(Hofʹra) [fra ægyptisk; betyder „[solguden] Res hjerte er bestandigt“].

En farao der i den græske Septuaginta (Jer 51:30, svarende til 44:30 i de fleste oversættelser) kaldes Ouafrēʹ. Herodot omtalte ham under navnet Apries. Han menes at have regeret i 19 år, men Herodot (II, 161) anfører hans regeringstid til 25 år.

Efter at jøderne var flygtet til Ægypten i år 607 f.v.t., sagde Jehova gennem Jeremias: „Se, jeg giver Farao Hofra, Ægyptens konge, i hans fjenders hånd og i deres hånd som efterstræber hans sjæl.“ (Jer 44:1, 26, 30) Dette skulle være et tegn på at den ulykke der ville komme over de jøder der boede i Ægypten, var nært forestående. (Jer 44:29) Ifølge Herodot (II, 161-169) begav Hofra (Apries) sig i det 6. århundrede f.v.t. ud på et skæbnesvangert togt til Kyrene for at hjælpe libyerne mod grækerne. Hofras tropper gjorde  oprør mod ham og indsatte Ahmes II (Amasis) som modkonge. Selv da var Hofra så arrogant at han „mente at end ikke en gud kunne støde ham fra tronen“. Han blev imidlertid taget til fange og senere kvalt.