(Isʹrael) [en der kæmper med (holder fast ved) Gud, el.: Gud kæmper].

1. Det navn Gud gav Jakob da han var ca. 97 år gammel. Den nat Jakob gik over Jabboks Regnflodsdal på vej for at møde sin broder, Esau, kom han til at kæmpe med en der viste sig at være en engel. På grund af Jakobs vedholdenhed i kampen blev hans navn ændret til Israel som tegn på at han modtog Guds velsignelse. Til minde om denne begivenhed gav Jakob stedet navnet Peniel eller Penuel. (1Mo 32:22-28; se JAKOB, 1.) Senere bekræftede Gud ved Betel at Jakob havde fået navnet Israel, og fra da af og indtil sin død blev Jakob hyppigt kaldt med dette navn. (1Mo 35:10, 15; 50:2; 1Kr 1:34) Mange af de over 2500 steder hvor navnet Israel forekommer, bruges det imidlertid om Jakobs efterkommere som et helt folk. — 2Mo 5:1, 2.

2. Alle Jakobs efterkommere kollektivt på et hvilket som helst tidspunkt. (2Mo 9:4; Jos 3:7; Ezr 2:2b; Mt 8:10) Som efterkommere af Jakobs 12 sønner blev de hyppigt kaldt „Israels sønner“; mindre hyppigt „Israels hus“, „Israels folk“, „israelitiske mænd“, „Israels stat“ eller „israelitter“. — 1Mo 32:32; Mt 10:6; Apg 4:10; 5:35; Ef 2:12; Ro 9:4; se ISRAELIT.

I 1728 f.v.t. tvang en hungersnød Jakobs husstand til at rejse til Ægypten, hvor deres efterkommere kom til at opholde sig som fastboende udlændinge i 215 år. Alle de israelitter som blev regnet for at høre med til „Jakobs hus som kom til Ægypten“, fraregnet Jakobs sønners hustruer, udgjorde i alt 70. Under opholdet i Ægypten voksede de imidlertid til et talrigt samfund af trælle og udgjorde måske til sidst to-tre millioner eller mere. — 1Mo 46:26, 27; 2Mo 1:7; se UDGANGEN AF ÆGYPTEN.

På sit dødsleje velsignede Jakob sine 12 sønner i følgende orden: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Zebulon, Issakar, Dan, Gad, Aser, Naftali, Josef, Benjamin; og gennem dem fortsattes den patriarkalske stammeordning. (1Mo 49:2-28) Under israelitternes trældom i Ægypten oprettede ægypterne imidlertid deres egen ordning, uafhængigt af den patriarkalske ordning, til at føre tilsyn med israelitterne, idet de udpegede nogle iblandt dem som arbejdsformænd. Disse holdt regnskab med de teglsten der blev produceret, og hjalp de ægyptiske overherrer der drev israelitterne til arbejdet. (2Mo 5:6-19) Når Moses meddelte menigheden Jehovas befalinger, gjorde han det imidlertid gennem „Israels ældste“, der var fædrenehusenes overhoveder, en stilling der gik i arv fra fader til søn. Det var også dem der ledsagede ham når han trådte frem for Farao. — 2Mo 3:16, 18; 4:29, 30; 12:21.

Da den forudsagte periode på 400 år med modgang og undertrykkelse udløb i 1513 f.v.t., knuste Jehova det ægyptiske verdensrige og førte med en vældig demonstration af sin suveræne magt sit folk ud fra trældommen. Sammen med dem fulgte „en talrig blandet flok“ af ikkeisraelitter, som var lykkelige for at slutte sig til Guds udvalgte folk. — 1Mo 15:13; Apg 7:6; 2Mo 12:38.

Nationens fødsel. Under Abrahamspagten blev Israels menighed betragtet som en enkeltperson, og en nær slægtning kunne derfor udløse eller genløse den fra trældommen. Ved denne juridiske pagt var Jehova denne nære slægtning, ja han var folkets Fader, og som den retmæssige Genløser brugte han magt for at dræbe Faraos førstefødte som straf fordi Farao nægtede at give Guds „førstefødte“, hans „søn“ Israel, fri. (2Mo 4:22, 23; 6:2-7) Efter således juridisk at være udfriet fra Ægypten blev Israel Jehovas særlige ejendom blandt alle jordens folk. „Jer alene kendes jeg ved af alle jordens slægter,“ siger han. (Am 3:2; 2Mo 19:5, 6; 5Mo 7:6) Nu behagede det imidlertid Gud at behandle dem på en anden måde end tidligere: ikke udelukkende som et patriarkalsk samfund, men som Israels nation, som Jehova skabte og gav en teokratisk regering der var grundlagt på Lovpagten som statens forfatning.

Inden der var gået tre måneder efter udgangen af Ægypten, blev Israel en uafhængig nation under Lovpagten, der blev indstiftet ved Sinaj Bjerg. (He 9:19, 20) De Ti Ord, eller Ti Bud, som var skrevet „med Guds finger“, dannede kernen i denne lovkodeks, hvortil der blev føjet omkring 600 andre love, bestemmelser, forordninger og lovbud. Med sine mange detaljerede love for menneskenes indbyrdes forhold og for deres forhold til Gud er det den mest omfattende lovsamling man har kendskab til fra den tid. — 2Mo 31:18; 34:27, 28.

Da der var tale om et rent teokrati, hvilede både den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt hos Jehova. (Es 33:22; Jak 4:12)  Med tiden overdrog den store Teokrat en vis administrativ magt til dem han havde udnævnt til at repræsentere sig. Loven tog endda højde for at der kunne komme et dynasti af konger som ville repræsentere Jehova i civile anliggender. Disse konger var imidlertid ikke absolutte herskere, for præstedømmet var adskilt fra kongedømmet og uafhængigt af det, og kongerne sad i virkeligheden på „Jehovas trone“ idet de repræsenterede ham og var underlagt hans anvisninger og tugt. — 5Mo 17:14-20; 1Kr 29:23; 2Kr 26:16-21.

Ifølge Loven var tilbedelsen af Jehova vigtigere end alt andet, og den dominerede alle områder af folkets liv og virke. Afgudsdyrkelse blev betragtet som højforræderi og straffedes med døden. (5Mo 4:15-19; 6:13-15; 13:1-5) Den hellige teltbolig (og senere templet) med de foreskrevne ofre var det synlige centrum for tilbedelsen. Det af Gud udnævnte præsteskab havde Urim og Tummim og kunne ved hjælp af dem få svar fra Jehova i forbindelse med vanskelige problemer eller livsvigtige spørgsmål. (2Mo 28:30) Regelmæssige sammenkomster for mænd, kvinder og børn (hvor mændene havde pligt til at møde op) hjalp israelitterne til at bevare deres åndelige sundhed og enhed. — 3Mo 23:2; 5Mo 31:10-13.

Der blev sørget for en ordning med øverster der tjente som dommere, „øverster over ti“, „øverster over halvtreds“, „øverster over hundrede“ og „øverster over tusind“. Dette sikrede at retssager blandt folket kunne blive behandlet hurtigt. Der var mulighed for at appellere til Moses, der om nødvendigt kunne forelægge en sag for Jehova for at få en endelig afgørelse. (2Mo 18:19-26; 5Mo 16:18) Den militære organisation med hensyn til udskrivning af mandskab og fordeling af befalingsmænd fulgte samme talmønster. — 4Mo 1:3, 4, 16; 31:3-6, 14, 48.

De forskellige civile, juridiske og militære hverv i samfundet blev varetaget af stammeoverhovederne — ældste som var erfarne, vise og forstandige ledere. (5Mo 1:13-15) Disse ældste repræsenterede hele Israels menighed over for Jehova, og gennem dem talte Jehova og Moses til hele folket. (2Mo 3:15, 16) De påhørte tålmodigt retssager, håndhævede Lovpagtens forskellige bestemmelser (5Mo 21:18-21; 22:15-21; 25:7-10), fulgte de guddommelige kendelser der allerede var afsagt (5Mo 19:11, 12; 21:1-9), var anførere for hærens afdelinger (4Mo 1:16), bekræftede aftaler der allerede var forhandlet om (Jos 9:15), samt udgjorde under ypperstepræstens ledelse et udvalg der tog sig af andre sager (Jos 22:13-16).

Den nye teokratiske stat Israel med sin centraliserede ledelse bibeholdt den patriarkalske ordning med inddelingen i 12 stammer. Men for at befri Levis stamme for militærtjeneste (så den helt kunne hellige sig gudsdyrkelsen) og stadig bevare inddelingen i 12 stammer med hver sin arvelod i landet måtte der foretages nogle formelle genealogiske justeringer. (4Mo 1:49, 50; 18:20-24) Der var også spørgsmålet om de rettigheder der tilkom den førstefødte. Jakobs førstefødte, Ruben, havde ret til en dobbelt del af arven (jf. 5Mo 21:17), men han mistede denne ret da han gjorde sig skyldig i blodskam med sin faders medhustru. (1Mo 35:22; 49:3, 4) Disse tomme pladser, Levis blandt de 12 stammer samt den førstefødtes, måtte udfyldes.

Med en enkelt handling ordnede Jehova begge forhold samtidig. Josefs to sønner, Efraim og Manasse, blev rykket frem og fik tildelt fuld status som stammeoverhoveder. (1Mo 48:1-6; 1Kr 5:1, 2) Således kunne der atter mønstres 12 stammer til hæren uden at man tog Levis stamme, og Josef fik gennem Efraim og Manasse en dobbelt andel i landet. På denne måde overgik førstefødselsretten fra Leas førstefødte, Ruben, til Rakels førstefødte, Josef. (1Mo 29:31, 32; 30:22-24) Efter disse ændringer blev navnene på de 12 ikkelevitiske stammer i Israel som følger: Ruben, Simeon, Juda, Issakar, Zebulon, Efraim, Manasse, Benjamin, Dan, Aser, Gad og Naftali. — 4Mo 1:4-15.

Fra Sinaj til det forjættede land. Kun 2 af de 12 der blev sendt ind i det forjættede land for at udspejde det, kom tilbage med en tro der var stærk nok til at opmuntre deres brødre til at gå ind og erobre landet. På grund af denne udbredte mangel på tro besluttede Jehova at alle de der var over 20 år da de vandrede ud af Ægypten, med nogle få undtagelser, skulle dø i ørkenen. (4Mo 13:25-33; 14:26-34) I 40 år vandrede hele Israels lejr så omkring på Sinajhalvøen. Selv Moses og Aron døde uden at have sat deres fod på det forjættede lands jord. Umiddelbart efter udgangen af Ægypten viste en folketælling at der var 603.550 våbenføre mænd, men ca. 39 år senere talte den nye generation 1820 færre, nemlig 601.730. — 4Mo 1:45, 46; 26:51.

Mens israelitterne levede som nomader i ørkenen, var Jehova som en beskyttende mur rundt om dem, et skjold mod deres fjender. Det var kun når de gjorde oprør mod ham at han tillod at de blev ramt af ulykke. (4Mo 21:5, 6) Jehova sørgede også for deres fornødenheder. Han gav dem manna og vand, gav dem sundhedsvedtægter  som beskyttede deres helbred, og sørgede endog for at deres sko og klæder ikke blev slidt. (2Mo 15:23-25; 16:31, 35; 5Mo 29:5) Men trods disse mirakler og denne kærlige omsorg fra Jehovas side klagede og knurrede israelitterne atter og atter, og med mellemrum var der oprørere som drog de teokratiske udnævnelser i tvivl og gjorde det nødvendigt for Jehova at tugte dem strengt for at de øvrige kunne lære at frygte og adlyde deres store Befrier. — 4Mo 14:2-12; 16:1-3; 5Mo 9:24; 1Kor 10:10.

Hen imod slutningen af israelitternes 40 års ørkenvandring overgav Jehova de to amoritterkonger, Sihon og Og, til dem. Efter sejren over dem kom israelitterne i besiddelse af et stort landområde øst for Jordan, hvor rubenitterne, gaditterne og Manasses halve stamme bosatte sig. — 5Mo 3:1-13; Jos 2:10.

Israel under dommerne. Efter Moses’ død førte Josua israelitterne over Jordan i 1473 f.v.t. og ind i det land der ’flød med mælk og honning’. (4Mo 13:27; 5Mo 27:3) I løbet af seks år erobrede Josuas styrker et område der havde været underlagt 31 konger vest for Jordan, deriblandt befæstede byer som Jeriko og Aj. (Jos 1-12) Strækningerne langs kysten og visse byer der lå som enklaver, som for eksempel den jebusitiske fæstning der senere blev Davidsbyen, blev ikke indtaget på det tidspunkt. (Jos 13:1-6; 2Sa 5:6-9) De genstridige fjender der fik lov til at blive tilbage, virkede som torne i Israels sider, og smerten øgedes yderligere når israelitterne blandede sig med dem ved giftermål. I en periode på over 380 år, fra Josuas død og indtil David havde underlagt sig landet, havde disse folk, der dyrkede hedenske guddomme, den virkning at „Israel ved hjælp af dem blev sat på prøve så man kunne vide om de ville adlyde Jehovas bud“. — Dom 3:4-6.

De nyerobrede områder blev fordelt mellem Israels stammer ved lodkastning, sådan som Jehova havde befalet gennem Moses. Der blev udvalgt seks „tilflugtsbyer“ til beskyttelse af dem der utilsigtet gjorde sig skyldige i manddrab. Disse byer sammen med 42 andre og deres omgivende græsgange blev tildelt Levis stamme. — Jos 13-21.

Hver by udnævnte dommere og forstandere til at tage sig af retssager i portene, som foreskrevet i Lovpagten (5Mo 16:18), samt ældste til at tage sig af byens interesser i almindelighed. (Dom 11:5) Hver enkelt stamme bevarede sin identitet og sin arvelod, men en stor del af det centraliserede styre som var blevet udøvet under ørkenvandringen, var borte. Deboras og Baraks sang og begivenhederne under Gideons og senere Jeftas felttog vidner alle om de vanskeligheder der opstod som følge af manglende sammenhold efter at Moses og hans efterfølger, Josua, var døde og folket ikke så hen til dets usynlige overhoved, Jehova Gud, efter ledelse. — Dom 5:1-31; 8:1-3; 11:1–12:7.

Da Josua og de ældste der tilhørte hans generation, var døde, begyndte israelitterne at vakle i deres troskab og lydighed mod Jehova og som et stort pendul at svinge frem og tilbage mellem sand og falsk gudsdyrkelse. (Dom 2:7, 11-13, 18, 19) Når de forlod Jehova og vendte sig til ba’alerne, tog han sin beskyttelse fra dem og tillod de omboende folkeslag at trænge ind og plyndre i landet. Undertrykkelsen fik det afvegne Israel til at indse nødvendigheden af forenet handling så det vendte sig til Jehova, som oprejste dommere og frelsere der udfriede folket. (Dom 2:10-16; 3:15) Efter Josua fremstod en hel række af sådanne tapre og modige mænd: Otniel, Ehud, Sjamgar, Barak, Gideon, Tola, Ja’ir, Jefta, Ibzan, Elon, Abdon og Samson. — Dom 3-16.

Hver gang folket blev udfriet, virkede det forenende på nationen. Der var også andre begivenheder der havde samme virkning. Ved en lejlighed da en levits medhustru var blevet skamløst misbrugt og døde af det, stod de 11 stammer, med en følelse af fælles skyld og ansvar, sammen mod Benjamins stamme, hos hvem udåden havde fundet sted. (Dom 19, 20) Alle stammerne i forening følte sig draget mod pagtens ark i Silo, hvor teltboligen var opstillet. (Jos 18:1) De følte det derfor som et nationalt tab da arken blev erobret af filistrene som følge af præsternes, især ypperstepræsten Elis sønners, udskejelser og umoralske levned. (1Sa 2:22-36; 4:1-22) Da Eli var død og Samuel var blevet profet og dommer i Israel og rejste rundt i landet for at tage sig af folkets sager og stridsspørgsmål, tjente dette også til at samle og forene folket. — 1Sa 7:15, 16.

Det forenede kongerige. Det mishagede i høj grad Samuel da folket i 1117 f.v.t. sagde til ham: „Indsæt nu en konge over os til at dømme os, sådan som alle nationerne har.“ Imidlertid sagde Jehova til Samuel: „Adlyd folkets røst . . . for det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge over sig.“ (1Sa 8:4-9; 12:17, 18) Derpå blev benjaminitten Saul udpeget som Israels første konge, og selv om hans kongedømme begyndte godt, varede det ikke længe før hans formastelighed førte til ulydighed, ulydigheden til oprør, og oprøret til at han til sidst søgte råd hos et åndemedium; efter 40 års forløb fik hans kongedømme et sørgeligt endeligt. — 1Sa 10:1; 11:14, 15; 13:1-14; 15:22-29; 31:4.

 David af Judas stamme, ’en mand efter Jehovas hjerte’ (1Sa 13:14; Apg 13:22), blev salvet til konge i stedet for Saul, og under hans dygtige førerskab blev landets grænser udvidet til at omfatte det lovede område, „fra Ægyptens flod til den store flod, Eufratfloden“. — 1Mo 15:18; 5Mo 11:24; 2Sa 8:1-14; 1Kg 4:21.

Under Davids 40 års regering blev der oprettet flere specielle embeder ud over dem der eksisterede under stammeordningen. Omkring kongen selv var der en indre kreds af rådgivere foruden de indflydelsesrige ældste der gjorde tjeneste for den centraliserede regering. (1Kr 13:1; 27:32-34) En større stab af embedsmænd og funktionærer havde forskellige administrative pligter. Den bestod af stammefyrster, høvdinger, hoffolk og øverster for hærens afdelinger. (1Kr 28:1) David udnævnte 6000 levitter til dommere og forstandere for at sikre en effektiv behandling af de sager der blev forelagt dem. (1Kr 23:3, 4) Der blev oprettet andre afdelinger med udnævnte tilsynsmænd til at føre tilsyn med dyrkningen af Davids marker, vingårde og olivenlunde, med hans forråd af vin og olie og med hans hjorde af hornkvæg og småkvæg. (1Kr 27:26-31) Kongens personlige økonomiske interesser blev på lignende måde varetaget af en central afdeling ud over dem der førte tilsyn med de forråd der befandt sig i fjernereliggende byer og landsbyer. — 1Kr 27:25.

Salomon efterfulgte sin fader, David, som konge i 1037 f.v.t. Han regerede i 40 år „over alle rigerne fra Floden [Eufrat] til filistrenes land og til Ægyptens grænse“. Hans regeringstid var præget af fred og velstand, for de omkringboende folk „bragte Salomon gaver og tjente ham alle hans levedage“. (1Kg 4:21) Salomons visdom var legendarisk. Han var datidens viseste konge, og under hans regering nåede Israel sit højeste i magt og glans. En af hans største bedrifter var opførelsen af Jerusalems prægtige tempel, hvortil han havde fået planerne overgivet af sin fader, David, som igen havde fået dem af Jehova selv ved inspiration. — 1Kg 3-9; 1Kr 28:11-19.

Men trods Salomons rigdom, visdom og glans endte hans liv ulykkeligt, for han tillod at hans mange fremmede hustruer ledte ham bort fra den rene tilbedelse af Jehova til afgudsdyrkelsens vanhellige skikke. Han døde forkastet af Gud, og hans søn Rehabeam efterfulgte ham som konge. — 1Kg 11:1-13, 33, 41-43.

Rehabeam, der manglede visdom og forudseenhed, øgede de allerede tunge byrder som regeringen havde lagt på folket. Dette fik de ti nordlige stammer til at skille sig ud under Jeroboam, sådan som Jehovas profet havde forudsagt. (1Kg 11:29-32; 12:12-20) Således blev Israels rige delt i 997 f.v.t.

Yderligere oplysninger om det delte rige findes under  ISRAEL, 3.

Israel efter landflygtigheden i Babylon. I de følgende 390 år efter Salomons død og rigets deling og frem til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. blev betegnelsen „Israel“ som regel kun anvendt om de ti stammer under det nordlige riges styre. (2Kg 17:21-23) Men efter at en rest af alle 12 stammer var vendt tilbage fra landflygtigheden og frem til Jerusalems anden ødelæggelse i år 70 e.v.t., kom navnet „Israel“ igen til at omfatte alle Jakobs efterkommere. Atter kunne folket bestående af alle 12 stammer kaldes „hele Israel“. — Ezr 2:70; 6:17; 10:5; Ne 12:47; Apg 2:22, 36.

Blandt dem der i 537 f.v.t. vendte tilbage til Jerusalem sammen med Zerubbabel og ypperstepræsten Josua (Jesjua), var der 42.360 mænd (samt, uden tvivl, deres hustruer og børn, foruden trælle og professionelle sangere), og disse begyndte at genopbygge Jehovas tilbedelseshus. (Ezr 3:1, 2; 5:1, 2) Senere, i 468 f.v.t., vendte andre tilbage sammen med Ezra (Ezr 7:1–8:36), og endnu senere, i 455 f.v.t., kom Nehemias, uden tvivl ledsaget af andre, til Jerusalem i den specielle mission at genopbygge byens mure og porte. (Ne 2:5-9) Mange israelitter var imidlertid stadig spredt over hele Perserriget, som det fremgår af Esters Bog. — Est 3:8; 8:8-14; 9:30.

Selv om Israel ikke blev en selvstændig stat igen med politisk uafhængighed, havde det dog som et hebraisk statssamfund betydelig frihed under det persiske overherredømme. Der blev indsat landsfogeder og landshøvdinger (som for eksempel Zerubbabel og Nehemias) som var israelitter (Ne 2:16-18; 5:14, 15; Hag 1:1), og Israels ældste og stammefyrsterne fungerede fortsat som rådgivere og som folkets repræsentanter. (Ezr 10:8, 14) Præsteordningen blev genetableret, baseret på de gamle slægtsregistre der var blevet omhyggeligt bevaret, og efter at præsterne og levitterne var genindsat, kunne Lovpagtens krav atter opfyldes og de lovmæssige ofre bringes. — Ezr 2:59-63; 8:1-14; Ne 8:1-18.

Med Perserrigets fald og det græske verdensriges indtræden på verdensskuepladsen kom Israel til at ligge midt imellem ptolemæernes rige i Ægypten og seleukidernes i Syrien og var gennemgangslejr for de to stridende parters hære. Den syriske konge Antiochos IV Epifanes, som jøderne da var underlagt, besluttede at udslette  jødisk gudsdyrkelse og jødiske skikke. Hans anstrengelser kulminerede i 168 f.v.t. da man rejste et hedensk alter oven på tempelalteret i Jerusalem og indviede det til den græske gud Zeus. Denne krænkelse fik imidlertid den modsatte virkning, for den blev gnisten der antændte makkabæeropstanden. Tre år senere, nøjagtig på dagen, genindviede den sejrrige jødiske anfører Judas Makkabæer det rensede tempel til Jehova med en fest som jøderne siden da hvert år har fejret som chanukka-festen til minde om templets genindvielse.

Det følgende århundrede prægedes af indre uroligheder der førte Israel længere og længere bort fra Lovpagtens administrative foranstaltninger gennem stammeordningen. Det var i denne periode, hvor makkabæerne eller hasmonæerne tilkæmpede sig selvstændighed for den jødiske stat, at de to store partier, de prohasmonæiske saddukæere og de antihasmonæiske farisæere, udviklede sig. Den selvstændighed som hasmonæerne havde opnået for landet, blev imidlertid sat over styr igen på grund af indre stridigheder idet man måtte anmode romerne, der nu var blevet den førende verdensmagt, om at gribe ind. Den romerske hærfører Gnæus Pompejus blev sendt til Jerusalem, og efter en tre måneders belejring indtog han byen i år 63 f.v.t., hvorefter Judæa blev underlagt Roms protektorat. Omkring år 39 f.v.t. blev Herodes den Store udnævnt af det romerske senat til konge over Judæa, og ca. tre år senere knuste han det hasmonæiske styre fuldstændigt. Kort før Herodes’ død blev Jesus født i år 2 f.v.t. som „en herlighed for dit folk Israel“. — Lu 2:32.

Det romerske imperium udøvede sin myndighed over Israel i det 1. århundrede e.v.t. gennem landsdelsherskere og landshøvdinger eller prokuratorer. Bibelen nævner sådanne landsdelsherskere som Filip, Lysanias og Herodes Antipas (Lu 3:1) samt landshøvdingerne Pontius Pilatus, Felix og Festus (Apg 23:26; 24:27) og kongerne Agrippa I og II (Apg 12:1; 25:13). Indadtil var der stadig en rest af den jødiske stamme- og slægtsordning tilbage, hvilket ses af at kejser Augustus ved folketællingen lod israelitterne indskrive sig i de byer som deres respektive fædrenehuse udgik fra. (Lu 2:1-5) De ældste og præsterne, som stadig varetog deres funktioner, øvede endnu stor indflydelse blandt folket (Mt 21:23; 26:47, 57; Apg 4:5, 23), skønt de i vid udstrækning havde erstattet de skrevne lovbud med menneskers overleveringer. — Mt 15:1-11.

I disse omgivelser fødtes kristendommen. Først fremstod forløberen for Jesus, Johannes Døber, der fik mange israelitter til at vende om til Jehova. (Lu 1:16; Joh 1:31) Derefter overtog Jesus og hans apostle arbejdet idet de forkyndte blandt „de bortkomne får af Israels hus“ og åbnede blindes øjne for menneskers falske overleveringer og den rene tilbedelses velsignelser. (Mt 15:24; 10:6) Dog var det kun en rest der tog imod Jesus som Messias og lod sig frelse. (Ro 9:27; 11:7) Det var dem der med glæde hyldede ham som „Israels konge“. (Joh 1:49; 12:12, 13) Flertallet, som ikke troede på Jesus (Mt 8:10; Ro 9:31, 32), sluttede sig til deres religiøse ledere og råbte: „Væk med ham! Væk med ham! Pælfæst ham!“ „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh 19:15; Mr 15:11-15.

Tiden skulle snart vise at denne foregivne enstemmige troskab mod kejseren var falsk. Fanatiske elementer i befolkningen anstiftede det ene oprør efter det andet, og hver gang svarede romerne igen med strenge repressalier, som blot yderligere øgede jødernes had til romernes herredømme. Til sidst blev situationen så spændt at den romerske militærmagt i Palæstina ikke længere havde kontrol over den, og Cestius Gallus, der var landshøvding i Syrien, måtte rykke frem mod Jerusalem med forstærkninger.

Efter at have sat ild på bydelen Betheza nord for templet slog Gallus lejr foran det kongelige palads sydvest for templet. I det øjeblik, siger Josefus, kunne han med lethed være trængt ind i byen; hans tøven gav imidlertid oprørerne en fordel. Hver gang romerne angreb, blev de drevet tilbage af en pileregn fra muren. De forreste af de romerske soldater dannede da et skjoldtag, og beskyttet af dette begyndte de at underminere muren. Men igen, da de var lige ved at have heldet med sig, trak de sig tilbage. Det var i efteråret 66 e.v.t. Om denne tilbagetrækning siger Josefus: „Cestius . . . kaldte . . . ganske pludselig sine soldater tilbage, og skønt han ikke havde lidt noget tilbageslag med hensyn til sine planer, brød han helt ubegribeligt op fra byen.“ (Den jødiske krig, oversat af Erling Harsberg, 1997, 2. bog, 19. kap., 7. afsnit) Dette angreb på byen, efterfulgt af den pludselige tilbagetrækning, var signalet til de kristne som befandt sig dér, om at „flygte til bjergene“ sådan som Jesus havde sagt. — Lu 21:20-22.

Det følgende år (67 e.v.t.) satte Vespasian sig i bevægelse for at slå den jødiske opstand ned, men Neros uventede død i år 68 åbnede vejen for Vespasian selv til at blive Roms kejser. Han vendte derfor tilbage til Rom i år 69 og overlod til sin søn Titus at fortsætte felttoget, og det følgende år, 70 e.v.t., trængte han ind i Jerusalem,  som blev ødelagt. Tre år senere faldt den sidste jødiske fæstning, Masada, for romerne. Josefus fortæller at under hele felttoget mod Jerusalem omkom 1.000.000 jøder (andre oversættelser siger 1.100.000), mange af pest og hungersnød, og 97.000 blev taget til fange. Mange af disse blev spredt som trælle over hele imperiet. — Den jødiske krig, 6. bog, 9. kap., 3. afsnit.

Angående udtrykket „Israels tolv stammer“ i Mattæus 19:28 og Lukas 22:30, se STAMME („Dømme Israels tolv stammer“).

3. De stammer der to gange dannede et særskilt nordligt rige.

Den første splittelse i tolvstammeriget indtraf ved Sauls død omkring 1078 f.v.t. Judas stamme anerkendte David som konge, men de øvrige stammer gjorde Sauls søn Isjbosjet til konge; to år senere blev Isjbosjet snigmyrdet (2Sa 2:4, 8-10; 4:5-7), og med tiden heledes bruddet, og David blev konge over alle 12 stammer. — 2Sa 5:1-3.

Senere under Davids regering, da hans søn Absaloms oprør var slået ned, anerkendte alle stammerne endnu en gang David som konge. Da kongen vendte tilbage til tronen, opstod der dog en uoverensstemmelse om et formalitetsspørgsmål mellem de ti nordlige stammer der blev kaldt Israel, og Judas mænd. — 2Sa 19:41-43.

Alle 12 stammer støttede i forening Davids søn Salomon under dennes kongedømme. Men ved hans død omkring 998 f.v.t. splittedes riget for anden gang. Kun Benjamins stamme og Judas stamme støttede kong Rehabeam, der havde efterfulgt sin fader, Salomon, på tronen i Jerusalem. De ti øvrige stammer mod nord og øst, Israel, valgte Jeroboam som deres konge. — 1Kg 11:29-37; 12:1-24; KORT, bd. 1, s. 947.

Til at begynde med var Israels hovedstad Sikem. Senere flyttedes den til Tirza og derefter, under Omris regering, til Samaria, som forblev hovedstad i de følgende 200 år. (1Kg 12:25; 15:33; 16:23, 24) Jeroboam forstod at en forenet gudsdyrkelse ville holde et folk sammen, og for at forhindre de ti stammer i at rejse til Jerusalem for at tilbede i templet dér opstillede han to guldkalve, ikke i hovedstaden, men ved de to yderste ender af Israels område, den ene i Betel mod syd og den anden i Dan mod nord. Han indsatte også et ikkelevitisk præsteskab til at lede og undervise Israel i dyrkelsen af både guldkalvene og de bukkelignende dæmoner. — 1Kg 12:28-33; 2Kr 11:13-15.

I Jehovas øjne var det en meget stor synd Jeroboam havde begået. (2Kg 17:21, 22) Hvis han var forblevet tro mod Jehova og ikke skamløst havde vendt sig til afgudsdyrkelse, ville Gud have ladet hans kongedømme bestå, men nu mistede hans slægt tronen da hans søn Nadab blev snigmyrdet mindre end to år efter Jeroboams død. — 1Kg 11:38; 15:25-28.

Som det gik herskeren, sådan gik det hele Israels nation. Nitten konger, Tibni fraregnet (1Kg 16:21, 22), herskede fra 997 til 740 f.v.t. Kun ni af dem efterfulgtes af en søn, og kun én havde et dynasti der strakte sig frem til fjerde generation. Syv af Israels konger herskede i to år eller derunder; nogle kun i nogle få dage. Én begik selvmord, fire fik en for tidlig død, og seks andre blev snigmyrdet af ærgerrige mænd som derefter bemægtigede sig tronen. Selv om den bedste af dem alle, Jehu, vandt Jehovas behag ved at fjerne ba’alsdyrkelsen som Akab og Jesabel havde indført, ’tog han ikke vare på at vandre efter Jehovas, Israels Guds, lov af hele sit hjerte’, men lod Jeroboams kalvedyrkelse fortsætte i landet. — 2Kg 10:30, 31.

Jehova viste stor langmodighed over for Israel. I de 257 år nationen eksisterede, sendte han gang på gang sine tjenere for at advare kongerne og folket om deres onde veje, men til ingen nytte. (2Kg 17:7-18) Blandt disse trofaste Guds tjenere var profeterne Jehu (ikke kongen), Elias, Mikaja, Elisa, Jonas, Oded, Hoseas, Amos og Mika. — 1Kg 13:1-3; 16:1, 12; 17:1; 22:8; 2Kg 3:11, 12; 14:25; 2Kr 28:9; Ho 1:1; Am 1:1; Mik 1:1.

Israel havde vanskeligere ved at beskytte sig mod angreb udefra end Juda, for selv om befolkningen var dobbelt så stor, havde den et område der var næsten tre gange så stort at forsvare. Foruden krigene med Juda var der hyppigt krig med Aram ved den nordlige og østlige grænse, hvor man også truedes af Assyrien. Den endelige belejring af Samaria blev påbegyndt af Salmanassar V i kong Hosjeas syvende regeringsår, men det tog næsten tre år før byen blev indtaget af assyrerne, hvilket skete i 740 f.v.t. — 2Kg 17:1-6; 18:9, 10.

For at forhindre fremtidige opstande havde Salmanassars forgænger, Tiglat-Pileser III, indført den strategi at fjerne befolkningen i et erobret område og lade folk fra andre dele af riget bosætte sig dér i stedet for. Resultatet af at andre folk blev flyttet til Israels område, blev en befolkning der var blandet både med hensyn til herkomst og religion, og den blev siden kendt som samaritanerne. — 2Kg 17:24-33; Ezr 4:1, 2, 9, 10; Lu 9:52; Joh 4:7-43.

Med Israels riges fald var de ti nordlige stammer dog ikke gået fuldstændig tabt. Assyrerne tillod åbenbart nogle fra disse stammer at blive  boende i Israels område. Andre var uden tvivl allerede før 740 f.v.t. flygtet fra afgudsdyrkelsen i Israel til Juda, og deres efterkommere har da været blandt de fanger der blev ført i landflygtighed til Babylon i 607 f.v.t. (2Kr 11:13-17; 35:1, 17-19) Blandt den rest der vendte tilbage i 537 f.v.t. og senere, var der uden tvivl også efterkommere af dem assyrerne tog til fange (2Kg 17:6; 18:11), således at man igen kunne tale om Israels 12 stammer. — 1Kr 9:2, 3; Ezr 6:17; Ho 1:11; jf. Ez 37:15-22.

4. Det forjættede land eller det geografiske område som Israels folk, alle 12 stammer, fik tildelt, til forskel fra andre folkeslags områder (1Sa 13:19; 2Kg 5:2; 6:23), og som de israelitiske konger herskede over. — 1Kr 22:2; 2Kr 2:17.

Efter rigets deling blev betegnelsen „Israels land“ undertiden brugt om det nordlige riges område, til forskel fra Juda riges område. (2Kr 30:24, 25; 34:1, 3-7) Efter det nordlige riges fald blev navnet Israel holdt i live af Juda rige, det eneste rige der var tilbage tilhørende Israels (Jakobs) efterkommere. Når profeten Ezekiel bruger udtrykket „Israels jord“, gælder det derfor i første række Juda riges område og hovedstaden Jerusalem. (Ez 12:19, 22; 18:2; 21:2, 3) Dette var dét geografiske område der lå fuldstændig øde hen i 70 år fra og med 607 f.v.t. (Ez 25:3), men som en trofast rest ville vende tilbage til. — Ez 11:17; 20:42; 37:12.

En beskrivelse af Israels geografiske og klimatiske forhold samt af dets udstrækning, beliggenhed, naturrigdomme og lignende findes i artiklen PALÆSTINA.