Fra de tidligste tider har man anerkendt jordbesidderes ejendomsret. (Det hebr. ord for „jordbesiddere“ er be‛alīmʹ; ordr.: herrer, ejere.) Abraham købslog med hetitten Efron om et gravsted til sin hustru Sara. Han købte til sidst en mark for en fastsat sum, og handelen blev legaliseret med byens indbyggere som vidner. (1Mo 23:1-20) Under en hungersnød i Ægypten købte Josef jord til Farao af de ægyptiske jordbesiddere og gav dem fødevarer i bytte. (1Mo 47:20-26) Guds trofaste tjener Job, der boede i landet Uz, havde ejendom der uden tvivl omfattede jord, som hans sønner og døtre arvede. (Job 1:4; 42:15) Jehova er imidlertid den øverste jordbesidder, og hans handlinger viser at mennesker skal stå ham til regnskab for den måde de bruger hans ejendom på. — Sl 24:1; 50:10-12.

I Israel. Da Jehova førte Israel ind i Kana’ans land, udøvede han sin ret til som hele jordens  Ejer og Herre at fordrive kana’anæerne, der i realiteten havde slået sig ned i landet uden at have ret til det. (Jos 3:11; 1Kor 10:26) Den periode hvori Gud tolererede deres tilstedeværelse i landet, var udløbet. Da Gud mere end 450 år tidligere lovede Abrahams afkom landet, sagde han til Abraham: „Amoritternes [udtrykket „amoritter“ bruges undertiden om alle de kana’anæiske stammer] brøde er endnu ikke fuldstændig.“ (1Mo 15:7, 8, 12-16) Som den kristne martyr Stefanus sagde til jøderne, gav Gud derfor „ikke [Abraham] nogen arvelod i det, nej, ikke en fodsbred; men endnu mens han intet barn havde, lovede han at give ham det i eje, og efter ham hans afkom“. — Apg 7:5.

Israelitterne skulle ikke udkæmpe angrebskrige og fortsat udvide deres territorium ved at indtage de omliggende nationers land. Jehova sagde advarende til israelitterne at han havde givet visse nationer nogle landområder, og at deres ejendomsret skulle respekteres. Disse nationer var Edom, Moab og Ammon, der var beslægtede med israelitterne gennem Esau (Edom) og Lot (Moab og Ammon). — 5Mo 2:4, 5, 9, 19.

Forvaltere af det forjættede land. Jehova gjorde endda israelitterne, som han havde givet landet som deres ejendom, opmærksomme på at de ikke var landets egentlige ejere, men blot fik lov at forvalte det. I forbindelse med salg af en arvelod sagde han: „Jorden i landet må ikke sælges uigenkaldeligt, for landet er mit. I er nemlig fastboende udlændinge og indvandrere hos mig.“ (3Mo 25:23) Gud havde drevet kana’anæerne bort fra landet på grund af deres vederstyggelige handlinger. Han advarede israelitterne om at han også ville fratage dem enhver ejendomsret til landet og drive dem ud af det hvis de antog disse skikke. Da de senere gjorde det, blev de ført i landflygtighed. (3Mo 18:24-30; 25:18, 19; 26:27-33; Jer 52:27) Efter at deres land havde ligget øde i 70 år, fra 607 til 537 f.v.t., lod Gud dem barmhjertigt bosætte sig i landet igen, men denne gang under hedensk overherredømme. Til sidst, i år 70 e.v.t., ødelagde romerne Jerusalem og spredte indbyggerne.

Inden for nationens grænser fik Israels stammer tildelt bestemte landområder, eller de fik byer inden for andre stammers områder. Præsterne og levitterne fik tildelt byer med græsgange. (Jos 15-21) Inden for stammerne fik de enkelte slægter tildelt arvelodder, der blev inddelt i mindre stykker efterhånden som slægterne voksede i tal og delte jorden mellem sig. Dette medførte at landet blev opdyrket og anvendt fuldt ud. Arvelodderne måtte ikke overdrages fra én stamme til en anden. For at forhindre at dette skete, skulle kvinder der arvede jord (fordi de ikke havde brødre i levende live), gifte sig med en mand fra deres egen stamme for at bevare deres arvelod. — 4Mo 36:1-12.

Hvis en mand døde uden at efterlade sig en søn, kunne hans broder (eller, hvis han ikke havde nogen brødre, hans nærmeste mandlige slægtning) gifte sig med hans enke for at få afkom med hende. Den mand der giftede sig med enken, kunne også genløse den døde mands arvelod hvis den var blevet solgt. (Rut 4:9, 10, 13-17) Kvindens førstefødte søn skulle ikke have faderens navn, men hendes afdøde mands navn, sådan at arvelodden ville blive hans og den afdøde mands navn og arvelod blev bevaret i Israel. — 5Mo 25:5, 6.

Jubelåret. Gud havde sagt til Israel: „Ingen [skal] blive fattig hos dig.“ (5Mo 15:4, 5) Så længe israelitterne holdt jubelåret, forebyggede dette en situation hvor der kun fandtes to klasser, de meget rige og de meget fattige. Hvert 50. år (regnet fra det tidspunkt da Israel drog ind i Kana’an) vendte hver mand tilbage til sin arvelod, og hvis han havde solgt noget jord, blev det givet tilbage til ham. På grund af denne lov faldt prisen på jord hvert år efterhånden som jubelåret nærmede sig. I virkeligheden lejede køberen kun jorden, og prisen afhang af det antal afgrøder jorden kunne bære inden det næste jubelår. (3Mo 25:13-16, 28) Selv den der købte en anden mands arvelod, kunne ikke være sikker på at beholde den frem til jubelåret. Hvis den oprindelige ejer fandt tilstrækkelige midler, kunne han købe jorden tilbage. En genløser (en nær slægtning) kunne også købe jorden tilbage til den oprindelige ejer. — 3Mo 25:24-27.

En mand kunne ikke tvinges til at sælge sin ejendom. Kronen havde heller ingen ekspropriationsret i Israel. Dette fremgår af tilfældet med Nabot, der nægtede at sælge en del af sin arvelod til kong Akab. — 1Kg 21:1-4, 17-19; jf. Ez 46:18.

Levitterne. Levitterne fik ikke nogen arvelod som de andre stammer. De fik levitbyer med huse og de græsgange som omgav disse byer. Disse græsgange kunne ikke sælges, og dette var en beskyttelse for levitterne (for hvor skulle deres kvæg ellers græsse?). Husene kunne derimod sælges, men levitterne havde altid ret til at købe dem tilbage, og senest i jubelåret blev et hus givet tilbage til ejeren. — 3Mo 25:32-34.

Når den frugtbare jord gav sin afgrøde, måtte den egentlige Ejer af al jord ikke glemmes. En tiendedel af afgrøderne skulle gives til levitterne  for at støtte dem i deres vigtige opgaver i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, som var til åndelig gavn for hele Israel. — 4Mo 18:21-24; 5Mo 14:22-29.

Helligdommen. Jehovas helligdom kunne også eje jord, nemlig marker der var blevet ’helliget’ til Jehova. Disse markers afgrøder gik til helligdommen i en periode som ejeren eller jordbesidderen havde fastsat. (3Mo 27:16-19) Hvis en mark der var blevet ’helliget’ af ejeren, ikke blev købt tilbage, men var blevet solgt til en anden mand, ville den i jubelåret blive helligdommens permanente ejendom. (3Mo 27:20, 21) Marker der af ejeren var „viet“ til helligdommen, forblev helligdommens permanente ejendom. — 3Mo 27:28.

I den kristne menighed. Bibelen viser klart at enkeltpersoners ejendomsret blev anerkendt i den kristne menighed. Da menigheden blev oprettet på pinsedagen i år 33, var mange jøder og jødiske proselytter fra andre lande kommet til Jerusalem for at fejre højtiden. En stor del af dem hørte Peters tale og fik tro på Kristus. (Apg 2:1, 5, 9-11, 41, 42, 47) De blev i byen for at lære mere. De kristne solgte derfor frivilligt deres ejendomme og delte det indkomne ud for at hjælpe disse gæster og andre der havde behov. De ’havde alting fælles’. (Apg 2:44-46) Dette var ikke socialisme eller kommunisme, men en frivillig uddeling med det formål at hjælpe nogle der var interesserede i den gode nyhed og i at fremme dens udbredelse.

Af lignende årsager og også fordi de kristne blev forfulgt af de styrende i Jerusalem, fortsatte man denne skik under Guds ånds ledelse og ved hans ufortjente godhed. Marker blev solgt, og de indkomne beløb blev bragt til apostlene, der administrerede hjælpen. (Apg 4:31-37) Men de enkelte kristnes ejendom var deres egen, og ejendomsretten var ukrænkelig; de blev på ingen måde tvunget til at stille deres ejendomme til rådighed for fællesskabet. Det blev betragtet som en forret, ikke en pligt, at gøre det. Disse gavmilde kristne lod sig lede af det rette motiv.

Ananias og Safira hyklede imidlertid for at blive æret af mennesker. De aftalte at sælge et jordstykke og kun give en del af det indkomne beløb til apostlene mens de foregav at de gavmildt skænkede hele beløbet. Peter forstod ved den hellige ånds ledelse hvad de havde gjort, men han sagde ikke: ’Hvorfor gav I os ikke alle de penge I fik for jordstykket?’ som om de var forpligtede til at gøre det. Nej, han sagde: „Ananias, hvordan kan det være at Satan har givet dig mod til at bedrage den hellige ånd og hemmeligt tilbageholde noget af beløbet for jordstykket? Forblev det ikke dit så længe det forblev hos dig, og efter at det var solgt, kunne du så ikke stadig bestemme? Hvorfor besluttede du i dit hjerte en handling som denne? Det er ikke mennesker men Gud du har bedraget.“ — Apg 5:1-4.

Da Safira omkring tre timer senere kom ind uden at vide hvad der var sket, påstod også hun at de havde givet hele beløbet til apostlene, og Peter svarede: „Hvorfor blev I enige om at sætte Jehovas ånd på prøve?“ (Apg 5:7-9) Deres synd bestod i at de havde løjet for Jehova og hånet ham og hans menighed, som om Guds ånd ikke hvilede over den. (Ga 6:7) De var ikke forpligtede til at skille sig af med deres ejendom og skænke beløbet til et fælles formål.

Jehovas ejendomsret skal respekteres. Eftersom Jehova ejer al jord, skal jordbesiddere respektere hans ejendom og passe på den så den ikke ødelægges og de til sidst helt mister den. (Ord 24:30-34) Selv nationer må anerkende at det forholder sig sådan. (Es 24:1-6; Jer 23:10) De der ignorerer dette princip, vil i sidste ende selv blive ødelagt. — Åb 11:18.

Hvis man anerkender at Gud er den egentlige jordbesidder, vil man ikke begærligt og ved ulovlige metoder prøve at tilegne sig jord som man ikke har ret til. (Ord 20:21; 23:10, 11) Da israelitterne vendte sig fra Guds lov, fordømte Gud nogle af dem med disse ord: „Ve dem der føjer hus til hus, dem der lægger mark til mark, indtil det er slut med pladsen og I er kommet til at bo helt for jer selv i landet!“ — Es 5:8; Mika 2:1-4.

Jesus sagde derimod: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mt 5:5; Sl 37:9, 22, 29) Han lærte sine disciple at bede til Gud med disse ord: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mt 6:10) Under den store Jordbesidders suveræne herredømme vil de der trofast forvalter hans jord, opleve den fulde glæde ved at besidde ejendom under trygge forhold. Gud beskrev de ideelle forhold i forbindelse med at besidde jord da han fremsatte genoprettelsesprofetier gennem Esajas og Mika. Disse profetier viser hvilke forhold der vil råde på jorden når ’hans vilje sker’. Han sagde om sit folk: „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise.“ „Og de skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ — Es 65:21, 22; Mika 4:4; se LANDETS (JORDENS) FOLK.