Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Insekter

Insekter

Hvirvelløse dyr der på det voksne stadium har et leddelt legeme (hoved, bryst og bagkrop) med seks ben, to følehorn og et eller to par vinger.

I Bibelens billedsprog beskrives insekter som dyr der „går på fire“. Moses har naturligvis vidst at insekter har seks ben, så med disse ord har han uden tvivl snarere hentydet til deres måde at bevæge sig på end til antallet af deres ben. Der findes vingede insekter, deriblandt bier, fluer og hvepse, som på deres seks ben går på samme måde som firbenede dyr. Andre insekter, for eksempel græshopper, er udstyret med to springben og bruger de øvrige fire ben når de går. — 3Mo 11:20-23.

De over 800.000 kendte insektarter frembyder kalejdoskopiske kontraster. Nogle er dunkle i farverne, mens andre stråler i klare nuancer og er dekoreret med smukke tegninger. Alle regnbuens farver er repræsenteret. Insekternes størrelse varierer fra biller der er så små at de kan passere gennem et nåleøje, til de sælsomme „vandrende pinde“ der kan blive over 30 cm lange. Blandt insekterne finder man organiserede samfund, byggekunstnere, hulegravere, gartnere, håndværkere og langdistanceflyvere, foruden fremragende springere og svømmere. Gennem studium og iagttagelse kan mennesket lære meget af insekterne, først og fremmest at de er skabt af Gud og udrustet med instinktiv visdom, ikke som et resultat af tilfældighedernes spil, men takket være Jehova, kilden til al visdom. — Job 12:7-9.

Selv om mange er tilbøjelige til at betragte insekter som skadedyr og smittebærere, kan kun en meget lille procentdel af dem under de nuværende omstændigheder betegnes som skadelige. Størstedelen er direkte eller indirekte til gavn for mennesket eller gør hverken skade eller gavn.

Mellem insekter og planter består et vigtigt samarbejde. Man har anslået at 85 procent af de blomstrende planter helt eller delvis er afhængige af insektbestøvning. Insekter gør også nytte ved at danne muld og fjerne ådsler og døde plantedele. Af skjoldlus fremstiller man farvestoffer og schellak. I Mellemøsten har man i århundreder haft den skik at spise visse insekter, som for eksempel græshopper. Og hvis ikke der fandtes insekter, ville vi ikke kende til honning og silke.

Insekter spiller en vigtig rolle i forhold til den øvrige del af det jordiske skaberværk. Carl D. Duncan, der er professor i entomologi og botanik, siger: „Det er ikke for meget sagt at insekter er bestemmende for karakteren af menneskets verden i langt højere grad end mennesket selv, og at verden, hvis de pludselig forsvandt, ville undergå så omfattende forandringer at det er yderst tvivlsomt om mennesket ville være i stand til at opretholde nogen form for organiseret samfund.“ — Annual Report of the Smithsonian Institution, 1947, s. 346.