(Joʹsafat) [hebr.: Jehōsjafatʹ, Jehova er dommer].

1. Ahiluds søn, der var kansler på Davids og Salomons tid. — 2Sa 8:16; 20:24; 1Kg 4:3; 1Kr 18:15.

2. Søn af Parua og en af kong Salomons 12 præfekter. Én måned om året leverede han fødevarer til kongen og hans hus fra Issakars område. — 1Kg 4:7, 17.

3. Søn af kong Asa af Juda og Sjilhis datter Azuba. Han efterfulgte sin fader på tronen i en alder af 35 år og herskede i 25 år, fra 936 f.v.t. (1Kg 22:42; 2Kr 20:31) Han regerede samtidig med kongerne Akab, Ahazja og Joram af Israel. (1Kg 22:41, 51; 2Kg 3:1, 2; 2Kr 17:3, 4) Hans regering var en god regering, præget af stabilitet, fremgang og velstand og nogenlunde fred med nabolandene. Han modtog gaver af sine undersåtter og tribut af filistrene og araberne. — 2Kr 17:5, 10, 11.

Bedrifter. Josafat styrkede sin stilling ved at lægge kampstyrker i Judas befæstede byer og anbringe garnisoner både i Judas land og i de byer som hans fader, Asa, havde erobret i Israel. I Jerusalem tjente en stor styrke af dygtige krigere kongen, og der blev bygget borge og forrådsbyer i Juda. — 2Kr 17:1, 2, 12-19.

Til forskel fra kongerne i Nordriget viste Josafat stor interesse for den sande tilbedelse. (2Kr 17:4) Han overdrog visse fyrster, levitter og præster at undervise i Jehovas lov i Judas byer. (2Kr 17:7-9) Han skænkede også helliggaver til templet (2Kg 12:18) og rejste personligt rundt i hele riget og pålagde sine undersåtter at vende om til Jehova. (2Kr 19:4) Han fortsatte modigt den kampagne mod afgudsdyrkelse som Asa havde påbegyndt. (1Kg 22:46; 2Kr 17:6) Men afgudsdyrkelsen på offerhøjene havde så stærkt fodfæste i landet at det ikke lykkedes at fjerne den fuldstændigt trods Josafats bestræbelser. — 1Kg 22:43; 2Kr 20:33.

Der indførtes også et bedre retssystem under Josafats regering. Kongen selv indprentede dommerne betydningen af at være upartiske og ikke at tage imod bestikkelse, for de dømte ikke for et menneske, men for Jehova. — 2Kr 19:5-11.

Josafat viste sig at være en konge der stolede helt på Jehova. Da Juda rige truedes af Ammons, Moabs og Se’irs forenede styrker, erkendte han ydmygt hvor svag nationen var over for denne fare og bad til Jehova om hjælp. Derpå kæmpede Jehova for Juda ved at slå de fjendtlige hære med forvirring så de nedkæmpede hinanden. Som følge heraf blev de omgivende folk slået med frygt, og Juda havde fortsat fred. — 2Kr 20:1-30.

Forhold til tistammeriget. Josafat holdt fred med det nordlige rige og indgik uklogt svogerskab med Akab. (1Kg 22:44; 2Kr 18:1) Af den grund blev han ved flere lejligheder trukket med ind i andre forbund med Israels rige.

Under et besøg i Nordriget nogen tid efter at Akabs datter Atalja var blevet gift med Josafats førstefødte søn, Joram, gik Josafat ind på at ledsage kong Akab på et felttog mod Aram for at erobre Ramot-Gilead tilbage. Før de drog af sted, anmodede Josafat imidlertid Akab om at rådspørge Jehova. Fire hundrede profeter forsikrede Akab om at felttoget ville lykkes, men Jehovas sande profet Mikaja, som Akab hadede, men som blev tilkaldt på Josafats opfordring, forudsagde et nederlag. Alligevel drog Josafat med i krigen, måske for ikke at svigte sit tidligere løfte om at ledsage Akab, klædt i sine kongelige klæder, hvorimod Akab tog den forholdsregel at forklæde sig. Aramæerne, der af den grund fejlagtigt sluttede at Josafat var Israels konge, udsatte ham for det sværeste angreb, og han undslap kun med nød og næppe, mens Akab trods sin forklædning blev dødeligt såret. (1Kg 22:2-37; 2Kr 18) Da Josafat vendte tilbage til Jerusalem, blev han dadlet for at have indgået dette ukloge forbund med den onde kong Akab, idet seeren Jehu sagde til ham: „Er det de ugudelige man skal hjælpe, og er  det dem der hader Jehova du skal elske? Nej, på grund af dette er der kommet harme over dig fra Jehova.“ — 2Kr 19:2.

Senere indgik Josafat partnerskab med Akabs efterfølger, kong Ahazja, for at bygge skibe i Ezjon-Geber ved Aqababugten. Jehova misbilligede imidlertid dette forbund med den ugudelige Ahazja, og som en opfyldelse af en profeti led skibene skibbrud. — 1Kg 22:48, 49; 2Kr 20:35-37; se AHAZJA, 1.

Nogen tid herefter deltog Josafat sammen med Ahazjas efterfølger, Joram, og Edoms konge i et felttog mod Moabs konge, Mesja, som havde gjort oprør mod tistammeriget. På vejen gennem ørkenen så de forenede hære sig pludselig indesluttet på et sted uden vand. Josafat spurgte derfor efter en af Jehovas profeter. Kun af agtelse for Josafat søgte profeten Elisa guddommelig inspiration, hvorefter hans råd frelste de tre konger og deres hære fra at blive nedkæmpet. — 2Kg 3:4-25.

Joram bliver konge. Endnu mens Josafat levede, overdrog han kongedømmet til sin førstefødte søn, Joram, mens han skænkede sine andre sønner kostbare gaver og befæstede byer i Juda. (2Kg 8:16; 2Kr 21:3) Efter at Josafat var død og han var blevet begravet i Davidsbyen, skulle forbindelsen med Akabs hus ved Jorams ægteskab med Akabs datter Atalja vise sig at blive skæbnesvanger for Juda rige. Under indflydelse af Atalja genindførte Joram afguderiske skikke. — 1Kg 22:50; 2Kr 21:1-7, 11.

4. Fader til Israels konge Jehu. — 2Kg 9:2, 14.