Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Joels Bog

Joels Bog

En inspireret bog i De Hebraiske Skrifter, skrevet af „Joel, Petuels søn“. (Joel 1:1) Man ved næsten intet om denne profets liv. Hans gentagne henvisninger til Juda, Jerusalem og Jehovas hus kan tyde på at han profeterede i Juda rige og måske boede i Jerusalem. (1:9, 14; 2:17, 32; 3:1, 2, 16-20) Omtalen af „Josafats Lavning“ (3:2, 12) vidner om at bogen er skrevet efter den store sejr Jehova gav kong Josafat. Men det nøjagtige tidsrum for hans virke er omstridt.

Hvornår bogen er skrevet. De lærde placerer Joels Bog i et tidsrum der spænder fra år 800 f.v.t. til omkring år 400 f.v.t. Angående argumenterne for henholdsvis en tidlig eller en sen affattelse siges der i opslagsværket The International Standard Bible Encyclopaedia (redigeret af James Orr, 1960, bd. III, s. 1690): „Mange af de argumenter der fremføres, er af negativ art, dvs. drejer sig om hvad profeten ikke omtaler eller hentyder til [deriblandt kaldæerne, assyrerne, en judæisk konge og tistammeriget], og tavshed er som bekendt et tvivlsomt argument.“ Det er også vanskeligt at afgøre om Joel citerer andre profeter eller bliver citeret af dem. Hvis Joel (2:32) citerer Obadias (17), må bogen være skrevet efter landflygtigheden i Babylon. Hvis derimod Obadias, og ligeledes den langt tidligere profet Amos (sml. Joel 3:16 med Amos 1:2), citerer fra Joels Bog, kan bogen ikke være skrevet senere end på Uzzijas tid (Am 1:1), måske omkring 820 f.v.t. Den omstændighed at Joels Bog i den hebraiske kanon er placeret mellem Hoseas’ Bog og Amos’ Bog, synes at tale for den tidlige affattelsesperiode.

Ægthed. Jøderne drog ikke bogens ægthed i tvivl, men tog den med i den hebraiske kanon som den anden af de såkaldte „små profeter“. Som det fremgår af talrige paralleller mellem Joels Bog og andre bibelbøger, er den i fuld overensstemmelse med de øvrige inspirerede skrifter. (Sml. Joel 2:2 med Zef 1:14, 15; Joel 2:4, 5, 10 med Åb 9:2, 7-9; Joel 2:11 med Mal 4:5; Joel 2:12 med Jer 4:1; Joel 2:13 med 2Mo 34:6, 4Mo 14:18, Sl 86:15 og 106:45; Joel 2:31 med Es 13:9, 10, Mt 24:29, 30 og Åb 6:12-17.) Opfyldelsen af Joels profetier taler også for at bogen er ægte. Som forudsagt blev Jehovas domme fuldbyrdet over Tyrus, Edom og Filisterlandet. (Joel 3:4, 19; se nærmere under EDOM, EDOMITTER; FILISTERLANDET, FILISTRE;  ; TYRUS.) På pinsedagen i år 33 viste apostelen Peter at udgydelsen af Guds ånd over Jesu Kristi disciple var en opfyldelse af Joels profeti. (Joel 2:28-32; Apg 2:17-21) Senere møntede apostelen Paulus de profetiske ord i Joel 2:32 på både jøder og ikkejøder som påkalder Jehova i tro. — Ro 10:12, 13.

[Ramme på side 1147]

HOVEDPUNKTER I JOELS BOG

En malende profeti der fremhæver både Jehovas hævn og hans barmhjertighed

Muligvis skrevet omkring år 820 f.v.t., 9 år efter Uzzijas tronbestigelse og omkring 100 år efter Jehovas store sejr over Moab, Ammon og folkene fra Se’ir på kong Josafats tid

En græshoppeplage vil hærge landet; Jehovas dag er nær (1:1–2:11)

Man vil tale om plagen i generationer

Hele landet vil blive ribbet for plantevækst så der ingen korn- og drikofre vil være til Jehovas hus

Præsterne opfordres til at sørge og til at anråbe Jehova om hjælp

Jehovas dag kendetegnes af en ødelæggende invasion af hans „kampstyrke“

Israel opfordres til at vende om til Jehova; hans ånd vil blive udgydt (2:12-32)

Zions indbyggere opfordres til at ’vende om’ til Jehova; han vil give dem deres velstand tilbage og beskytte dem mod „ham der kommer fra nord“

Jehova vil udgyde sin ånd over sit folk, og han vil give varsler på himmelen og på jorden før sin „store og frygtindgydende dag“

De der påkalder Jehovas navn, vil undslippe på hans store dag

Nationerne vil blive dømt i „Josafats Lavning“ (3:1-21)

Nationerne vil blive dømt for deres behandling af Guds folk

De opfordres til at ruste sig til krig mod Jehova og begive sig til Josafats Lavning; dér vil de blive knust som druer i vinpersen

På den dag vil Jehova være et tilflugtssted for sit folk

Ægypten og Edom vil blive lagt øde, men Juda vil være beboet, og der vil være overflod; Jehova vil bo på Zion