Den forkortede form af Guds navn, Jehova, brugt i poetisk stil. (2Mo 15:1, 2) Den består af første halvdel af det hebraiske tetragram יהוה (JHWH), det vil sige bogstaverne jōdh (י) og he’ (ה), det 10. og 5. bogstav i det hebraiske alfabet.

Formen „Jah“ forekommer 50 gange i De Hebraiske Skrifter, 26 gange alene og 24 gange i det hebraiske udtryk halelu-Jahʹ (halleluja), hvis første del er bydemåde flertal, altså en opfordring til flere om at lovsynge Jah.

I mange, både ældre og nyere, bibeloversættelser har man fuldstændig ignoreret navnet „Jah“ og skriver „Herren“ (eller et tilsvarende ord) i stedet for. I den danske autoriserede oversættelse af 1992 forekommer „Jahve“ én gang ud af de 26 steder (Sl 68:5), mens man ellers overvejende har „Herren“. Ny Verden-Oversættelsen har „Jah“ alle 26 steder. For det hebraiske halelu-Jahʹ har den danske autoriserede oversættelse (1992) „Halleluja“ 21 gange og „pris (lovpris) Herren“ 3 gange. Dette udtryk oversættes i Ny Verden-Oversættelsen med „I skal lovsynge Jah“ eller „lovsyng Jah“. Frants Buhls danske oversættelse af De Hebraiske Skrifter (1910) har „Jah“ 44 gange og „Jahve“ 6 gange de omtalte 50 steder.

I De Kristne Græske Skrifter forekommer „Jah“ 4 gange i udtrykket halleluja. (Åb 19:1, 3, 4, 6) I mange bibeloversættelser står udtrykket uoversat, men i Ny Verden-Oversættelsen er det gengivet med „Lovsyng Jah!“

„Jah“ kan ikke være en primitiv form af det guddommelige navn, en form som skulle være brugt tidligere end tetragrammet. Den fulde form, Jehova, forekommer 165 gange i den masoretiske tekst til Første Mosebog, mens den korte form først dukker op i beskrivelsen af begivenhederne efter udgangen af Ægypten. — 2Mo 15:2.

Enstavelsesordet „Jah“ forekommer som oftest i tekster hvor stærke følelser kommer til udtryk, i lovprisning, sang, bøn og anråbelser, og hvor temaet er glæde over sejr og udfrielse eller en anerkendelse af Guds magt og vælde.

Der kan anføres mange eksempler på denne anvendelse af udtrykket. I Salmernes Bog forekommer udtrykket „I skal lovsynge Jah!“ (halleluja) hyppigt som en doksologi, det vil sige en lovprisning af Gud. Det første sted er Salme 104:35. I nogle salmer forekommer det kun i indledningen (Sl 111, 112), en enkelt gang forekommer det inde i en salme (135:3); undertiden forekommer det kun i slutningen (Sl 104, 105, 115-117), men ofte både i begyndelsen og i slutningen (Sl 106, 113, 135, 146-150). I Åbenbaringens Bog markerer de himmelske skabninger med regelmæssige mellemrum deres lovprisning af Jehova med dette udtryk. — Åb 19:1-6.

De øvrige steder hvor „Jah“ forekommer, er det ligeledes i udtryk der ophøjer Jehova i sang eller indeholder anråbelser til ham. Som eksempel kan anføres Moses’ befrielsessang. (2Mo 15:2) Hos Esajas får Guds navn en særlig vægt ved at både den korte og den lange form kombineres til „Jah Jehova“. (Es 12:2; 26:4) Ezekias brugte den forkortede form „Jah“ to gange lige efter hinanden da han efter sin mirakuløse helbredelse for sin sygdom, hvor han havde været døden nær, i en sang gav udtryk for sin glæde og taknemmelighed over helbredelsen. (Es 38:9, 11) I Salme 115:17, 18 og Salme 118:17-19 stilles kontrasten op mellem de døde der ikke kan prise Jah, og dem der er besluttede på at leve et liv i lovprisning af ham. Andre salmer giver udtryk for taknemmelighed over udfrielse, beskyttelse og tugt. — Sl 94:12; 118:5, 14.