Et udtryk der bruges om den ceremoni hvorved præsterne blev indsat i deres embede. Det hebraiske ord for „indsættelse“ (millu’īmʹ) betyder ordret „fyldning“, det vil sige det at fylde en persons hånd med myndighed, en bemyndigelse. (2Mo 29:22, fdn.; jf. Ez 43:26, fdn.; se FYLDE HÅNDEN MED MYNDIGHED.) Det samme ord bruges om at ’indfatte’ kostbare sten. — 1Kr 29:2.

Aron og hans sønner blev udtaget af kehatitternes slægt af Levis stamme til at tjene som præster for Israels folk. (2Mo 6:16, 18, 20; 28:1) Indsættelsen af dem tog syv dage, sandsynligvis fra den 1. til den 7. nisan i 1512 f.v.t., mens israelitterne lå lejret ved foden af Sinaj Bjerg på Den Arabiske Halvø. (2Mo 40:2, 12, 17) Mødeteltet var netop blevet fuldført og rejst på den første dag i måneden; præsteslægten var blevet udvalgt af Jehova, og nu fik Arons broder Moses som mellemmand for Lovpagten befaling til at udføre den ceremoni hvorved de blev helliget og indsat. Anvisningerne på hvordan ceremonien skulle foregå, er givet i Anden Mosebog, kapitel 29, og beretningen om at Moses udførte ceremonien, findes i Tredje Mosebog, kapitel 8.

På den første dag — mens Jehovas nærværelse repræsenteredes ved skysøjlen der hvilede over teltboligen (2Mo 40:33-38) — samlede Moses alt hvad der skulle bruges ved højtideligheden, tyren, de to væddere, kurven med de usyrede brød, salveolien og præsternes klæder. Som anvist sammenkaldte han Israels menighed, sandsynligvis de ældste som repræsentanter for hele menigheden, ved indgangen til teltboligen, uden for det forhæng der omgav forgården. Da de åbenbart kunne iagttage det der fandt sted i forgården, var afskærmningen for indgangen, der var 20 alen (8,9 m) bred, sandsynligvis blevet fjernet. — 3Mo 8:1-5; 2Mo 27:16.

Moses vaskede Aron og hans sønner Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar (eller befalede dem at vaske sig) ved kobberbækkenet i forgården og iførte Aron ypperstepræstens prægtige klæder. (4Mo 3:2, 3) I denne smukke dragt var Aron nu iført klæder der repræsenterede de pligter og  det ansvar der var forbundet med hans embede, og symboliserede de egenskaber der var nødvendige under udførelsen af det. Derefter salvede Moses teltboligen, dens inventar og redskaber, brændofferalteret og bækkenet samt de redskaber der skulle bruges i forbindelse med dem. Derved blev de helliget, det vil sige sat til side til tjenesten for Gud, som de udelukkende måtte bruges til. Til sidst salvede Moses Aron ved at hælde salveolien over hans hoved. — 3Mo 8:6-12; 2Mo 30:22-33; Sl 133:2.

Syndoffertyren. Derpå iførte Moses Arons sønner deres klæder, hvorefter han lod Aron og hans sønner lægge hænderne på syndoffertyrens hoved, hvorved de anerkendte at offeret var for dem, præsterne. Efter at have slagtet tyren strøg Moses noget af blodet på alteret, og resten hældte han ud ved foden af alteret, hvilket symboliserede at alteret blev renset for enhver besmittelse som måtte blive tilføjet det som følge af at de præster som forrettede tjeneste ved det, havde en syndig natur. At blodet blev strøget på alterets horn, betød uden tvivl at offertjenestens kraft lå i offerets udgydte blod. (He 9:22) Ved andre ofre krævedes det ligeledes at alteret blev bestænket. (3Mo 1:5, 11; 3:2; 4:6; 16:18) Eftersom dette var den dag da præsterne blev ordineret, og ikke den nationale forsoningsdag hvor der skaffedes soning for folkets synder, blev tyrens blod ikke bragt ind i Det Allerhelligste. (Se 3Mo 16:14.) Som ved andre syndofre blev fedtet på indvoldene, leverens vedhæng og de to nyrer med deres fedt lagt på alteret. (3Mo 4:8-10, 20, 26, 31) Resten af tyren, med dens hud og skarn, blev bragt uden for lejren og brændt. — 3Mo 8:13-17.

Offervædderne. Derpå lagde Aron og hans sønner hænderne på brændoffervædderen, hvorefter den blev slagtet og noget af dens blod slynget mod alteret. Så blev vædderen parteret og stykkerne vasket og brændt på alteret, men dette gjaldt ikke skarnet og huden. (3Mo 7:8) Ligesom denne brændoffervædder blev ofret helt og fuldstændigt, idet intet blev holdt tilbage for at blive spist, således blev disse præster helliget helt og fuldstændigt til at yde hellig tjeneste som præster for Jehova. — 3Mo 8:18-21; jf. 3Mo 1:3-9.

Derpå blev den anden vædder, „indsættelsesvædderen“, slagtet efter at præsterne havde lagt hænderne på den. Dens blod blev imidlertid brugt på en anden måde. Moses tog noget af dens blod og kom det på Arons og hans sønners højre øreflip, højre hånds tommelfinger og højre fods storetå; det betød at de evner og egenskaber som disse legemsdele repræsenterede, skulle bruges helt og fuldt i forbindelse med præsternes offertjeneste. Resten af blodet slyngede Moses mod alteret. — 3Mo 8:22-24.

Før fedtet på vædderens indre organer blev ofret på den sædvanlige måde, blev det lagt på vædderens højre kølle sammen med en kage af hver af de tre slags usyrede brød der lå i kurven. Det blev nu alt sammen lagt på Arons og hans sønners hænder, hvorefter Moses gav sig til at svinge det frem og tilbage for Jehova, idet han åbenbart lagde sine hænder under præsternes hænder for at kunne udføre denne handling. Dette betød at deres hænder var blevet ’fyldt med myndighed’, det vil sige fyldt med offergaver og fuldt udrustet og bemyndiget til at udføre en offertjeneste. Det viste at de ikke alene var bemyndiget til at ofre fedtstykkerne på alteret, men også til at modtage de gaver der blev givet til deres underhold som en ordning der var truffet af Jehova til gavn for præsterne. Den del af vædderen der blev bragt som et svingningsoffer, den højre kølle, tilfaldt som regel den tjenstgørende præst som hans andel. (3Mo 7:32-34; 4Mo 18:18) I dette tilfælde blev det alt sammen brændt på alteret. Det blev altså både frembåret (bragt som svingningsoffer) for Jehova og ofret rigtigt, som en anerkendelse af at det alt sammen var en gave fra ham til præsterne. — 3Mo 8:25-28.

Moses, der fungerede som præst under hele indsættelsesceremonien, modtog nu brystet af indsættelsesvædderen som sin andel efter at have frembåret det som et svingningsoffer. — 3Mo 8:29; se også 2Mo 29:26-28.

Noget af vædderens blod og noget af salveolien (åbenbart blandet) blev stænket på Aron og hans sønner og deres klæder for at hellige dem. Dette viste også at de var bemyndiget af Guds ånd til at udføre en offertjeneste. Der nævnes intet om at Arons sønner blev salvet på samme måde som Aron ved at salveolien blev hældt ud over deres hoved. — 3Mo 8:30.

Den del af vædderens kød som ikke var blevet brændt på alteret eller givet til Moses, skulle Aron og hans sønner koge ved indgangen til mødeteltet. Derefter skulle de spise det, tillige med de brød der var tilbage i kurven. Hvis der var noget af kødet eller brødet tilbage, skulle det brændes den følgende morgen. Dette understregede renheden og fuldstændigheden af deres helligelse og tjeneste, for det der blev spist, var absolut frisk og ufordærvet, og det der var tilovers, blev skaffet helt af vejen. Desuden var der ingen surdej i brødene. — 3Mo 8:31, 32; 2Mo 29:31-34.

 Indsættelsen afsluttes. Indsættelsen tog i alt syv dage. Før de var til ende, kunne præsteskabet ikke forrette tjeneste i fuldeste forstand. Hver dag blev der ofret en tyr som et syndoffer for at rense alteret. I alle syv dage skulle de nyordinerede præster, dag og nat, forblive på deres post ved indgangen til mødeteltet, hvor de skulle ’holde den vagt for Jehova de var forpligtede til’, for at de ikke skulle dø. — 3Mo 8:33-36; 2Mo 29:35-42.

På den ottende dag gjorde præsterne, der nu var fuldt bemyndigede og indsat i deres embede, tjeneste for første gang uden hjælp af Moses, idet de bragte sonofre for Israels folk, der især havde brug for en renselse, ikke blot på grund af deres medfødte synd, men også på grund af deres ulydighed i forbindelse med guldkalven, som havde vakt Jehovas mishag. (3Mo 9:1-7; 2Mo 32:1-10) Som afslutning på denne første offertjeneste udført af de nyindsatte præster gav Jehova til kende at han godkendte dem og bekræftede deres indsættelse i embedet ved at sende mirakuløs ild, uden tvivl fra skysøjlen oven over teltboligen, og lade ilden fortære resten af offeret på alteret. — 3Mo 9:23, 24.

Bibelen fortæller intet om at Arons efterfølgere blev indsat ved en lignende ceremoni. Åbenbart var denne ene ceremoni tilstrækkelig til at indsætte det aronitiske hus og alle dets mandlige efterkommere i præsteembedet én gang for alle, et embede de skulle forblive i til fjerne tider, nemlig indtil den sande og evige ypperstepræst, Jesus Kristus, blev indsat. — He 7:12, 17; 9:11, 12; se PRÆST; YPPERSTEPRÆST.