En gift kvinde. Det hebraiske ord ’isjsjahʹ betyder „kvinde“ (ordr.: „mandinde“) og „hustru“; hustruen blev omtalt som en der var „ejet af en ægtemand“. (Es 62:4, fdn.) Det græske ord gynēʹ kan betyde både „hustru“ og „kvinde“, gift såvel som ugift. Jehova Gud gav den første mand, Adam, en hustru ved at tage et af hans ribben og bygge en kvinde af det. Hun blev derved ben af hans ben og kød af hans kød. Hun var et modstykke til ham og blev skabt som en medhjælp til ham. (1Mo 2:18, 20-23) Gud talte direkte med Adam, og Adam gav Guds bud videre til sin hustru. Eftersom han var blevet skabt først og i Guds billede, havde han forrangen som hendes hoved og tjente som Guds talsmand over for hende. Han skulle udøve sin myndighed i kærlighed, og hun skulle som hans medhjælp medvirke til opfyldelsen af det forplantningspåbud der blev givet dem. — 1Mo 1:28; se KVINDE.

Efter at Adam og Eva havde syndet — først Eva, der i stedet for at være en medhjælp for sin mand viste sig at være en fristerinde, og dernæst Adam, der fulgte hende i overtrædelsen — udtalte Gud dommen over kvinden idet han sagde: „Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte; med fødselsveer skal du føde børn, og din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“ (1Mo 3:16) Siden da har manden hersket over kvinden blandt mange af jordens folkeslag, ofte på en meget brutal måde, og hun er i mange tilfælde blevet behandlet mere som en slave end som et modstykke og en medhjælp.

Blandt de gamle hebræere. Blandt de gamle hebræere var manden husets overhoved og sin hustrus ejer (hebr.: baʹ‛al), og kvinden var den der var ejet (be‛ulahʹ). Blandt Guds tjenere havde hustruen en ophøjet og ærefuld plads. Gudfrygtige kvinder der var dygtige og initiativrige, havde ganske vist deres ægtemænd som hoved over sig, men de havde også stor handlefrihed og var lykkelige for deres plads i familien. Jehova Gud velsignede dem ved at bruge dem til at udføre særlige tjenester for ham. Blandt de mange trofaste hustruer der nævnes i Bibelen, er Sara, Rebekka, Debora, Rut, Ester og Maria, Jesu moder.

Moseloven beskyttede hustruen. Manden indtog altså den overordnede stilling i den ægteskabelige ordning, og Gud krævede at han sørgede for familien både materielt og åndeligt. Alle urette handlinger som blev begået af familien, faldt tilbage på ham; derfor havde han et stort ansvar. Manden havde ganske vist større forrettigheder end hustruen, men hun var på sin side beskyttet af Guds lov, som også gav hende visse særlige forrettigheder, så hun kunne leve et lykkeligt og indholdsrigt liv.

Moseloven indeholdt blandt andet følgende bestemmelser som berørte hustruen: Både manden og hustruen kunne straffes med døden for ægteskabsbrud. Hvis manden mistænkte sin kone for utroskab i det skjulte, kunne han føre hende til præsten så Jehova Gud kunne dømme i sagen. Hvis hun var skyldig, ville hendes forplantningsorganer visne. Hvis hun derimod var uskyldig, skulle manden gøre hende gravid og således offentligt anerkende hendes uskyld. (4Mo 5:12-31) En mand kunne skille sig fra sin hustru hvis han fandt noget anstødeligt hos hende — hvis hun for eksempel viste ham grov respektløshed eller bragte skam over hans eller hans faders hus. Men hustruen var på sin side beskyttet af bestemmelsen om at han i så fald skulle skrive en skilsmisseattest til hende. Hun var derefter fri til at gifte sig med en anden mand. (5Mo 24:1, 2) Hvis hustruen aflagde et løfte som efter mandens mening var uklogt eller kunne skade familiens vel, kunne han annullere det. (4Mo 30:10-15) Dette var en beskyttelse for hustruen så hun ikke ved en uoverlagt handling kom til at bringe sig selv i vanskeligheder.

Polygami var tilladt under Moseloven, men der var visse bestemmelser som beskyttede hustruen. Manden kunne ikke tage førstefødselsretten fra en mindre elsket hustrus søn og give den til sin yndlingshustrus søn. (5Mo 21:15-17) Hvis en israelit solgte sin datter som trælkvinde og hendes herre tog hende til medhustru, men ikke fandt behag i hende, kunne han lade hende løskøbe, men han kunne ikke sælge hende til et fremmed folk. (2Mo 21:7, 8) Hvis han selv eller hans søn havde taget hende til medhustru og derefter tog sig endnu en medhustru, skulle hendes mand stadig give hende føde, klæder og husly og yde hende den ægteskabelige ret. — 2Mo 21:9-11.

Hvis en mand ondsindet beskyldte sin hustru for ikke at have været jomfru da de blev gift,  skønt hun hævdede at være det, og anklagen blev modbevist, blev han tugtet og måtte betale hendes fader den dobbelte brudekøbesum for jomfruer og kunne aldrig skille sig fra hende. (5Mo 22:13-19) Hvis en mand forførte en uforlovet jomfru, skulle han betale hendes fader brudekøbesummen og, hvis faderen tillod det, gifte sig med hende, hvorefter han aldrig i sine levedage kunne skille sig fra hende. — 5Mo 22:28, 29; 2Mo 22:16, 17.

Skønt hustruen i det hebraiske samfund var noget anderledes stillet end i vore dages vestlige samfund, kunne den trofaste hebraiske hustru være lykkelig og finde glæde ved sit arbejde. Hun hjalp sin mand, opdrog børnene, førte hus og beskæftigede sig med mange ting der fyldte hendes liv med indhold og glæde og gav hende lejlighed til at bruge sine evner fuldt ud og lade sin kvindelighed komme til udtryk.

Beskrivelsen af en god hustru. Den dygtige hustrus mange hverv og opgaver og den glæde de bringer hende, er beskrevet i Ordsprogene, kapitel 31. Der siges om hende at hun er mere værd end koraller. Hendes mand kan stole på hende. Hun er flittig. Hun væver stoffer og syr tøj til familien, sørger for indkøb af det nødvendige til husholdningen, arbejder i vingården, tager sig af husførelsen og overvåger tjenestefolkene. Hun hjælper nødstedte, holder familien pæn i tøjet, skaffer endda indtægter ved sine hænders arbejde og sikrer således familien mod fremtidige nødsituationer. Hendes tale afspejler visdom og loyal hengivenhed, og som følge af hendes gudsfrygt og gode gerninger lovprises hun af sin mand og sine sønner, hvorved hendes mand og hendes familie vinder anseelse i hele landet. Ja, den der har fundet en god hustru, har fundet noget godt og vinder Jehovas velbehag. — Ord 18:22.

I den kristne menighed. Normen i den kristne menighed er at en mand kun må have én levende hustru. (1Kor 7:2; 1Ti 3:2) Det kræves at hustruen underordner sig sin mand, hvad enten han er en troende kristen eller ej. (Ef 5:22-24) Hustruen må ikke nægte manden den ægteskabelige ret, for ligesom det gælder for manden, ’har hustruen ikke myndighed over sit eget legeme’. (1Kor 7:3, 4) Der siges til hustruerne at de skal lade deres vigtigste prydelse være hjertets skjulte menneske, og at de skal bære åndens frugt for at de ved deres adfærd alene måske kan vinde deres ikketroende mand for kristendommen. — 1Pe 3:1-6.

Brugt billedligt. På grund af sin pagt med Israel omtalte Jehova billedligt det israelitiske folk som sin hustru. (Es 54:6) Apostelen Paulus omtaler Jehova som de åndsavlede kristnes Fader, og han omtaler „det Jerusalem som er oventil“ som deres moder, som om Jehova var gift med dette „Jerusalem“ i den hensigt at frembringe åndsavlede kristne. (Ga 4:6, 7, 26) Den kristne menighed omtales som Jesu Kristi brud, eller hustru. — Ef 5:23, 25; Åb 19:7; 21:2, 9.