ham (1Jo 5:3; 5Mo 11:13) og at vise selvopofrende kærlighed i omgangen med vore trosfæller (Joh 15:12, 13); den tilskynder os også til at opøve os i altid at elske vore medmennesker som vi elsker os selv (Lu 10:27-37; Ga 6:10). At opdyrke sådanne bevæggrunde indbefatter naturligvis brug af tænkeevnen. — Sl 119:2, 24, 111.

Vor symbolske hjertetilstand afspejler sig i vor holdning eller indstilling, som kan være enten hovmodig eller ydmyg. (Ord 16:5; Mt 11:29) Vore følelser og sindsstemninger er også en del af dette indre menneske. De indbefatter kærlighed (5Mo 6:5; 1Pe 1:22), glæde (5Mo 28:47; Joh 16:22), smerte og sorg (Ne 2:2; Ro 9:2) og had (3Mo 19:17). Hjertet kan således blive ’forskræmt’ (Es 35:4), „gennemboret“ af modløshed (Sl 109:22) eller „smelte“ af frygt for lidelser og trængsler (5Mo 20:8). Når sindet og hjertet nævnes sammen i De Kristne Græske Skrifter, sigter „sindet“ til forstanden, mens „hjertet“ sigter til det indre menneskes ønsker, følelser og stemninger. Jesus sagde for eksempel: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ (Mt 22:37) Hermed viste han at en persons ønsker, følelser og stemninger må afspejle vedkommendes kærlighed til Gud, men denne kærlighed må også komme til udtryk ved den måde han eller hun bruger sin forstand på, for eksempel ved at tilegne sig kundskab om Gud og Kristus. — Joh 17:3.

Alle disse funktioner, egenskaber, evner, anlæg og følelser forbindes ikke med det bogstavelige hjerte, men med det symbolske hjerte, der repræsenterer den samlede indre personlighed.

Hjertet kan være „forræderisk“. Skønt Adam var fuldkommen, tillod han sit hjerte at blive lokket eller forledt; han forkastede sandheden og vendte sig fra Gud. (Se Jak 1:14, 15.) Som følge heraf er alle mennesker, der er efterkommere af den faldne Adam, undfanget med deres synd og bragt til verden med deres brøde. (Sl 51:5) Efter Vandfloden sagde Gud om den syndige menneskehed i almindelighed: „Menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af.“ — 1Mo 8:21.

Gud sagde til det oprørske Juda: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat.“ (Jer 17:9) Dette bør tjene som en stærk advarsel til alle der søger at behage Gud: de skal ikke blot tænke på hvad andre mennesker ser, men på hvordan de virkelig er i det indre menneske. Selv en som har været aktiv kristen i mange år, har god kundskab fra Bibelen og føler sig sikker på at kunne klare enhver situation, kan gøre noget som er forkert. Selv om han udmærket ved at handlingen er forkert og fordømmes i Guds lov, kan de tanker og ønsker han i det skjulte har opdyrket og næret, forlede ham til at synde.

Derfor er det vigtigt at en kristen — selv om han kender sandheden og anser sig selv for at være moden — husker på at hjertet kan være forræderisk, og han må derfor passe på ikke at udsætte sig for fristelse. — Mt 6:13; 1Kor 10:8-12.

Om at tjene af „et helt hjerte“. Det bogstavelige hjerte må være helt for at kunne fungere normalt. Det symbolske hjerte kan imidlertid være delt. David bad: „Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ Det viser at hjertet kan være delt med hensyn til hvad man nærer hengivenhed og ærefrygt for. (Sl 86:11) Man er da ’tvesindet’, lunken i sin tilbedelse af Gud. (Sl 119:113; Åb 3:16) Man kan også have „to hjerter“ (ordr.: „et hjerte og et hjerte“), idet man forsøger at tjene to herrer eller bedragerisk siger ét mens man tænker noget andet. (1Kr 12:33; Sl 12:2, fdn.) Jesus fordømte kraftigt et sådant hykleri. — Mt 15:7, 8.

Hvis man søger at behage Gud, må man hverken have et delt hjerte eller to hjerter. Man må tjene ham med et helt hjerte. (1Kr 28:9) Dette kræver årvågenhed og ihærdighed da hjertet jo er desperat og fyldt med onde tilbøjeligheder. (Jer 17:9, 10; 1Mo 8:21) En hjælp til at bevare et helt hjerte er: inderlig bøn (Sl 119:145; Kl 3:41), regelmæssigt studium af Guds ord (Ezr 7:10; Ord 15:28), nidkær deltagelse i forkyndelsen af den gode nyhed (jf. Jer 20:9) og samvær med andre hvis hjerte er helt for Jehova. — Jf. 2Kg 10:15, 16.

Hvad vil det sige at ’mangle hjerte’?

Bibelen taler flere steder om at nogle ’mangler hjerte’. Lexicon in Veteris Testamenti Libros (af Koehler og Baumgartner, Leiden 1958, s. 470) siger at det betyder „at være uden forstand“. I Hebräisches und aramäisches Handwörterbuch über das Alte Testament af W. Gesenius (17. oplag, uforandret genoptryk 1962, s. 376) hedder det at et sådant menneske er „uforstandigt“. Det er en tilstand der kendetegner dem der ikke har dømmekraft eller skelneevne. ’Mangel på hjerte’ står således i modsætning til ’forstand’ (Ord 10:13) og „dømmekraft“. (Ord 11:12; 15:21) Andre steder hedder det at den der ’mangler hjerte’,  er „uerfaren“, ’dåragtig’, det vil sige mangler visdom. (Ord 7:7; 9:1-9, 16; 10:21) At ’mangle hjerte’ betyder således at mangle de positive egenskaber der er knyttet til hele det indre menneske.

At udtrykket ’mangle hjerte’ blandt andet vil sige at mangle god dømmekraft eller skelneevne, fremgår af sammenhængen i Bibelen. I Ordsprogene 6:32 siger vismanden at den der begår ægteskabsbrud, ’mangler hjerte’. Andre oversættelser siger her: „er fra sin Forstand“ (Li), ’er afsindig’ (DA31), „er uden forstand“ (DA92), „mangler dømmekraft“ (NIV), „er en tåbelig nar“ (NE). Ægteskabsbryderen er „en tåbelig nar“ i betragtning af umoralitetens bitre frugt. (Ord 1:2-4; 6:23-35; 7:7, 21-27) Han virker måske respektabel udadtil, men i sit indre menneske er han afstumpet og uudviklet.

Et andet ordsprog lyder: „Et menneske der mangler [et forstandigt] hjerte giver håndslag, idet han stiller sikkerhed for sin næste.“ (Ord 17:18) Måske ledet af følelser indgår vedkommende en aftale der nemt kan påføre ham et tab og bringe ham i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Selv om han måske gør det i en god mening eller har prisværdige motiver, røber han ikke desto mindre mangel på god dømmekraft.

I modsætning til at ’mangle hjerte’ taler Ordsprogenes Bog også om at ’erhverve sig hjerte’. Som det hedder i Ordsprogene 19:8: „Den der erhverver sig et forstandigt hjerte elsker sin sjæl. Den der bevarer dømmekraften vil finde lykken.“ Han ofrer sit indre menneske, sit sande jeg, alvorlig opmærksomhed. Med forstanden tilegner han sig nøjagtig kundskab om Gud og hans veje; han grunder over det han lærer, og søger at leve efter det. Han er omhyggelig med at forme sine ønsker og følelser, sin indstilling og sine mål i livet efter hvad han véd Gud vil godkende. Derved gavner han sig selv og viser at han „elsker sin sjæl“. Ved således at opbygge det indre menneske ’bevarer han dømmekraften’, idet han på gavnlige måder styrker de faktorer der har stor indflydelse på hans evne til at tænke klart og handle forstandigt.

Guds hjerte. Jehova åbenbarer at han har følelser, og Bibelen beskriver det som har han et „hjerte“. På Vandflodens tid følte han sig „såret i sit hjerte“, for det smertede ham at menneskene havde forkastet hans retfærdige styre, så det blev nødvendigt for ham at blive deres ødelægger i stedet for deres velgører. (1Mo 6:6) Derimod fryder Jehovas „hjerte“ sig når hans tjenere er trofaste. (Ord 27:11) En sådan grusomhed som at ofre mennesker som brændofre, en skik som nogle af de afvegne israelitter havde antaget, var aldrig ’opkommet i hans hjerte’, hvilket også viser at han ikke er en Gud der straffer med evig pine. — Jer 7:31; 19:5.

En tings midte. Da hjertet har en central plads i legemet, bruges det undertiden billedligt som et udtryk for at noget ligger midt i noget andet. For eksempel tales der om „jordens hjerte“ (Mt 12:40) og „havets hjerte“ (2Mo 15:8; Jon 2:3). I 2 Samuel 18:14 står der ordret „det store træs hjerte“ i stedet for „midt i det store træ“, og i 5 Mosebog 4:11 står der ordret „himmelens hjerte“. — Se NV, fdn.

Profetisk. I profetien i Daniel 7:4 siges der at dyret der lignede en løve (det babyloniske verdensrige), blev løftet op og stod oprejst på to fødder, og at der blev givet det „et menneskehjerte“. Dette skildrer symbolsk at det ikke længere havde „løvens hjerte“, det vil sige løvens mod. (2Sa 17:10) Det led nederlag over for den symbolske „bjørn“, Medo-Persien. — Da 7:5; se DYR, SYMBOLSKE.