Det hebraiske navneord sarafʹ, hvis flertalsform er gengivet med „serafer“ i Esajas 6:2, 6, betyder ordret „en der brænder“ og gengives derfor med „ildslange“. Det bruges også sammen med det almindelige hebraiske ord for slange (nachasjʹ), og hele forbindelsen gengives med „giftslange(r)“, idet der muligvis tænkes på giftens brændende, betændelsesskabende virkning. (5Mo 8:15) Udtrykket bruges første gang i beretningen om hvordan Gud straffede de oprørske israelitter ved at sende „giftslanger [hannechasjīmʹ hasserafīmʹ]“ iblandt dem. Efter at Moses var gået i forbøn for israelitterne, sagde Jehova at han skulle lave „en ildslange“ [sarafʹ] og sætte den på en signalstang. De der var blevet bidt, ville blive helbredt og overleve hvis de så på denne slange. Moses lavede slangen af kobber. (4Mo 21:6-9; 1Kor 10:9) Jesus tillagde dette profetisk betydning da han sagde: „Ligesom Moses hævede slangen op i ørkenen, således må Menneskesønnen nødvendigvis hæves op, for at enhver som tror på ham kan have evigt liv.“ — Joh 3:14, 15.

I Esajas 14:29 og 30:6 omtales en „flyvende ildslange“ [sarafʹ me‛ōfefʹ] i et budskab om Guds dom over Filisterlandet og i en beskrivelse af ørkenområdet syd for Juda. Udtrykket „flyvende“ kan her efter nogles opfattelse sigte til giftslangens angrebsmetode, idet den angriber sit offer med et lynhurtigt kast med hovedet.