(Joʹab) [Jehova er Fader].

1. Søn af Seraja, en efterkommer af Kenaz af Judas stamme. Det siges om Joab at han var „Ge-Harasjims fader“. Eftersom „Ge-Harasjim“ betyder „Håndværkernes Dal“, siges der videre: „De blev nemlig håndværkere.“ Joab var uden tvivl grundlæggeren af det samfund af håndværkere der boede i dalen. — 1Kr 4:1, 13, 14; se GE-HARASJIM.

2. Den anden af Davids søster eller halvsøster Zerujas tre sønner. (Zeruja var muligvis en datter af Davids moder i et tidligere ægteskab med Nahasj — 2Sa 17:25.) Joab var altså Davids nevø. Hans brødre var Abisjaj og Asael. (2Sa 8:16; 1Kr 2:13-16) Disse tre mænd nævnes ikke ved faderens navn, men ved moderens, for hun var Davids søster, og således fremhæves deres slægtskabsforhold til David.

Karaktertræk. Joab var en dygtig feltherre som havde organisationstalent og var opfindsom og beslutsom. På den anden side var han en ambitiøs opportunist, hævngerrig, listig og somme tider samvittighedsløs.

Joab var anfører for Davids mænd dengang Sauls søn Isjbosjet herskede over hele Israel med undtagelse af Judas stamme, som fulgte David. (2Sa 2:10) En dag drog Isjbosjets tjenere og Davids tjenere ud, og de mødtes ved Gibeons Dam. Isjbosjets styrker stod under befaling af Sauls farbroder Abner, på hvis foranledning Isjbosjet var kommet på tronen. Da mændene sad over for hinanden, foreslog Abner en dyst mellem 12 mænd fra hver side. De greb hver især fat om den andens hoved og stak sværdet i siden på den anden så de alle faldt døde om sammen. (2Sa 2:12-16) Da denne dyst ikke afgjorde striden, kom det til et regulært slag. En optælling bagefter viste at Isjbosjets styrker havde mistet 360 mænd, mens Davids kun havde mistet 20. — 2Sa 2:30, 31.

Da Abner flygtede under slaget, forfulgte Joabs rapfodede broder Asael ham. Til trods for Abners protester og advarsler blev Asael ved med at forfølge ham indtil Abner til sidst stødte sit spyd bagud og gennemborede ham. (2Sa 2:18-23) Da Abner og hans mænd nåede Ammas Høj, samlede de sig på toppen, og Abner råbte til Joab at de skulle indstille kampen for at der ikke skulle opstå bitterhed og blodsudgydelsen fortsætte i det uendelige. Joab lagde her praktisk visdom for dagen idet han fulgte opfordringen  og vendte tilbage til David i Hebron. — 2Sa 2:24-28, 32.

Dræber Abner i en hævnakt. Hævngerrigheden ulmede ikke desto mindre i Joab, og han ventede på en lejlighed til at tage hævn. I mellemtiden deltog han på Davids side i den langtrukne krig mod Sauls hus, som blev svagere og svagere mens David blev stærkere og stærkere. Til sidst sluttede Abner, der var blevet fornærmet på Isjbosjet på grund af et personligt anliggende, en pagt med David hvori han lovede at føre hele Israel over på Davids side. (2Sa 3:6-21) Joab var stærkt imod denne overenskomst, og han beskyldte Abner for at være spion. Men idet han foregav at være hans ven, dræbte han Abner, der ikke anede uråd, for at hævne sin broder Asael. Joab kan også have tænkt på at han ved samme lejlighed fjernede en der muligvis kunne true hans stilling som Davids hærfører. — 2Sa 3:22-27.

Da David hørte om mordet, bedyrede han sit hus’ uskyld over for hele Israel idet han sagde: „Måtte det falde tilbage på Joabs hoved og på hele hans fædrenehus, og måtte Joabs hus aldrig være uden en mand som har udflåd eller som er spedalsk eller som griber om tenen [måske: som er krøbling] eller som falder for sværdet eller som mangler brød!“ David foretog sig imidlertid på dette tidspunkt ikke noget over for Joab og Abisjaj, der var i hemmelig forståelse med hinanden, for, som han sagde: „Jeg er svag i dag, selv om jeg er salvet til konge; og disse mænd, Zerujas sønner, er for vanskelige for mig. Måtte Jehova gengælde den der handler ondt efter hans ondskab.“ — 2Sa 3:28-30, 35-39.

Israels hærfører. Efter at David var blevet salvet til konge over hele Israel, drog han op mod Jerusalem (Jebus). Jebusitterne hånede David, idet de mente at deres stilling var uindtagelig. Men David så at byen kunne indtages gennem vandledningen. Han tilbød derfor den der krøb op gennem vandledningen og var den første til at slå jebusitterne, stillingen som „overhoved og fyrste“. Joab klatrede derop, byen blev indtaget, og Joab fik som belønning den høje stilling som hærfører for Israel. (2Sa 5:6-8; 8:16; 20:23; 1Kr 11:4-8) Som hærfører havde Joab ti våbendragere, hvoraf den ene var den vældige kriger berotitten Naharaj. — 2Sa 18:15; 1Kr 11:39.

Efter at David havde erobret Edom, blev Joab der i seks måneder for at udrydde alle af mandkøn. (2Sa 8:13, 14; 1Kg 11:14-17) Senere viste Joab sine evner som hærfører i kampen mod ammonitterne og aramæerne idet han satte sin broder Abisjaj over en afdeling af hæren for at imødegå de fjendtlige styrkers knibtangsmanøvre. (2Sa 10:8-14; 1Kr 19:6-16) Han spillede uden tvivl også en stor rolle i de krige David førte mod filistrene, moabitterne og andre.

Støtter Davids kongedømme. Under belejringen af Rabba i Ammon udviste Joab loyalitet mod David som Jehovas salvede konge. Han indtog „vandbyen“, det vil sandsynligvis sige den del af byen hvor vandforsyningen lå, eller det fort som beskyttede vandforsyningen. Efter erobringen af denne yderst vigtige bydel kunne hovedstaden ikke holde stand ret meget længere. I stedet for selv at føre belejringen af byen til en sejrrig afslutning viste Joab (enten af sand respekt for kongen, for Israels skyld eller for at forbedre sin egen stilling) tilbørlig respekt for sin jordiske hersker. Han gav udtryk for at Jehovas salvede konge burde være den der fuldendte indtagelsen af fjendens kongelige by og høstede berømmelsen derfor, selv om han, Joab, havde gjort det yderst vigtige forarbejde. — 2Sa 12:26-31; 1Kr 20:1-3.

Medskyldig i Urias’ død. Under belejringen af Rabba sendte David gennem Urias et brev til Joab hvori han bad ham om at anbringe Urias dér hvor kampen var hårdest så han ville blive dræbt. Joab fulgte nøje denne anvisning, men da han sendte kongen sin rapport om udfaldet af slaget, gjorde han det så behændigt at David ikke kunne bebrejde ham at han havde mistet tapre mænd ved at sende dem for tæt på bymuren. Joab berettede: „Nogle af kongens tjenere døde, og også din tjener hetitten Urias døde.“ Som Joab havde regnet med, indeholdt Davids svar ikke den mindste mishagsytring, men derimod en opmuntring til Joab. — 2Sa 11:14-25; se DAVID.

Hjælper Absalom, men er senere imod ham. Efter at Absalom, på grund af mordet på halvbroderen Amnon, havde været i landflygtighed i tre år, var det Joab der sendte en kvinde fra Tekoa til David og gennem hende anmodede kongen om at lade Absalom vende tilbage. Anmodningen blev imødekommet, og Joab bragte Absalom tilbage til Jerusalem, uden at David dog ville se Absalom. To år senere bad Absalom flere gange Joab om at komme til sig så han kunne lægge et godt ord ind for ham hos kongen, men han afslog. Til sidst greb Absalom til den udvej at sætte ild til Joabs bygmark, hvorpå Joab straks og i vrede kom til ham. Absalom kunne da forklare ham grunden til sin handling og bevæge ham til at gå til kongen og tale med ham om igen at vise Absalom sin gunst. — 2Sa 13:38; 14:1-33.

 Skønt Joab støttede Absalom ved at hjælpe ham til at vende tilbage, gjorde han det ikke da Absalom gjorde oprør. Under kampen mod Absalom satte David Joab over en tredjedel af sine mænd, men pålagde ham udtrykkeligt at skåne Absalom. Joab tilsidesatte imidlertid Davids påbud og dræbte Absalom. (2Sa 18:1-17) Her, som i visse andre tilfælde, lod han sin egen dømmekraft gå forud for Guds salvede konges teokratiske påbud. Dog havde han mod til bagefter at tale åbent og direkte til David da dennes sorg over Absalom truede rigets enhed. — 2Sa 19:1-8.

Afsat, derefter genindsat som hærfører. Sandsynligvis på grund af drabet på Absalom afsatte David Joab som hærfører og udnævnte Amasa i stedet. (2Sa 19:13) Det viste sig imidlertid at Amasa ikke var den feltherre Joab havde været. Da David befalede ham at sammenkalde Judas mænd for at de skulle kæmpe mod oprøreren Sjeba, Bikris søn, kaldte han ganske vist Juda sammen, men kom ikke til den tid David havde fastsat. Da situationen var kritisk, gav David Abisjaj ordre til at sætte efter Sjeba for at denne, som han sagde, ikke skulle ’finde sig befæstede byer og slippe væk for øjnene af os’. I den efterfølgende kamp tog Joab åbenbart ledelsen, sådan som han havde haft den mens han var hærfører. Under belejringen af Abel ved Bet-Ma’aka kastede indbyggerne på Joabs befaling Sjebas hoved over muren, hvorpå Joab skånede byen idet han hævede belejringen og vendte tilbage til Jerusalem. — 2Sa 20:1-7, 14-22.

Myrder Amasa. Under jagten på Sjeba begik Joab en alvorlig forbrydelse. Da Amasa (som var hans fætter — 2Sa 17:25; 1Kr 2:16, 17) mødte ham i nærheden af Gibeon, lod Joab sit sværd falde ud af skeden. Han samlede det op og beholdt det i venstre hånd mens han med højre hånd greb fat i Amasas skæg som om han ville kysse ham. Amasa var ikke på vagt, og Joab stødte sværdet i ham og dræbte ham. Sandt nok kan Joab have næret nogen mistro til Amasa fordi han havde ledet Absaloms oprørshær; men som den opportunist han var, udnyttede han i hvert fald denne krisesituation ved at dræbe sin rival for at fremme sin egen sag. Når David ikke skred ind på dette tidspunkt, skyldtes det muligvis Amasas tidligere forbindelse med Absalom og at Joab for nylig havde bekæmpet Absaloms oprørsstyrker som stod under Amasas ledelse. I overensstemmelse med Joabs ærgerrige ønsker blev han igen indsat som hærfører. — 2Sa 20:8-13, 23.

Hvorfor David ikke lod Joab henrette efter mordet på Abner, og hvorfor han genindsatte Joab som hærfører efter at han også havde myrdet Amasa, som var blevet hærfører i hans sted, siger Bibelen ikke noget om. Hvis David var for svag til at håndhæve Guds lov, kan det have skyldtes den stærke indflydelse som Joab og hans familie havde i hæren, eller andre forhold som Bibelen ikke omtaler. Men i hvert fald bør det huskes at David, selv om han af en eller anden grund — god eller dårlig — ikke henrettede Joab, dog heller ikke tilgav ham, men pålagde sin søn og efterfølger, Salomon, at sørge for at Joab kom til at bøde for sine ugerninger.

Gennemfører ikke folketællingen helt. Da Satan engang æggede David til at foretage en uretmæssig folketælling, protesterede Joab, men forgæves. Han gennemførte imidlertid ikke arbejdet fuldstændigt idet han sprang Levis og Benjamins stammer over, „for kongens ord havde vakt afsky hos Joab“. — 1Kr 21:1-6; 2Sa 24:1-9; se MØNSTRING.

Støtter Adonijas forsøg på at rane tronen. Da David blev syg og gammel, svigtede Joab ham efter at have tjent ham i mange år og sluttede sig til Davids søn Adonijas sammensværgelse. (1Kg 1:18, 19) Måske gjorde han dette fordi han mente at han, med Adonija som konge, kunne udøve magten bag kulisserne, eller måske fordi han følte at hans stilling var mere sikker under Adonija end under Salomon. Da han hørte at David havde gjort Salomon til konge, lod han Adonija i stikken. (1Kg 1:49) Senere, efter at Adonija var blevet dræbt, flygtede Joab til Jehovas telt og greb fat i alterets horn. (1Kg 2:28) Han fandt dog ikke asyl der, for han var en forsætlig morder, og Salomon sendte Benaja hen for at henrette ham. Således fulgte Salomon den vejledning David havde givet ham på sit dødsleje om ikke at lade Joabs grå hår gå ned i Sheol med fred, eftersom der hvilede blodskyld på Joab på grund af mordet på Abner og Amasa, to mænd som var „retfærdigere og bedre end han“. Joab blev begravet i sit hus i ørkenen. Derefter blev Benaja gjort til hærfører. — 1Kg 2:5, 6, 29-35; 11:21.

De sidste vers (8-12) i Salme 60, en salme af David, handler om Joabs sejr over edomitterne. — Se overskriften til denne salme.

3. Et familieoverhoved hørende til „Pahat-Moabs sønner“, hvoraf nogle vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon i 537 f.v.t. sammen med Zerubbabel. — Ezr 2:1, 2, 6; Ne 7:6, 7, 11.

4. I Ezra 8:1, 9 anføres „Joabs sønner“ blandt dem der vendte tilbage sammen med Ezra i 468 f.v.t. På det tidspunkt var Jehiels søn Obadja familieoverhoved. De sættes ikke her i forbindelse med Pahat-Moabs hus, men det er muligt at de  hørte til samme slægt som eller var i familie med nr. 3.