Dyrehorn blev i Israel brugt som beholdere til olie, som drikkekar, blækhorn og beholdere til kosmetik og som musikinstrumenter og signalhorn. — 1Sa 16:1, 13; 1Kg 1:39.

Musikinstrumenter og signalhorn. Det almindelige hebraiske ord for et dyrehorn er qæʹræn. (1Mo 22:13) En enkelt gang bruges det om et blæseinstrument, nemlig i udtrykket „vædderhornet [hebr.: qæʹræn]“ i Josua 6:5. Dette udtryk bruges parallelt med det hebraiske ord sjōfarʹ (horn), et ord der altid betegner et vædderhorn anvendt som musikinstrument. Vor tids sjōfarʹ er et hult vædderhorn, knap 40 cm langt, som er gjort lige ved opvarmning, men buer opad i den brede ende ved lydtragten. Et særligt mundstykke gør det lettere at blæse i det. Man mener at Bibelens sjōfarʹ ikke havde noget særskilt mundstykke, og ifølge Talmud var vædderhornet ikke rettet ud, men stadig krumt.

Sjōfarʹ-hornet blev først og fremmest brugt som signalhorn. Ved hjælp af det kaldte man de israelitiske kampstyrker sammen, og man blæste i hornet som signal til angreb på en by og ledede kampens øvrige bevægelser med det. (Dom 3:27; 6:34; 2Sa 2:28; Joel 2:1; Zef 1:16)  I tilfælde af et fjendtligt angreb advarede man med hornet. (Ne 4:18-20) I betragtning af at hornet almindeligvis kun anvendtes som signalhorn i kamp, ville lyden af 300 horn under normale omstændigheder betyde at fjenden stod over for en anselig hær. Da midjanitterne hørte Gideons 300 mand blæse i deres horn, flygtede de derfor over hals og hoved i den tro at de var omringet af en stor hær. — Dom 7:15-22

Der blev ikke blot blæst i hornet ved hver nymåne, men også ved jubelårets begyndelse. Andre glædelige begivenheder var også ledsaget af hornklang. (Sl 81:3; 3Mo 25:8-10; 2Sa 6:15; 2Kr 15:14) Da Jehova fremsatte Lovpagtens bestemmelser, var den mirakuløse lyd af et horn en del af den imponerende manifestation ved Sinaj Bjerg. (2Mo 19:16-19; 20:18) Den skik at proklamere sabbattens begyndelse og afslutning ved hjælp af sjōfarʹ-hornet synes at være opstået før vor tidsregnings begyndelse.

Øjensynlig havde israelitter fra alle samfundslag kendskab til hvordan man skulle bruge dette vædderhorn. Præsterne blæste i horn da de marcherede rundt om Jeriko, og det var sikkert også dem der lod hornene lyde ved jubelårets begyndelse. (Jos 6:4, 5, 15, 16, 20; 3Mo 25:8-10) Både Ehud, Gideon og hans 300 mand, Joab og vægterne, der ikke nødvendigvis var levitter, blæste i hornene, hvilket vidner om at israelitterne i almindelighed var fortrolige med dette instrument. — Dom 3:27; 6:34; 7:22; 2Sa 2:28; Ez 33:2-6.

Det hebraiske ord jōvelʹ (vædder) bruges i 2 Mosebog 19:13 synonymt med sjōfarʹ og er her gengivet med ’vædderhorn’. I Daniel 3:5, 7, 10, 15 forekommer ordet qæʹræn på aramaisk om et instrument i det babyloniske orkester. — Se TROMPET.

Alterhorn. Både på røgelsesalteret og på brændofferalteret i teltboligen var der udadbøjede, hornlignende fremspring på de fire hjørner. De var beklædt med det samme materiale som alteret, enten kobber eller guld. (2Mo 27:2; 37:25, 26) Altrene i Salomons tempel var sandsynligvis lavet efter samme mønster. — 1Kg 6:20, 22.

Ved indsættelsesceremonien kom Moses noget af blodet fra syndoffertyren på brændofferalterets horn for at ’rense alteret for synd’. (3Mo 8:14, 15) Jehova befalede at præsten skulle komme noget af blodet fra bestemte ofre på hornene af enten det ene eller det andet alter, alt efter hvilket offer der blev bragt. — 3Mo 4:7, 18, 25, 30, 34; 16:18.

Jehova sagde at Judas synd var indgraveret „på deres altres horn“ (Jer 17:1), hvilket gjorde altrene urene og deres ofre uantagelige; og i Amos 3:14 erklærer Jehova at han vil vanhellige altrene i Betel, der blev brugt til kalvedyrkelse, ved at afhugge deres horn.

Udtalelsen i 2 Mosebog 21:14 kan enten betyde at selv en præst skulle henrettes for mord, eller at ingen i det hele taget der forsætligt havde begået mord, kunne søge beskyttelse ved at gribe fat i alterets horn. — Jf. 1Kg 2:28-34.

De altre Ezekiel og Johannes så i deres syner, havde horn. — Ez 43:15; Åb 9:13, 14.

Brugt billedligt. Et dyrehorn (hebr.: qæʹræn; gr.: keʹras) er et kraftigt våben og bruges ofte billedligt i Bibelen, især i De Hebraiske Skrifter, med denne underforståede betydning. Herskere og herskerdynastier, såvel retfærdige som ugudelige, fremstilledes billedligt ved horn, og deres erobringstogter skildredes ved at de stangede med hornene. — 5Mo 33:17; Da 7:24; 8:2-10, 20-24; Zak 1:18-21; Lu 1:69-71; Åb 13:1, 11; 17:3, 12; se DYR, SYMBOLSKE.

Da Jehova ved en lejlighed forsikrede sit folk om at det ville sejre, sagde han at han ville ’gøre Zions datters horn til jern’. (Mik 4:13) Jehova ville løfte sit folks horn, det vil sige sørge for at det blev ophøjet, mens han ville hugge de ugudeliges horn om fordi de frækt løftede deres horn. (1Sa 2:10; Sl 75:4, 5, 10; 89:17; Am 6:12-14) Da Job følte sig fuldstændig forladt, sagde han sørgmodigt: „Jeg har boret mit horn i støvet.“ — Job 16:15.

„Horn“ bruges også til at beskrive noget der har form som et horn. De „elfenbenshorn“ der nævnes i Ezekiel 27:15, er uden tvivl elefantstødtænder. I Esajas 5:1 tales der om en vingård der lå på „en frugtbar bjergskråning“. Ordret står der at vingården lå på „et horn, en søn af olie [el.: fedme]“, det vil sige at bjergskråningen sammenlignedes med et horn og frugtbarheden med olie eller fedme. — NV, fdn.