Hovedbeklædningen spillede ikke nogen større rolle i hebræernes hverdagsdragt. Det jævne folk har måske brugt kappen til at dække hovedet med når det var nødvendigt. Et særligt hovedtøj blev dog ofte båret af mænd der beklædte et offentligt embede, ligesom både mænd og kvinder bar hovedtøj ved højtidelige lejligheder. Præsterne i Israel skulle bære deres foreskrevne hovedtøj. — 2Mo 28:4, 39, 40; se KLÆDEDRAGT; KRONE.

Former for hovedbeklædning i De Hebraiske Skrifter. Den hovedbeklædning der først nævnes i Bibelen, er det hovedklæde som Rebekka tog på da hun mødte Isak. (1Mo 24:65) Det hebraiske ord der bruges her, er tsa‛īfʹ, som andre steder er oversat „sjal“. (1Mo 38:14, 19) Rebekka tog uden tvivl dette hovedklæde på som tegn på at hun underordnede sig sin tilkommende mand, Isak.

 Ypperstepræstens turban (hebr.: mitsnæʹfæth) var lavet af fint linned der blev viklet rundt om hovedet, og på hvis forside en guldplade var fastgjort med en blå snor. (2Mo 28:36-39; 3Mo 16:4) Underpræsternes særlige hovedtøj var også viklet rundt om hovedet, men der bruges et andet hebraisk ord (mighba‛ahʹ) om denne hovedbeklædning, et vidnesbyrd om at den var anderledes og måske mindre kunstfærdigt udført end ypperstepræstens turban. Der var heller ingen guldplade på underpræsternes hovedtøj. — 3Mo 8:13.

Job bruger turbanen i et billede, idet han sammenligner de retfærdige domme han fældede, med en turban. (Job 29:14; jf. Ord 1:9; 4:7-9.) Kvinder gik undertiden med turban. (Es 3:23) Her er det hebraiske ord tsanīfʹ. Det indgår også i udtrykket „kongelig turban“ i Esajas 62:3 og anvendes i Zakarias 3:5 om ypperstepræstens hovedtøj.

En brudgom bar et sandsynligvis turbanlignende hovedtøj, pe’erʹ (Es 61:10), der i Bibelen bliver brugt som et symbol på glæde. (Es 61:3; jf. Ez 24:17, 23.) Dette ord bruges også om en hovedbeklædning båret af kvinder (Es 3:20) og om præsternes hovedbeklædning. — Ez 44:18.

Pandebåndene (hebr.: sjevīsīmʹ) har øjensynlig været lavet af netstof. (Es 3:18) De „hængeturbaner“ (hebr.: tevulīmʹ) som Ezekiel nævner, og som de kaldæiske krigere havde på hovedet, har muligvis været i stærke farver og udstyret med en eller anden form for pynt. — Ez 23:14, 15.

Da Daniels tre unge hebraiske venner blev kastet i Nebukadnezars ildovn, var de fuldt påklædte og bar huer. Huerne har måske været et tegn på deres titel eller rang. Nogle mener at de var kegleformede. — Da 3:21.

Hovedbeklædning i fortiden og nutiden. På de fleste monumenter og relieffer i Ægypten, Babylon og Assyrien skildres krigs- eller jagtscener, kongepaladser eller templer. Ægypterne har dog også en hel del billeder af håndværkere i arbejde, samt af konger, høvdinger og højtstående mænd med vidt forskellige hovedbeklædninger, mens almindelige mennesker ofte er afbildet barhovedede eller med en ret tætsluttende hovedbeklædning.

En af de hovedbeklædninger der bruges i Mellemøsten i dag, er beduinernes kaffijeh. Den består af et kvadratisk tørklæde der foldes diagonalt og bæres sådan at de tre hjørner hænger ned over ryggen og skuldrene. Den holdes fast på hovedet med en flettet ring. Ansigtet lades frit, men hoved og nakke er beskyttet mod sol og vind. Det er muligt at hebræerne i gammel tid har båret en sådan hovedbeklædning.

Hovedbeklædning og kvinders underordnede stilling. Apostelen Paulus skrev at kvinder skulle tildække hovedet når de bad eller profeterede i den kristne menighed. Derved viste de at de anerkendte ledelsens princip, ifølge hvilket manden er kvindens hoved, Kristus er mandens hoved, og Gud er Kristi hoved. Paulus skrev at kvindens naturligt lange hår er givet hende „i stedet for en hovedbeklædning“. Apostelens brev var stilet til de kristne i Korinth, der levede mellem europæere og semitter blandt hvem der var denne naturlige forskel mellem mænds og kvinders hårlængde. Trælkvinder og kvinder der blev grebet i utugt eller ægteskabsbrud, fik håret barberet af. Paulus påpegede at en kvindes lange hår var et naturligt tegn på hendes underordnede stilling i forhold til hendes hoved, manden. På grund af denne naturlige påmindelse om deres underordnede stilling burde kvinder bære en form for hovedbeklædning som „et myndighedstegn“ når de bad eller profeterede i menigheden. Derved tilkendegav de over for andre, deriblandt englene, at de personligt anerkendte ledelsens princip. (1Kor 11:3-16) Profetinder fra fortiden som Debora (Dom 4:4) og Anna (Lu 2:36-38) fulgte uden tvivl denne skik når de profeterede. — Se HÅR.