(Joʹjakim) [muligvis: Jehova oprejser].

Gengivelse af hebr. Jehōjaqīmʹ og Jōjaqīmʹ. Den lange form findes på hebraisk for nr. 1 nedenfor, og den korte for nr. 2. På dansk gengives begge traditionelt med „Jojakim“.

1. En af de sidste konger i Juda, søn af Josias og Zebida; hans oprindelige navn var Eljakim. (2Kg 23:34, 36; 1Kr 3:15) Hans dårlige styre, der varede i ca. 11 år (628-618 f.v.t.), var kendetegnet af uretfærdighed, undertrykkelse og blodsudgydelse. (2Kr 36:5; Jer 22:17; 52:2) Under hans regering blev Juda desuden hærget af kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske røverbander. — 2Kg 24:2.

Efter hans faders død indsatte folket af en eller anden grund hans yngre broder Jehoahaz som konge. Omkring tre måneder senere tog  farao Neko imidlertid kong Jehoahaz til fange og gjorde den 25-årige Eljakim til konge idet han ændrede den nye regents navn til Jojakim. Neko pålagde desuden Juda rige at betale en stor bøde i sølv og guld, som kong Jojakim skaffede ved at sætte sine undersåtter i skat. (2Kg 23:34-36; 2Kr 36:3-5) Til trods for den økonomiske byrde der allerede hvilede på folket, lagde Jojakim planer om at bygge et nyt, luksuriøst palads. Sandsynligvis for at holde udgifterne nede holdt han arbejdernes lønninger tilbage. Derfor lod Jehova profeten Jeremias forkynde et ve over denne onde hersker og lod sige at han ville få samme begravelse som et æsel. — Jer 22:13-19.

Tidligt i Jojakims regeringstid forkyndte Jeremias at hvis folket ikke angrede og omvendte sig, ville Jerusalem og templet blive ødelagt. Derefter blev profeten truet med døden, men Sjafans søn Ahikam, en anset mand, holdt hånden over Jeremias så han ikke led overlast. Tidligere havde tilsvarende profetier som var blevet udtalt af Urija, gjort kong Jojakim så rasende at han besluttede at dræbe denne profet, og selv om den frygtsomme Urija flygtede til Ægypten, undgik han ikke kongens vrede. Jojakim lod ham hente tilbage og beordrede ham dræbt med sværdet. — Jer 26:1-24.

I Jojakims fjerde regeringsår (625 f.v.t.) blev farao Neko besejret af Nebukadnezar i et slag om herredømmet over Aram og Palæstina. Slaget fandt sted ved Karkemisj ved Eufrat, godt 600 km nord for Jerusalem. (Jer 46:1, 2) Samme år begyndte Jeremias til sin sekretær Baruk at diktere Jehovas ord mod Israel, Juda og alle nationerne, det vil sige alle de budskaber der var blevet forkyndt siden Josias’ 13. regeringsår (da Jojakim var omkring seks år gammel). Næsten et år senere, i den niende månemåned (kislev, november/december), blev bogrullen med det nedskrevne budskab læst op for kong Jojakim. Hver gang der var læst tre eller fire spalter, skar kongen stykket af og kastede det i ilden i vinterhusets kulbækken. Således blev hele bogrullen stykke for stykke overgivet til flammerne til trods for at tre af kongens fyrster indtrængende bad ham om ikke at brænde rullen. Jojakim tog især anstød af de profetiske ord om at Juda skulle ødelægges af Babylons konge, hvilket tyder på at Nebukadnezar endnu ikke var gået imod Jerusalem og havde gjort Jojakim til sin vasal. — Jer 36:1-4, 21-29.

I 2 Kongebog 24:1 oplyses det at Nebukadnezar drog imod Juda, og at „Jojakim blev hans tjener [eller vasal] i tre år“. Derefter „faldt han [Jojakim] fra og gjorde oprør mod ham [Nebukadnezar]“. Det er åbenbart dette år — Jojakims tredje år som vasalkonge under Babylon — Daniel sigter til i Daniel 1:1. Det kan ikke være det tredje af de elleve år Jojakim regerede over Juda, for på det tidspunkt var han ikke underlagt Babylon, men Ægyptens farao Neko. Det var først i Jojakims fjerde regeringsår at Nebukadnezar med sin sejr ved Karkemisj (625 f.v.t. [åbenbart efter nisan]) gjorde ende på det ægyptiske herredømme over Aram og Palæstina. (Jer 46:2) Eftersom Jojakims oprør mod Babylon førte til hans fald efter ca. 11 år på tronen, må hans tre år som vasalkonge under Babylon være begyndt hen imod slutningen af hans ottende regeringsår, eller tidligt i år 620 f.v.t.

Daniel (1:1, 2) oplyser at Nebukadnezar drog imod Jerusalem og belejrede byen, og at Jojakim og en del af templets redskaber blev overgivet i Babylons konges hånd. Anden Kongebog 24:10-15, hvor belejringen også omtales, viser imidlertid at det var Jojakims søn Jojakin, hvis regering kun varede tre måneder og ti dage, der til sidst gik ud og overgav sig til babylonierne. Det lader derfor til at Jojakim døde under belejringen, måske under den første del af den. Gennem Jeremias (22:18, 19; 36:30) havde Jehova forudsagt at Jojakim ikke ville få en ærefuld begravelse, men at hans lig skulle komme til at ligge uden for Jerusalems porte, udsat for solens hede om dagen og frosten om natten. Nøjagtig hvordan Jojakim blev ’overgivet i Nebukadnezars hånd’ (Da 1:2), siges der intet om. Det kan muligvis forstås sådan at Jojakims slægt blev frataget kongedømmet af Nebukadnezar idet Jojakim selv døde under belejringen og hans søn derefter måtte overgive sig til fangenskab. Den jødiske overlevering, gengivet af Josefus, vil vide at Nebukadnezar dræbte Jojakim og befalede at hans lig skulle kastes ud uden for Jerusalems mure, men dette kan ikke bekræftes. (Jewish Antiquities, X, 97 [vi, 3]) Uanset hvordan Jojakim døde, ser det ud til at de kobberlænker som Nebukadnezar havde medbragt for at binde Jojakim, ikke blev brugt som planlagt. — 2Kr 36:6.

Efter Jerusalems belejring i Jojakims „tredje regeringsår“ (som vasalkonge) blev Daniel og andre judæere, deriblandt medlemmer af kongehuset og andre fornemme, ført i landflygtighed til Babylon. Da der ikke findes nogen beretning om en tidligere bortførelse til Babylon, må det her dreje sig om den der fandt sted i Jojakims søn Jojakins korte regeringstid. — 2Kg 24:12-16; Jer 52:28.

Efter at Jojakin havde overgivet sig, indsatte Nebukadnezar hans farbroder Zedekias på Judas  trone. (2Kr 36:9, 10) Dermed gik Jeremias’ profeti om at Jojakim ikke ville få nogen søn der kom til at sidde på Davids trone, i opfyldelse. (Jer 36:30) Jojakims søn Jojakin regerede kun i tre måneder og ti dage.

2. En søn af ypperstepræsten Jesjua og øjensynlig dennes efterfølger efter landflygtigheden. (Ne 12:10, 12, 26) Han var øjensynlig ypperstepræst da Ezra vendte tilbage. (Jewish Antiquities, XI, 121 [v, 1]) Men senere, da Nehemias ankom (455 f.v.t.), var Jojakims søn Eljasjib blevet ypperstepræst. — Ne 3:1.