Jabboks Regnflodsdal
(Jabʹbok).
En af de større regnflodsdale, eller wadier, øst for Jordan. Den nævnes første gang i Bibelen dér hvor det fortælles at Jakob gik over „Jabboks vadested“ sammen med sin familie. Det var også i nærheden af dette vadested at Jakobs brydekamp med engelen fandt sted. — 1Mo 32:22-30.
Jabbok har sit udspring i nærheden af Amman (oldtidens Rabba) og opsamler under sit løb vand fra flere helårsstrømme og talrige vinterbække før den udmunder i Jordan ca. 40 km nord for Det Døde Hav. Kun en afstand af 40 km i luftlinje adskiller flodens udspring fra dens udløb, men dens halvcirkelformede løb strækker sig over næsten 100 km. Dens nuværende arabiske navn, Wadi Zarqa, betyder „den blå wadi“. Navnet kommer måske af den gråblå farve Jabbok har når den ses på afstand. I det lave vand, som det er let at vade igennem, er der rigeligt med småfisk.
Oleanderbuske og mange slags mindre træer pryder siderne af den dybe, frugtbare dal hvorigennem Jabbokfloden løber. Med sine stejle sider dannede denne dal en naturlig grænse. (5Mo 3:16) Det første stykke af regnflodsdalen, der går fra syd til nord, dannede engang grænsen mellem ammonitterne og amoritterne (4Mo 21:24), mens det stykke der løber fra øst mod vest, delte Gilead i to dele og dannede grænsen mellem amoritterkongerne Sihons og Ogs riger. (5Mo 2:37; Jos 12:2; Dom 11:13, 22) Den samme dal er stadig i dag en af de bedste ruter man kan vælge når man vil over Jordan fra det tidligere Gilead.