[muligvis af det latinske vitulus, „kalv“].

Den støvleformede halvø der i sydøstlig retning skyder sig ud i Middelhavet fra det europæiske fastland. Fra Alperne i nord til „storetåen“ ved Messinastrædet i syd er den ca. 1130 km lang. Bredden varierer fra 160 til 240 km. Halvøen grænser mod øst til Adriaterhavet og mod vest til Det Tyrrhenske Hav. Som en rygrad ned gennem halvøen strækker bjergkæden Appenninerne sig, med frugtbare dale der løber ned mod kysten. De vigtigste floder er Tiberen og Po.

Ifølge Antiochos fra Syrakus (der levede i det 5. årh. f.v.t.) blev navnet Italia oprindelig kun anvendt om provinsen Calabrien i syd, hvor italerne boede. Dette navn synes at være en græciseret form af Vitelia, der er beslægtet med det latinske vitulus, som betyder „kalv“. Området har muligvis fået dette navn enten på grund af sine græsgange og sit kvæg eller fordi indbyggerne mente at de var efterkommere af deres tyregud. I det 1. århundrede var navnet Italien blevet udstrakt til stort set at omfatte det samme område som i dag.

Folk af forskellig oprindelse har i tidens løb slået sig ned i dette frugtbare land. Landets tidligste historie prægedes af krige og konflikter mellem de allerede fastboende folk og bølger af nye indvandrere. Halvøen blev således en smeltedigel hvor de forskellige folkeslags sprog, race, sæder og skikke smeltede sammen efterhånden som befolkningen blandedes.

Kristendommen kom tidligt til Italien. På pinsedagen i år 33 e.v.t. var der både jøder og jødiske proselytter fra Rom til stede i Jerusalem blandt dem der blev vidner til udgydelsen af den hellige ånd og hørte Peters tale, og uden tvivl var  der også nogle af dem blandt de „omkring tre tusind sjæle“ der blev døbt ved denne lejlighed. (Apg 2:1, 10, 41) Da de vendte tilbage til Italien, kan de have været begyndelsen til den kristne menighed i Rom som Paulus nogle år senere skrev et af sine breve til. (Ro 1:1-7) Akvila og Priskilla kan have tilhørt denne menighed i Italien da de i år 49 eller begyndelsen af år 50 sammen med andre jøder af kejser Claudius blev beordret til at forlade landet. De ankom til Korinth kort før Paulus nåede dertil på sit første besøg i byen. Det var på hans anden missionsrejse. — Apg 18:1, 2.

Kornelius, der uden tvivl var italiener og var officer i „Den Italienske Hærafdeling“, boede i Cæsarea. (Apg 10:1) Det var i Cæsarea at Paulus under sin forsvarstale over for Festus appellerede sin sag til kejseren. Han kom derfor med en båd til Myra, hvor han sammen med andre fanger blev overført til en båd fra Alexandria der sejlede med korn, og som skulle til Italien. (Apg 25:6, 11, 12; 27:1, 5, 6) Efter at have lidt skibbrud overvintrede de på øen Malta. Derefter, sandsynligvis i foråret 59 e.v.t., kom Paulus først til den italienske havn Regium ved Italiens „tåspids“, og kort efter gik han i land i Puteoli i Pozzuolibugten (Napoli). Her, godt 160 km syd for Rom, blev Paulus en uge hos den lokale menighed før han drog til Rom ad Via Appia, hvor brødrene fra Rom mødte ham ved „Appius’ Torv og De Tre Kroer“. (Apg 28:11-16) Det var sandsynligvis hen imod slutningen af Paulus’ første fangenskab i Rom, eller kort efter hans løsladelse omkring år 61, mens han stadig opholdt sig i Italien, at han skrev Hebræerbrevet. — He 13:24.