Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hornslange

Hornslange

[hebr.: ‛akhsjuvʹ; sjefīfonʹ].

En af de giftslanger der lever i Palæstina. Den kendes på en lille hornpig over hvert øje. Hornslangen (Cerastes cornutus) findes i Nordafrika, fra Algeriet til Ægypten, samt i Arabien og det sydlige Palæstina.

Eftersom hornslangens gift er kraftig (men normalt ikke dødbringende for mennesker), var det meget passende at David sagde om voldsmænd: „De har hvæsset deres tunge som en slanges; hornslangens gift er bag deres læber.“ (Sl 140:3; se GIFT.) Det var dette skriftsted apostelen Paulus citerede i Romerne 3:13, hvor han om syndere skrev: „Slangegift er bag deres læber.“ Det må derfor være hornslangen [gr.: aspisʹ] der sigtes til i dette skriftsted.

Hornslangen kan blive 80 cm lang og har en lys sandfarve, hvilket gør det svært at få øje på den i ørkensandet når den lurer på bytte. I bogen Reptiles of the World (1953, s. 234, 235) beskriver Raymond Ditmars nogle hornslanger han har set i fangenskab: „Som alle ørkenslanger søgte de hele tiden at skjule sig ved at kaste sand over ryggen. Hvis der blev lagt et flere tommer tykt lag fint sand i bunden af buret, ville man om dagen ikke kunne se andet af slangerne end det øverste af deres hoveder. Når krybdyret graver sig ned i sandet, gør det sin krop så flad at den nederste kant virker som en skovl. Ved en række besynderlige bølgebevægelser i hele kroppens længde, på begge sider, synker slangen derpå ned i sandet eller får sandet kastet hen over ryggen.“

Brugt billedligt. Hornslangen er meget vagtsom og angriber lynhurtigt. Det vides at den også er gået til angreb på heste med sit bid. Det er derfor en realistisk sammenligning der bruges i 1 Mosebog 49:17, hvor patriarken Jakob sammenligner Dan med „en hornslange ved stien, som bider hesten i hælene så dens rytter falder bagover“. Dette var ikke nogen nedsættende sammenligning af Dan med en farlig slange der fortjente at blive knust med hælen. Tværtimod skulle Dan gavne sit folk og tjene et ædelt formål. Ved at ligge på lur som en hornslange kunne han billedligt talt bide en fjendtlig angribers hest i hælen så den stejlede og kastede sin rytter af. Skønt lille kunne Dans stamme være lige så farlig som en hornslange for fjendtlige angribere der ville trænge ind i Israel.