Indien
Det er uvist nøjagtig hvilket område navnet „Indien“ i Bibelen dækker. (Est 8:9) Almindeligvis mener man at det betegner området omkring Indus og dens bifloder, det vil sige landskabet Punjab og måske også Sind. Herodot (III, 88, 94; IV, 44) siger at „Indien“ først blev underlagt Perserriget under Darius Hystaspes (521-486 f.v.t.). På Ahasverus’ tid (man mener at Ahasverus var Xerxes I, en søn af Darius Hystaspes) udgjorde Indien rigets østgrænse. — Est 1:1.
Sandsynligvis blev Indusdalen beboet ikke længe efter sprogforvirringen ved Babel. Den ældste civilisation i Indusdalen ligner på mange punkter den mesopotamiske. For eksempel har man fundet bygningsværker i lighed med zigguraterne i Mesopotamien, skulpturer af form som mennesker hvis hoveder har det samme maskelignende udseende som de skulpturer man har fundet i Mesopotamien, samt en billedskrift med skrifttegn der ligner de tidlige mesopotamiske former. Assyriologen Samuel N. Kramer mener at Indusdalen blev beboet af mennesker der flygtede fra Mesopotamien da sumererne fik overherredømmet i området.