(Jeʹriko) [muligvis: måneby].

Den første kana’anæiske by vest for Jordan som blev indtaget af israelitterne. (4Mo 22:1; Jos 6:1, 24, 25) Den identificeres med Tell es-Sultan (Tel Yeriho), der ligger ca. 22 km østnordøst for Jerusalem. Det nærliggende Tulul Abu el-‛Alayiq anses for at være stedet hvor det 1. århundredes Jeriko lå. På grund af sin beliggenhed i Jordandalen (ca. 250 m under havets overflade) har byen et subtropisk klima. Ligesom i oldtiden vokser der i dag palmer i området, og der dyrkes appelsiner, bananer og figner.

Førstegrøden af israelitternes erobringer. Da israelitterne ved afslutningen af deres 40 år lange ørkenvandring lå lejrede på Moabs sletter over for Jeriko, steg Moses op på Nebo Bjerg og så ud over det forjættede land med „sletten ved Jeriko, Palmebyen“. — 4Mo 36:13; 5Mo 32:49; 34:1-3.

Efter Moses’ død sendte Josua to mænd som spioner til Jeriko. Ved at skjule sig hos Rahab undgik de at blive opdaget og slap derefter ud af byen ved at hun med et reb hejsede dem ned gennem vinduet i sit hus, der lå på bymuren. I tre dage holdt de sig skjult i bjerglandet i nærheden, hvorefter de vendte tilbage over Jordan til israelitternes lejr. — Jos 2:1-23.

Jerikos konge og dens indbyggere må være blevet fyldt med frygt da de hørte eller så at vandet i Jordanfloden, som ellers gik over sine bredder, på mirakuløs vis blev opstemmet så israelitterne kunne gå over på tør grund. Derefter turde ingen angribe dem mens de lå lejrede i Gilgal, selv om mændene blev omskåret og var ukampdygtige indtil de var kommet sig. Israelitterne kunne også uforstyrret fejre påsken på Jerikos ørkensletter. — Jos 5:1-10.

Senere viste en engel sig for Josua ved Jeriko og forklarede ham hvordan de skulle bære sig ad med at indtage byen, som nu var tæt tillukket på grund af israelitterne. I overensstemmelse med de givne anvisninger gik den væbnede styrke rundt om Jeriko en gang om dagen i seks dage, fulgt af syv præster der blev ved med at blæse i vædderhorn, derefter de præster der bar pagtens ark, og til sidst bagtroppen. På den syvende dag marcherede de syv gange rundt om byen. Da præsterne på den sidste march rundt om byen blæste i hornene, udstødte folket et højt krigsråb, og byens mure faldt sammen. — Jos 5:13–6:20.

Israelitterne trængte derpå ind i byen og viede alle dens indbyggere og husdyr til udslettelse — alle med undtagelse af Rahab og hendes slægtninge, som på grund af den godhed hun havde vist ved at skjule spionerne, blev bevaret i live i hendes hus, der lå på en del af bymuren som var blevet stående. Hele byen blev brændt. Kun sølvet og guldet og tingene af kobber og jern blev givet til Jehovas helligdom. (Jos 6:20-25) En israelit ved navn Akan stjal imidlertid en guldbarre,  noget sølv og en fin klædning og gemte tingene i jorden under sit telt. Følgen var at han og hele hans familie måtte dø. — Jos 7:20-26.

Byens senere historie. Den ødelagte by Jeriko kom til at høre under Benjamins område, beliggende ved grænsen til Efraim og Manasse. (Jos 16:1, 7; 18:12, 21) Ikke længe efter opstod der åbenbart en form for bebyggelse på stedet. Den blev indtaget af moabitterkongen Eglon og forblev under hans herredømme i 18 år. (Dom 3:12-30) På kong Davids tid fandtes der fortsat en bebyggelse ved Jeriko. (2Sa 10:5; 1Kr 19:5) Men det var først i Akabs regeringstid at betelitten Hiel egentlig genopbyggede Jeriko. Den profetiske forbandelse som Josua havde udtalt over 500 år tidligere, gik da i opfyldelse, idet Hiel mistede Abiram, sin førstefødte, da han lagde grunden til byen, og Segub, sin yngste søn, da han satte dens døre i. — Jos 6:26; 1Kg 16:34.

I samme periode boede nogle af profetsønnerne i Jeriko. (2Kg 2:4, 5) Efter at Jehova havde taget profeten Elias bort i et stormvejr, blev Elisa boende nogen tid i Jeriko og rensede byens vandforsyning. (2Kg 2:11-15, 19-22) Vandet fra ‛Ain es-Sultan (som ifølge traditionen er den kilde hvis vand Elisa gjorde sundt) beskrives som friskt og velsmagende, og det anvendes den dag i dag til vanding af Jerikos haver.

På den onde kong Akaz af Judas tid tillod Jehova den israelitiske hær under kong Peka at tilføje det utro Juda et ydmygende nederlag idet 120.000 blev dræbt og 200.000 blev taget til fange. Jehovas profet Oded gik imidlertid de hjemvendte sejrherrer i møde og advarede dem imod at gøre fangerne til trælle. Efter at disse havde fået tøj og mad udleveret, blev de derfor ført til Jeriko og løsladt. — 2Kr 28:6-15.

Efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. flygtede kong Zedekias i retning af Jeriko, men blev indhentet og taget til fange af babylonierne på Jerikos ørkensletter. (2Kg 25:5; Jer 39:5; 52:8) Efter landflygtigheden i Babylon vendte 345 af „Jerikos sønner“ tilbage sammen med Zerubbabel i 537 f.v.t. og bosatte sig øjensynlig i Jeriko. (Ezr 2:1, 2, 34; Ne 7:36) Senere var nogle af mændene fra Jeriko med til at genopbygge Jerusalems mur. — Ne 3:2.

I slutningen af år 32 og begyndelsen af år 33 e.v.t. kom Jesus under sin tjeneste til Jeriko. I nærheden af byen helbredte han den blinde Bartimæus og dennes ledsager. (Mr 10:46; Mt 20:29; Lu 18:35; se BARTIMÆUS.) Det var også i Jeriko at Jesus traf Zakæus og derefter var gæst i hans hjem. (Lu 19:1-7) Da Jesus ved en tidligere lejlighed i Judæa fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner, omtalte han vejen der førte fra Jerusalem til Jeriko. (Lu 10:30) Ifølge gamle historiske vidnesbyrd var denne vej ofte hjemsøgt af røvere.

 Har arkæologerne fundet beviser for at Jeriko blev ødelagt på Josuas tid?

Professor John Garstang, der ledede en engelsk arkæologisk ekspedition ved Tell es-Sultan i årene 1929-1936, fandt at en af de byer man udgravede, havde været udsat for en voldsom brand, og at murene var styrtet sammen. Han identificerede byen med Jeriko på Josuas tid og daterede ødelæggelsen til omkring 1400 f.v.t. Skønt der stadig er forskere som tilslutter sig Garstangs teori, er der andre som tolker vidnesbyrdene anderledes. Således skriver arkæologen G. Ernest Wright: „Man fandt at de to mure der omgav toppen af den gamle by, som Garstang . . . mente blev ødelagt af et jordskælv og ild på Josuas tid, stammede fra det 3. årtusind og blot udgjorde to af omkring fjorten forskellige muranlæg eller murstykker der var bygget efter hinanden i den periode.“ (Biblical Archaeology, 1963, s. 79, 80) Mange mener at der kun er få, om overhovedet nogen, rester at finde af det Jeriko der fandtes på Josuas tid, da det der endnu var tilbage efter byens ødelæggelse på den tid, kan være fjernet ved tidligere udgravninger. Professor Jack Finegan siger således: „Der er derfor praktisk talt ingen vidnesbyrd på stedet hvorefter man kan bestemme tidspunktet for Josuas erobring af Jeriko.“ — Light From the Ancient Past, 1959, s. 159.

Mange forskere fastsætter derfor tidspunktet for Jerikos fald på grundlag af indirekte beviser, og de anslåede tidspunkter spænder over en periode på omkring 200 år. På baggrund af denne usikkerhed siger professor Merrill F. Unger meget rigtigt: „Forskerne må være yderst varsomme med at fæste for stor lid til arkæologernes tidsangivelser og deres tolkning af det tilvejebragte materiale. De store meningsforskelle der findes mellem anerkendte autoriteter på området, vidner i høj grad om at arkæologernes dateringer og de konklusioner de drager af fundene, ofte beror på et subjektivt skøn.“ — Archaeology and the Old Testament, 1964, s. 164.

At arkæologernes tidsangivelser ikke stemmer med Bibelens kronologi, ifølge hvilken Jerikos ødelæggelse fandt sted i 1473 f.v.t., skulle derfor ikke give grund til bekymring. Forskellen mellem professor Garstangs og andre arkæologers synspunkter med hensyn til Jeriko viser at man skal være forsigtig med at godtage arkæologiske vidnesbyrd, hvad enten de synes at bekræfte eller at modsige Bibelen og dens kronologi.

[Illustration på side 1092]

Udgravede mure i det gamle Jeriko