(Jeruʹsalem) [dobbeltfreds eje (grundvold)].

Hovedstaden i fortidens Israel fra omkring år 1070 f.v.t. Efter rigets deling (997 f.v.t) i et nordligt og et sydligt rige fortsatte Jerusalem med at være hovedstaden i det sydlige rige, Juda. Byen omtales over 800 gange i Bibelen.

Byens navn. Det tidligste navn man kender på byen, er „Salem“. (1Mo 14:18) Nogle forsøger at forbinde navnet Jerusalem med navnet på en vestsemitisk gud der hed Sjalem, men apostelen Paulus viser at den virkelige betydning af navnets sidste halvdel er „fred“. (He 7:2) Den hebraiske stavemåde af denne del af navnet tyder på at der er tale om en dualisform, så betydningen er „dobbelt fred“. I akkadiske (assyrisk-babyloniske) tekster kaldes byen Urusalim (eller Ur-sa-li-im-mu). På grundlag af dette siger visse lærde at navnet betyder „fredens by“. Men navnets hebraiske form, som må være den afgørende, betyder efter al sandsynlighed „dobbeltfreds eje (grundvold)“.

I Bibelen omtales byen med mange andre udtryk eller navne. I ét tilfælde bruger salmisten byens tidligere navn, Salem. (Sl 76:2) Den kaldes også: „Jehovas By“ (Es 60:14); „den store Konges stad“ (Sl 48:2; jf. Mt 5:35); „Retfærdighedens By“ og „Den Trofaste Stad“ (Es 1:26); „Zion“ (Es 33:20) og „den hellige by“ (Ne 11:1; Es 48:2; 52:1; Mt 4:5). Byens arabiske navn er stadig „El Quds esh-Sherif“, „den hellige by“, eller blot „El Quds“, „den hellige“. På moderne kort over Israel angives byens navn som „Yerushalayim“.

Beliggenhed. Byen lå langt fra internationale handelsruter ved randen af en gold ørken (Judas Ørken) og havde kun adgang til en begrænset vandforsyning. Der var imidlertid to indenlandske handelsruter der krydsede hinanden i nærheden af byen. Den ene førte fra nord til syd ad det plateau der dannede „rygraden“ i det gamle Palæstina og forbandt byer som Dotan, Sikem, Betel, Betlehem, Hebron og Be’er-Sjeba. Den anden rute løb i øst-vestgående retning fra Rabba (vor tids Amman), gennem regnflodsdale til Jordanbækkenet og op ad de judæiske bjerges stejle skråninger, hvorefter den bugtede sig nedad mod vest til Middelhavskysten og havnebyen Joppe. Desuden var Jerusalem centralt beliggende i det forjættede land som et hele og var  derfor velegnet som centrum for landets administration.

Jerusalem ligger ca. 55 km fra Middelhavet og ca. 25 km direkte vest for Det Døde Havs nordlige ende, omgivet af højdedragene i landets centrale bjergkæde. (Jf. Sl 125:2.) Med sin beliggenhed ca. 750 m over havets overflade var den en af verdens højest beliggende hovedstæder på den tid. Dens „højde“ nævnes i Bibelen, og tilrejsende måtte ’drage op’ fra kystsletten for at komme til byen. (Sl 48:2; 122:3, 4) Klimaet er behageligt, nætterne kølige, og årets middeltemperatur omkring 17° C. Den årlige nedbør er på ca. 63 cm, og regnen falder hovedsagelig mellem november og april.

På trods af sin høje beliggenhed hæver Jerusalem sig ikke over det omliggende terræn. Byen som helhed dukker ikke op for den rejsendes blik før han er tæt ved den. Mod øst rejser Oliebjerget sig med sine 800 m; mod nord ligger Scopusbjerget, som er 820 m højt, og bjergene mod syd og vest når en højde af 835 m. Omgivet af disse højdedrag ligger Tempelbjerget, der er 740 m højt.

Man skulle synes at denne beliggenhed i krigstid ville være en alvorlig ulempe. Denne blev imidlertid opvejet af at byen på tre sider var omgivet af dale med stejle skrænter: Kedrondalen mod øst og Hinnoms Dal mod syd og vest. En dal der løb midt igennem byen i nord-sydlig retning, efter alt at dømme den dal som Josefus kalder Tyropøonsdalen (eller „Ostemagernes dal“), delte byens bjergmassiv i en østlig og en vestlig højderyg. (Den jødiske krig, 5. bog, 4. kap., 1. afsnit) Denne dal er i århundredernes løb blevet fyldt meget op, men selv i dag må man bevæge sig ned til en lavning midt i byen og derefter stige op på den anden side når man skal igennem byen. Noget tyder på at der foruden den nord-sydgående dal midt i byen også har været to mindre dale i øst-vestlig retning som yderligere opdelte højene, idet den ene skar sig igennem den østlige høj, og den anden igennem den vestlige.

De stejle skrænter ned mod byens omgivende dale har tilsyneladende altid indgået i byens forsvarssystem. Den eneste side af byen der ikke havde noget naturligt forsvar, var den nordlige, og her blev murene bygget særlig stærke. Da hærføreren Titus i år 70 angreb byen, fandt han ifølge Josefus at der på denne side var tre parallelle mure.

Vandforsyning. Når byen var under belejring, led den under mangel på fødevarer, men åbenbart har der ikke været store problemer med vandforsyningen. Selv om den lå i nærheden af den tørre Judas Ørken, havde den til stadighed adgang til ferskvand, og der var gode muligheder for at oplagre vandet inden for byens mure.

Tæt ved byen var der to kilder, En-Rogel og Gihon. Den første lå lidt syd for det sted hvor Kedrondalen og Hinnoms Dal mødes. Den var vigtig for byens vandforsyning, men dens beliggenhed gjorde at man var afskåret fra at benytte den når byen var under angreb eller belejring. Gihonkilden lå på den vestlige side af Kedrondalen og stødte op til det der senere blev kaldt „Davidsbyen“. Den lå uden for bymurene, men var alligevel så nær at man kunne grave en tunnel og en skakt, således at byens indbyggere kunne hente vand uden at gå uden for de beskyttende mure. Der er arkæologiske vidnesbyrd om at dette blev gjort på et tidligt tidspunkt i byens historie. I 1961 og 1962 blev der ved udgravninger afdækket en kraftig bymur af meget tidlig dato. Den lå neden for den øvre indgang til tunnelen og indesluttede altså denne. Man mener at det er muren omkring den gamle jebusitiske by.

I årenes løb blev der anlagt flere tunneler og kanaler til vandet fra Gihonkilden. En af kanalerne løb fra mundingen af den hule hvor Gihonkilden havde sit udspring, ned gennem dalen og rundt om enden af den sydøstlige høj til en dam der lå dér hvor Hinnoms Dal mødte Tyropøonsdalen. Fundene tyder på at vandet løb i en rende som var dækket med flade sten, og som visse steder var ført gennem en tunnel når der var klippefremspring. Med mellemrum var der åbninger hvorfra der kunne ledes vand ud til vanding af terrasserne nedenfor i dalen. Renden havde en hældning på kun 4-5 mm pr. m, så vandet flød roligt af sted, et forhold som gav anledning til udtrykket „Siloas vande som løber stille“. (Es 8:6) Man mener at denne kanal, som var ubeskyttet og derfor let at ødelægge, blev anlagt i Salomons regeringstid, hvor der var fred og tryghed i landet.

Som supplement til kilderne var husene i Jerusalem efter fundene at dømme udstyret med underjordiske cisterner. Deri opsamlede man regnvandet fra tagene, og det blev bevaret rent og køligt. Det lader til at der på tempelområdet har været særlig store cisterner; arkæologer hævder at have fundet 37 cisterner med en samlet kapacitet på omkring 38.000 m³. Én af dem anslås at have kunnet rumme 7600 m³.

I tidens løb blev der bygget flere akvædukter, eller vandledninger, som førte vand til Jerusalem. Traditionen tilskriver Salomon bygningen af en vandledning fra de såkaldte „Salomons Damme“ (tre reservoirer sydvest for Betlehem)  til tempelområdet i Jerusalem. I Prædikeren 2:6 siger Salomon: „Jeg anlagde mig vanddamme for med dem at kunne vande skoven der lader træer spire frem.“ Et så stort foretagende som bygningen af disse vanddamme kan også have omfattet anlæggelsen af en vandledning til de store mængder vand der var brug for i Jerusalem efter at tempeltjenesten var indført. Der findes dog ingen andre vidnesbyrd end traditionen til støtte for at Salomon har anlagt en vandledning fra Salomons Damme til Jerusalem. Der er spor af flere akvædukter. En vandledning bygget til at føre vand fra kilder i Wadi el-‛Arrub 20 km sydsydvest for Jerusalem til Salomons Damme er muligvis den der ifølge Josefus blev bygget af Pontius Pilatus for midler fra tempelkassen. (Jewish Antiquities, XVIII, 60 [iii, 2]; Den jødiske krig, 2. bog, 9. kap., 4. afsnit) Af de to akvædukter der går fra Salomons Damme til Jerusalem, er den nederste den ældste; den stammer muligvis fra Herodes’ eller hasmonæernes tid. Denne akvædukt gik under landsbyen Betlehem og videre til Tempelbjerget over „Wilsons Bue“.

Arkæologiske udgravninger. Selv om der er foretaget mange og store udgravninger og undersøgelser, er der kun fastslået få virkelige kendsgerninger om byen på Bibelens tid. Flere forskellige faktorer har vanskeliggjort undersøgelserne eller begrænset deres værdi. Jerusalem har været beboet næsten uafbrudt siden vor tidsregnings begyndelse, hvilket i betydelig grad har reduceret det område hvor man har kunnet foretage udgravninger. Byen har desuden været ødelagt flere gange, og nye byer er blevet anlagt oven på ruinerne, ofte med materiale fra disse ruiner. Dynger og lag af murbrokker, nogle steder indtil 30 m dybe, har udvisket de oprindelige konturer og gjort tydningen af de afdækkede rester usikker. Man har fundet dele af mure, damme, vandledninger og gamle grave, men meget lidt skriftligt materiale. De vigtigste arkæologiske fund er gjort på sydøsthøjen, som nu ligger uden for bymurene.

De vigtigste kilder til oplysninger om det gamle Jerusalem er derfor stadig Bibelen og den jødiske historiker Josefus’ beskrivelse af byen i det 1. århundrede.

Byens tidlige historie. Byen nævnes første gang på et tidspunkt mellem 1943 og 1933 f.v.t., nemlig da Abraham mødte Melkizedek. Melkizedek var „Salems konge“ og „den højeste Guds præst“. (1Mo 14:17-20) Men hvornår byen blev grundlagt, og hvem der boede i den, er lige så dunkelt som hvor dens kongepræst Melkizedek kom fra. — Jf. He 7:1-3.

Endnu en begivenhed i Abrahams liv fandt åbenbart også sted i nærheden af Jerusalem. Abraham fik befaling til at ofre sin søn Isak „på et af bjergene“ i „Morijas land“. Salomons tempel lå på „Morijas Bjerg“, på et sted hvor der tidligere havde været en tærskeplads. (1Mo 22:2; 2Kr 3:1) Det lader således til at Bibelen forbinder det sted hvor Abraham skulle ofre Isak, med bjerglandet omkring Jerusalem. (Se MORIJA.) Det oplyses ikke om Melkizedek stadig levede på det tidspunkt, men byen Salem var tilsyneladende stadig venligt stemt over for Abraham.

Tavlerne fra Tell el-Amarna, der for hovedpartens vedkommende indeholder korrespondance fra kana’anæiske herskere til deres ægyptiske overherrer, omfatter blandt andet syv breve fra kongen eller statholderen i Jerusalem (Urusalim). Disse breve er skrevet før israelitternes erobring af Kana’an. Det vil sige at Jerusalem i løbet af de omtrent 465 år der gik mellem Abrahams møde med Melkizedek og israelitternes erobring af landet, var blevet underlagt de hamitiske kana’anæere og befandt sig under det hamitiske ægyptiske riges overherredømme.

I beretningen om Josuas lynerobring af Kana’an nævnes Adoni-Zedek, kongen af Jerusalem, blandt de allierede konger der angreb Gibeon. Hans navn (som betyder „(min) herre er retfærdighed“) danner en nær parallel til navnet på Jerusalems tidligere konge, Melkizedek („retfærdigheds konge“), men Adoni-Zedek tilbad ikke den højeste Gud, Jehova. — Jos 10:1-5, 23, 26; 12:7, 8, 10.

Da stammerne fik tildelt deres områder, kom Jerusalem til at ligge på grænsen mellem Juda og Benjamin, idet grænsen fulgte Hinnoms Dal. Det vil sige at i det mindste den del af byen der senere kom til at hedde „Davidsbyen“, som lå på højderyggen mellem Kedrondalen og Tyropøonsdalen, kom til at ligge i Benjamins område. Men kana’anæerbyen havde åbenbart nogle fritliggende bebyggelser, eller „forstæder“, og en del af det beboede område har måske strakt sig ind i Judas stammeområde vest og syd for Hinnoms Dal. I Dommerne 1:8 får Judas stamme æren for oprindelig at have indtaget Jerusalem, men efter at hæren var fortsat på sit erobringstogt, er jebusitterne åbenbart blevet i byen (eller er vendt tilbage til den) i tilstrækkeligt antal til at danne en modstandslomme som hverken Juda eller Benjamin kunne nedkæmpe. Derfor siges der om både Juda og Benjamin at ’jebusitterne blev boende sammen med dem i Jerusalem’. (Jos 15:63; Dom 1:21) Sådan var det i omkring 400 år, og byen blev i den periode undertiden kaldt „Jebus“ og „en  by som tilhører fremmede“. — Dom 19:10-12; 1Kr 11:4, 5.

Under det forenede kongerige. Kong Sauls hovedkvarter lå i Gibea i Benjamins område. Kong Davids hovedstad var først Hebron i Juda, ca. 30 km sydsydvest for Jerusalem. Efter at have regeret dér i syv og et halvt år (2Sa 5:5) besluttede han at flytte sit regeringssæde til Jerusalem. Dette skete ved Jehovas ledelse (2Kr 6:4-6), idet Jehova flere hundrede år tidligere havde talt om ’det sted han ville udvælge for at knytte sit navn dertil’. — 5Mo 12:5; 26:2; jf. 2Kr 7:12.

Det ser ud til at jebusitternes by på det tidspunkt lå på den sydlige ende af den østlige højderyg. De var sikre på at deres befæstede by, der blev omtalt som „klippeborgen“ (1Kr 11:7), var uindtagelig med sine naturlige forsvarsværker i form af stejle skråninger på tre sider og, sandsynligvis, særlige befæstninger på nordsiden. Jebusitterne hånede David med at de blinde og halte i byen kunne slå hans angreb tilbage. Men David indtog byen, idet angrebet blev ledet af Joab, som uden tvivl skaffede sig adgang til byen gennem „vandledningen“. (2Sa 5:6-9; 1Kr 11:4-8) De lærde er ikke helt sikre på betydningen af det hebraiske udtryk der her er gengivet med „vandledningen“, men de godtager i almindelighed dette eller lignende udtryk („vandskakten“, RS, AT; „vandrenden“, JP) som det mest sandsynlige. Den korte beretning fortæller ikke nøjagtig hvordan byens forsvar blev gennembrudt. Efter at man har opdaget den tunnel og skakt der fører ned til Gihonkilden, er det blevet en udbredt opfattelse at Joab førte sine mænd op gennem denne lodrette skakt, gennem den skrånende tunnel og ind i byen og således overrumplede jebusitterne. (BILLEDE, bd. 2, s. 951) Hvordan det nu end skete, blev byen indtaget, og David flyttede sin residens hertil (1070 f.v.t.). Jebusitternes fæstning kom fra nu af til at hedde „Davidsbyen“ eller „Zion“. — 2Sa 5:7.

David indledte et byggeprogram i byen hvorunder han sandsynligvis også forbedrede byens forsvarsværker. (2Sa 5:9-11; 1Kr 11:8) Det sted der her og i senere beretninger kaldes „Millo“ (hebr.: hammillō’ʹ; 2Sa 5:9; 1Kg 9:15, 24; 11:27), var enten en bygning eller et geografisk sted som dengang var velkendt, men som i dag ikke kan identificeres. Da David senere overførte Jehovas hellige ark fra Obed-Edoms hus til Jerusalem, blev byen såvel det religiøse som det administrative centrum i landet. — 2Sa 6:11, 12, 17; se DAVIDSBYEN; GRAV, GRAVSTED; MILLO, 2.

Der findes ingen beretning om at Jerusalem blev angrebet under Davids regering, for han drog altid ud for at møde sine fjender. (Jf. 2Sa 5:17-25; 8:1-14; 11:1.) Ved én lejlighed forlod David byen før oprørsstyrker anført af hans egen søn Absalom rykkede frem imod den. Måske gjorde David dette for at undgå blodsudgydelse i en borgerkrig på dette sted som Jehovas navn hvilede over. (2Sa 15:13-17) Hvad motivet til Davids tilbagetog end var, opfyldtes derved den inspirerede profeti som Natan havde udtalt. (2Sa 12:11; 16:15-23) David tillod ikke at pagtens ark blev ført bort fra Jerusalem da han selv drog bort, men befalede de trofaste præster at vende tilbage til byen med den, til det sted som Gud selv havde udvalgt som dens bosted. (2Sa 15:23-29) Beskrivelsen i Anden Samuelsbog, kapitel 15, af den vej David fulgte da han forlod Jerusalem, skildrer udmærket de geografiske forhold i området øst for byen.

Hen imod slutningen af sin regeringstid begyndte David at sørge for byggematerialer til templet. (1Kr 22:1, 2; jf. 1Kg 6:7.) De sten han lod tilhugge, er måske hentet fra området omkring Jerusalem, for grundfjeldet her er af en sådan art at man let kan udhugge og tildanne sten i den ønskede størrelse og form; men når de udsættes for vind og vejr, bliver de alligevel både hårde og dekorative som bygningssten. Man har fundet rester af et stenbrud i nærheden af den nuværende Damaskusport, hvor store mængder sten er blevet udhugget i tidens løb.

En yderligere beskrivelse af området omkring Jerusalem, denne gang mod syd og øst, findes i beretningen om Salomons salvelse til konge på den aldrende kong Davids befaling. En anden af Davids sønner, Adonija, befandt sig ved kilden En-Rogel, hvor han lagde råd op om at bemægtige sig tronen, da Salomon blev salvet ved Gihonkilden. Afstanden mellem de to steder var så kort (ca. 700 m) at Adonija og hans medsammensvorne kunne høre lyden af hornet og hyldestråbene ved Gihon. — 1Kg 1:5-9, 32-41.

Under Salomons regering blev der udført store byggearbejder (og måske ombygninger) i selve byen, og dens område blev udvidet. (1Kg 3:1; 9:15-19, 24; 11:27; jf. Præ 2:3-6, 9.) Templet, hans mest bemærkelsesværdige bygningsværk, med de dertil hørende bygninger og forgårde blev opført på Morijas Bjerg på den østlige højderyg, nord for „Davidsbyen“, sikkert der hvor „Klippemoskeen“ i dag ligger. (2Kr 3:1; 1Kg 6:37, 38; 7:12) Blandt Salomons øvrige større byggerier i nærheden kan nævnes hans eget palads samt Libanonskovhuset, Søjlehallen  og Tronhallen, hvor han påhørte sager og afsagde domme. (1Kg 7:1-8) Dette kompleks af bygninger lå formodentlig syd for templet, dér hvor området skråner ned mod „Davidsbyen“. — KORT, bd. 1, s. 752; BILLEDE, bd. 1, s. 748.

Tiden efter rigets deling (997-607 f.v.t.). Ved Jeroboams oprør blev landet delt i to riger, og Jerusalem forblev kun hovedstad for de to stammer, Benjamin og Juda, under Salomons søn Rehabeam. Dog flyttede levitterne og præsterne til den by som Jehovas navn var knyttet til, og styrkede således Rehabeams kongedømme. (2Kr 11:1-17) Jerusalem var nu ikke længere rigets geografiske midtpunkt, men lå kun nogle få kilometer fra grænsen til det fjendtlige tistammerige mod nord. Inden der var gået fem år efter Salomons død, kom byen ud for det første af en lang række fjendtlige angreb. Kong Sjisjak af Ægypten invaderede Juda rige, da han sikkert anså landet for at være et let bytte i sin reducerede tilstand. På grund af landets troløshed mod Jehova lykkedes det fjenden at komme ind i Jerusalem og drage af med skatte fra templet og andre værdigenstande. Kun fordi byen omvendte sig, blev den beskyttet af Gud så den ikke blev helt ødelagt. — 1Kg 14:25, 26; 2Kr 12:2-12.

I den trofaste kong Asas regeringstid forsøgte kong Basja af Israel uden held at befæste sin stilling ved Judas nordlige grænse og at lukke grænsen så det blev umuligt for Nordrigets undersåtter at rejse til Jerusalem (for eventuelt at vise deres loyalitet over for Juda rige). (1Kg 15:17-22) At den rene tilbedelse fortsatte under Asas søn, kong Josafat, blev til beskyttelse og stor gavn for byen; blandt andet blev behandlingen af retssager forbedret. — 2Kr 19:8-11; 20:1, 22, 23, 27-30.

Dette mønster fortsatte under hele den resterende del af Jerusalems eksistens som hovedstad i Juda rige. Den sande tilbedelse medførte Jehovas velsignelse og beskyttelse; frafald førte til alvorlige vanskeligheder og udsatte byen for angreb. I Josafats troløse søn Jorams regeringstid (913-907 f.v.t.) blev byen, til trods for de stærke forsvarsmure, på ny invaderet og plyndret, denne gang af arabere og filistre i forening. (2Kr 21:12-17) I det følgende århundrede, hvor kong Joasj forlod retfærdighedens vej, blev Juda og Jerusalem invaderet af aramæerne. (2Kr 24:20-25) Under Amazjas frafald trængte israelitterne fra Nordriget ind i Juda og nedbrød et afsnit på ca. 180 m af den vigtige nordmur mellem Hjørneporten (i det nordvestlige hjørne) og Efraimsporten (øst for Hjørneporten). (2Kr 25:22-24) Det er muligt at byen på et tidligere tidspunkt var blevet udvidet så dens område nu strakte sig over den mellemliggende dal til den vestlige højderyg.

Kong Uzzija (829-778 f.v.t) foretog nogle vigtige tilføjelser til byens forsvarsværker. Han befæstede Hjørneporten (i det nordvestlige hjørne) og Dalporten (i det sydvestlige hjørne) med tårne og opførte et tårn ved Vinkelmuren, som sikkert var en del af østmuren, og som lå ikke så langt fra de kongelige bygninger, enten Davids eller Salomons. (2Kr 26:9; Ne 3:24, 25) Desuden forsynede Uzzija tårnene og hjørnerne med „krigsmaskiner“, måske mekaniske kastemaskiner, til afskydning af pile og store sten. (2Kr 26:14, 15) Hans søn Jotam fortsatte byggeprogrammet. — 2Kr 27:3, 4.

Efter den frafaldne kong Akaz gennemførte hans søn, den trofaste kong Ezekias, en renselse og istandsættelse af tempelområdet og lod afholde en stor påskehøjtid som trak folk til Jerusalem fra hele landet, også fra det nordlige rige. (2Kr 29:1-5, 18, 19; 30:1, 10-26) Efter denne genopvækkelse af den sande tilbedelse skulle der dog snart følge et angreb fra hedninger som spottede den sande Gud, hvis navn var knyttet til Jerusalem. I 732 f.v.t., otte år efter at assyrerne havde erobret nordriget Israel, fejede assyrerkongen Sankerib ned gennem Palæstina og lod nogle af sine tropper bøje af og true Jerusalem. (2Kr 32:1, 9) Ezekias havde beredt byen til at modstå en belejring. Han stoppede vandkilderne uden for byen for at skjule dem og gøre forholdene så vanskelige for fjenden som muligt, og han styrkede og befæstede murene. (2Kr 32:2-5, 27-30) Det ser ud til at den vandledning han lavede for at føre vandet fra Gihonkilden ind i byen, allerede var færdig på dette tidspunkt og altså var blevet anlagt i fredstid. (2Kg 20:20; 2Kr 32:30) Hvis det, som man formoder, drejer sig om den tunnel der er udhugget gennem klippen fra Gihonkilden til Siloamdammen i Tyropøonsdalen, var det ikke noget lille projekt der kunne gøres færdigt på nogle få dage. (Se ARKÆOLOGI [Palæstina og Syrien]; GIHON, 2) Byens styrke lå imidlertid ikke i dens forsvarssystemer og forsyninger, men i Jehova Guds beskyttende magt, for han havde sagt: „Jeg vil forsvare denne by for at frelse den, for min egen skyld og for min tjener Davids skyld.“ (2Kg 19:32-34) Den mirakuløse udslettelse af 185.000 mand i assyrernes lejr tvang Sankerib til i hast at vende tilbage til Assyrien. (2Kg 19:35, 36) I de assyriske annaler praler Sankerib af at have spærret Ezekias inde i Jerusalem „som en fugl i et bur“, men han nævner ikke noget om at byen blev indtaget. — Se SANKERIB.

 I Manasses regeringstid (716-662 f.v.t.) blev der bygget en ydre bymur langs Kedrondalen. I dette tidsrum gled nationen dog længere bort fra den sande tilbedelse. (2Kr 33:1-9, 14) Manasses sønnesøn Josias fik for en tid standset dette forfald, og under hans regering blev Hinnoms Dal, som havde været anvendt til grusomme afgudsceremonier, erklæret for uren og gjort uegnet som tilbedelsessted, formentlig ved at blive gjort til affaldsplads for byen. (2Kg 23:10; 2Kr 33:6) Det lader til at „Askedyngeporten“ vendte ud mod denne dal. (Ne 3:13, 14; se GEHENNA; HINNOMS DAL.) På Josias’ tid nævnes „den anden bydel“ („den nye bydel“, DA31, DA92) for første gang. (2Kg 22:14; 2Kr 34:22) Denne „anden“ eller „nye“ bydel menes at være den del af byen der lå vest eller nordvest for tempelområdet. — Zef 1:10.

Efter Josias’ død forværredes forholdene hurtigt i Jerusalem idet fire troløse konger fulgte efter hinanden. I kong Jojakims ottende regeringsår kom Juda under Babylons overherredømme. Jojakims oprør tre år senere medførte at babylonierne kom og belejrede Jerusalem, plyndrede byen for skatte og bortførte den nye konge, Jojakin, og andre af byens borgere. (2Kg 24:1-16; 2Kr 36:5-10) Kong Zedekias, som babylonierne indsatte, prøvede at kaste det babyloniske åg af sig, og i hans niende regeringsår (609 f.v.t.) blev Jerusalem igen belejret. (2Kg 24:17-20; 25:1; 2Kr 36:11-14) En ægyptisk kampstyrke som drog ud for at befri Jerusalem, fik kun belejrerne til midlertidigt at trække sig bort fra byen. (Jer 37:5-10) Som Jehova havde forudsagt ved Jeremias, vendte babylonierne tilbage og genoptog belejringen. (Jer 34:1, 21, 22; 52:5-11) Under den sidste del af belejringen var Jeremias under forvaring i „vagtforgården“ (Jer 32:2; 38:28), som var forbundet med „Kongens Hus“. (Ne 3:25) Endelig, efter 18 måneders belejring med deraf følgende sult, sygdom og død, blev Jerusalems mure gennembrudt, og byen blev indtaget. Det var i Zedekias’ 11. regeringsår. — 2Kg 25:2-4; Jer 39:1-3.

Ødelæggelse og genopbygning. Byens mure blev gennembrudt den 9. tammuz 607 f.v.t. En måned senere, den 10. ab, drog en af Nebukadnezars stormænd, Nebuzar-Adan, ind i den erobrede by og begyndte at ødelægge den; han brændte templet og andre bygninger og rev bymurene ned. Jerusalems konge og de fleste af byens indbyggere blev ført i landflygtighed til Babylon, og byens skatte blev ført bort som bytte. — 2Kg 25:7-17; 2Kr 36:17-20; Jer 52:12-20; BILLEDE, bd. 2, s. 326.

Arkæologen Conders udtalelse om at „der er et hul i den ødelagte bys historie indtil Kyros“, holder stik, ikke blot for Jerusalems vedkommende, men for hele Juda rige. I modsætning til assyrerne flyttede babylonierne ikke andre folkeslag til de erobrede områder. Som forudsagt kom landet til at ligge øde i 70 år. — Jer 25:11; 2Kr 36:21.

I perseren Kyros’ „første år“, sandsynligvis som hersker over Babylon, (538 f.v.t.) udgik der et kongeligt dekret om at de landflygtige jøder kunne ’drage op til Jerusalem, som er i Juda, og genopbygge Jehovas, Israels Guds, hus’. (Ezr 1:1-4) De der foretog den lange rejse til Jerusalem, medbringende templets skatte, udgjorde 42.360 mænd foruden trælle og professionelle sangere. De ankom i tide til at fejre løvhyttefesten i tisjri måned (september/oktober) 537 f.v.t. (Ezr 2:64, 65; 3:1-4) Templets genopbygning kom i gang under landshøvdingen Zerubbabels ledelse, og efter forskellige komplikationer på grund af fjendskab udefra og en vis ligegyldighed indadtil blandt de hjemvendte jøder blev det omsider færdigt i marts 515 f.v.t. Flere jøder vendte tilbage sammen med den skriftlærde præst Ezra i 468 f.v.t., og de havde efter kong Artaxerxes den Langhåndedes befaling flere skatte med til templet for at „hædre Jehovas hus, som er i Jerusalem“. (Ezr 7:27) De skatte som de medbragte, repræsenterede en værdi af hen ved 260 millioner kroner. — Ezr 8:25-27.

Omkring 150 år efter at Nebukadnezar havde indtaget byen, lå dens mure og porte stadig nedbrudte. Nehemias fik af kong Artaxerxes tilladelse til at rejse til Jerusalem for at råde bod på forholdet. (Ne 2:1-8) Beretningen om hans natlige inspektion og om hans fordeling af arbejdet mellem de forskellige familier er en vigtig kilde til oplysninger om byens grundplan på det tidspunkt, navnlig med hensyn til dens porte. (Ne 2:11-15; 3:1-32; se PORT.) Denne genopbygning var en opfyldelse af Daniels profeti og markerede begyndelsen til de 70 profetiske „uger“ der skulle gå før Messias trådte frem. (Da 9:24-27) Trods modstand lykkedes det jøderne på kun 52 dage (i år 455 f.v.t.) at omslutte Jerusalem med en mur forsynet med porte. — Ne 4:1-23; 6:15; 7:1; se HALVFJERDS UGER (’Fra ordet udgår’).

Jerusalem var nu „udstrakt og stor“, men „der var få folk i den“. (Ne 7:4) Efter at man havde oplæst lovbogen „på torvet foran Vandporten“ i byens østlige del og fejret løvhyttefesten (Ne 3:26; 8:1-18), traf man derfor foranstaltning til at øge byens befolkning ved at udtage hver tiende israelit til at bosætte sig i den. Det skete ved lodkastning, men der var åbenbart også frivillige  der meldte sig. (Ne 11:1, 2) Der blev foretaget en åndelig renselse for at byens befolkning kunne udøve den sande tilbedelse på det rette grundlag. (Ne 12:47–13:3) Nehemias’ embedsperiode som landshøvding varede 12 år eller mere, og i løbet af den tid foretog han en rejse tilbage til perserkongens hof. Da han vendte tilbage til Jerusalem, fandt han at en yderligere renselse var nødvendig. (Ne 13:4-31) Med beretningen om hans resolutte indgriben for at komme frafaldet til livs slutter De Hebraiske Skrifter på et tidspunkt efter år 443 f.v.t.

Under hellenistisk og makkabæisk herredømme. Overgangen fra medo-persisk til græsk styre indtraf i 332 f.v.t. da Alexander den Store marcherede gennem Juda. De græske historikere nævner intet om at Alexander drog ind i Jerusalem, men byen kom i hvert fald under græsk herredømme, og det er rimeligt at antage at Alexander ikke totalt ignorerede den. Den jødiske overlevering, som er gengivet af Josefus, siger at Alexander, da han nærmede sig Jerusalem, blev mødt af den jødiske ypperstepræst, der viste ham Daniels inspirerede profetier som forudsagde Grækenlands lynerobringer. (Jewish Antiquities, XI, 326-338 [viii, 4, 5]; Da 8:5-7, 20, 21) Hvordan det end forholder sig, har Jerusalem tilsyneladende gennemlevet denne forandring i styret uden at lide overlast.

Efter Alexanders død blev Jerusalem og Judæa underlagt ptolemæerne, som herskede fra Ægypten. I år 198 f.v.t. blev byen indtaget af Antiochos den Store (som herskede i Syrien) efter at denne havde erobret den befæstede by Zidon, og Juda blev nu underlagt seleukidernes rige. (Jf. Da 11:16.) Dette herredømme varede i 30 år, men i 168 f.v.t. indviede den syriske konge Antiochos IV (Epifanes) — i et forsøg på at hellenisere jøderne fuldstændigt — Jerusalems tempel til Zeus (Jupiter) og vanhelligede alteret med et urent offer. (1 Makkabæerbog 1:57, 62; 2 Makkabæerbog 6:1, 2, 5; BILLEDER, bd. 2, s. 335) Dette blev signalet til makkabæernes (eller hasmonæernes) opstand. Efter tre års kampe fik Judas Makkabæer herredømmet over byen og templet, og han genindviede Jehovas alter til den sande tilbedelse på årsdagen for dets vanhelligelse, den 25. kislev i år 165 f.v.t. — 1 Makkabæerbog 4:52-54; 2 Makkabæerbog 10:5; jf. Joh 10:22.

Krigen mod seleukiderne var imidlertid ikke forbi. Jøderne anmodede Rom om hjælp, og således kom endnu en magtfaktor ind i billedet omkring år 160 f.v.t. (1 Makkabæerbog 8:17, 18) Jerusalem begyndte nu at komme under indflydelse af det ekspanderende Romerrige. Omkring år 142 f.v.t. lykkedes det Simon Makkabæer at gøre Jerusalem til hovedstaden i et land der tilsyneladende ikke var underlagt eller skulle betale skat til ikkejødiske nationer. Aristobulus I, Jerusalems ypperstepræst, tiltog sig endog titlen „konge“ i 104 f.v.t. Han hørte dog ikke til Davids slægt.

Jerusalem var ikke en ’fredens by’ i denne periode. Indre stridigheder som var antændt af selvisk ærgerrighed og blev forværret af rivaliserende religiøse partier — saddukæere, farisæere, zeloter og andre — svækkede byen alvorligt. En voldsom strid mellem Aristobulus II og hans broder Hyrkan (II) førte til at Rom blev anmodet om at mægle i striden. Efter tre måneders belejring i år 63 f.v.t. lykkedes det de romerske styrker under Pompejus at underlægge sig byen. Tolv tusind jøder skal have mistet livet under kampene, mange af dem for deres landsmænds hånd.

I Josefus’ beretning om Pompejus’ indtagelse af byen nævnes for første gang en bro, eller viadukt, der førte over Tyropøonsdalen. Den tjente som forbindelsesled mellem byens østlige og vestlige halvdel og gav indbyggerne i den vestlige del direkte adgang til tempelområdet.

Nogle år efter blev idumæeren Antipater (II) indsat af romerne som statholder over Judæa, og en makkabæer blev ypperstepræst og etnark (lokal hersker) i Jerusalem. Senere blev Antipaters søn Herodes (den Store) udnævnt af Rom til konge over Judæa, men han indtog ikke Jerusalem før år 37 eller 36 f.v.t., fra hvilket tidspunkt hans kongedømme egentlig kan regnes.

Under Herodes den Store. Herodes’ herredømme var kendetegnet af dristige byggeforetagender, og byen nød betydelig velstand i denne periode. Der blev opført et teater, en bygning til legemsøvelser og en hippodrom (BILLEDE, bd. 2, s. 535) foruden andre offentlige bygninger. Herodes byggede desuden et velbefæstet palads (BILLEDE, bd. 2, s. 538), som sandsynligvis lå i byens vestlige del, syd for den nuværende Jaffaport, hvor arkæologer mener at have fundet fundamentet til et af slottets tårne. En anden fæstning, Antoniaborgen, lå i nærheden af tempelområdet og var forbundet med dette ved en passage. (BILLEDE, bd. 2, s. 535; Jewish Antiquities, XV, 424 [xi, 7]) Det betød at den romerske garnison der var stationeret her, hurtigt kunne få adgang til tempelområdet, som det sikkert skete da soldater reddede Paulus fra en pøbelskare dér. — Apg 21:31, 32.

Herodes’ største byggeforetagende var dog ombygningen af templet og de tilhørende bygninger. Projektet blev påbegyndt i hans 18. regeringsår.  (Jewish Antiquities, XV, 380 [xi, 1]) Selve templet blev fuldført på halvandet år, men arbejdet på de tilstødende bygninger og forgårde fortsatte længe efter hans død. (Joh 2:20) Tempelområdet blev udvidet til det dobbelte af dets tidligere areal. En del af tempelforgårdens mur står formodentlig stadig, den der i dag kaldes „Vestmuren“, eller „Grædemuren“. Arkæologer henfører murens nederste lag, bestående af 0,9 m høje stenblokke, til Herodes’ tid.

Fra 2 f.v.t. til 70 e.v.t. I forbindelse med begivenhederne i denne periode nævnes Jerusalem hyppigt i De Kristne Græske Skrifter. Jesu fødsel fandt ikke sted i Jerusalem, men i Betlehem, „Davids by“, som lå nærved. (Lu 2:10, 11) Astrologerne fra Østen kom imidlertid til Jerusalem, og deres forespørgsel om „den jødernes konge“ som var født, foruroligede både Herodes og „hele Jerusalem med ham“. (Mt 2:1-3) Kort efter at Herodes havde udstedt sin grusomme befaling om at lade alle drengebørn i Betlehem dræbe, døde han, øjensynlig i år 1 f.v.t. (Se HERODES, 1.) Hans søn Arkelaus efterfulgte ham som hersker over Jerusalem og Judæa samt andre områder. Rom fjernede senere Arkelaus på grund af hans forbrydelser, hvorefter statholdere, direkte udnævnt af Rom, overtog styret, blandt disse Pontius Pilatus under Jesu jordiske tjeneste. — Lu 3:1.

Jesus blev bragt til Jerusalem 40 dage efter sin fødsel og fremstillet i templet som Marias førstefødte. Simeon og Anna glædede sig i deres høje alder over at se den lovede Messias, og Anna talte om ham „til alle som ventede på Jerusalems befrielse“. (Lu 2:21-38; jf. 3Mo 12:2-4.) Det nævnes ikke hvor ofte han ellers kom til Jerusalem i sin barndom, bortset fra en enkelt gang som 12-årig. Han kom da i samtale med nogle af lærerne på tempelområdet og var således beskæftiget ’i sin Faders hus’, i sin Faders udvalgte by. — Lu 2:41-49.

Efter sin dåb tog Jesus under sin tjeneste, der varede tre og et halvt år, nu og da til Jerusalem. Under alle omstændigheder kom han der til de tre årlige højtider, som alle jøder af mandkøn havde pligt til at overvære. (2Mo 23:14-17) Men en stor del af sin tid tilbragte han uden for hovedstaden idet han forkyndte og underviste i Galilæa og andre dele af landet.

Bortset fra tempelområdet, hvor Jesus hyppigt underviste, nævnes kun få andre lokaliteter i byen ved navn i forbindelse med hans tjeneste. Dammen Betzata med dens fem søjlegange (Joh 5:2) menes at være den dam som er blevet udgravet lige nord for tempelområdet. (Se BETZATA.) Siloamdammen ligger på en skråning på den sydlige del af den østlige højderyg, og den får sit vand fra Gihonkilden gennem den vandledning eller tunnel der tilskrives Ezekias. (Joh 9:11; BILLEDE, bd. 2, s. 949) I forbindelse med Jesu sidste besøg i byen gives der dog mere detaljerede oplysninger om hvor begivenhederne fandt sted. — KORT, bd. 2, s. 742; BILLEDER, bd. 2, s. 743.

Seks dage før påskehøjtiden i år 33 kom han til Betania på den østlige side af Oliebjerget. Dagen efter, den 9. nisan, red han som Jehovas salvede konge ind i byen på et æselføl som en opfyldelse af profetien i Zakarias 9:9. (Mt 21:1-9) Undervejs ned ad Oliebjerget standsede han op et øjeblik for at betragte byen, og han græd over den idet han forudsagde og beskrev dens kommende belejring og ødelæggelse. (Lu 19:37-44) Da han kom ind i byen, sikkert gennem en port i østmuren, „blev hele byen bragt i bevægelse“, for nyheder spredtes hurtigt i dette forholdsvis lille område. — Mt 21:10.

I resten af tiden tilbragte han dagene i Jerusalem og nætterne i Betania. (Lu 21:37, 38) Den 10. nisan rensede han tempelområdet for kræmmere (Mt 21:12, 13), ligesom han havde gjort tre år tidligere. (Joh 2:13-16) Den 11. nisan var han sammen med fire af sine disciple på Oliebjerget, hvorfra der var udsigt over byen og templet, og udtalte her sin store profeti om Jerusalems kommende ødelæggelse, „afslutningen på tingenes ordning“ og sin nærværelse. (Mt 24; Mr 13; Lu 21) Den 13. nisan traf Peter og Johannes forberedelser til påskemåltidet i et værelse ovenpå et sted i byen, hvor Jesus samme aften (begyndelsen af den 14. nisan) spiste dette måltid sammen med apostlene. Efter dette samvær forlod de byen, gik over „Kedrons Vinterbæk“ og op ad Oliebjergets skråning til den have der hed Getsemane. (Mt 26:36; Lu 22:39; Joh 18:1, 2) Getsemane betyder „olieperse“, og der findes endnu meget gamle oliventræer på skråningen, men havens nøjagtige beliggenhed kan man i dag kun gisne om. — Se GETSEMANE.

Da Jesus var blevet arresteret denne nat, blev han ført tilbage til Jerusalem til præsterne Annas og Kajfas og til Sanhedrinsalen. (Mt 26:57–27:1; Joh 18:13-27) Derfra blev han ved daggry ført for Pilatus i „landshøvdingens palads“ (Mt 27:2; Mr 15:1, 16) og derefter for Herodes Antipas, som også befandt sig i Jerusalem på det tidspunkt. (Lu 23:6, 7) Til sidst blev han sendt tilbage til Pilatus, der afsagde den endelige dom over ham „på et sted som blev kaldt Det Stenlagte, men på hebraisk Gabbata“. — Lu 23:11; Joh 19:13; se STENLAGTE, DET.

 Jesus blev pælfæstet på det sted der kaldtes Golgata, som betyder „Hovedskalsted“. (Mt 27:33-35; Lu 23:33) Det lå uden for byens mure, sandsynligvis mod nord, men stedet kan ikke udpeges med sikkerhed i dag. (Se GOLGATA.) Det samme gælder det sted hvor Jesus blev begravet. — BILLEDER, bd. 2, s. 948.

Pottemagermarken, der blev købt „til begravelsesplads for de fremmede“ for de penge som præsterne havde bestukket Judas med, og som denne havde kastet tilbage til dem (Mt 27:5-7), bliver ifølge traditionen identificeret med et areal umiddelbart syd for Hinnoms Dal i nærheden af det sted hvor den løber sammen med Kedrondalen. Der findes mange grave i dette område. — Se HAKELDAMA.

I aposteltiden. Efter sin opstandelse gav Jesus sine disciple besked på endnu ikke at forlade Jerusalem. (Lu 24:49; Apg 1:4) Byen skulle blive udgangspunkt for arbejdet med at forkynde sindsændring til synders tilgivelse på grundlag af Kristi navn. (Lu 24:46-48) Ti dage efter at han var steget til himmelen, blev disciplene, som var forsamlet i en sal ovenpå, salvet med hellig ånd. (Apg 1:13, 14; 2:1-4) Jerusalem vrimlede med jøder og proselytter som var kommet tilrejsende fra alle dele af Romerriget for at fejre pinsen. De åndsfyldte kristnes forkyndelse førte til at tusinder blev døbte disciple; og med tusinder som aflagde vidnesbyrd om deres tro, er det ikke noget under at de vrede religiøse ledere udbrød: „Se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære.“ (Apg 5:28) Forkyndelsens virkning blev forstærket af mirakler, deriblandt helbredelsen af en vanfør tigger ved „den tempeldør som kaldes Den Skønne“, sandsynligvis østporten til kvindernes forgård. — Apg 3:2, 6, 7.

Selv efter at forkyndelsen var begyndt at udgå fra Jerusalem til „Samaria og til jordens fjerneste egne“ (Apg 1:8), fortsatte Jerusalem med at være sædet for den kristne menigheds styrende råd. På et tidligt tidspunkt bevirkede forfølgelsen at „alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne“. (Apg 8:1; jf. Ga 1:17-19; 2:1-9.) Fra Jerusalem blev nogle af apostlene og disciplene udsendt for at hjælpe nye grupper af troende, som for eksempel i Samaria. (Apg 8:14; 11:19-22, 27) Da Saulus fra Tarsus (Paulus) var i Jerusalem for første gang som kristen, fandt han det snart nødvendigt at afkorte sit besøg i byen fordi der var planer om at myrde ham (Apg 9:26-30); men der var også perioder med fred. (Apg 9:31) Det var i Jerusalem at Peter aflagde beretning for de forsamlede kristne om at Gud havde antaget hedninger som troende, og det var her spørgsmålet om omskærelsen og andre dermed forbundne sager blev afgjort. — Apg 11:1-4, 18; 15:1, 2, 22-29; Ga 2:1, 2.

Jesus havde kaldt Jerusalem for den der „dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende“. (Mt 23:37; jf. v. 34-36.) Selv om mange af byens borgere fik tro på Guds søn, fortsatte  byen som helhed i det vante spor. Derfor blev ’dens hus overladt til sig selv’. (Mt 23:38) I år 66 førte en jødisk opstand til at de romerske styrker under Cestius Gallus omringede byen og gjorde et fremstød helt op til tempelmurene. Men pludselig trak Cestius Gallus sig tilbage, tilsyneladende uden grund. Dette gav de kristne mulighed for at følge Jesu vejledning: „Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i [Jerusalems] midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den.“ (Lu 21:20-22) Eusebios oplyser i sin kirkehistorie at de kristne forlod Jerusalem og hele Judæa og flygtede til en by i Peræa ved navn Pella. — Eusebs Kirkehistorie, III, v, 3.

Jerusalems frihed efter romernes tilbagetrækning varede kun kort, ligesom da babylonierne for en tid trak sig tilbage for at tage sig af ægypterne hen imod slutningen af kong Zedekias’ regering. Under hærføreren Titus vendte de romerske styrker tilbage i forøget antal i år 70 og belejrede byen, som nu var fyldt med jøder der fejrede påsken. Romerne opkastede belejringsvolde og byggede en mur, eller palisade, hele vejen rundt om byen så ingen kunne undslippe hverken om dagen eller om natten. Også dette opfyldte Jesu profeti. (Lu 19:43) Inde i byen skændtes og stredes rivaliserende grupper; en stor del af fødevareforsyningen blev ødelagt, og de der blev grebet i at ville flygte fra byen, blev dræbt som forrædere. Josefus, som er kilden til disse oplysninger, fortæller at hungersnøden efterhånden blev så alvorlig at folk begyndte at tygge læder og at spise halm, ja endda deres egne børn. (Jf. Kl 2:11, 12, 19, 20; 5Mo 28:56, 57.) Titus’ gentagne tilbud om fred blev konsekvent afslået af byens ubøjelige ledere.

Til sidst blev murene systematisk gennembrudt, og de romerske soldater strømmede ind i byen. (BILLEDE, bd. 2, s. 752) Trods ordrer om at templet skulle skånes, blev det stukket i brand og plyndret. Ifølge Josefus skete dette på årsdagen for Nebukadnezars ødelæggelse af det første tempel mange hundrede år tidligere. Han fortæller også at arkivet med stammernes og slægternes stamtavler og fortegnelserne over deres arvelodder blev stukket i brand. (Den jødiske krig, 6. bog, 4. kap., 5. afsnit; 2. bog, 17. kap., 6. afsnit; 6. bog, 6. kap., 3. afsnit) Dermed forsvandt det juridiske grundlag for at kunne fastslå hvem der hørte til messiasstammen Juda eller præstestammen Levi.

Erobringen blev gennemført på kun 4 måneder og 25 dage, fra den 3. april til den 30. august år 70. Skønt trængselen var hård, var den altså bemærkelsesværdig kort. Jødernes egen urimelige holdning og deres tåbelige handlinger i byen bidrog sikkert til at trængselen blev så kortvarig. Josefus anslår tallet på de døde til 1.100.000, men der var også nogle som overlevede. (Jf. Mt 24:22.) I alt 97.000 blev taget til fange, hvoraf mange blev ført som slaver til Ægypten eller blev dræbt med sværd eller af vilde dyr i de romerske provinsers arenaer. Også dette opfyldte en guddommelig profeti. — 5Mo 28:68.

Hele byen blev jævnet med jorden, og kun tårnene af Herodes’ palads og en del af den vestlige bymur blev stående som et vidnesbyrd for senere generationer om hvor stærkt et forsvar der her var kommet til kort. Josefus fortæller: „Hele resten af ringmuren om byen jævnede sejrherrerne så grundigt med jorden, at ingen fremtidige besøgende nogensinde ville tro, at der her havde boet mennesker.“ (Den jødiske krig, oversat af Erling Harsberg, 1997, 7. bog, 1. kap., 1. afsnit) Et relief på Titusbuen i Rom viser romerske soldater bærende på hellige redskaber fra det ødelagte tempel. — Jf. Mt 24:2; BILLEDE, bd. 2, s. 752.

 Senere perioder. Jerusalem lå praktisk talt øde hen indtil omkring år 130 e.v.t. da kejser Hadrian befalede at en ny by med navnet Aelia Capitolina skulle opføres. Dette gav stødet til en jødisk opstand anført af Bar Kochba (132-135 e.v.t.). Den havde fremgang i nogen tid, men blev så knust. I næsten 200 år var det ikke tilladt jøder at komme ind i den by romerne havde bygget. I det 4. århundrede besøgte Konstantin den Stores moder, Helena, Jerusalem og begyndte at identificere de mange såkaldte hellige steder og helligdomme. Senere erobrede muslimerne byen. I dag findes der to islamiske bygninger på Tempelbjerget. Sidst i det 7. århundrede byggede kaliffen ‛Abd al-Malik ibn Marwan Klippemoskeen på eller i nærheden af det sted hvor templet havde ligget. Den kaldes en moské, et bedested, og er en helligdom for muslimer. Syd for Klippemoskeen ligger el-Aqsamoskeen, som blev opført i begyndelsen af det 7. århundrede oven på en tidligere bygning.

Yderligere oplysninger om lokaliteter i og i nærheden af Jerusalem findes i artiklerne EN-ROGEL, KEDRONS REGNFLODSDAL, MAKTESJ, OFEL, OLIEBJERGET, TEMPEL, ZION m.fl.

Byens betydning. Jerusalem var langt mere end hovedstaden i et land. Den var den eneste by på hele jorden som Jehova Gud havde knyttet sit navn til. (1Kg 11:36) Efter at pagtens ark, symbolet på Guds nærværelse, var blevet bragt dertil, og i endnu højere grad efter at templet, eller Guds hus, var blevet opført i byen, blev Jerusalem i billedlig forstand Jehovas residens, hans „bolig“, eller „hvilested“. (Sl 78:68, 69; 132:13, 14; 135:21; jf. 2Sa 7:1-7, 12, 13.) Eftersom kongerne af Davids slægt var Guds salvede og sad på „Jehovas trone“ (1Kr 29:23; Sl 122:3-5), blev Jerusalem også kaldt „Jehovas trone“, og de stammer eller nationer der vendte sig til byen i anerkendelse af Guds suverænitet, samledes i virkeligheden om Jehovas navn. (Jer 3:17; Sl 122:1-4; Es 27:13) De der var fjendtligt indstillet over for byen, eller som kæmpede imod den, modstod i virkeligheden Guds suverænitet. I betragtning af profetien i 1 Mosebog 3:15 var det noget der med sikkerhed ville ske.

Jerusalem repræsenterede derfor sædet for den guddommeligt indsatte regering, Guds forbilledlige rige. Derfra udgik Guds lov, hans ord og hans velsignelse. (Mik 4:2; Sl 128:5) De der arbejdede for Jerusalems fred og søgte dens bedste, fremmede derfor gennemførelsen af Guds retfærdige hensigt og vilje. (Sl 122:6-9) Selv om byen lå smukt blandt Judas bjerge og sikkert har frembudt et imponerende syn, bestod dens egentlige ophøjethed og skønhed i at Jehova Gud havde æret og herliggjort den så den kunne tjene som „en hæderskrone“ for ham. — Sl 48:1-3, 11-14; 50:2; Es 62:1-7.

Eftersom det først og fremmest er Jehovas fornuftbegavede skabninger der priser ham og udfører hans vilje, var det ikke de bygninger som udgjorde byen, der var afgørende for om han fortsat ville benytte den, men dens indbyggere, herskerne og folket, præsterne og de tilbedende. (Sl 102:18-22; Es 26:1, 2) Når indbyggerne var trofaste og ærede hans navn i ord og handling, velsignede og forsvarede han byen. (Sl 125:1, 2; Es 31:4, 5) De fleste af indbyggerne faldt imidlertid fra den sande tilbedelse, og derfor kom Jehovas mishag snart over dem, og han erklærede at han ville forkaste byen som havde båret hans navn. (2Kg 21:12-15; 23:27) Han ville „fjerne støtte og stiver“ fra byen, hvorved den ville blive fyldt med tyranni, oprørskhed blandt unge og manglende respekt for mænd i ærefulde stillinger; Jerusalem ville blive nedværdiget og ydmyget. (Es 3:1-8, 16-26) Selv om Jehova Gud lod byen genopbygge 70 år efter at han havde tilladt babylonierne at ødelægge den, og på ny gjorde den til det smukke og glædesfyldte centrum for den sande tilbedelse på jorden (Es 52:1-9; 65:17-19), faldt folket og dets ledere igen fra den sande tilbedelse.

Jehova bevarede byen indtil han sendte sin søn til jorden. Den måtte være der for at messiasprofetierne kunne opfyldes. (Es 28:16; 52:7; Zak 9:9) Toppunktet af Israels frafald blev nået da man pælfæstede Messias, Jesus Kristus. (Jf. Mt 21:33-41.) Da dette fandt sted i Jerusalem, på foranledning af folkets ledere og med folkets støtte, var Guds fuldstændige og uigenkaldelige forkastelse af byen som den der repræsenterede ham og bar hans navn, beseglet. (Jf. Mt 16:21; Lu 13:33-35.) Hverken Jesus eller hans apostle forudsagde at Gud ville lade det jordiske Jerusalem og dets tempel genrejse efter byens ødelæggelse, som indtraf i år 70.

Navnet Jerusalem blev dog fortsat anvendt, nemlig som symbol på noget større end den jordiske by. Apostelen Paulus åbenbarede ved guddommelig inspiration at der findes et „Jerusalem som er oventil“, og han omtalte det som de salvede kristnes „moder“. (Ga 4:25, 26) Dette „Jerusalem som er oventil“ kommer derved til at indtage pladsen som hustru til Jehova Gud, den store Fader og Livgiver. Så længe det jordiske Jerusalem tjente som hovedstad for Guds udvalgte folk, blev det også omtalt som en kvinde der var Guds hustru, bundet til ham med hellige  bånd i et pagtsforhold. (Es 51:17, 21, 22; 54:1, 5; 60:1, 14) Byen kom således til at stå for hele menigheden af Guds tjenere på jorden. Svarende hertil må „det Jerusalem som er oventil“ repræsentere hele menigheden af Jehovas loyale tjenere i den åndelige verden.

Det ny Jerusalem. I den inspirerede Åbenbaringsbog fortæller apostelen Johannes om „det ny Jerusalem“. (Åb 3:12) I forbindelse med det syn han får af „en ny himmel og en ny jord“, ser han denne „hellige by“ „komme ned fra himmelen fra Gud, beredt som en brud smykket for sin ægtemand“. Denne „brud“ siges at være „Lammets hustru“. (Åb 21:1-3, 9-27) I andre apostolske skrifter anvendes det samme billede om den kristne menighed af salvede. (2Kor 11:2; Ef 5:21-32) I Åbenbaringen 14:1-5 skildres „Lammet“ Kristus Jesus som stående på Zions Bjerg, der også er forbundet med Jerusalem (jf. 1Pe 2:6), og sammen med ham ses 144.000 som har hans navn og hans Faders navn skrevet på deres pander. — Se NY JERUSALEM, DET.

Det utro Jerusalem. Eftersom der i Bibelen er mange fordømmelser af Jerusalem, er det klart at byen kun symboliserede eller skildrede Jehovas himmelske organisation og, undertiden, den sande kristne menighed, „Guds Israel“, når den var trofast. (Ga 6:16) Når den var troløs, blev den fremstillet som en skøge, en utugtig kvinde; den blev som de hedenske amoritter og hetitter der engang beherskede byen. (Ez 16:3, 15, 30-42) Som sådan kunne den kun repræsentere de frafaldne, dem der var utro mod Gud, hvis navn de hævdede at bære. — Jak 4:4.

Det ses således at „Jerusalem“ anvendes i flere betydninger, og den rette betydning må i hvert enkelt tilfælde afgøres på grundlag af sammenhængen. — Se NATIONERNES FASTSATTE TIDER.

[Kort på side 1104]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JERUSALEM OG OMEGN

Jerusalem

Betlehem

Ba’al-Perazim

Betfage

Betania

Nob

Anatot

Gibea

Geba

Rama

Gibeon

Emmaus

Kirjat-Jearim

Mikmas

Mizpa

Øvre Bet-Horon

Nedre Bet-Horon

Aj

Betel

[Illustration på side 1105]

Bronzemønt præget under jødernes krig mod romerne. Påskriften lyder: „Zions befrielse“

[Illustration på side 1105]

Bronzesesterts til minde om romernes erobring af Judæa; forsiden: Kejser Vespasian; bagsiden: „IVDAEA CAPTA“ (Judæa erobret)