(Joʹnatan) [Jehova har givet].

På hebraisk findes der to former af dette navn, Jehōnathanʹ og Jōnathanʹ. For nedennævnte personer bruges for nogles vedkommende enten den lange form eller den korte form på hebraisk, mens begge former bruges i flæng for andres vedkommende. På dansk bruges traditionelt udelukkende den korte form.

1. En levit der tjente som præst i forbindelse med falsk gudsdyrkelse i Mikas hus i Efraim og senere hos danitterne. Beretningen i Dommerbogen, kapitlerne 17 og 18, nævner flere gange en ung levitisk mand der i Dommerne 18:30 kaldes „Jonatan, søn af Moses’ søn Gersjom“. Når der tidligere i beretningen siges at han var „af Judas slægt“, kan det blot betyde at han boede i Betlehem i Judas område. — Dom 17:7.

Den omvandrende Jonatan kom på sin vej til Mikas hus i Efraims bjergland. Mika havde opstillet et udskåret billede i sit hus, og Jonatan lod sig hverve til at tjene som præst for husstanden til trods for at han ikke var af Arons slægt og der blev anvendt et udskåret billede i forbindelse med tilbedelsen. Senere traf han fem danitter som var ude for at lede efter et sted hvor en del af stammen kunne bosætte sig. De bad ham om at rådspørge Gud om deres færd ville lykkes, og han gav dem et gunstigt svar i Jehovas navn.

Da hovedstyrken på 600 danitter med deres familier og kvæg, som var på vej mod nord, kom forbi Mikas hus, tog de hans udskårne billede og andre kultgenstande med sig. De overtalte også den selviske Jonatan til at gøre fælles sag med dem og blive præst for dem i stedet for kun at være præst for en enkelt familie. (Dom 17:7–18:21) Jonatan og hans sønner „var præster for danitternes stamme indtil den dag landet blev ført i landflygtighed“. (Dom 18:30) Nogle bibelkommentatorer mener at der her er tale om områdets erobring, for eksempel af Tiglat-Pileser III, eller om alle de nordlige stammers deportation i 740 f.v.t. (2Kg 15:29; 17:6) Men eftersom Dommerbogen øjensynlig er skrevet af Samuel, må der være tænkt på noget som indtraf tidligere. Ifølge Dommerne 18:31 havde danitterne det udskårne billede „opstillet til deres brug alle de dage den sande Guds hus var i Silo“. Dette tyder på at der er tale om en begrænset tidsperiode i det foregående vers, og taler for at Jonatans sønner tjente som præster indtil det tidspunkt da pagtens ark blev erobret af filistrene. Det er blevet anført at vers 30 i virkeligheden skulle lyde: ’. . . indtil den dag arken blev ført i landflygtighed.’ (1Sa 4:11, 22) Men selv uden denne ændring af teksten er der grundlag for at drage ovennævnte slutning angående varigheden af Jonatans sønners præstedømme, for vers 30 kan udmærket forstås sådan at landet i en vis forstand kom i landflygtighed da arken blev erobret.

2. Ældste søn af kong Saul af Benjamins stamme og Ahinoam, Ahima’az’ datter. (1Sa 14:49, 50) Jonatan var Sauls yndlingssøn, og han er især kendt for sit uselviske venskab med David, som Jehova havde udpeget til at være konge efter Saul.

Jonatan nævnes første gang i begyndelsen af Sauls regeringstid som en tapper kriger der befalede over tusind mand. (1Sa 13:2) Han må have været mindst 20 år på det tidspunkt og må derfor have været mindst 60 da han døde omkring 1078 f.v.t. (4Mo 1:3) David var 30 år da Jonatan døde. (1Sa 31:2; 2Sa 5:4) Jonatan må derfor have været omkring 30 år ældre end David. Den omstændighed at Jonatan var en voksen ung mand da Saul blev konge, kan være med til at forklare hans temperament og indstilling. Under sin opvækst er han uden tvivl blevet påvirket af sin fader, som, indtil det tidspunkt da han blev valgt til konge, var beskeden og lydig og viste respekt for Jehova og hans ordninger. — 1Sa 9:7, 21, 26; 10:21, 22.

Det første der berettes om Jonatan, er at han med en styrke på tusind dårligt bevæbnede mænd modigt drog mod filistrenes garnison i Geba og slog den. Filistrene samledes derpå og slog lejr ved Mikmas. En dag forlod Jonatan og hans våbendrager hemmeligt Saul og hans mænd og nærmede sig fjendens forpost. Ved denne handling alene viste Jonatan sin tapperhed og sin evne til at indgyde andre mod og tillid, og han viste samtidig at han anerkendte Jehovas ledelse, for han gjorde sin taktik afhængig af et tegn fra Gud. De to modige krigere dræbte egenhændigt omkring 20 filistre, hvilket førte til et regulært slag og en stor sejr for Israel. (1Sa 13:3–14:23) Mens kampen skred frem, forpligtede Saul overilet folkene under edsansvar til ikke at spise noget før slaget var forbi. Jonatan havde imidlertid ikke hørt dette, og han spiste noget vild honning. Da han senere stod over for Saul, veg han ikke tilbage for at dø fordi han havde spist af honningen. Men han blev løskøbt af folkene, som erkendte at Gud havde været med ham den dag. — 1Sa 14:24-45.

Disse bedrifter viser klart at Jonatan var en modig, dygtig og tapper kriger. Han og Saul blev med rette beskrevet som værende „hurtigere end ørne“ og „mægtigere end løver“. (2Sa 1:23) Han var en øvet bueskytte. (2Sa 1:22; 1Sa 20:20) Saul har uden tvivl holdt særligt af ham på grund af hans mandige egenskaber. Det er tydeligt at de  stod hinanden meget nær. (1Sa 20:2) Men deres forhold overskyggede ikke Jonatans nidkærhed for Gud og hans loyalitet mod sin ven David.

David var blevet hentet til hoffet for at spille på lyre for Saul fordi Jehovas ånd var veget fra kongen og var blevet erstattet af en ond ånd, hvilket Jonatan uden tvivl havde bemærket. Sin ungdom til trods var David „en brav kriger og en stridsmand“, og „Saul kom til at elske ham meget, og han blev hans våbendrager“. — 1Sa 16:14-23.

Det særlige venskab mellem Jonatan og David opstod kort efter at David havde dræbt Goliat. Denne frygtløse handling til forsvar for Jehovas folk må have gjort et stærkt indtryk på Jonatan. Da han hørte Davids beretning om denne dåd, ’blev hans sjæl knyttet til Davids sjæl, og han elskede ham som sin egen sjæl’. (1Sa 18:1) De to modige krigere og hengivne Guds tjenere sluttede en venskabspagt. (1Sa 18:3) Jonatan kunne se at David havde Guds ånd. Han betragtede ham ikke skinsygt som en rival, sådan som Saul gjorde, men respekterede Guds handlemåde og satte derved et godt eksempel for sin yngre ven. I stedet for at efterkomme Sauls ordre om at dræbe David advarede han ham og forsøgte at gå i forbøn for ham. Da David blev tvunget til at flygte, gik Jonatan ud for at møde ham og indgik en pagt med ham om at David ville beskytte ham og hans hus. — 1Sa 19:1–20:17.

Jonatan talte igen med Saul om David, og denne gang havde det nær kostet ham livet, for i et raserianfald slyngede Saul et spyd mod sin egen søn. Efter aftale mødtes Jonatan og David på en mark hvor kongens søn var gået ud under påskud af at skulle øve sig i bueskydning. (1Sa 20:24-40) De to venner bekræftede endnu en gang deres dybe venskab og ’kyssede hinanden og græd over hinanden’, en skik som andre mænd også fulgte i bibelsk tid, og som findes i nogle lande den dag i dag. (1Sa 20:41; 1Mo 29:13; 45:15; Apg 20:37) Det sidste møde mellem Jonatan og David fandt sted i Horesj, hvor Jonatan opsøgte ham for at ’styrke hans hånd ved Gud’, hvorpå de fornyede deres pagt. — 1Sa 23:16-18.

Der er intet i Bibelen som tyder på at Jonatan deltog i sin faders eftersøgning af David. Men i kampen mod Guds fjender, filistrene, kæmpede Jonatan til døden; han døde samme dag som to af sine brødre og sin fader. Filistrene hængte ligene op på Bet-Sjans mur, men brave mænd fra Jabesj i Gilead tog dem ned og begravede dem i Jabesj. Senere flyttede David Sauls og Jonatans knogler til Zela i Benjamins land. (1Sa 31:1-13; 2Sa 21:12-14; 1Kr 10:1-12) David sørgede dybt over sin nære vens død og sang en klagesang med titlen „Buen“ over Saul og Jonatan. (2Sa 1:17-27) Efter at David var blevet konge, tog han sig særligt af Jonatans vanføre søn, Mefibosjet, som var fem år gammel da faderen døde. Han fik til sidst sin faste plads ved kongens bord. (2Sa 4:4; 9:10-13) Jonatans slægt fortsatte i generationer. — 1Kr 8:33-40.

3. En søn af ypperstepræsten Ebjatar; han tjente som kurer da David flygtede fra Jerusalem under Absaloms oprør, men tog åbenbart senere parti for oprøreren Adonija. Jonatans fader, Ebjatar, fulgtes med David da denne var på flugt for kong Saul, og blev senere indsat som ypperstepræst. Da Absalom havde bemægtiget sig tronen og David og hans folk måtte flygte, sendte David Ebjatar og Zadok tilbage til hovedstaden for at de kunne holde ham underrettet om hvad der foregik. Her nævnes Ebjatars søn Jonatan for første gang i den bibelske beretning. Han og Zadoks søn Ahima’az skulle overbringe vigtige budskaber fra deres fædre og fra Husjaj til David. (2Sa 15:27-29, 36) De to kurerer kunne ikke gå ind i byen uden at blive genkendt, og de ventede derfor ved kilden eller brønden En-Rogel uden for byen. Da Absalom lod til at tage imod Husjajs råd, blev der sendt besked ud til de to ventende budbringere. De skyndte sig af sted for at overbringe kongen budskabet, men blev opdaget og forfulgt og var nær ved at blive pågrebet. Med en kvindes hjælp skjulte de sig i en brønd indtil faren var drevet over, hvorefter de nåede frem til David og rådede ham til at gå over Jordan. — 2Sa 17:15-22.

I Davids sidste tid dannede hans søn Adonija en sammensværgelse imod ham for at blive konge i stedet for Salomon, og Ebjatar sluttede sig til ham. Muligvis påvirket af sin fader gik Jonatan åbenbart også over til Adonija. Det var Jonatan der bragte tronraneren den foruroligende nyhed at David havde forpurret komplottet ved at gøre Salomon til konge. Bibelen siger ikke mere om Jonatan. Det er muligt at han blev forvist sammen med sin fader; i hvert fald kom ypperstepræsteembedet ikke til at fortsætte i hans slægt. — 1Kg 1:41-43; 2:26, 27.

4. En nevø af kong David. Ved Gat dræbte han en kæmpe der spottede Israel. (2Sa 21:20, 21; 1Kr 20:6, 7) Denne Jonatan anføres som søn af kong Davids broder Sjim’a, eller Sjim’i. Da 2 Samuel 13:3 nævner en Jonadab som søn af Davids broder Sjim’a, mener nogle bibelkommentatorer at de to er identiske. — Se JONADAB, 1.

5. En af de vældige krigere i Davids kampstyrker. Han var søn af hararitten Sjage. — 2Sa 23:8, 32; 1Kr 11:26, 34.

6. En søn af Uzzija. Han førte tilsyn med kong Davids forråd „på marken, i byerne og i  landsbyerne og i tårnene“, til forskel fra kongens forråd i Jerusalem. (1Kr 27:25) Jonatan nævnes efter den øverste tilsynsførende, Azmavet, og før dem der havde ansvaret for specielle områder, som for eksempel vingårdene og olivenlundene. — 1Kr 27:25-28.

7. En rådgiver og sekretær for David. Han betegnes som „en forstandig mand“. (1Kr 27:32) I den masoretiske tekst beskrives Jonatans slægtskabsforhold til David med ordet dōdh, der almindeligvis betyder „farbroder“. Men da der i Bibelen to steder nævnes en nevø af David ved navn Jonatan, er det sandsynligt at ordet på dette sted er brugt i den udvidede betydning „slægtning“, her altså „brodersøn“, eller „nevø“. (Ro; AS, fdn.; NV) Han er i så fald den samme som nr. 4.

8. En af de levitter som kong Josafat i sit tredje regeringsår sendte ud for at undervise Judas befolkning i Jehovas lov. — 2Kr 17:5, 7-9.

9. En statsskriver hvis hus blev gjort til et fængsel hvor Jeremias blev holdt i forvaring. (Jer 37:15, 20; 38:26) Huset havde sandsynligvis underjordiske rum der egnede sig som fangekældre.

10. En af øversterne for kampstyrkerne i det åbne land efter at Nebukadnezar havde erobret Jerusalem i 607 f.v.t.; en søn af Karea og broder til Johanan. Efter at Gedalja var blevet sat over dem der var blevet ladt tilbage i landet, kom Jonatan og de andre øverster for kampstyrkerne i det åbne land til ham og fik en garanti for deres sikkerhed. (Jer 40:7-10) Jonatan var sikkert også blandt dem der advarede Gedalja om at han var i fare for at blive myrdet, en advarsel som han ignorerede. — Jer 40:13-16.

11. En af Jadas to sønner og en efterkommer af Juda gennem Hezron og Jerame’el. Hans broder, Jeter, døde uden at have fået nogen sønner, men Jonatan fik to, Pelet og Zaza. — 1Kr 2:3, 25, 26, 28, 32, 33.

12. En israelit af Adins slægt hvis søn Ebed vendte tilbage til Jerusalem fra Babylon sammen med Ezra i 468 f.v.t. — Ezr 8:1, 6.

13. En søn af Asael der måske modstod Ezras forslag om at jøderne der var vendt tilbage fra landflygtigheden, skulle sende deres fremmede hustruer bort. Den opfattelse er dog blevet fremsat at modstanden ikke gjaldt Ezras forslag, men måden man ville gennemføre det på. — Ezr 10:15, fdn.

14. En søn af Jojada og en sønnesøn af ypperstepræsten Eljasjib. (Ne 12:10, 11) Man mener at der i vers 11 egentlig skulle stå „Johanan“ i stedet for „Jonatan“, eftersom „Johanan“ i Nehemias 12:22, 23 nævnes som „Eljasjibs søn“ og „søn“ kan betyde „sønnesøn“. — Se JOHANAN, 7.

15. En præst som var overhoved for Mallukis fædrenehus i ypperstepræsten Jojakims dage. — Ne 12:12, 14.

16. Overhoved for et af præsternes fædrenehuse efter landflygtigheden i Jesjuas efterfølger Jojakims dage. — Ne 12:10, 12, 18.

17. En søn af Sjemaja af Asafs slægt og fader til Zekarja, der blæste i trompet i den procession der marcherede oven på Jerusalems mur efter at den var blevet genopbygget. — Ne 12:31, 35, 36.