Det grundlæggende princip findes i 1 Korinther 11:3: „Hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“

Mandens plads. Første del af denne vejledning om hvem der har myndighed, gælder manden; han er ikke uafhængig, uden forpligtelse til at anerkende et „hoved“. Han må følge de anvisninger som hans hoved, Messias, har givet, og det eksempel han har sat. (1Jo 2:6) Dette gælder ikke blot hans religiøse virksomhed (Mt 28:19, 20), men også hans privatliv. Hvis han for eksempel er gift og har børn, skal han af respekt for sit hoved, Messias, rette sig efter den vejledning der siger at han skal leve sammen med sin hustru i overensstemmelse med kundskab, idet han ’viser hende ære som et svagere kar’, samt bestræbe sig for at opdrage sine børn på rette måde. (1Pe 3:7; Ef 6:4) Når manden følger denne vejledning, viser han respekt for den myndighed han er underlagt. — Ef 5:23.

Eftersom manden blev skabt først, er han den overordnede i forhold til kvinden. (1Ti 2:12, 13) Kvinden blev dannet af et ribben som blev taget af manden; hun var ben af hans ben og kød af hans kød. (1Mo 2:22, 23) Hun blev skabt for mandens skyld; ikke manden for kvindens skyld. (1Kor 11:9) I den ordning Gud har truffet for familien, skulle kvinden derfor altid være underordnet sin mand og måtte ikke tiltage sig hans myndighed. (Ef 5:22, 23; 1Pe 3:1) På samme måde forholder det sig i den kristne menighed. Her må en kvinde ikke undervise indviede mænd eller udøve myndighed over dem. — 1Ti 2:12.

Blandt hebræerne i gammel tid anerkendte man mandens overordnede stilling i familien og stammen. Sara viste respekt for Abraham ved blandt andet at kalde ham „herre“, og hun omtales  rosende for således at anerkende hans myndighed. (1Mo 18:12; 1Pe 3:5, 6) Under Lovpagten fremhævedes mandens fortrinsstilling. Kun af mændene krævedes det at de samledes til de tre årlige højtider på det sted som Jehova havde udvalgt, selv om der også kunne være kvinder til stede. (5Mo 16:16) En kvinde var ceremonielt „uren“ i dobbelt så lang tid efter at hun havde født en pige, som efter at hun havde født en dreng. — 3Mo 12:2, 5.

Kvindens plads. I bibelsk tid var der situationer hvor en kvinde tog en hovedbeklædning på for at vise at hun underordnede sig manden. (1Mo 24:65) I sin fremstilling af hvordan ordningen er i den kristne menighed, forklarede apostelen Paulus at hvis en kvinde beder eller profeterer i menigheden, og således indtager en plads som Gud har tildelt manden, bør hun bære en hovedbeklædning. Når hun gør dette midlertidigt fordi der ikke er nogen indviet kristen mand til stede der kan gøre det, kan kvinden ikke, i tilfælde af at hun har langt hår, bruge dette som argument for at hun ikke behøver nogen hovedbeklædning som tegn på at hun underordner sig. Hun bør tilkendegive at hun underordner sig, og at hun anerkender mandens myndighed, ved at bære en hovedbeklædning som „et myndighedstegn“, og dette bør hun gøre „af hensyn til englene“, der iagttager den kristnes handlinger og interesserer sig for den kristne menighed eftersom de er dens tjenere. Ved at bære en hovedbeklædning når det er nødvendigt af religiøse grunde, anerkender den kristne kvinde den ordning Gud har truffet i denne henseende. — 1Kor 11:5-16; He 1:14.

Den teokratiske orden i menigheden og i familien hindrer ikke kvinden i hendes tjeneste for Gud eller begrænser hende i udførelsen af hendes arbejde og hendes pligter i familien. Den giver hende fuld frihed til i overensstemmelse med Bibelen at tjene på den plads hun har fået tildelt, samtidig med at hun har bevidstheden om at eje Guds godkendelse, i erkendelse af princippet om at han har „sat lemmerne på legemet, hvert af dem, sådan som han ønskede“. (1Kor 12:18) Mange kvinder i fortiden opnåede store privilegier samtidig med at de anerkendte mandens overordnede myndighed, og var lykkelige og tilfredse. Blandt dem kan nævnes Sara, Rebekka og Abigajil og de kristne kvinder Priskilla og Føbe.

Ansvar og pligter. At sidde inde med myndighed som overhoved giver visse rettigheder, men medfører også ansvar og pligter. Messias, Kristus, er „menighedens hoved“ og har derfor ret til at træffe beslutninger der angår den, samt til at udøve myndighed over den. (Ef 5:23) Men denne myndighed forpligter ham også til at sørge for menigheden og tage ansvaret for de beslutninger han træffer. På samme måde har en ægtemand som familiens overhoved visse rettigheder med hensyn til at føre tilsyn og træffe endelige afgørelser. Men dertil kommer at han har ansvar for og pligt til at tage sig af familien. Det er først og fremmest hans ansvar at sørge for at familiens materielle og åndelige behov bliver dækket. — 1Ti 5:8.

Den kristne mand skal udøve sin myndighed med visdom og elske sin hustru som sig selv. (Ef 5:33) Det er på denne måde Jesus Kristus udøver sin myndighed over den kristne menighed. (Ef 5:28, 29) En fader må som overhoved ikke irritere sine børn, men skal opdrage dem „i Jehovas tugt og formaning“. (Ef 6:4) Som hyrder for Guds hjord må „de ældste“ i den kristne menighed ikke spille herrer over Guds „får“, men må huske at de er underlagt Jesus Kristus og Jehova Gud. (1Pe 5:1-4) Jesus Kristus har altid fulgt ledelsens princip og i ord og handling tilkendegivet at han til fulde anerkender sin Faders overordnede myndighed. Selv efter at have hersket over jorden i tusind år vil han anerkende Jehovas universelle myndighed ved at overgive Riget til ham og derved „underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle“. (1Kor 15:24-28; Joh 5:19, 30; 8:28; 14:28; Flp 2:5-8) De kristne, Jesu Kristi disciple, anerkender også Jehovas overordnede myndighed idet de retter deres bønner til ham og anerkender ham som deres Fader og almægtige Gud. — Mt 6:9; Åb 1:8; 11:16, 17; se FAMILIE, SLÆGT; ÆGTEMAND.