(Jaʹel) [stenbuk].

Kenitten Hebers hustru og derfor ikkeisraelit. Hun dræbte den kana’anæiske hærfører Sisera.

Sammen med sin mand boede Jael i nærheden af Kedesj, og der var fred mellem Heber og de kana’anæiske undertrykkere. (Dom 4:10, 11, 17, 21; se KEDESJ, 3.) Efter at Sisera var blevet slået af israelitterne, flygtede han til Hebers lejr, som var neutralt område. Her bød Jael ham indenfor i sit telt. Hun dækkede ham til med et tæppe, og da han bad om vand, bragte hun ham syrnet mælk i en festskål. Efter at hun havde dækket ham til igen, bad han hende stå vagt ved indgangen til teltet. I den tro at han her kunne føle sig sikker som gæst i Jaels telt, faldt den trætte og udmattede Sisera snart i søvn. Som teltboer var Jael uden tvivl vant til at slå teltpløkke i jorden, og hun gik da ubemærket ind til ham bevæbnet med en hammer og en teltpløk, som hun stødte gennem hans hoved ned i jorden. Da Barak, som forfulgte ham, ankom, viste hun ham hærføreren, som var død for en kvindes hånd sådan som Debora havde forudsagt. (Dom 4:9, 17-22) Jaels modige handling over for Jehovas fjende prises i Deboras og Baraks sejrssang, hvori Jael også kaldes „den mest velsignede blandt kvinder“. — Dom 5:6, 24-27.