Den femtestørste planet i solsystemet og den tredje i rækken af planeter regnet fra solen. Den er en omdrejningsellipsoide som er let affladet ved polerne. Satellitobservationer har afsløret yderligere ubetydelige uregelmæssigheder i jordens form. Dens masse er på omkring 5,98 × 10²⁴ kg, og overfladens areal er på ca. 510.000.000 km². Jordens omtrentlige mål: Omkredsen ved ækvator er lidt over 40.000 km, og diameteren ved ækvator er 12.750 km. Hen ved 71 procent af jordens overflade er dækket af hav, hvilket giver en samlet landoverflade på ca. 149.000.000 km².

Jorden roterer om sin egen akse, hvorved dag og nat fremkommer. (1Mo 1:4, 5) En fuld rotation om jordaksen svarer til en soldag, som er en periode på 24 timer. Den tid det tager jorden at fuldføre et kredsløb om solen, et såkaldt tropisk år, som er forbundet med årstidernes skiften, er på gennemsnitlig 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder. Det er dette tal man går ud fra i kalendere der følger solåret, og eftersom det tropiske år ikke består af et helt antal dage, har det været yderst vanskeligt at udarbejde en nøjagtig kalender.

Jordens akse hælder 23 grader og 27 minutter mod en vinkelret linje på jordbanens plan. Rotationens gyroskopiske effekt holder jordens akse i stort set samme retning i forhold til stjernerne uanset hvor jorden befinder sig i sit kredsløb omkring solen. Aksens hældning er årsag til årstidernes skiften.

Jordens atmosfære, der i det væsentlige består af kvælstof, ilt, vanddampe og andre luftarter, når op i en højde af mere end 960 kilometer over jordens overflade. Området uden for atmosfæren benævnes „det ydre rum“.

De bibelske udtryk og deres betydning. I De Hebraiske Skrifter er ordet for jorden som planet ’æʹræts. ’Æʹræts bruges om (1) jorden i modsætning til himmelen eller himmelrummet (1Mo 1:2), (2) et land, et område (1Mo 10:10), (3) jordoverfladen (1Mo 1:26), (4) jordens befolkning (1Mo 18:25).

Et andet ord for „jord“ er ’adhamahʹ, der også undertiden oversættes med „agerjord“ og „land“. ’Adhamahʹ betyder (1) den dyrkede eller opdyrkelige jord, hvorfra føden hentes (1Mo 3:23), (2) et stykke jord, en jordejendom (1Mo 47:18, 26), (3) materialet jord (1Sa 4:12; 2Kg 5:17), (4) jordens synlige overflade (1Mo 1:25), (5) land, landområde (3Mo 20:24a), (6) hele jorden, den beboede jord (1Mo 12:3). ’Adhamahʹ synes etymologisk at være beslægtet med ordet ’adhamʹ. Det første menneske, Adam, blev jo dannet af støv fra jorden. — 1Mo 2:7.

I De Græske Skrifter betegner gē den opdyrkelige jord, agerjorden. (Mt 13:5, 8) Desuden bruges ordet til at betegne stoffet jord som Adam blev skabt af (1Kor 15:47); jordkloden (Mt 5:18, 35; 6:19);  jorden som bolig for mennesker og dyr (Lu 21:35; Apg 1:8; 8:33; 10:12; 11:6; 17:26); et land, et landområde (Lu 4:25; Joh 3:22); jordoverfladen (Mt 10:29; Mr 4:26); land i modsætning til hav eller sø (Joh 21:8, 9, 11; Mr 4:1).

Oikoumeʹnē, der i flere bibeloversættelser oversættes med „verden“, betegner „den beboede jord“. — Mt 24:14; Lu 2:1; Apg 17:6; Åb 12:9.

I hvert enkelt tilfælde hvor disse ord bruges, er ordets form og især den sammenhæng hvori ordet forekommer, afgørende for hvilken af ovennævnte betydninger der er tale om.

På hebraisk omtalte man verdenshjørnerne som „jordens fire hjørner“. (Es 11:12) I De Hebraiske Skrifter kan ordet „foran“ betyde „øst“ (1Mo 12:8), „bagved“ kan betyde „vest“ (Es 9:12), „til højre“ kan betyde „syd“ (1Sa 23:24) og „til venstre“ kan betyde „nord“ (Job 23:8, 9; jf. DA92). Øst og vest betegnedes også med ordene for henholdsvis „solopgang“ og „solnedgang“. (Jos 4:19; 2Kr 32:30) Da næsten hele det forjættede lands vestgrænse var hav, blev betegnelsen „havet“ også brugt i betydningen „vest“. — 4Mo 34:6.

Jordens skabelse. Om jordens tilblivelse fortælles der ganske enkelt: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1Mo 1:1) Det fremgår ikke af Bibelen hvornår eller hvor langt tilbage universets skabelse fandt sted, og der er derfor ingen grund til at bibelforskere skulle tage stilling til de videnskabelige beregninger angående jordklodens alder. Videnskaben ansætter visse jordlags alder til at være tre og en halv milliard år, og selve jordens alder ansættes til omkring fire til fire og en halv milliard år eller mere.

Hvad tiden angår, gives der i Første Mosebog mere præcise oplysninger om de seks skabelsesdage. Det var ikke jordens stof eller materiale der blev skabt på disse dage, men jorden blev beredt som bosted for menneskene.

Der siges intet i Bibelen om hvorvidt Gud har skabt liv på nogen andre planeter i universet, og nutidens astronomer har ikke fundet vidnesbyrd om at der eksisterer liv på andre planeter. Jorden er den eneste planet hvorpå der i øjeblikket vides at være de rette betingelser for liv som vi kender det.

Hensigt. Som hele det øvrige skaberværk blev jorden til fordi det var Jehovas vilje. (Åb 4:11) Den blev skabt for at skulle bestå for evigt. (Sl 78:69; 104:5; 119:90; Præ 1:4) Gud omtaler sig selv som en hensigtens Gud og erklærer at det han har sat sig for, også vil blive gennemført. (Es 46:10; 55:11) Han gav klart udtryk for sin hensigt med jorden da han sagde til det første menneskepar: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1Mo 1:28) Der var ingen fejl eller mangler ved jorden eller det der var på den. Efter at have skabt alt hvad der var nødvendigt, så Jehova at det var „virkelig godt“, og derefter ’gav han sig til at hvile’, idet han afstod fra anden jordisk skabervirksomhed. — 1Mo 1:31–2:2.

Jorden vil også vedblive med at være menneskenes bolig. Da Gud fremsatte loven om træet til kundskab om godt og ondt, lod han forstå at mennesket kunne leve evigt på jorden. (1Mo 2:17) Jehovas eget ord forsikrer os om at „alle de dage jorden består“ skal „såtid og høsttid, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre“ (1Mo 8:22), og at han aldrig mere vil lade en vandflod ødelægge alt kød på jorden. (1Mo 9:12-16) Jehova siger at han ikke har skabt jorden forgæves eller til ingen nytte, men for at den skal bebos af mennesker, og at døden til sidst vil blive fjernet. Heraf må man drage den slutning at det er Guds hensigt at jorden skal bebos af fuldkomne mennesker der lever evigt i glæde og lykke. — Sl 37:11; 115:16; Es 45:18; Åb 21:3, 4.

At dette er Jehova Guds hensigt, og at den er hellig for ham og ikke vil blive forpurret, fremgår af Bibelens ord: „På den syvende dag var [Gud] færdig med sit værk som han havde frembragt . . . Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den hviler Gud fra hele sit værk som han har skabt i den hensigt at frembringe det.“ (1Mo 2:2, 3) I modsætning til det der siges om de øvrige seks dage, nævnes der intet i skabelsesberetningen om at den syvende dag, hviledagen, gik til ende. Apostelen Paulus forklarede at Guds hviledag fortsatte gennem hele Israels historie og endnu ikke var forbi på hans tid. (He 3:7-11; 4:3-9) Gud helligede den syvende dag. På denne dag ville han gennemføre sin hensigt med jorden, så der var ikke behov for yderligere skabervirksomhed i forbindelse med jorden i den periode.

Beretningen stemmer med videnskabelige kendsgerninger. I Jobs Bog (26:7) siges der at Gud „hænger jorden på intet“. Videnskaben siger at når jorden forbliver i sin bane i rummet, skyldes det hovedsagelig påvirkning dels fra tyngdekraften og dels fra centrifugalkraften. Disse kræfter er naturligvis usynlige. Derfor hænger jorden og de andre himmellegemer frit i rummet, som på intet. Om Jehova og om hvordan menneskene på jorden tager sig ud set  med hans øjne, skrev profeten Esajas under inspiration: „Det er Ham der bor over jordens kreds — dens beboere er som græshopper.“ (Es 40:22) Endvidere siger Bibelen: „Han [Gud] har tegnet en kreds på vandenes flade.“ (Job 26:10) Vandene holdes på plads ved Jehovas forordning. De har deres afstukne grænser og oversvømmer ikke landjorden eller forsvinder ud i rummet. (Job 38:8-11) Som Jehova ser jordkloden fra sit stade, er den cirkelrund af form, ligesom fuldmånen aftegner sig for os. Før landmasserne kom til syne, var hele jordklodens overflade dækket af brusende vande. — 1Mo 1:2.

Når bibelskribenterne beskriver forhold i verdensrummet, benytter de som regel udtryk der beskriver disse forhold som de tager sig ud for den jordiske iagttager, eller som de ser ud fra det geografiske sted hvor skribenten befinder sig. Som eksempel kan nævnes udtrykket „solopgangen“. (4Mo 2:3; 34:15) Nogle bruger dette som en anledning til at drage Bibelens pålidelighed i tvivl. De kalder den videnskabeligt unøjagtig, idet de hævder at hebræerne betragtede jorden som verdens midtpunkt, og at solen bevægede sig rundt om den. Denne opfattelse giver bibelskribenterne imidlertid intetsteds udtryk for. Den dag i dag er det almindeligt at bruge udtryk som „solen står op“, „solen går ned“ og „solen går sin gang hen over himmelen“, uden at det betragtes som uvidenskabeligt. Når man i Bibelen møder udtryk som „jordens ende“ (Sl 46:9), „jordens ender“ (Job 37:3), „jordens fire hjørner“ (Es 11:12) og „jordens fire vinde“ (Åb 7:1), kan man heller ikke af disse udtryk udlede at hebræerne mente at jorden var firkantet. Tallet fire bruges ofte til at betegne det der er fuldstændigt og altomfattende, ligesom vi i dag taler om fire verdenshjørner og dermed mener alle retninger. — Jf. Ez 1:15-17; Lu 13:29.

Billedlige og symbolske udtryk. Jorden beskrives billedligt i flere tilfælde. I Job 38:4-6 sammenligner Jehova, i de spørgsmål han stiller Job, jordens grundlæggelse med grundlæggelsen af en bygning. Jehova bruger ved samme lejlighed et billede der beskriver resultatet af jordens rotation. Han siger: „[Jorden] forandrer sig som ler under segl.“ (Job 38:14) Nogle af de segl man på Bibelens tid brugte til dokumenter, havde form som en lille cylinder hvori ejerens mærke var indgraveret. Når den blev rullet hen over det bløde ler, efterlod den et aftryk i leret. På samme måde aftegnes jordens konturer gradvis ved morgenens frembrud efterhånden som lyset fra solen bevæger sig hen over jordens overflade og giver den form og farve. Eftersom himmelen, hvor Jehovas trone befinder sig, er højere end jorden, betegnes jorden billedligt som Jehovas fodskammel. (Sl 103:11; Es 55:9; 66:1; Mt 5:35; Apg 7:49) De der er i Sheol, eller Hades, menneskehedens fælles grav, siges at være „under jorden“. — Åb 5:3.

Apostelen Peter sammenligner de bogstavelige himle og den bogstavelige jord (2Pe 3:5) med de symbolske himle og den symbolske jord. (2Pe 3:7) De „himle“ der nævnes i vers 7, sigter ikke til Jehovas bolig, stedet hvor Jehovas trone befinder sig i himmelen. Jehovas himle rokkes ikke. Den „jord“ der omtales i det samme vers, er heller ikke den bogstavelige planet jorden, for Jehova siger at han har grundfæstet jorden, og at den bliver stående. (Sl 78:69; 119:90) Dog siger Gud at han vil ryste både himmelen og jorden (Hag 2:21; He 12:26), at himmelen og jorden vil flygte for hans ansigt, og at der vil komme nye himle og en ny jord. (2Pe 3:13; Åb 20:11; 21:1) Tydeligvis er der her tale om symbolske himle og en symbolsk jord. Den symbolske jord sigter her, ligesom i Salme 96:1, til et samfund af mennesker der lever på jorden. — Se HIMMEL (Nye himle og en ny jord).

Udtrykket jorden bruges også symbolsk som betegnelse for menneskehedens fastere og mere stabile elementer i modsætning til de ustabile, hvileløse elementer der skildres ved det oprørte hav. — Es 57:20; Jak 1:6; Jud 13; jf. Åb 12:16; 20:11; 21:1.

I Johannes 3:31 siges der at den som kommer ovenfra, er højere end den som er fra jorden (gr.: gē). Det græske ord epiʹgeios, „jordisk“, bruges som betegnelse for det jordiske, fysiske, navnlig i modsætning til det himmelske, og om noget der er laverestående og af grovere materiale. Mennesket er dannet af støv fra jorden. (2Kor 5:1; jf. 1Kor 15:46-49.) Alligevel kan mennesket behage Gud ved at leve ’et åndeligt liv’, et liv der er ledet af Guds ord og ånd. (1Kor 2:12, 15, 16; He 12:9) På grund af menneskenes syndighed og deres tilbøjelighed til at være mere optaget af det materielle end af det åndelige (1Mo 8:21; 1Kor 2:14) kan ordet „jordisk“ have den negative betydning „fordærvet“ eller „i modsætning til ånden“. — Flp 3:19; Jak 3:15.