(Hulʹda) [hunkønsformen af Heled, der betyder „levetid; tingenes ordning“; el. muligvis: „blindmus“].

Sjallums hustru; en profetinde der boede i Jerusalem under den trofaste kong Josias af Judas regering.

Da Josias hørte statsskriveren læse op af lovbogen som ypperstepræsten Hilkija havde fundet under arbejdet med at istandsætte templet, sendte han en delegation af sted for at rådspørge Jehova. De gik til profetinden Hulda, der meddelte dem Jehovas ord: alle de ulykker som stod nævnt i bogen, ville komme over folket for dets ulydighed og frafald fra Gud. Dog ville Josias, fordi han ydmygede sig for Jehova, ikke komme til at se denne ulykke, men ville blive samlet til sine fædre og bragt til sin begravelsesplads i fred. — 2Kg 22:8-20; 2Kr 34:14-28.

Nogle mener at Huldas profeti slog fejl eftersom Josias døde i kamp. (2Kg 23:28-30) Men når det om Josias siges at han ville blive bragt til sin begravelsesplads „i fred“, skal det uden tvivl ses som en modsætning til den „ulykke“ der ville komme over Juda. (2Kg 22:20; 2Kr 34:28) Josias døde før denne ulykke indtraf i 609-607 f.v.t., da babylonierne belejrede og ødelagde Jerusalem. Udtrykket ’at samles til sine fædre’ udelukker heller ikke nødvendigvis en voldelig død i kamp, hvilket fremgår af at det tilsvarende udtryk: ’at lægge sig til hvile hos sine fædre’, bruges både om en voldelig og en ikkevoldelig død. — Jf. 5Mo 31:16; 1Kg 2:10; 22:34, 40.