Ligesom i dag spillede ild også på Bibelens tid en vigtig rolle i menneskets dagligdag. Lutring, smedning og støbning af metaller, tilberedning af mad, opvarmning af boliger, brænding af ofre og afbrænding af røgelse er noget af det Bibelen omtaler som krævede brug af ild. Men da ild kan være meget ødelæggende når den ikke kontrolleres, beskrives den som en af de fire ting der ikke siger „Nok!“ (Ord 30:15, 16) Af samme grund sammenlignede Jakob en tunge der bruges forkert, med en ild. — Jak 3:5-8; jf. Ord 16:27.

De to første mennesker kendte til ild, for da Jehova drev dem ud af Edens have, anbragte han „keruberne og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger“ øst for haven. (1Mo 3:24) Kain og Abel kan have bragt deres ofre til Jehova foran keruberne, og skønt det ikke står direkte i Bibelen, er det sandsynligt at de brugte ild ved ofringen — eller de ventede at der fra keruberne ville udgå ild som ville fortære ofrene. (1Mo 4:3, 4) Tubal-Kajin, der smedede værktøj af kobber og jern, må have udnyttet heden fra en kraftig ild i betragtning af at jern først smelter ved en temperatur på omkring 1500° C. (1Mo 4:22) Efter Vandfloden hærdede man teglsten „ved brænding“ (i nogle tilfælde lod man dem dog blot tørre i solen). (1Mo 11:3) Eftersom det var vanskeligt at tænde en ild, var det åbenbart skik og brug at tage ild med fra ét sted til et andet. — 1Mo 22:6; Es 30:14.

I forbindelse med Guds hensigter. Jehovas engel viste sig for Moses i en ildflamme midt i en tornebusk der ikke blev fortæret af ilden. (2Mo 3:2) I ørkenen blev israelitterne om natten ledet ved hjælp af en ildsøjle, der senere hvilede som en sky over teltboligen som tegn på Jehovas nærværelse. (2Mo 13:21; 40:38) Da Jehova gav Israel Loven, viste hans herlighed sig som ild på Sinaj Bjerg og fik det til at ryge. — 2Mo 19:18; 24:17.

I tabernaklet og templet. Ild spillede en vigtig rolle i forbindelse med de hellige handlinger i tabernaklet og senere i templet. Hver morgen og mellem de to aftener skulle ypperstepræsten brænde røgelse på røgelsesalteret. (2Mo 30:7, 8)  Ifølge Guds lov måtte ilden på brændofferalteret ikke gå ud, men skulle blive ved med at brænde. (3Mo 6:12, 13) Den traditionelle jødiske opfattelse at alterilden oprindelig var blevet antændt mirakuløst af Gud — en opfattelse som er almindeligt anerkendt — finder ingen støtte i Bibelen. Ifølge de anvisninger Jehova i begyndelsen gav Moses, skulle Arons sønner „komme ild på alteret og lægge brænde til rette på ilden“ før de lagde offeret på alteret. (3Mo 1:7, 8) Det var efter indsættelsen af det aronitiske præsteskab, og altså efter at indsættelsesofrene var blevet bragt, at ild fór ud fra Jehova, sandsynligvis fra skyen over teltboligen, eller tabernaklet, og fortærede det offer som da lå på alteret. Denne mirakuløse ild antændte derfor ikke brændet på alteret, men „fortærede brændofferet og fedtstykkerne på alteret“. Den ild som fra da af fortsat brændte på alteret, var derfor sandsynligvis resultatet af en blanding af ilden fra Gud og den ild der i forvejen var på alteret. (3Mo 8:14–9:24) Efter Salomons bøn ved indvielsen af templet sendte Jehova også en mirakuløs ild som fortærede ofrene. — 2Kr 7:1; se også Dom 6:21; 1Kg 18:21-39; 1Kr 21:26, hvor der gives andre eksempler på at Jehova gjorde brug af mirakuløs ild for at vise at han havde antaget sine tjeneres ofre.

Lovens bestemmelser, og brug af ild ved eksekvering af domme. Moseloven tillod ikke at man tændte ild på sabbatten. (2Mo 35:3) Hvis en ild bredte sig og forårsagede brand på en andens mark, skulle den der havde antændt branden, yde erstatning. (2Mo 22:6) Klædninger eller ting af skind der var angrebet af spedalskhed som ikke forsvandt, skulle brændes. (3Mo 13:53-58) Straffen for visse overtrædelser af Guds lov var at overtræderne skulle stenes til døde og deres lig derefter brændes i ild. (3Mo 20:14; 21:9; Jos 7:15, 25) Hvis en israelitisk bys indbyggere gjorde sig skyldige i frafald, skulle de alle dræbes med sværdet, og byen og alt byttet i den skulle brændes. — 5Mo 13:12-16.

Israelitterne brændte visse byer under krigene mod deres fjender. (4Mo 31:10; Jos 6:24; 11:11-13) Billedstøtter og hellige pæle blev også brændt. (5Mo 7:5, 25; 12:3) Når de tog bytte, lod de alt hvad der var af metal, gå gennem ild, hvorved det i realiteten blev gjort sterilt. — 4Mo 31:22, 23.

Jehova har ved mange lejligheder brugt bogstavelig ild ved eksekveringen af sine domme over overtrædere. (4Mo 11:1; 16:35; 2Kg 1:10-12; Jud 7) Da det frafaldne Juda og Jerusalem blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., blev Jehovas forbitrelse billedligt talt udøst „som ild“. Dette udtryk for vrede blev ledsaget af bogstavelig ild. (2Kg 25:9; Kl 2:3, 4) Johannes Døber advarede de religiøse ledere om en dåb med ild. Den kom over Jerusalem i 70 e.v.t. da de romerske hære ødelagde byen og nedbrændte templet. — Mt 3:7-12.

Ulovlig ild og røgelse. I 3 Mosebog 10:1 bruges det hebraiske ord zar (hunkøn: zarahʹ; ordr.: fremmed) i udtrykket „ulovlig ild“, som Arons sønner Nadab og Abihu frembar for Jehovas ansigt, „hvad han ikke havde påbudt dem“. Som følge af dette blev de fortæret af ild fra Jehova. (3Mo 10:2; 4Mo 3:4; 26:61) Jehova sagde derpå til Aron: „Drik ikke vin eller stærke drikke, hverken du eller dine sønner sammen med dig, når I går ind i mødeteltet, at I ikke skal dø. Det er en ordning der skal vare ved, i denne og kommende generationer, både for at gøre skel mellem det der er helligt og det der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, og for at lære Israels sønner alle de forordninger som Jehova har talt til dem om ved Moses.“ (3Mo 10:8-11) Dette tyder på at Nadab og Abihu var berusede, og at det var dét der fik dem til formasteligt at frembære ulovlig ild for Jehova. Denne ild var sikkert ulovlig med hensyn til både tidspunktet, stedet og måden den blev frembåret på. Nadab og Abihu kan også have brugt en røgelse med andre ingredienser end dem der beskrives i 2 Mosebog 30:34, 35. At de var berusede, undskyldte ikke deres synd.

Det samme hebraiske ord, zar, bruges i 2 Mosebog 30:9 i forbindelse med ofring af ulovlig røgelse på røgelsesalteret i helligdommen. — Se NV, fdn.

Brugt af modstandere af Guds vilje. Ild er også blevet brugt af modstandere af Guds vilje i forbindelse med ofre, trusler og henrettelser. Vrede efraimitter sagde truende til Jefta: „Vi brænder dit hus af med ild over dig.“ Samsons 30 filistæiske brudesvende truede med at brænde hans forlovede og hendes faders husstand inde hvis hun ikke fik Samson til at fortælle hende løsningen på en gåde og derefter lod oplysningen gå videre til dem. Efter at Samson havde sendt 300 ræve med tændte fakler ind i filistrenes uhøstede korn, gjorde de alvor af truslerne og brændte hans forlovede og hendes fader inde. (Dom 12:1; 14:15; 15:4-6) Satan Djævelen gjorde, med Guds tilladelse, brug af ild „fra himmelen“ i den særlige prøve han udsatte Job for. — Job 1:12, 16.

De folkeslag der boede i Kana’ans land, brændte deres børn i ilden som et offer til deres falske guder. Skønt Jehova udtrykkeligt havde  forbudt israelitterne at gøre dette og fastsat dødsstraf for det, ofrede de frafaldne israelitter deres egne børn i Hinnoms Dal. (3Mo 20:2-5; 5Mo 12:31; 2Kr 28:1-3; Jer 7:31; 19:5) Den trofaste kong Josias satte dog en stopper for denne afskyelige skik idet han gjorde Tofet i Hinnoms Dal urent, så det ikke længere var egnet som tilbedelsessted. — 2Kg 23:10; se MOLEK.

Brugt billedligt. Ild eller forestillingen om noget der brænder, forbindes billedligt med kærlighed (Høj 8:6), lidenskab (Ro 1:27; 1Kor 7:9), vrede og straf (Zef 2:2; Mal 4:1), og stærk sindsbevægelse eller oprørte følelser (Lu 24:32; 2Kor 11:29). Da Jeremias ville holde op med at tale Jehovas ord, fandt han at det var umuligt, for det blev som en brændende ild der var lukket inde i hans knogler. (Jer 20:9) Jehova omtales som en fortærende ild på grund af sin renhed og sit krav om udelt hengivenhed, og fordi han tilintetgør dem der sætter sig op imod ham. (5Mo 4:24; 9:3) Hans nidkærhed og forbitrelse brænder som ild, og hans „tunge“ og hans ord er som en ild. (Sl 79:5; 89:46; Es 30:27; Jer 23:29) Jehova gør sine engle, der tjener ham, til en fortærende ild, og af hans nidkærheds ild skal „jorden“ fortæres. — Sl 104:1, 4; Zef 3:8; se også Da 7:9, 10.

Prøve og lutring. „Pagtens sendebud“ sammenlignes med den ild hvormed en metalsmelter renser guld og sølv. Når Jehova lader pagtens sendebud prøve „Levis sønner“, bevirker det altså at de bliver renset eller lutret. (Mal 3:1-3; se LUTRING.) En ildprøve afslører også et materiales beskaffenhed, hvilket fremhæves af apostelen Paulus idet han understreger vigtigheden af at bygge på Jesus Kristus med ildbestandige materialer. — 1Kor 3:10-15.

Ild og salt var forbundet med de ofre der blev bragt i templet. (3Mo 2:9, 13; Ez 43:24) Salt var et symbol på ufordærvethed og på varig loyalitet, som i udtrykket „en saltpagt“. (2Kr 13:5) Hvad symboliserede ilden da?

Apostelen Peter omtaler prøvelser eller lidelser som en „ild“ der prøver ægtheden af den kristnes tro. (1Pe 1:6, 7) Senere sammenligner han lidelser for retfærdigheds skyld med en ild idet han skriver til sine medkristne: „I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer . . . Tværtimod, bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser, så I også kan fryde jer og juble ved hans herligheds åbenbarelse.“ (1Pe 4:12, 13) At sådanne lidelser for retfærdigheds skyld har en gavnlig virkning, påpeges af apostelen Paulus, der siger: „Trængselen bevirker udholdenhed.“ (Ro 5:3) Den der trofast gennemlever en vanskelig ildprøve, bliver stærkere og mere velfunderet som følge af sin udholdenhed. — Apg 14:22; Ro 12:12.

Tilintetgørelse. I bibelsk tid var ild det grundigste ødelæggelsesmiddel man kendte. (Jos 6:24; 5Mo 13:16) Jesus brugte derfor undertiden ordet „ild“ til at betegne de ondes fuldstændige tilintetgørelse. (Mt 13:40-42, 49, 50; jf. Es 66:24; Mt 25:41.) Ved en lejlighed advarede Jesus sine disciple mod at lade deres hånd, fod eller øje bringe dem til snublen og fald så de ville blive kastet i Gehenna. Derefter sagde han: „Enhver skal saltes med ild.“ Med disse ord må han have ment at „enhver“ der gjorde det han lige havde advaret imod, ville blive saltet med Gehennas „ild“, det vil sige evig udslettelse. — Mr 9:43-49; se GEHENNA.

Peter skrev at „de himle og den jord som er nu, [er] gemt til ild“. Af sammenhængen og af andre passager i Bibelen fremgår det at der her ikke sigtes til bogstavelig ild, men til evig udslettelse. Ligesom vandfloden på Noas tid ikke udslettede de bogstavelige himle og den bogstavelige jord, men kun de ugudelige mennesker, sådan vil Jesu Kristi åbenbarelse med sine mægtige engle i flammende ild også kun medføre varig tilintetgørelse for de ugudelige og for den onde tingenes ordning som de er en del af. — 2Pe 3:5-7, 10-13; 2Ts 1:6-10; jf. Es 66:15, 16, 22, 24.

Andre eksempler som viser at ild bruges som et symbol på evig tilintetgørelse, findes i Åbenbaringen og i Ezekiels Bog. Der siges her at „de ti horn“ og „vilddyret“ vil vende sig imod Babylon den Store og opbrænde hende med ild (Åb 17:16, 17), og at Gogs og hans horders angreb på Guds folk vil vække Jehovas vrede så han lader ild og svovl regne ned over dem. Man vil tænde op og fyre med angribernes efterladte våben og udrustning i syv år. (Ez 38:19, 22; 39:6, 9, 10) De nationer der gør oprør når Satan løses efter Messias’ tusindårige styre, vil blive fortæret af ild, og Djævelen og alle de der ikke står skrevet i livets bog, vil blive kastet i ildsøen, der er et billede på den anden død. — Åb 20:7-10, 15; 21:8; se HINNOMS DAL; ILDSØEN.