(Joʹram) [hebr.: Jehōramʹ el. Jōramʹ; betyder „Jehova er høj (ophøjet)“].

På dansk bruges traditionelt den korte form af navnet. Se nedenfor om brugen af den lange og den korte form på hebraisk.

1. En søn af kong To’i af Hamat. Da kong David havde ført krig mod kong Hadad’ezer af Zoba og slået ham, blev Joram af sin fader sendt til kong David for at lykønske ham og medbragte gaver af guld, sølv og kobber. David tog imod gaverne og helligede dem til Jehova. (2Sa 8:5, 9-11) I den parallelle beretning kaldes Joram Hadoram. — 1Kr 18:9-11.

2. En efterkommer af Moses’ søn Eliezer af Levis stamme. Han levede øjensynlig mens David var konge. — 1Kr 26:24, 25; 2Mo 18:2-4.

3. Den ene af de to præster som Josafat i sit tredje regeringsår (934 f.v.t.) sendte ud sammen med nogle fyrster og levitter for at de skulle undervise indbyggerne i Judas byer i „bogen med Jehovas lov“. I den masoretiske tekst forekommer navnet kun i den lange form. — 2Kr 17:7-9.

4. Akab og Jesabels søn, der efterfulgte sin ældre broder Ahazja på tronen som den tiende konge over Nordriget Israel ca. 917 f.v.t. Han regerede i 12 år. (2Kg 1:17, 18; 3:1; 9:22) Han bør ikke forveksles med Judas konge af samme navn, der var hans svoger. (Se nr. 5.) Selv om Joram fjernede den hellige støtte for Ba’al som hans fader havde rejst, fortsatte han med at gøre „hvad der var ondt i Jehovas øjne“ idet han holdt fast ved den kalvedyrkelse som Jeroboam havde indført. — 1Kg 12:26-29; 16:33; 2Kg 3:2, 3.

Sammen med kong Josafat af Juda og Edoms konge drog Joram i krig mod Moab. De tre konger sejrede stort med Jehovas hjælp fordi fjenden blev narret med et synsbedrag. Da der var stor mangel på vand, rådede Guds profet Elisa Israels lejr til at grave grøfter hvori man kunne opsamle det vand som Jehova ville tilvejebringe. Den følgende morgen da dalen var blevet fyldt med vand, fik sollyset der kastedes tilbage fra vandoverfladen, moabitterne til at tro at vandet var blod, og at de tre forenede hære havde slået hinanden ihjel. Da moabitterne rykkede frem for at gøre sig til gode med byttet, blev de selv nedkæmpet. — 2Kg 3:4-27.

Den aramaiske hærfører Na’aman kom til Joram for at blive helbredt for sin spedalskhed og medbragte et brev med en anmodning herom fra Arams konge. Joram, der troede at Aram søgte en anledning til strid med ham, udbrød: ’Er jeg Gud, så jeg kan lade dø og lade leve og helbrede spedalskhed?’ Da Elisa hørte dette, bad  han Joram sende Na’aman til ham så hærføreren kunne vide at der var en profet for den sande Gud i landet, og at denne kunne udvirke en sådan helbredelse. — 2Kg 5:1-8.

Elisa oplyste også Joram om aramæernes troppebevægelser (2Kg 6:8-12), og flere aramaiske angreb på Israel blev forpurret ved Jehovas mellemkomst under Jorams regering. — 2Kg 6:13–7:20.

Men trods disse tegn på Jehovas godhed ændrede Joram indtil sin dødsdag ikke sind eller vendte om til Jehova af et helt hjerte. Døden kom pludseligt og uventet. Joram befandt sig i Jizre’el, hvor han prøvede at komme sig efter de sår han havde pådraget sig i kamp mod aramæerne. En dag da han kørte Jehu i møde og spurgte: „Er der fred, Jehu?“ fik Jehus svar ham til at vende om og flygte, men Jehu skød ham med en pil gennem hjertet. Således endte „denne søn af en morder“ sine dage (2Kg 6:32), og hans lig blev kastet hen på Nabots marklod. — 2Kg 9:14-26.

I den hebraiske masoretiske tekst bruges begge former af navnet med lige stor hyppighed. Den korte form findes kun i tre kapitler. — 2Kg 8:16, fdn., 17-29; 9:14, fdn., 15-29; 2Kr 22:5-7.

5. Josafats førstefødte søn, der blev konge over Juda i en alder af 32 år. (2Kr 21:1-3, 5, 20) Det ser ud til at Joram på en eller anden måde havde en andel i regeringen i nogle år sammen med sin fader. (2Kg 1:17; 8:16) De otte år der tilskrives Joram, strakte sig fra 913 f.v.t. og fremefter. (2Kg 8:17) I disse år havde altså både det nordlige og det sydlige rige konger der bar det samme navn. De var også svogre eftersom Joram af Juda var gift med Atalja, der var datter af Akab og Jesabel og søster til kong Joram af Israel. — 2Kg 8:18, 25, 26; se nr. 4 ovenfor.

Delvis på grund af sin hustru Ataljas dårlige indflydelse vandrede Joram ikke i sin fader Josafats retfærdige spor. (2Kg 8:18) Joram myrdede ikke blot sine seks brødre og nogle af Judas fyrster, men han vendte også sine undersåtter bort fra Jehova og fik dem til at tilbede falske guder. (2Kr 21:1-6, 11-14) Hele hans regeringstid var præget af uro indadtil og stridigheder udadtil. Først gjorde Edom, derefter Libna oprør mod Juda. (2Kg 8:20-22) I et brev til Joram advarede profeten Elias: „Se, derfor [på grund af afgudsdyrkelsen] lader Jehova et hårdt slag ramme dit folk og dine sønner og dine hustruer og alt hvad du har samlet dig. Og du selv skal rammes af mange sygdomme, sygdom i dine indvolde, indtil dine indvolde kommer ud fordi sygdommen varer ved dag efter dag.“ — 2Kr 21:12-15.

Og sådan gik det. Jehova tillod araberne og filistrene at løbe landet over ende og tage Jorams hustruer og sønner til fange. Kun Jorams yngste søn, Jehoahaz (også kaldet Ahazja), lod Jehova undslippe, men udelukkende på grund af den pagt han havde sluttet med David om riget. „Efter alt dette ramte Jehova ham [Joram] så i hans indvolde med en uhelbredelig sygdom.“ Efter to års forløb „kom hans indvolde ud“, og han døde. Således „gik han bort uden at nogen brød sig om ham“. Han blev begravet i Davidsbyen, „men ikke i kongegravene“. Hans søn Ahazja blev konge i hans sted. — 2Kr 21:7, 16-20; 22:1; 1Kr 3:10, 11.

I den masoretiske tekst forekommer navnet både i den lange og den korte form, med den lange form som den hyppigste. Den korte form findes også i Westcott og Horts græske tekst. — Mt 1:8.