(Jeʹhu) [muligvis: Jehova er han].

1. En benjaminit fra byen Anatot der meldte sig frivilligt for at tjene hos David. David befandt sig da i Ziklag, hvortil han var flygtet for kong Saul. Jehu var en af de vældige krigere der „var bevæbnede med bue [og] kunne bruge højre hånd og venstre hånd med sten og med pile på buen“. — 1Kr 12:1-3.

2. En profet, søn af Hanani. Han forudsagde at kong Basja af Israel og hans slægt ville blive tilintetgjort. (1Kg 16:1-4, 7, 12) Mere end 33 år senere retledte en profet af samme navn (og derfor  muligvis den samme person) kong Josafat af Juda fordi han havde søgt venskab med kong Akab af Israel og havde hjulpet ham. (2Kr 19:1-3) I 2 Krønikebog 20:34 siges der at Josafats historie findes skrevet „blandt Hananis søn Jehus ord, som er optaget i Bogen om Israels Konger“.

3. Søn af Josafat (ikke kong Josafat af Juda) og sønnesøn af Nimsji. (2Kg 9:14) Jehu regerede som konge over Israel fra ca. 904 til 877 f.v.t. I kong Akabs regeringstid var profeten Elias flygtet til Horebs Bjerg for at undslippe døden for Akabs hustru Jesabels hånd, og Gud havde befalet ham at vende tilbage og salve tre mænd: Elisa til profet i hans eget sted, Hazael til konge over Aram og Jehu til konge over Israel. (1Kg 19:15, 16) Elias salvede Elisa (eller udnævnte ham; se SALVELSE); men det blev hans efterfølger, Elisa, der kom til at salve Jehu.

Elias overlod ikke denne opgave til Elisa fordi han selv tøvede med at efterkomme Jehovas befaling. Nogen tid efter at Elias var vendt tilbage fra Horeb, sagde Jehova til ham at dommen over Akabs hus (der skulle eksekveres af Jehu) ikke skulle komme i Akabs dage, men først i hans søns dage. (1Kg 21:27-29) Det er derfor klart at udsættelsen skyldtes Jehovas ledelse og ikke efterladenhed hos Elias. Jehova sørgede for at salvelsen fandt sted i rette øjeblik, netop på et tidspunkt da Jehu straks kunne skride til handling. Og i overensstemmelse med Jehus beslutsomme og dynamiske personlighed spildte han ikke tiden.

På dette tidspunkt var der krig. Akab var død, og hans søn Joram regerede. Israels hær var samlet ved Ramot-Gilead, hvor den holdt vagt på grund af kong Hazael af Arams styrker. Jehu var befalingsmand i hæren. (2Kg 8:28; 9:14) Han og hans adjudant, Bidkar, havde som soldater i Akabs hær overværet at Elias fordømte Akab for at have bemægtiget sig Nabots vingård, og de havde hørt ham forudsige at Jehova ville ’gengælde ham mordet på Nabot på denne jordlod’. — 1Kg 21:11-19; 2Kg 9:24-26.

Mens Israels hær holdt vagt ved Ramot-Gilead, opholdt kong Joram sig i Jizre’el for at blive helbredt for sine sår fra kampen mod aramæerne i Rama. Judas konge, Ahazja, var der også. Han var kommet til Jizre’el for at se til ham. Han var en nevø af Joram, for hans moder, Atalja, var søster til Joram og datter af Akab og Jesabel. — 2Kg 8:25, 26, 28, 29.

Jehu salves. Elisa kaldte nu på sin medhjælper, en af profetsønnerne, gav ham en flaske olie og pålagde ham at tage til israelitternes lejr ved Ramot-Gilead, salve Jehu og flygte. Da medhjælperen ankom til lejren, kaldte han Jehu, der sad sammen med de andre officerer, til side og gik sammen med ham ind i et hus, hvor han salvede ham og pålagde ham at udrydde hele Akabs hus. Derefter flygtede han, som Elisa havde befalet ham. — 2Kg 9:1-10.

Da Jehu kom ud af huset, forsøgte han at lade som ingenting og at give det indtryk at profeten ikke havde sagt noget særligt. Men de andre kunne se på ham at der var sket noget betydningsfuldt. Da de pressede ham, røbede han at han var blevet salvet til konge over Israel. Efter at have hørt dette udråbte hæren ham straks til konge. — 2Kg 9:11-14.

Akabs hus udryddes. Efter at have givet besked om at sagen ikke måtte røbes for nogen i Jizre’el, kørte Jehu i rasende fart mod denne by. (2Kg 9:15, 16) Jorams sendebud der kom ud fra Jizre’el for at spørge om der var fred, blev sendt hen bag Jehus mænd. Da den „vældige flok“ af Jehus ryttere og vogne kom nærmere, genkendte vægteren på tårnet ham på at han ’kørte som en vanvittig’. Jorams mistanke blev vakt, og han kørte ud i sin stridsvogn og mødte Jehu på Nabots jordlod. Jehu skød ham med en pil gennem hjertet og befalede, med en henvisning til Elias’ profeti, Bidkar at kaste hans lig hen på Nabots marklod. Derefter fortsatte Jehu ind i byen Jizre’el. Akabs dattersøn Ahazja, der var kommet ud af byen sammen med Joram, forsøgte åbenbart at flygte til sin egen hovedstad, Jerusalem, men nåede kun til Samaria og skjulte sig dér. Han blev senere taget til fange og ført til Jehu, der opholdt sig i nærheden af byen Jibleam, ikke langt fra Jizre’el. Da Jehu så Ahazja, gav han sine mænd ordre til at dræbe ham i hans vogn. De sårede ham dødeligt på vejen op til Gur, som lå ved Jibleam, men han undslap og flygtede til Megiddo, hvor han døde. Derefter blev han kørt til Jerusalem og begravet dér. — 2Kg 9:17-28; 2Kr 22:6-9.

Da Jehu kom ind i Jizre’el, råbte Akabs enke, Jesabel, til ham fra vinduet: „Gik det godt med Zimri, som dræbte sin herre?“ (Se 1Kg 16:8-20.) Uanfægtet af denne tilslørede trussel opfordrede Jehu hoffolkene til at kaste hende ned, hvilket de gjorde. Hendes blod sprøjtede op på muren, og Jehu lod sine heste trampe på hende. Den lakoniske fortsættelse af beretningen fortæller måske lidt om Jehus karakter: „Så gik han ind og spiste og drak,“ hvorpå han gav ordre til at begrave hende. Jesabel var da blevet ædt af hundene, hvilket mindede Jehu om Elias’ profeti om den måde hun skulle dø på. — 2Kg 9:30-37; 1Kg 21:23.

 Jehu undte sig ikke ro før han havde fuldført sin opgave. Han opfordrede mændene i Samaria til at sætte en af Akabs 70 sønner på tronen og at kæmpe for ham. Men i frygt erklærede de sig på Jehus side. Jehu prøvede dristigt deres loyalitet ved at sige: „Hvis I er med mig . . ., tag da hovederne af de mænd som er jeres herres sønner, og kom til mig i Jizre’el i morgen ved denne tid.“ Dagen efter blev de 70 hoveder bragt ham i nogle kurve, og Jehu befalede at de skulle lægges i to bunker i Jizre’els port indtil næste dag. Derefter dræbte Jehu alle Akabs stormænd, hans bekendte og hans præster og desuden 42 mænd som var brødre til Akabs dattersøn kong Ahazja af Juda. Således udryddede han også sønnerne af kong Joram af Juda, der var gift med den onde Jesabels datter Atalja. — 2Kg 10:1-14.

Jehu havde nu taget store skridt til at befri Israel for ba’alsdyrkelsen, men der var stadig meget at gøre, og han fortsatte med den ufortøvethed og nidkærhed der var karakteristisk for ham. Undervejs til Samaria traf han rekabitten Jonadab. (Denne mands efterkommere blev senere rosende omtalt af Jehova gennem profeten Jeremias på grund af deres trofasthed. [Jer 35:1-16]) Jonadab erklærede at han stod på Jehus side i kampen mod ba’alsdyrkelsen, og tog med ham for at hjælpe ham. Alle som var tilbage af Akabs slægt i Samaria, blev tilintetgjort. — 2Kg 10:15-17.

Ba’alsdyrkerne udryddes. Med list fik Jehu nu alle ba’alsdyrkerne i Israel til at samles i Ba’als hus ved at sammenkalde til en stor offerfest for Ba’al. Efter at han havde sikret sig at der ikke var nogen iblandt dem som tilbad Jehova, befalede han sine mænd at dræbe alle i huset. Derefter ødelagde de Ba’als hellige støtter og rev huset ned og gjorde det til nødtørftssteder, hvilket det stadig var på Jeremias’ tid da Kongebøgerne blev skrevet. Beretningen siger: „Således tilintetgjorde Jehu Ba’al i Israel.“ (2Kg 10:18-28) Senere voldte ba’alsdyrkelsen dog igen vanskeligheder både i Israel og Juda. — 2Kg 17:16; 2Kr 28:2; Jer 32:29.

Sandsynligvis for at holde Israels tistammerige adskilt fra Juda rige og Jehovas tempel i Jerusalem lod kong Jehu kalvedyrkelsen fortsætte i Dan og Betel. „Jehu tog ikke vare på at vandre efter Jehovas, Israels Guds, lov af hele sit hjerte. Han vendte sig ikke bort fra Jeroboams synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.“ — 2Kg 10:29, 31.

Men fordi han så nidkært og grundigt udryddede ba’alsdyrkelsen og eksekverede Jehovas domme over Akabs hus, belønnede Jehova ham med løftet om at hans sønner skulle sidde på Israels trone indtil fjerde generation. Dette løfte blev opfyldt på Jehus efterkommere Jehoahaz, Joasj, Jeroboam II og Zekarja, hvis herredømme endte med at han blev myrdet; det var ca. år 791 f.v.t. Jehus dynasti kom derfor til at herske over Israel i omkring 114 år. — 2Kg 10:30; 13:1, 10; 14:23; 15:8-12.

Hvorfor blev Jehus hus krævet til regnskab af Gud for blodskyld når Jehova havde pålagt Jehu at eksekvere hans dom?

Efter Jehus tid sagde Jehova imidlertid ved profeten Hoseas: „Om kort tid vil jeg kræve Jehus hus til regnskab for Jizre’els blodskyld, og jeg vil bringe Israels hus’ kongedømme til ophør.“ (Ho 1:4) Årsagen til at der hvilede blodskyld på Jehus hus, kunne ikke være at han havde udryddet Akabs hus, for Gud havde selv pålagt ham at gøre det og rost ham for det. Årsagen kunne heller ikke være at han havde udryddet Ahazja af Juda og hans brødre, for Judas kongehus var ved slægtskab — ved Akab og Jesabels datter Ataljas ægteskab med Ahazjas fader, kong Joram af Juda — blevet besmittet af Omris ugudelige hus.

Årsagen skal snarere søges i at Jehu lod kalvedyrkelsen fortsætte i Israel, og i at han ikke vandrede efter Jehovas lov af hele sit hjerte. Sandsynligvis mente Jehu at uafhængigheden af Juda kun kunne opretholdes ved en adskillelse i religiøs henseende. Som andre konger i Israel søgte han at sikre sin stilling ved at fortsætte kalvedyrkelsen. Dette var udtryk for manglende tro på Jehova, som havde gjort det muligt for Jehu at overtage kongemagten. Noget tyder på at Jehu, bortset fra at han i overensstemmelse med Jehovas befaling eksekverede hans dom over Akabs hus, lod de urette motiver der tilskyndede ham til at lade kalvedyrkelsen fortsætte, lede ham til også at udgyde blod.

Da Jehus dynasti faldt, var Israels egentlige magt brudt, og riget bestod kun i omkring 50 år til. Menahem, der dræbte Zekarjas morder, Sjallum, var den eneste af de følgende konger der blev efterfulgt på tronen af sin søn. Denne søn, Pekaja, blev myrdet, og det samme blev hans morder og efterfølger, Peka. Israels sidste konge, Hosjea, blev ført i fangenskab af Assyriens konge. — 2Kg 15:10, 13-30; 17:4.

 Israels største synd var kalvedyrkelsen, som blev praktiseret gennem hele rigets historie. Den drog folket bort fra Jehova og medførte et almindeligt moralsk forfald. Denne falske gudsdyrkelse, som de styrende tillod folket at udøve, var derfor den egentlige årsag til „Jizre’els blodskyld“ og til forbrydelser som mord, tyveri og ægteskabsbrud. Til sidst måtte Gud „bringe Israels hus’ kongedømme til ophør“. — Ho 1:4; 4:2.

Israel trænges af Aram og Assyrien. Som følge af at Jehu ikke vendte sig helt til Jehova og ikke vandrede på hans veje af hele sit hjerte, blev han i hele sin regeringstid trængt af aramæerkongen Hazael, som indtog stykke for stykke af Israels område på den anden side af Jordan. (2Kg 10:32, 33; Am 1:3, 4) Samtidig voksede den assyriske trussel mod Israels eksistens.

Assyrisk inskription med navnet Jehu. Assyrerkongen Salmanassar III hævder i en inskription at have modtaget tribut af Jehu. Inskriptionen, der findes på den såkaldte Sorte Obelisk, lyder: „Tribut fra Jehu (Ia-ú-a), søn af Omri (Hu-um-ri); jeg modtog af ham sølv, guld, en saplu-skål af guld, en guldvase med tilspidset bund, guldbægre, guldspande, tin, en kongestav (og) puruhtu [ordets betydning er ukendt] af træ.“ (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 281) (Jehu var i virkeligheden ikke Omris søn, men fra Omris tid blev denne betegnelse undertiden anvendt om Israels konger, uden tvivl fordi Omri var kendt for sin dygtighed og for at have grundlagt byen Samaria, der fortsat var Israels hovedstad indtil tistammeriget bukkede under for Assyrien.)

Sammen med inskriptionen er afbildet en scene som viser hvordan tributten overbringes, måske af Jehus udsending, der bøjer sig for Salmanassar. Dette er ifølge nogle kommentatorer den første afbildning af israelitter man kender til. Man kan dog ikke være fuldstændig sikker på at Salmanassars påstand er rigtig. Man kan heller ikke med sikkerhed sige om en israelit så ud nøjagtig som personen på billedet, for datidens nationer kan have fremstillet deres fjender som ynkelige og frastødende, ligesom man også i dag kan se en karikeret fremstilling af et lands fjender.

4. En søn af Obed af Jerame’els slægt. Jerame’el var en efterkommer af Hezron, der var søn af Perez, som igen var søn af Juda og Tamar. En af Jerame’els efterkommere, Sjesjan, havde ingen sønner og gav derfor sin ægyptiske træl Jarha sin datter til hustru. Deres søn, Attaj, førte slægten videre, og Jehu blev født i denne slægt. — 1Kr 2:3-5, 25, 34-38.

5. En søn af Josjibja af Simeons stamme. I kong Ezekias af Judas dage var han blandt de høvdinger i Simeons stammes slægter der nedkæmpede og udslettede hamitterne og me’unitterne der boede i nærheden af Gedor, hvorefter de slog sig ned på dette sted med deres hjorde. — 1Kr 4:24, 35, 38-41.