(Jeʹbus) [muligvis af en rod der betyder „at nedtræde, nedtrampe“], jebusitter.

Jebus var en gammel jebusitterby der lå på det sted hvor Jerusalem nu ligger.

På Abrahams tid, før år 1900 f.v.t., blev byen kaldt Salem (der betyder „fred“), et navn som indgår i navnet Jerusalem og måske er en forkortet form af dette navn. (He 7:2) I de såkaldte Amarnabreve, som er fundet i Ægypten, kaldes den Urusalim (Jerusalem), og navnet Jerusalem forekommer også i Josuas Bog, Dommerbogen og Første Samuelsbog, der beskriver begivenheder som udspillede sig før David erobrede byen. (Jos 10:1, 3, 5, 23; 12:10; 15:8, 63; 18:28; Dom 1:7, 8, 21; 19:10; 1Sa 17:54) Navnet Jebus forekommer derimod kun i to passager. (Dom 19:10, 11; 1Kr 11:4, 5) I Josua 18:28 står der på hebraisk Jevusīʹ, sidestillet med flere bynavne og forklaret som „Jerusalem“, men egentlig er det betegnelsen for byens indbyggere, jebusitterne, angivet ved endelsen i.

I betragtning af det foregående mener de fleste forskere at byens oprindelige navn var Jerusalem (eller måske Salem), og at den kun lejlighedsvis blev kaldt Jebus mens den var beboet af jebusitterne. Der er også almindelig enighed om at „Jebus“ ikke er en forkortelse af Jerusalem, men af navnet på det folk, Jevusīʹ, der for en tid boede i byen. Efter at David havde indtaget klippeborgen Zion og gjort den til sin kongelige residens, blev byen undertiden kaldt „Davidsbyen“. — 2Sa 5:7.

Jebusitterne, der boede i og omkring denne by, var efterkommere af Kam og Kana’an. (1Mo 10:15, 16, 20; 1Kr 1:13, 14) Når de omtales sammen med deres slægtninge (hetitterne, girgasjitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne og hivvitterne), nævnes de som regel sidst, måske fordi de udgjorde det mindste folk. (5Mo 7:1; Dom 3:5) De beskrives som et folk der boede i bjerglandet (4Mo 13:29), og om deres land siges der at det ’flød med mælk og honning’. — 2Mo 3:8, 17.

Jehova lovede Abraham at han og hans afkom skulle få jebusitternes land i eje. (1Mo 15:18-21; Ne 9:8) For at opfylde dette løfte førte Jehova sit udvalgte folk, israelitterne, ud af Ægypten. Han sendte sin engel foran dem og befalede dem at de, når de kom over Jordan, skulle være stærke og fordrive alle der modstod dem. (2Mo 13:3-5; 23:23; 33:1, 2) De måtte ikke slutte pagt eller indgå ægteskab med jebusitterne eller andre kana’anæere, men skulle vie dem til fuldstændig udslettelse og sørge for at intet der trak vejret, blev bevaret i live „for at de ikke skal lære jer at handle efter alle de vederstyggeligheder som de har øvet“. — 2Mo 34:11-16; 5Mo 20:16-18.

Da jebusitterkongen Adoni-Zedek hørte at israelitterne havde indtaget Jeriko og Aj, og at gibeonitterne havde overgivet sig, stillede han sig i spidsen for et forbund af fem konger der var besluttede på at standse invasionen. (Jos 9:1, 2; 10:1-5) I den efterfølgende kamp, hvorunder Gud lod solen og månen stå stille, blev forbundets hære slået, kongerne blev taget til fange og slået ihjel, og deres lig blev hængt op på pæle så alle kunne se dem. (Jos 10:6-27; 12:7, 8, 10) Måske var det efter denne sejr at israelitterne satte ild til Jebus så den brændte ned til grunden. — Dom 1:8.

Da Josua havde afsluttet sit felttog i de sydlige og centrale egne af det forjættede land, vendte han sin opmærksomhed mod det nordlige område vest for Jordan. Igen gik jebusitterne til  modstand sammen med deres forbundsfæller, denne gang under anførsel af Hazors konge, Jabin, og igen blev de slået med Jehovas hjælp. (Jos 11:1-8) Efter at Jebus var blevet brændt og nogen tid før landet blev fordelt, fik jebusitterne ikke desto mindre atter herredømmet over Jerusalems strategisk vigtige højdedrag, og dette herredømme bevarede de i 400 år. — Jos 15:63.

Ved fordelingen af landet tilfaldt Jebus Benjamin, og grænsen mellem Judas og Benjamins stammeområder kom til at gå i nærheden af byen. (Jos 15:1-8; 18:11, 15, 16, 25-28) Israelitterne fordrev imidlertid ikke jebusitterne, men tillod tværtimod deres sønner og døtre at indgå ægteskab med dem, og de begyndte at dyrke jebusitternes afguder. (Dom 1:21; 3:5, 6) I denne periode var Jebus ’en by som tilhørte fremmede’, en by som en levit ved en lejlighed undslog sig for at overnatte i. — Dom 19:10-12.

I år 1070 f.v.t. erobrede David jebusitternes klippeborg, Zion. (2Sa 5:6-9; 1Kr 11:4-8) Af jebusitten Arauna (Ornan) købte han senere en tærskeplads nord for byen og byggede et alter og bragte særlige ofre dér. (2Sa 24:16-25; 1Kr 21:15, 18-28) Det var på dette sted Salomon nogle år senere byggede det prægtige tempel. (2Kr 3:1) Han gjorde derefter jebusitternes efterkommere til trælle og satte dem til at arbejde ved sit store byggeprogram. — 1Kg 9:20, 21; 2Kr 8:7, 8.

Af Bibelens sidste henvisning til jebusitterne fremgår det at de stadig eksisterede som et folk da israelitterne vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon, og at de besmittede israelitternes gudsdyrkelse. — Ezr 9:1, 2.