[hebr.: ’ajjalʹ].

Navnet på en omfattende drøvtyggerfamilie hvis hanner for det meste bærer gevir. Kronhjorten (Cervus elaphus), det persiske dådyr (Dama mesopotamica) og rådyret (Capreolus capreolus) er tre hjortearter der engang har levet i Palæstina.

Eftersom hjorten er drøvtygger og har spaltede klove, måtte den ifølge Moseloven bruges til føde forudsat at dens blod, ligesom andre dyrs blod, blev udgydt på jorden. (5Mo 12:15, 16, 22, 23; 14:4-6; 15:22, 23) Hjortekød hørte til de spiser der blev serveret på kong Salomons bord. — 1Kg 4:22, 23.

Andre steder i Bibelen nævnes hjorten i billedlig betydning. Sjulamitten hentydede til dyrets hurtighed da hun sammenlignede sin elskede hyrde med et hjortekid. (Høj 2:9, 17; 8:14) Hjortens evne til ubesværet at klatre op ad stejle skrænter bruges til at illustrere den fuldstændige helbredelse de halte vil erfare. (Es 35:6; jf. He 12:12, 13.) Stillet over for den babyloniske belejring var Zions fyrster som udhungrede hjorte der var for svage til at løbe fra fjenden. — Kl 1:6.