Den brønd eller kilde hvor Jesus talte med en samaritansk kvinde mens han hvilede sig. (Joh 4:5-30) Den anses for at være identisk med Bir Ya‛qub (Be’er Ya‛aqov), der ligger ca. 2,5 km sydøst for det nutidige Nablus, ikke langt fra Tell Balatah, det sted hvor Sikem i sin tid lå. Jakobs Kilde er en dyb brønd hvis vandstand aldrig når op til randen. Dybden blev i det 19. århundrede målt til at være 23 m, og brøndhullet er ca. 2,5 m i diameter, men indsnævres foroven. Da brønden som regel er udtørret fra omkring slutningen af maj indtil efterårsregnen sætter ind, mener nogle at den udelukkende opsamler regnvand og vand der siver ud af jorden. Andre mener imidlertid at den også tilføres kildevand, og at den derfor med rette kan betegnes som en „kilde“.

Bibelen siger ikke direkte at Jakob gravede en brønd på dette sted. Den nævner imidlertid at han havde et stykke jord i nærheden (1Mo 33:18-20; Jos 24:32; Joh 4:5), og den samaritanske kvinde sagde til Jesus at Jakob havde givet dem brønden, og at han selv sammen med sine sønner og sit kvæg havde drukket af den. (Joh 4:12) Det er derfor meget sandsynligt at det var Jakob der gravede brønden eller lod den grave, måske for at kunne have vand til sin store husstand og sine hjorde uden at få vanskeligheder med sine naboer, der uden tvivl ejede de øvrige vandkilder i området, eller måske blot for at have en bedre og mere permanent vandforsyning i det tilfælde at de øvrige brønde i området tørrede ud.