At være inspireret vil i bibelsk forstand sige at være ledet af eller frembragt under indflydelse af en overmenneskelig ånd. Hvis denne ånd er Jehova, vil resultatet være udtalelser eller skrifter som er Guds ord. Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ (2Ti 3:16) Vendingen „inspireret af Gud“ er en oversættelse af det sammensatte græske ord theoʹpneustos, hvis bogstavelige betydning er „Gud-indåndet“.

Dette græske udtryk, der kun forekommer dette ene sted i Bibelen, viser at Gud er ophav og forfatter til De Hellige Skrifter, Bibelen. Et tilsvarende udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, i Salme 33:6, hvor det anvendes om himmelens tilblivelse: „Himmelen blev frembragt ved Jehovas ord, og hele dens hær ved hans munds ånd [el. ånde].“

Et resultat af Guds ånds virke. Det middel eller redskab hvormed Gud inspirerede „hele Skriften“, var hans hellige ånd, eller virksomme kraft. (Se ÅND.) Denne hellige ånd indvirkede på mennesker og fik dem til at nedskrive Guds budskab. Derfor siger apostelen Peter om Bibelens profetier: „I ved først og fremmest dette, at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2Pe 1:20, 21) Guds ånd indvirkede på alle bibelskribenternes sind og hjerte og ledte dem til det af Gud fastsatte mål. Kong David sagde: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ (2Sa 23:2) Da Jesus citerede fra Salme 110, sagde han at David havde skrevet den „under inspiration [ordr.: i ånden]“. (Mt 22:43) I den parallelle passage i Markus 12:36 står der „ved den hellige ånd“.

Ligesom Jehovas ånd gav mennesker kraft og evne til at udføre andre opgaver for ham — for eksempel at fremstille præsteklæder og udstyr til teltboligen (2Mo 28:3; 35:30-35), at lede og styre et folk (5Mo 34:9) og at føre en hær ud til kamp (Dom 3:9, 10; 6:33, 34) — sådan satte den mænd i stand til at nedskrive Bibelen. Gennem denne ånd kunne de modtage visdom, forstand, kundskab, råd og styrke ud over det normale, alt efter deres særlige behov. (Es 11:2; Mik 3:8; 1Kor 12:7, 8) Om David siges der at han modtog planen over templet „ved inspiration [ordr.: ved ånden]“. (1Kr 28:12) Jesus forsikrede  sine apostle om at Guds ånd ville hjælpe dem ved at lære dem, lede dem og minde dem om alt hvad han havde fortalt dem, samt åbenbare dem kommende ting. (Joh 14:26; 16:13) Dette sikrede sandfærdigheden og nøjagtigheden af deres evangelieberetninger, deriblandt mange og lange gengivelser af Jesu taler, skønt nogle af dem, for eksempel Johannesevangeliet, først blev skrevet mange år efter Jesu død.

Ledet af „Jehovas hånd“. Bibelskribenterne kom under Jehovas „hånd“, hans ledende og styrende kraft. (2Kg 3:15, 16; Ez 3:14, 22) Ligesom Jehovas „hånd“ kunne bevæge hans tjenere til at tale eller til at tie på bestemte tider (Ez 3:4, 26, 27; 33:22), kunne den få dem til at skrive eller til at lade være med at skrive; den kunne lede dem til at omtale visse emner eller hændelser og til at udelade andre. Slutresultatet ville i hvert enkelt tilfælde blive det Jehova ønskede.

Hvordan Gud ledede skribenterne. Som apostelen skrev, talte Gud „på mange måder“ til sine tjenere i den førkristne tid. (He 1:1, 2) Mindst én gang, nemlig i forbindelse med De Ti Bud, eller Dekalogen, overbragte Gud sit folk oplysninger i skriftlig form så disse blot skulle overføres til skriftruller eller det skrivemateriale Moses nu anvendte. (2Mo 31:18; 5Mo 10:1-5) Ved andre lejligheder dikterede Gud oplysninger ord for ord. Da Jehova overgav sit folk den omfattende samling af love og forskrifter som var grundlaget for hans pagt med Israel, sagde han til Moses: „Skriv disse ord op.“ (2Mo 34:27) Også profeterne fik til tider specifikke budskaber som de skulle fremholde, og som derefter blev nedskrevet og kom til at udgøre en del af Bibelen. — 1Kg 22:14; Jer 1:7; 2:1; 11:1-5; Ez 3:4; 11:5.

Oplysninger blev også formidlet til bibelskribenterne i syner og drømme. Drømme, eller nattesyner som de til tider kaldes, prentede øjensynlig et billede af Guds budskab eller hensigt i den sovendes underbevidsthed. (Da 2:19; 7:1, 7) Gud meddelte dog oftere bibelskribenterne sine tanker ved at give dem syner mens de var vågne, så åbenbaringerne blev indprentet i deres sind mens de var ved fuld bevidsthed. (Ez 1:1; Da 8:1; Åb 9:17) Nogle modtog syner mens de befandt sig i en tilstand af trance. Skønt de var ved bevidsthed, var de tilsyneladende så opslugt af synerne at de ikke sansede hvad der foregik omkring dem. — Apg 10:9-17; 11:5-10; 22:17-21; se SYN.

Ved mange lejligheder blev engle benyttet som sendebud der overbragte Guds budskaber. (He 2:2) De spillede undertiden en større rolle i forbindelse med formidlingen af oplysninger end det umiddelbart fremgår af beretningerne. For eksempel siges det om den lov der blev givet til Moses, at den var udtalt af Jehova, men både Stefanus og Paulus forklarer at Gud brugte engle ved formidlingen af den. (Apg 7:53; Ga 3:19) Eftersom englene talte i Jehovas navn, kunne det budskab de overbragte, siges at være „Jehovas ord“. — 1Mo 22:11, 12, 15-18; Zak 1:7, 9.

Uanset hvordan de enkelte budskaber blev formidlet, er alle dele af Bibelen af samme værdi eftersom de alle er blevet inspireret af Gud, de er ’Gud-indåndede’.

Kan Bibelen være inspireret af Gud i betragtning af at bibelskribenterne hver især havde deres egen stil?

De mænd Gud benyttede til at skrive Bibelen, var ikke robotter der skrev mekanisk efter Guds diktat. Vi læser for eksempel at den åbenbaring apostelen Johannes fik af Guds engel, blev fremstillet for ham „i tegn“, og at Johannes dernæst ’vidnede om det ord Gud gav, og om det vidnesbyrd Jesus Kristus aflagde, ja om alt det han havde set’. (Åb 1:1, 2) „Ved inspiration [ordr.: i ånd]“ befandt Johannes sig på „Herrens dag“ og hørte en stemme der sagde: „Hvad du ser skal du skrive i en skriftrulle.“ (Åb 1:10, 11) Gud har åbenbart ladet bibelskribenterne bruge deres forstand og selv vælge ord og udtryk hvormed de kunne beskrive de syner de fik. (Hab 2:2) Han har dog altid ledet dem og overvåget deres arbejde så resultatet ikke blot blev nøjagtigt og sandt, men også i overensstemmelse med hans hensigt. (Ord 30:5, 6) Prædikeren 12:9, 10 viser at der krævedes en personlig indsats af skribenterne idet de blandt andet måtte tænke og forske for at ’finde ord der lød godt, samt en skriftlig udformning der gav den rigtige mening, ord der var sande’. — Jf. Lu 1:1-4.

Dette er uden tvivl forklaringen på at man ved en gennemgang af Bibelens bøger finder forskellige stilarter og udtryk der efter al sandsynlighed vidner om skribentens baggrund. Det er muligt at Gud har set på skribenternes naturlige kvalifikationer da han valgte dem til at udføre denne særlige opgave; han kan også forinden have forberedt dem til at tjene hans hensigt.

Som et eksempel på denne individuelle udtryksmåde kan nævnes at Mattæus, der havde været skatteopkræver, ofte omtalte tal og pengebeløb. (Mt 17:27; 26:15; 27:3) Og Lukas, „den elskede læge“ (Kol 4:14), brugte på sin side udtryk  der var betegnende for hans lægelige baggrund. — Lu 4:38; 5:12; 16:20.

Selv i de tilfælde hvor skribenten giver udtryk for at han har modtaget „Jehovas ord“ eller et bestemt „budskab“, er dette måske ikke blevet formidlet ord for ord, men ved at skribenten har fået indprentet et billede af Jehovas hensigt som han derefter har kunnet udtrykke i ord. Det kan være forklaringen på at nogle skribenter siger at de har ’set’ (ikke ’hørt’) „Jehovas ord“ eller „budskab“. — Es 13:1; Mik 1:1; Hab 1:1; 2:1, 2.

De mænd der medvirkede ved nedskrivningen af Bibelen, samarbejdede altså med Jehovas hellige ånd. De var villige til at underlægge sig Guds ledelse (Es 50:4, 5) og ivrige efter at lære hans vilje og hensigt at kende. (Es 26:9) I mange tilfælde havde de bestemte mål i tanke (Lu 1:1-4) eller reagerede på et åbenbart behov (1Kor 1:10, 11; 5:1; 7:1), og Gud ledede dem så det de skrev, var i overensstemmelse med hans hensigt og opfyldte den. (Ord 16:9) De var åndelige mennesker, så deres hjerte og sind var i harmoni med Guds vilje; de ’havde Kristi sind’, og de nedfældede derfor ikke menneskers visdom eller „deres eget hjertes syn“, sådan som de falske profeter gjorde. — 1Kor 2:13-16; Jer 23:16; Ez 13:2, 3, 17.

Den hellige ånd har tydeligvis påvirket bibelskribenterne på forskellige måder. (1Kor 12:6) Nogle havde i forvejen adgang til en betydelig del af de oplysninger de skulle formidle, eftersom de i forvejen fandtes i skriftlig form. Dette gælder for eksempel slægtsregistrene og visse historiske beretninger. (Lu 1:3; 3:23-38; 4Mo 21:14, 15; 1Kg 14:19, 29; 2Kg 15:31; 24:5; se BOG.) I sådanne tilfælde har Guds ånd ledet udvælgelsen af det stof der skulle medtages, og sørget for at der ikke indsneg sig fejl og unøjagtigheder. Det siger sig selv at ikke alle udtalelser som er fremsat af forskellige personer, og som er medtaget i Bibelen, er inspireret af Gud, men udvælgelsen og den nøjagtige nedskrivning af stoffet er foregået under Jehovas hellige ånds ledelse. (Se 1Mo 3:4, 5; Job 42:3; Mt 16:21-23.) På denne måde har Gud i sit inspirerede ord bevaret en beretning om hvad der sker når mennesker lytter til ham og arbejder i overensstemmelse med hans hensigt, og ligeledes hvad der sker når mennesker tænker, taler og handler på en måde der vidner om mangel på respekt for Gud eller uvidenhed om hans retfærdige veje. Oplysninger om jordens historie før menneskets skabelse (1Mo 1:1-26) og om begivenheder og handlinger i himmelen (Job 1:6-12 m.fl.) samt profetier og åbenbaringer af Guds hensigter og af læresætninger måtte derimod formidles ved Guds ånd ad overnaturlig vej. Hvad angår vise ordsprog og råd, kan skribenterne have lært meget af deres egne erfaringer og endnu mere ved deres studium og anvendelse af de dele af Bibelen der allerede var nedskrevet, men Guds ånds virke har alligevel været påkrævet for at sikre at det de skrev, opfyldte betingelserne for at blive optaget i Guds ord, der er „levende og virkende . . . og kan bedømme hjertets tanker og hensigter“. — He 4:12.

Et eksempel på dette ses i de udtryk apostelen Paulus benytter i sit første brev til korintherne. I forbindelse med en vejledning om ægteskab og den ugifte stand skriver han: „Men til de andre siger jeg, ja, jeg, ikke Herren . . .,“ og: „Nu med hensyn til jomfruerne har jeg ingen befaling fra Herren, men jeg giver min mening til kende.“ Angående en enke skriver han: „Men hun er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er, efter min mening. Jeg mener nemlig at også jeg har Guds ånd.“ (1Kor 7:12, 25, 40) Hermed mente Paulus tydeligvis at han i visse spørgsmål ikke kunne anføre en direkte vejledning fra Herren Jesus. Som en apostel der var fyldt med Guds ånd, gav han derfor sin egen mening til kende. Hans vejledning var imidlertid „Gud-indåndet“ og er derfor kommet med i De Hellige Skrifter og har lige så stor gyldighed som den øvrige del af disse skrifter.

Bibelens inspirerede skrifter adskiller sig tydeligt fra andre skrifter der, skønt de bærer et vist præg af åndens ledelse, ikke med rette kan klassificeres som hørende til De Hellige Skrifter. Som allerede nævnt fandtes der i førkristen tid andre skrifter foruden De Hebraiske Skrifters kanoniske bøger, for eksempel officielle optegnelser om Judas og Israels konger; og mange af disse skrifter, der kan være affattet af mænd der tilbad Gud, blev benyttet som kildemateriale af de skribenter der blev inspireret til at nedskrive dele af De Hellige Skrifter. Det samme gjorde sig gældende i aposteltiden. Foruden de breve der er optaget i Bibelens kanon, skrev apostlene og andre ældste uden tvivl i årenes løb mange andre breve til menighederne. Selv om brevskriverne var ledet af Guds ånd, godkendte Gud ikke disse andre skrifter som en del af sit ufejlbarlige ord. De ikkekanoniske hebraiske skrifter kan have indeholdt unøjagtigheder eller fejl, og selv apostlenes ikkekanoniske skrifter kan til en vis grad have afspejlet den mangelfulde forståelse Guds folk havde i den kristne menigheds tidligste år. (Jf. Apg 15:1-32; Ga 2:11-14; Ef 4:11-16.) Men ligesom Gud ved sin ånd, eller virksomme kraft, kunne sætte nogle kristne i  stand til at „bedømme inspirerede udtalelser“, kunne han også lede den kristne menigheds styrende råd til at bedømme hvilke inspirerede skrifter der skulle tages med i De Hellige Skrifters kanon. — 1Kor 12:10; se KANON, BIBELENS.

De Hellige Skrifter anerkendt som inspirerede. Der er tydelige vidnesbyrd om at alle de hellige skrifter, efterhånden som de blev føjet til Bibelens kanon, blev anerkendt af Guds tjenere, deriblandt Jesus og hans apostle, som inspirerede. Med „inspiration“ menes der ikke her en skærpelse af intellektet til en højere grad af kreativitet eller følsomhed (sådan som ordet ofte benyttes om verdslige billedkunstnere eller digtere), men at disse skrifter er blevet frembragt på en sådan måde at de er ufejlbarlige og har samme autoritet som var de skrevet af Gud selv. De profeter der var med til at skrive Bibelen, gav derfor uden undtagelse Gud æren for deres budskaber, idet de over 300 gange sagde: „Således har Jehova sagt.“ (Es 37:33; Jer 2:2; Na 1:12) Jesus og hans apostle citerede tillidsfuldt De Hebraiske Skrifter som Guds eget ord der blev talt gennem skribenterne, og de betragtede det derfor som den øverste autoritet i enhver strid og havde tillid til at det ville blive opfyldt. (Mt 4:4-10; 19:3-6; Lu 24:44-48; Joh 13:18; Apg 13:33-35; 1Kor 15:3, 4; 1Pe 1:16; 2:6-9) De var overbeviste om at De Hebraiske Skrifter indeholdt „Guds hellige udsagn“. (Ro 3:1, 2; He 5:12) I Hebræerne 1:1 siger Paulus at Gud talte til Israel gennem profeterne, og han citerer derefter fra flere af De Hebraiske Skrifters bøger idet han anfører ordene som var de udtalt af Jehova Gud selv. (He 1:5-13) På samme måde henvises der til den hellige ånd i Apostelgerninger 1:16; 28:25; Hebræerne 3:7; 10:15-17.

Jesus gav udtryk for sin fulde tillid til De Hellige Skrifters ufejlbarlighed da han sagde: „Skriften kan ikke gøres ugyldig“ (Joh 10:34, 35), og: „Snarere vil himmel og jord forsvinde end så meget som det mindste bogstav eller en lille del af et bogstav vil forsvinde fra Loven og ikke alt finde sted.“ (Mt 5:18) Han sagde til saddukæerne at de tog fejl angående opstandelsen fordi de ’hverken kendte Skrifterne eller Guds kraft’. (Mt 22:29-32; Mr 12:24) Han var villig til at blive arresteret og endda slået ihjel fordi han vidste at dette skete som en opfyldelse af Guds skrevne ord, De Hellige Skrifter. — Mt 26:54; Mr 14:27, 49.

Disse udtalelser gælder naturligvis de førkristne Hebraiske Skrifter, men det er tydeligt at også De Kristne Græske Skrifter både blev fremlagt som og anerkendt som inspirerede. (1Kor 14:37; Ga 1:8, 11, 12; 1Ts 2:13) Således regner apostelen Peter Paulus’ breve med til de øvrige skrifter. (2Pe 3:15, 16) Bibelens samlede skrifter udgør således i forening Guds samstemmende og harmoniske skrevne ord. — Ef 6:17.

Afskrifters og oversættelsers autoritet. Guds skrevne ord må altså tilskrives absolut ufejlbarlighed. Dette gælder de originale bibelhåndskrifter, hvoraf ingen, så vidt man ved, eksisterer i dag. Afskrifter og oversættelser af disse originale håndskrifter kan ikke gøre krav på at være fuldstændig nøjagtige. Der findes dog mange vidnesbyrd som giver god grund til at tro at de afskrifter af De Hellige Skrifter vi i dag har adgang til, indeholder Guds skrevne ord i en næsten nøjagtig form eftersom de punkter der kan rejses tvivl om, ikke berører indholdet af budskabet. Guds hensigt med at tilvejebringe De Hellige Skrifter og den inspirerede udtalelse at „Jehovas ord forbliver til evig tid“ er en forsikring om at Jehova Gud har bevaret skrifternes indre integritet op gennem århundrederne. — 1Pe 1:25.

Hvorfor har citater fra De Hebraiske Skrifter en anden ordlyd i De Kristne Græske Skrifter?

De kristne bibelskribenter anvendte øjensynlig i flere tilfælde den græske Septuaginta-oversættelse når de citerede fra De Hebraiske Skrifter. Deres citater fra Septuaginta adskiller sig i nogle tilfælde fra ordlyden i de oversættelser af De Hebraiske Skrifter der benyttes i dag (hvoraf de fleste er baseret på den hebraiske masoretiske tekst, der daterer sig fra omkring det 10. årh. e.v.t.). For eksempel benytter Paulus i et citat fra Salme 40:6 udtrykket „du beredte mig et legeme“, et udtryk der forekommer i Septuaginta. (He 10:5, 6) De eksisterende hebraiske håndskrifter indeholder ikke dette udtryk i Salme 40:6, men har i stedet ordene: „Disse mine ører åbnede du.“ Om den oprindelige hebraiske tekst indeholdt den vending der findes i Septuaginta, kan ikke siges med sikkerhed, men uanset hvordan det forholder sig, var det Guds ånd der ledede Paulus til at benytte dette citat, og ordene har derfor Guds godkendelse. Det vil ikke sige at hele Septuaginta-oversættelsen skal betragtes som inspireret; men de dele af den som de inspirerede kristne skribenter citerede, er blevet optaget som en del af Guds ord.

I nogle få tilfælde adskiller ordlyden af de skriftsteder Paulus og andre citerede, sig både fra den hebraiske og den græske tekst vi har til rådighed i dag. Forskellene er dog minimale, og  ved en nøjere undersøgelse viser det sig at de skyldes omskrivninger, udeladelser, brug af synonymer eller tilføjelser af forklarende ord og sætninger. I 1 Mosebog 2:7 siges der for eksempel at „mennesket blev en levende sjæl“, mens Paulus med et citat fra dette skriftsted siger: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’“ (1Kor 15:45) De indskudte ord „første“ og „Adam“ tjente til at fremhæve kontrasten mellem Adam og Kristus. Denne tilføjelse er i fuld overensstemmelse med Skriftens vidnesbyrd, og den ændrer intet ved det citerede skriftsteds betydning eller indhold. Læserne af Paulus’ brev havde ældre afskrifter (eller oversættelser) af De Hebraiske Skrifter til deres rådighed end dem vi har i dag, og de kunne kontrollere de citater han anførte, ’undersøge Skrifterne’ ligesom jøderne i Berøa. (Apg 17:10, 11) At den kristne menighed i det 1. århundrede optog hans breve i De Hellige Skrifters kanon, viser at de anerkendte sådanne citater som en del af Guds inspirerede ord. — Sml. også Zak 13:7 med Mt 26:31.

Sande og falske „inspirerede udtalelser“. I nogle apostolske skrifter bruges det græske ord pneuʹma („ånd“) på en særlig måde. I 2 Thessaloniker 2:2 tilskynder apostelen Paulus for eksempel sine brødre i Thessalonika til ikke at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte „hverken ved en inspireret udtalelse [ordr.: gennem en ånd] eller ved et mundtligt budskab eller ved et brev, som var det fra os, gående ud på at Jehovas dag er her“. Det er tydeligt at Paulus her sætter ordet pneuʹma (ånd) i forbindelse med en form for meddelelse idet han nævner det sammen med „et mundtligt budskab“ og „et brev“. Langes Commentary on the Holy Scriptures (s. 126) har derfor denne kommentar til skriftstedet: „Med dette hentyder apostelen til noget der er inspireret, en foregiven forudsigelse, en profets udtalelse.“ (Oversat til engelsk og redigeret af P. Schaff, 1976) I Vincents Word Studies in the New Testament siges der: „Ved ånd. Ved profetiske udtalelser af enkeltpersoner i kristne forsamlinger som påberåbte sig at de fremholdt guddommelige åbenbaringer.“ (1957, bd. IV, s. 63) Mens nogle oversættelser simpelt hen gengiver pneuʹma med „ånd“ i dette og lignende tilfælde, har andre oversættelser derfor valgt at gengive det med „aandelige Budskaber“ (Sch), „åbenbaring“ (Se), „åndsudtalelse“ (Niels Hyldahl) og „inspireret udtalelse“ (NV).

Paulus’ ord viser at der findes både sande og falske „inspirerede udtalelser“. I 1 Timoteus 4:1 omtaler han begge former med ordene: „Den inspirerede udtalelse [fra Jehovas hellige ånd] siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ Heraf fremgår det at kilden til de falske „inspirerede udtalelser“ er dæmoner. Dette finder støtte i det syn hvori apostelen Johannes så „tre urene inspirerede udtalelser“ der lignede frøer, komme ud af dragens, vilddyrets og den falske profets mund. Johannes forklarede at disse udtalelser var „inspireret af dæmoner“, og at de tjente til at samle jordens konger til krigen ved Harmagedon. — Åb 16:13-16.

Det var derfor med god grund at Johannes tilskyndede de kristne til at ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de var af Gud’. (1Jo 4:1-3; jf. Åb 22:6.) Han påpegede derefter at Guds sande inspirerede udtalelser ville lyde gennem den sande kristne menighed, ikke gennem ukristne, verdslige kilder. Johannes’ ord var naturligvis inspireret af Jehova Gud, men selv hvis man ser bort fra dette, havde Johannes i sit brev lagt en solid grundvold for den ligefremme udtalelse: „Den der kender Gud, hører på os; den der ikke er af Gud, hører ikke på os. På dette kender vi sandhedens inspirerede udtalelse og vildfarelsens inspirerede udtalelse.“ (1Jo 4:6) Dette var ikke en ubegrundet påstand, for Johannes havde vist at han og andre sande kristne lagde Guds ånds frugter for dagen, først og fremmest kærlighed, og at de ved deres rette adfærd og sandfærdige tale beviste at de ’vandrede i lyset’ i samhørighed med Gud. — 1Jo 1:5-7; 2:3-6, 9-11, 15-17, 29; 3:1, 2, 6, 9-18, 23, 24; se også Tit 1:16.