(Joʹnas) [due].

1. „Amittajs søn“, en Guds profet fra grænsebyen Gat-Hefer i Zebulons område. (2Kg 14:25; Jos 19:10, 13) Som en opfyldelse af Jehovas ord gennem Jonas lykkedes det kong Jeroboam II af Israel at ’genoprette Israels grænse fra indgangen til Hamat indtil Arabahavet [Salthavet]’. (2Kg 14:23-25; jf. 5Mo 3:17.) Det ser altså ud til at Jonas tjente som profet for tistammeriget i en periode under Jeroboam II’s regeringstid. Han er øjensynlig den samme som den profet Jehova sendte ud for at forkynde dom over Nineve (Jon 1:1, 2), og dermed også den der har skrevet den bog i Bibelen som bærer navnet Jonas.

I stedet for at efterkomme befalingen til at forkynde for ninevitterne besluttede Jonas sig til at flygte fra opgaven. I havnebyen Joppe købte han en plads om bord på et skib som skulle til Tarsis (der almindeligvis sættes i forbindelse med Spanien), over 3500 km vest for Nineve. — Jon 1:1-3; 4:2.

 Efter at han var gået om bord, faldt han i dyb søvn i „det inderste rum“ under fartøjets dæk. I mellemtiden bragte en vældig storm fra Jehova havet i oprør så skibet var nær ved at forlise, og matroserne anråbte deres guder om hjælp og gav sig til at kaste ting over bord for at lette skibet for dem. Skibsføreren vækkede Jonas og opfordrede ham til også at råbe til ’sin gud’. Til sidst kastede matroserne lod for at finde ud af hvem der var skyld i stormen. Jehova sørgede åbenbart for at loddet faldt på Jonas. På matrosernes spørgsmål indrømmede Jonas at han var flygtet fra sin opgave, og da han ikke ville at andre skulle omkomme for hans skyld, bad han om at blive kastet i havet. Efter at alle forsøg på at bringe skibet ind til land var mislykkedes, gjorde matroserne som han sagde, og havet holdt op med at rase. — Jon 1:4-15.

Da Jonas sank ned i dybet, blev hans hoved omviklet med tang. Pludselig mærkede han at han ikke sank mere, og han opdagede at han befandt sig i bugen af en stor fisk. Han bad til Jehova, lovpriste ham som sin Frelser og lovede at indfri sit løfte. På tredjedagen blev profeten spyet op på det tørre land. — Jon 1:17–2:10.

Er det rimeligt at tro at ninevitterne ville angre i sæk og aske på grund af Jonas’ advarsel?

Da han for anden gang fik besked på at gå til Nineve, tog han af sted på den lange rejse. Efter at være nået frem „begyndte [han] at gå ind i byen, så langt som man kunne gå på én dag, mens han råbte og sagde: ’Kun fyrre dage til, så skal Nineve omstyrtes.’“ (Jon 3:1-4) Om Jonas kunne tale assyrisk, eller om han mirakuløst fik denne evne, siger Bibelen ikke noget om. Det er muligt at han talte hebraisk, og at hans budskab blev oversat af en eller flere der forstod dette sprog. Hvis han talte hebraisk, kan hans ord have vakt stor nysgerrighed og fået mange til at undre sig over hvad denne fremmede sagde.

Nogle bibelkritikere finder det usandsynligt at ninevitterne og deres konge reagerede positivt på Jonas’ forkyndelse. (Jon 3:5-9) I denne forbindelse er det interessant at læse hvad C. F. Keil skriver i sin kommentar hertil: „At Jonas’ forkyndelse kunne gøre så stærkt et indtryk på ninevitterne at hele byen angrede i sæk og aske, er ret forståeligt når man tænker på orientalernes letbevægelighed, på den ærefrygt for et Højeste Væsen som er særegen for Asiens hedenske religioner, og på den store agtelse der fra de allertidligste tider i Assyrien blev næret for spådomskunst og orakelvæsen . . .; også når man tager den omstændighed i betragtning at tilstedeværelsen af en udlænding — som uden kendelig personlig interesse og med uforfærdet frimodighed foreholdt den store kongelige by dens gudløse handlinger og, med den selvsikkerhed der var karakteristisk for de af Gud udsendte profeter, bekendtgjorde dens undergang i løbet af ganske kort tid — ikke kunne undgå at gøre et overvældende indtryk på folks sind, et indtryk som ville blive des stærkere hvis rygtet om de israelitiske profeters undergerninger var nået til Nineve.“ — Commentary on the Old Testament, 1973, bd. X, Jonas 3:9, s. 407, 408.

Da der var gået 40 dage uden at der var sket Nineve noget, blev Jonas stærkt utilfreds med at Jehova ikke havde bragt ulykke over byen. Han bad endog Gud om at tage hans liv. Men Jehova svarede ham med spørgsmålet: „Er det med rette du er optændt af vrede?“ (Jon 3:10–4:4) Så gik profeten ud af Nineve og byggede sig en løvhytte øst for byen, hvor han satte sig for at se hvad der ville ske med byen. — Jon 4:5.

Da en flaskegræskarplante mirakuløst voksede op og skyggede for ham, blev han meget glad. Men hans glæde blev kortvarig. Tidligt om morgenen den næste dag blev planten stukket af en orm så den visnede. Berøvet dens skygge var Jonas nu prisgivet en svidende østenvind og den brændende sol som stak ham på hovedet. Igen bad han om at måtte dø. — Jon 4:6-8.

Ved hjælp af flaskegræskarplanten blev Jonas belært om hvad barmhjertighed vil sige. Han ynkedes over planten og spurgte sikkert sig selv om hvorfor den behøvede at visne — skønt han hverken havde plantet den eller haft besvær med at passe den. Jehova, livets Skaber og Opretholder, havde langt større grund til at ynkes over Nineve. Dens indbyggere og det kvæg der var i byen, var langt mere værd end en enkelt flaskegræskarplante. Derfor spurgte Jehova Jonas: „Skulle jeg så ikke ynkes over Nineve, den store by, hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind mennesker som ikke kender forskel på højre og venstre — foruden mange husdyr?“ (Jon 4:9-11) At Jonas forstod lektien, fremgår af den ærlighed hvormed han skildrer sine erfaringer.

Det er muligt at Jonas senere mødte i hvert fald én af de mænd der havde været om bord på skibet fra Joppe, muligvis i templet i Jerusalem, og af ham hørte om de løfter søfolkene havde aflagt efter at stormen var stilnet af. — Jon 1:16; jf. Jon 2:4, 9; se JONAS’ BOG; NINEVE.

 2. Fader til apostlene Peter og Andreas. (Mt 16:17; Joh 1:40-42) Han kaldes også Johannes i nogle håndskrifter i Johannes 1:42 og 21:15-17.

[Kort på side 1164]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Joppe

Nineve

Det Store Hav

TARSIS