(Joʹsef) [kortform af Josifja, der betyder „måtte Jah tilføje (øge); Jah har tilføjet (øget)“].

1. Den første af de to sønner Jakob fik med sin elskede hustru Rakel. (1Mo 35:24) Ved hans fødsel udbrød hans moder, der længe havde været ufrugtbar: „Gud har taget min skændsel bort!“ Så gav hun ham navnet Josef idet hun sagde: „Jehova føjer endnu en søn til mig,“ det vil sige endnu en søn foruden Dan og Naftali, som Rakel havde antaget som sine egne skønt de var født af hendes tjenestepige, Bilha. (1Mo 30:3-8, 22-24) Jakob var da omkring 91 år gammel. — Jf. 1Mo 41:46, 47, 53, 54; 45:11; 47:9.

Omkring seks år senere brød Jakob op fra Paddan-Aram for at vende tilbage til Kana’ans land. (1Mo 31:17, 18, 41) Da han erfarede at hans broder, Esau, kom ham i møde med 400 mand, delte han sine børn, hustruer og medhustruer op i grupper og anbragte Rakel og Josef bagerst, hvor de var sikrest. (1Mo 33:1-3) Josef og hans moder var derfor de sidste der bøjede sig for Esau. — 1Mo 33:4-7.

Derefter boede Josef sammen med familien i Sukkot, Sikem (1Mo 33:17-19) og Betel. (1Mo 35:1, 5, 6) På vejen fra Betel videre til Efrat (Betlehem) døde hans moder, Rakel, mens hun fødte Benjamin. — 1Mo 35:16-19.

Hadet af sine halvbrødre. Som 17-årig vogtede Josef får sammen med nogle af sine halvbrødre, Bilhas og Zilpas sønner. Skønt han var yngre end de, deltog han ikke i deres urette handlinger, men meddelte pligtopfyldende sin fader hvad de foretog sig. — 1Mo 37:2.

Jakob kom til at holde mere af Josef end af alle sine andre sønner fordi han var hans alderdoms søn, og måske også fordi han stod fast for det der var ret. Han lod lave en lang, stribet kjortel til ham, muligvis af den slags der blev båret af rangspersoner. Det førte til at Josef blev hadet af sine halvbrødre. Da han senere fortalte dem en drøm han havde haft, hvoraf det fremgik at han ville komme til at herske over dem, hadede de ham endnu mere. Siden havde han endnu en drøm, som viste at ikke alene hans brødre, men også hans fader og moder (åbenbart ikke Rakel eftersom hun allerede var død, men muligvis husstanden som sådan eller Jakobs førstehustru på det tidspunkt), ville bøje sig for ham. Da han fortalte denne drøm, blev han irettesat af sin fader, og hans brødres skinsyge voksede. At Josef talte om sine drømme, betyder ikke at han følte sig overlegen. Han gengav blot hvad Gud havde åbenbaret for ham. Jakob indså muligvis  at drømmene var profetiske, for han „mærkede sig det der var sagt“. — 1Mo 37:3-11.

Da Jakob boede i Hebron, bad han en dag Josef om at tage til egnen ved Sikem for at se hvordan det stod til med hans brødre og småkvæget. I betragtning af deres fjendtlige indstilling var dette ikke nogen behagelig opgave for Josef, men alligevel sagde han uden tøven: „Her er jeg!“ og tog af sted. Da han nåede til Sikem, traf han en mand som oplyste ham om at hans brødre var draget til Dotan. Han gik så efter dem og nåede dem i Dotan. Da de fik øje på ham langt borte, gav de sig til at lægge lumske planer imod ham idet de sagde: „Se! Dér kommer den drømmemester. Kom nu og lad os dræbe ham og kaste ham i en af cisternerne . . . Lad os så se hvad der bliver af hans drømme.“ (1Mo 37:12-20) Ruben, den førstefødte, forsøgte imidlertid at forpurre den morderiske plan og opfordrede dem indtrængende til ikke at dræbe Josef, men blot kaste ham i en udtørret cisterne. Da Josef nåede hen til dem, trak de den lange, stribede kjortel af ham og fulgte Rubens forslag. Da der senere kom en karavane af ismaelitter forbi, overbeviste Juda i Rubens fravær de andre om at det var bedre at sælge ham til købmændene i stedet for at dræbe ham. — 1Mo 37:21-27.

Sælges til trældom. Trods Josefs bønner om barmhjertighed solgte de ham for 20 sølvstykker. (1Mo 37:28; 42:21) Siden fik de Jakob til at tro at Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. Den aldrende Jakob var så fortvivlet over tabet af sin søn at han nægtede at lade sig trøste. — 1Mo 37:31-35.

Købmændene bragte Josef til Ægypten og solgte ham til Potifar, øversten for Faraos livvagt. (1Mo 37:28, 36; 39:1) Dette var ikke nogen usædvanlig handel, for gamle papyrusdokumenter viser at aramaiske trælle (Josef var halvt aramæer [1Mo 29:10; 31:20]) var højt værdsat i Ægypten.

Ligesom Josef ivrigt havde fremmet sin faders interesser, var han også flittig og pålidelig som træl. Alt hvad han foretog sig, lykkedes med Jehovas velsignelse. Det endte med at Potifar satte ham over hele sit hus. Josef blev åbenbart husforvalter, en stilling der nævnes i ægyptiske beretninger i forbindelse med indflydelsesrige ægypteres store huse. — 1Mo 39:2-6.

Modstår fristelse. I mellemtiden var Josef blevet en smuk ung mand, og Potifars hustru blev betaget af ham. Hun opfordrede ham flere gange til at indlede et forhold til hende, men oplært på retfærdighedens vej som Josef var, afslog han det med ordene: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ Dermed var faren imidlertid ikke drevet over for Josef. Ifølge arkæologiske vidnesbyrd ser det ud til at ægyptiske huse var indrettet sådan at man måtte gennem hovedbygningen for at komme til forrådsrummene. Hvis Potifars hus var indrettet på samme måde, ville det have været umuligt for Josef helt at undgå Potifars hustru. — 1Mo 39:6-10.

Til sidst udnyttede Potifars hustru hvad hun fandt var en gunstig lejlighed. En dag hvor der ikke var andre folk i huset og Josef gik ind for at ordne sine pligter, greb hun fat i hans klædning og sagde: „Lig hos mig!“ Men Josef efterlod sin klædning i hendes hånd og flygtede. Hun begyndte da at skrige og at give det udseende af at Josef havde gjort tilnærmelser til hende. Da hun fortalte sin mand dette, lod den rasende Potifar Josef kaste i fængsel, det sted hvor kongens fanger blev holdt fængslet. — 1Mo 39:11-20.

I fængsel. Det ser ud til at Josef i begyndelsen blev behandlet meget strengt i fængselet. „Med fodjern mishandlede de hans fødder; hans sjæl blev lagt i jern.“ (Sl 105:17, 18) Men på grund af hans ulastelige optræden under disse ugunstige forhold og som følge af Jehovas velsignelse betroede fængselsøversten ham senere opsynet med de andre fanger. Igen viste Josef sig at være en dygtig administrator idet han sørgede for alt hvad der skulle gøres i fængselet. — 1Mo 39:21-23.

Da to af Faraos hofmænd, overmundskænken og overbageren, derefter blev indsat i det samme fængsel, blev Josef sat til at opvarte dem. Senere havde de to mænd hver en drøm som Josef udlagde for dem efter at have gjort opmærksom på at tydningen kom fra Gud. Mundskænkens drøm betød at han tre dage senere ville blive genindsat i sit embede. Josef bad ham derfor om at huske ham og at nævne ham for Farao så han kunne blive løsladt fra fængselet. Han forklarede at han var blevet stjålet fra „hebræernes land“, og at han ikke havde gjort noget som kunne berettige nogen til at sætte ham i fængsel. Muligvis for ikke at stille sin familie i et dårligt lys undlod han at fortælle hvem der havde stjålet ham. Derpå forklarede han at bagerens drøm betød at han ville blive dræbt efter tre dages forløb. Begge drømme gik i opfyldelse på Faraos fødselsdag tre dage senere. Dette bestyrkede uden tvivl Josef i hans tillid til at hans egne drømme ville gå i opfyldelse, og hjalp ham til fortsat at holde ud. På det tidspunkt var der allerede gået omkring 11 år siden han var blevet solgt af sine brødre. — 1Mo 40:1-22; jf. 1Mo 37:2; 41:1, 46.

 Føres frem for Farao. Da mundskænken var blevet genindsat i sin stilling, glemte han alt om Josef. (1Mo 40:23) Men to år senere havde Farao to drømme som ingen af Ægyptens magere og vismænd kunne tyde. Da henledte mundskænken Faraos opmærksomhed på Josef. Farao sendte straks bud efter ham, og i overensstemmelse med ægyptisk skik barberede han sig og skiftede tøj før han gik ind til Farao. Heller ikke denne gang tog han selv æren, men tilskrev Gud tydningen. Derefter forklarede han at begge Faraos drømme viste at der ville komme syv år med overflod efterfulgt af syv år med hungersnød. Desuden anbefalede han hvilke forholdsregler man skulle træffe for at lindre følgen af den forestående hungersnød. — 1Mo 41:1-36.

Gøres til den næstøverste i Ægypten. Farao indså at den 30-årige Josef var den mand der sad inde med den fornødne visdom til at kunne forestå administrationen når overfloden og derefter hungersnøden kom. Han indsatte derfor Josef som den næstøverste hersker i Ægypten ved at give ham sin signetring, iføre ham klæder af fint linned og lægge en guldkæde om hans hals. (1Mo 41:37-44, 46; jf. Sl 105:17, 20-22.) At man fulgte denne fremgangsmåde ved udnævnelse af højtstående embedsmænd, er bevidnet i ægyptiske inskriptioner og på ægyptiske vægmalerier. Det fremgår også af gamle ægyptiske optegnelser at adskillige kana’anæere fik høje stillinger i Ægypten, og at Josefs navneforandring til Zafenat-Panea heller ikke er uden sidestykke. Desuden gav Farao ham Asenat, datter af Potifera (fra ægyptisk; betyder „den som Re (Ra) har givet“), præsten i On, til hustru. — 1Mo 41:45.

Derefter rejste Josef rundt i hele Ægypten og traf forberedelser til at oplagre store mængder fødemidler i årene med overflod. Inden hungersnøden begyndte, fødte Asenat ham to sønner, Manasse og Efraim. — 1Mo 41:46-52.

Halvbrødrene kommer for at købe fødevarer. Så kom hungersnøden. Eftersom den strakte sig langt uden for Ægyptens grænser, kom folk fra de omliggende lande for at købe fødevarer af Josef. En dag kom også ti af hans halvbrødre og bøjede sig for ham, hvorved de delvis opfyldte de to drømme han havde haft. (1Mo 41:53–42:7) De genkendte ham imidlertid ikke da han var iført en kongelig klædning og talte til dem ved tolk. (1Mo 42:8, 23) Uden at give sig til kende over for dem anklagede Josef dem for at være spioner, hvorefter de bedyrede at de var ærlige mænd. De forklarede at de var 12 brødre, at de havde efterladt deres fader og deres yngste broder derhjemme, og at en af dem ikke levede mere. Men Josef holdt på at de var spioner, og tog dem i forvaring. På tredjedagen sagde han til dem: „Gør dette og bevar livet. Jeg frygter den sande Gud. Hvis I er ærlige, lad da en af jeres brødre blive holdt bundet i jeres arresthus [åbenbart det hus hvor de alle ti var blevet holdt i forvaring], men I andre, rejs, tag kornvarer med til hungersnøden i jeres huse. Derpå bringer I jeres yngste broder til mig, så vil jeres ord blive troet og I skal ikke dø.“ — 1Mo 42:9-20.

Som følge af disse begivenheder begyndte Josefs halvbrødre at ane den guddommelige gengældelse for at de havde solgt deres broder til trældom. I overværelse af Josef, som de stadig ikke genkendte, talte de om deres skyld. Da Josef hørte deres ord, som vidnede om deres anger, blev han så bevæget at han måtte trække sig tilbage for at græde. Derefter lod han Simeon binde for at beholde ham indtil de vendte tilbage med deres yngste broder. — 1Mo 42:21-24.

Halvbrødrene kommer med Benjamin. Da Josefs ni halvbrødre fortalte Jakob hvad der var sket i Ægypten, og de opdagede at de alle havde fået deres penge tilbage i deres sække, blev de meget bange, og deres fader gav udtryk for sorg. Kun den strenge hungersnød og Judas forsikring om at han ville bringe Benjamin velbeholdent tilbage, kunne bevæge Jakob til at lade sin yngste søn følge med de andre tilbage til Ægypten. — 1Mo 42:29–43:14.

Ved ankomsten blev de genforenet med Simeon, og til deres store overraskelse blev de alle indbudt til middag hos fødevareadministratoren. Da Josef trådte ind, overrakte de ham en gave  og kastede sig til jorden for ham, og efter at have besvaret hans spørgsmål om hvordan deres fader havde det, bøjede de sig igen for ham. Da Josef så sin helbroder, Benjamin, blev han så bevæget at han gik bort for at græde. Efter at have fået styr på sine følelser lod han måltidet sætte frem. De 11 brødre blev sat ved et særskilt bord efter alder, og Benjamins portion var fem gange større end de andres. Derved ville Josef åbenbart prøve sine brødre for at se om de skjulte nogen følelse af skinsyge, hvad der åbenbart ikke var tilfældet. — 1Mo 43:15-34.

Ligesom første gang gav Josef nu påbud om at hver enkelts penge skulle lægges tilbage i hans paksæk (1Mo 42:25), og desuden at hans eget sølvbæger skulle lægges i Benjamins sæk. Efter at de var taget af sted, sendte han en betroet mand efter dem og anklagede dem for at have stjålet hans sølvbæger. Muligvis for at indskærpe dem hvor stor værdi dette særlige bæger havde, og hvor alvorlig deres påståede forbrydelse var, skulle manden, som forestod Josefs hus, sige til dem: „Er det ikke det bæger som min herre drikker af og bruger når han med kyndighed tager varsler?“ (1Mo 44:1-5) Eftersom alt dette blot var led i en list, er der ingen grund til at tro at Josef virkelig brugte sølvbægeret til at tage varsler af. Han ønskede øjensynlig blot at fremstille sig som en højtstående leder i et land hvor man ikke praktiserede den sande tilbedelse.

Det må have vakt stor bestyrtelse blandt brødrene da bægeret blev fundet i Benjamins sæk. Med sønderrevne klæder vendte de tilbage til Josefs hus og faldt til jorden foran ham. Josef sagde til dem at de alle undtagen Benjamin kunne gå. Men de afslog, hvilket viste at den misundelse der ca. 22 år tidligere havde fået dem til at sælge deres broder, var borte. Juda talte indtrængende deres sag og tilbød at træde i Benjamins sted for at deres fader ikke skulle dø af sorg fordi Benjamin ikke vendte tilbage. — 1Mo 44:6-34.

Josef giver sig til kende. Josef blev så bevæget af Judas gribende tale at han ikke længere kunne beherske sig. Efter at have sendt alle andre ud gav han sig til kende over for sine brødre. Selv om han tidligere var blevet meget dårligt behandlet af dem, nærede han intet had til dem. Han sagde: „Vær nu ikke kede af det og bliv ikke vrede på jer selv fordi I solgte mig hertil; Gud har nemlig sendt mig forud for jer til bevarelse af liv. For dette er hungersnødens andet år på jorden, og der er endnu fem år hvori der ikke skal pløjes eller høstes. Derfor sendte Gud mig forud for jer for at sikre jer en rest på jorden og for at bevare jer i live ved en storslået redning. Så nu er det ikke jer som har sendt mig hertil, men den sande Gud.“ (1Mo 45:1-8) Han tilgav dem oprigtigt, og han kyssede dem alle og græd med dem. — 1Mo 45:14, 15.

Derefter stillede Josef på Faraos bud vogne til rådighed for sine brødre så de kunne bringe Jakob og hele hans husstand til Ægypten. Han gav dem også gaver og proviant til rejsen. Og da han tog afsked med dem, tilskyndede han dem til ikke at skændes på vejen. — 1Mo 45:16-24.

Josefs fader kommer til Ægypten. Først kunne den 130-årige Jakob slet ikke tro at hans søn Josef stadig var i live. Men da han endelig var blevet overbevist, udbrød han: „Lad mig tage hen og se ham før jeg dør!“ Da han senere var på vej til Ægypten med hele sin husstand, fik han i Be’er-Sjeba et syn hvori Gud talte til ham og godkendte flytningen og sagde: „Josef vil lægge sin hånd på dine øjne.“ Josef var altså den der  skulle lukke hans øjne når han var død. Eftersom det normalt var den førstefødte der gjorde dette, åbenbarede Jehova hermed at Josef skulle have førstefødselsretten. — 1Mo 45:25–46:4.

Da Josef fik besked af Juda, som var blevet sendt i forvejen, om at hans fader var på vej, lod han spænde for sin vogn og tog af sted for at møde Jakob i Gosen. Sammen med fem af sine brødre gik han derefter til Farao, og som Josef havde pålagt dem, præsenterede brødrene sig som fårehyrder og bad om at måtte bo som udlændinge i Gosens land. Farao imødekom deres anmodning, og efter at have forestillet sin fader for Farao lod Josef ham og hans husstand bosætte sig i den bedste del af landet. (1Mo 46:28–47:11) Således udnyttede Josef på en klog og kærlig måde ægypternes fordom mod fårehyrder, og Jakobs familie blev beskyttet mod at blive besmittet af ægyptisk påvirkning og undgik faren for helt at blive opsuget af det ægyptiske folk ved ægteskab. Fra det tidspunkt var Jakob og hele hans husstand afhængige af Josef. (1Mo 47:12) I denne forstand bøjede de sig alle for Josef, Faraos førsteminister, hvorved hans profetiske drømme på bemærkelsesværdig vis gik i opfyldelse.

Hungersnødens virkning på ægypterne. Under den fortsatte hungersnød gav ægypterne efterhånden alle deres penge og alle deres husdyr i bytte for mad. Til sidst solgte de endda deres jord og sig selv som trælle til Farao. Derefter flyttede Josef dem ind til byerne, uden tvivl for at lette kornuddelingen. Denne flytning var sikkert kun en midlertidig foranstaltning, for da ægypterne igen begyndte at tilså deres marker, måtte de naturligvis flytte ud i deres tidligere huse igen. Da de atter begyndte at høste afgrøder, skulle de, ifølge Josefs forordning, give en femtedel af udbyttet til Farao som betaling for brugen af jorden. Præsterne var dog undtaget. — 1Mo 47:13-26.

Jakob velsigner Josefs sønner. Omkring 12 år efter at hungersnøden var forbi, førte Josef sine to sønner, Manasse og Efraim, frem for Jakob. Det var ved denne lejlighed Jakob gav til kende at førstefødselsretten skulle tilhøre Josef idet han sagde at Efraim og Manasse skulle regnes for ligestillede med hans egne sønner. Fra Josef skulle der altså udgå to særskilte stammer som senere fik hver sin arvelod. Da Jakob velsignede Efraim og Manasse, lagde han sin højre hånd på Efraims hoved, skønt det mishagede Josef eftersom Efraim var den yngste. Ved at give Efraim forrangen viste Jakob profetisk at den yngste ville blive den største. — 1Mo 47:28, 29; 48:1-22; se også 5Mo 21:17; Jos 14:4; 1Kr 5:1.

Jakob velsigner Josef og de andre sønner. Da Jakob senere lå for døden, kaldte han alle sine sønner til sig og velsignede dem en efter en. Han sammenlignede Josef med et „skud af et frugtbærende træ“. Dette „frugtbærende træ“ var patriarken Jakob selv, og Josef blev en af de fremtrædende grene. (1Mo 49:22) Skønt Josef blev generet af bueskytter og var genstand for fjendskab, „hvilede hans bue på et solidt sted, og hans stærke hænder var smidige“. (1Mo 49:23, 24) Dette kunne siges om Josef selv. Hans halvbrødre var ham fjendtligsindede og skød billedligt talt på ham for at komme ham til livs. Men Josef gengældte dem ved at vise dem barmhjertighed og loyal hengivenhed, og det var som pile der dræbte deres fjendtlighed. De fjendtlige bueskytter fik således hverken held til at dræbe Josef eller til at svække hans kærlighed til retfærdighed og hans hengivenhed for sine brødre.

Profetisk kunne Jakobs ord dog også gælde de stammer der skulle udgå fra Josefs to sønner, Efraim og Manasse, og de slag de ville komme til at udkæmpe. (Jf. 5Mo 33:13, 17; Dom 1:23-25, 35.) Det var Efraims stamme der frembragte Josua (Hosjea), som blev Moses’ efterfølger og anførte israelitterne i kampen mod kana’anæerne. (4Mo 13:8, 16; Jos 1:1-6) En anden af Josefs efterkommere, Gideon af Manasses stamme, besejrede med Jehovas hjælp midjanitterne. (Dom 6:13-15; 8:22) Og Jefta, der øjensynlig også var af Manasses stamme, undertvang ammonitterne. — Dom 11:1, 32, 33; Jf. Dom 12:4; 4Mo 26:29.

De næste dele af Jakobs profetiske velsignelse danner også en parallel til Josefs egne erfaringer og handlinger. Da Josef ikke tog hævn over sine brødre, men sørgede for hele Jakobs, eller Israels, husstand i Ægypten, var han som en hyrde og en støttesten for Israel. Eftersom det var Jehova der havde ledet begivenhederne sådan at han kunne tjene på denne måde, var han kommet fra „Jakobs Mægtiges hænder“. Han kom således fra Gud, og Jehova hjalp ham. Han var med den Almægtige ved at han stod på Jehovas side, og blev derfor også velsignet af ham. — 1Mo 49:24, 25.

Jehova ville også velsigne de stammer der skulle udgå fra Josef gennem Efraim og Manasse. Jakob sagde: „Han [den Almægtige] vil velsigne dig med velsignelser fra himmelen oventil, med velsignelser fra dybet der ligger nedentil, med brysters og moderlivs velsignelser.“ (1Mo 49:25) Dette var en forsikring om at Josefs efterkommere ville få det vand de havde brug for, både ovenfra og fra jorden, og at de ville blive talrige. — Jf. 5Mo 33:13-16; Jos 17:14-18.

 De velsignelser Jakob udtalte over sin elskede søn, ville være som en prydelse, et smykke, for de to stammer der udgik fra Josef. Disse velsignelser ville i herlighed overgå de skønne skove og kilder der pryder de evige bjerge og de evigvarende høje. Det ville være varige velsignelser; de skulle hvile over Josefs og hans efterkommeres hoved lige så længe som bjergene og højene bestod. — 1Mo 49:26; 5Mo 33:16.

Josef blev „udtaget blandt sine brødre“ fordi Gud udvalgte ham til at spille en særlig rolle. (1Mo 49:26) Han havde udmærket sig ved sit usædvanlige højsind og sin dygtighed til at lede og organisere. Det var derfor rimeligt at hans hoved blev kronet med særlige velsignelser.

Efter at Jakob havde velsignet sine sønner, døde han. Josef faldt da ned over sin faders ansigt og kyssede ham. Eftersom Jakob havde udtrykt ønske om at blive begravet i Makpelas hule, lod Josef de ægyptiske læger balsamere hans legeme så man kunne bringe det til Kana’an. — 1Mo 49:29–50:13.

Josefs indstilling til sine brødre. Da Josef og hans brødre var vendt tilbage til Ægypten efter at have begravet Jakob, frygtede halvbrødrene, som stadig var plaget af skyldfølelse, at Josef ville tage hævn, og bad derfor om tilgivelse. Josef begyndte at græde, og han trøstede og forsikrede dem om at der ikke var nogen grund til at frygte: „Vær ikke bange, for er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig. Gud, derimod, udtænkte det til noget godt, for at handle som på denne dag, for at bevare mange folk i live. Og nu, vær ikke bange. Jeg vil selv blive ved med at forsyne jer og jeres små børn med føde.“ — 1Mo 50:14-21.

Josefs død. Josef overlevede sin fader med omkring 54 år og blev 110 år gammel. Han opnåede at se nogle af sine oldesønner. Inden sin død bad han i tro om at hans ben måtte blive bragt med til Kana’an når israelitterne drog ud af Ægypten. Da han døde, blev hans lig balsameret og lagt i en kiste. — 1Mo 50:22-26; Jos 24:32; He 11:22.

Hans navn indtager en fremtrædende plads. I betragtning af Josefs fremtrædende stilling blandt Jakobs sønner er det meget passende at hans navn undertiden anvendes som fællesbetegnelse enten for alle Israels stammer (Sl 80:1) eller for de stammer der hørte til Nordriget. (Sl 78:67; Am 5:6, 15; 6:6) Hans navn optræder også i flere bibelprofetier. I Ezekiels profetiske syn får Josef to arvelodder (Ez 47:13), en af portene i byen „Jehova er der“ bærer navnet Josef (Ez 48:32, 35), og i forbindelse med genforeningen af Jehovas folk omtales den ene del af nationen under navnet Josef, og den anden del under navnet Juda. (Ez 37:15-26) Ifølge Obadias’ profeti skulle „Josefs hus“ være med til at udslette „Esaus hus“ (Ob 18), og i Zakarias’ profeti siges der at Jehova vil frelse „Josefs hus“. (Zak 10:6) Josef nævnes i stedet for Efraim som en af stammerne i det åndelige Israel. — Åb 7:8.

Den omstændighed at Josef nævnes i Åbenbaringen 7:8, tyder på at Jakobs afskedsprofeti også opfyldes på det åndelige Israel. I den forbindelse er det værd at bemærke at Jakobs Mægtige, Jehova Gud, sendte Kristus Jesus som den rigtige hyrde der gav sit liv for „fårene“ (Joh 10:11-16), og at Kristus Jesus desuden er den hjørnegrundsten som Guds tempel bestående af åndelige israelitter hviler på. (Ef 2:20-22; 1Pe 2:4-6) Denne Hyrde og Sten er hos, og med, den almægtige Gud. — Joh 1:1-3; Apg 7:56; He 10:12; jf. 1Mo 49:24, 25.

Paralleller mellem Josef og Jesus Kristus. Der er talrige paralleller mellem Josefs liv og Jesu Kristi liv. Ligesom Josef var genstand for sin faders særlige hengivenhed, var Jesus det også. (Jf. Mt 3:17; He 1:1-6.) Josef blev hadet af sine halvbrødre. Jesus blev forkastet af sine egne, jøderne (Joh 1:11), og hans kødelige halvbrødre troede i begyndelsen ikke på ham. (Joh 7:5) Josefs beredvillighed til at gøre sin faders vilje og tage af sted for at se til sine halvbrødre svarer til Jesu villighed til at komme til jorden. (Flp 2:5-8) De bitre erfaringer denne mission medførte for Josef, kan sammenlignes med det der overgik Jesus, navnlig da han blev mishandlet og til sidst henrettet på en marterpæl. (Mt 27:27-46) Ligesom Josefs halvbrødre solgte Josef til den midjanitisk-ismaelitiske karavane, overgav jøderne Jesus til de romerske myndigheder. (Joh 18:35) Både Josef og Jesus blev lutret og forberedt til deres livreddende opgave gennem lidelser. (Sl 105:17-19; He 5:7-10) At Josef blev ophøjet til stillingen som Ægyptens fødevareadministrator med det resultat at mange reddede livet, svarer til at Jesus blev ophøjet og blev frelser for både jøder og ikkejøder. (Joh 3:16, 17; Apg 5:31) Det anslag halvbrødrene rettede mod Josef for at volde ham skade, viste sig at være det middel hvorved Gud reddede dem fra hungersnøden. På samme måde blev Jesu død grundlaget for frelse. — Joh 6:51; 1Kor 1:18.

2. Fader til Jigal af Issakars stamme; en af de spioner Moses udsendte fra Parans Ørken. — 4Mo 13:2, 3, 7.

3. En levit, en af „Asafs sønner“, som under Davids regering ved lodkastning fik til opgave at  være med i den første af de 24 tjenestestyrker af musikere. — 1Kr 25:1, 2, 9.

4. En „søn af Jonam“; en af Jesu Kristi forfædre i hans jordiske moder Marias slægtslinje. (Lu 3:30) Josef var en efterkommer af David og levede før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne.

5. En af dem der på Ezras opfordring sendte deres fremmede hustruer og sønner bort. — Ezr 10:10-12, 42, 44.

6. En præst af Sjebanjas fædrenehus i ypperstepræsten Jojakims, landshøvdingen Nehemias’ og præsten Ezras dage. — Ne 12:12, 14, 26.

7. En „søn af Mattatias“ og en af Jesu Kristi forfædre på mødrene side. (Lu 3:24, 25) Josef levede flere år efter landflygtigheden i Babylon.

8. En søn af en vis Jakob; Jesu adoptivfader, Marias mand, og senere biologisk fader til mindst fire sønner, Jakob, Josef, Simon og Judas, og nogle døtre. (Mt 1:16; 13:55, 56; Lu 4:22; Joh 1:45; 6:42) Josef blev også kaldt søn af Eli (Lu 3:23), hvilket øjensynlig er navnet på hans svigerfader. Josef var en retfærdig mand der fulgte Guds ledelse, adlød Moseloven og rettede sig efter kejserens bestemmelser.

Som tømrer i Nazaret havde Josef en ret beskeden indkomst. (Mt 13:55; Lu 2:4; sml. Lu 2:24 med 3Mo 12:8.) Han var forlovet med jomfruen Maria (Lu 1:26, 27), men inden de blev gift, blev hun gravid ved hellig ånd. Da Josef ikke ville stille hende offentligt til skue, havde han i sinde hemmeligt at skille sig fra hende. (Se SKILSMISSE.) Men efter at Jehovas engel havde forklaret ham sagen i en drøm, hjemførte han Maria som sin lovformelige hustru. Han havde imidlertid ikke omgang med hende før hun havde født den søn der mirakuløst var blevet avlet i hende. — Mt 1:18-21, 24, 25.

I lydighed mod kejser Augustus’ bestemmelse om at alle skulle indskrives i hver sin by, tog Josef, der var en efterkommer af kong David, af sted med Maria til Betlehem i Judæa. Dér fødte Maria Jesus og lagde ham i en krybbe fordi der ikke var andre overnatningsmuligheder. Samme nat kom nogle hyrder, som af en engel var blevet underrettet om fødselen, for at se den nyfødte. Omkring 40 dage senere fremstillede Josef og Maria Jesus i templet i Jerusalem og bragte et offer, som det var foreskrevet i Moseloven. Både Josef og Maria undrede sig da de hørte den aldrende Simeons profetiske udsagn om de store ting Jesus ville gøre. — Lu 2:1-33; jf. 3Mo 12:2-4, 6-8.

Nogen tid efter, åbenbart mens familien boede i et hus i Betlehem, blev Maria og hendes lille søn besøgt af nogle astrologer fra Østen. (Af Lukas 2:39 synes det måske at fremgå at Josef og Maria vendte tilbage til Nazaret umiddelbart efter at de havde fremstillet Jesus i templet, men man må ikke glemme at beretningen er stærkt sammentrængt og ikke medtager alt.) Guddommelig indgriben forhindrede at deres besøg kom til at koste Jesus livet. Efter at Josef var blevet advaret i en drøm om at Herodes søgte at finde barnet for at rydde det af vejen, flygtede han på Guds befaling til Ægypten med sin familie. — Mt 2:1-15.

Da Herodes var død, viste Jehovas engel sig igen i en drøm for Josef og sagde: „Stå op, tag det lille barn og dets moder og begiv dig til Israels land.“ Men da han hørte at Herodes’ søn Arkelaus herskede i sin faders sted, blev han bange for at vende tilbage til Judæa, og „da han desuden i en drøm fik en guddommelig advarsel, rejste han væk til landsdelen Galilæa, og da han var kommet dertil, bosatte han sig i en by som hed Nazaret“. — Mt 2:19-23.

Josef tog hvert år hele sin familie med til Jerusalem for at fejre påsken. Da de efter en påskehøjtid var på vej tilbage til Nazaret, opdagede Josef og Maria en dagsrejse fra Jerusalem at den 12-årige Jesus ikke var med i rejseselskabet. De søgte omhyggeligt efter ham og fandt ham omsider i templet, hvor han sad og hørte på lærerne og stillede dem spørgsmål. — Lu 2:41-50.

Bibelen siger ikke noget om hvordan Josef underviste og oplærte Jesus. Der er dog ingen tvivl om at han bidrog til at Jesus gjorde fremskridt i visdom. (Lu 2:51, 52) Josef må også have lært ham tømrerhåndværket, for Jesus var kendt både som „tømrerens søn“ (Mt 13:55) og som „tømreren“. — Mr 6:3.

Josefs død nævnes ikke i Bibelen. Men det ser ud til at han ikke overlevede Jesus, for hvis han stadig havde levet ved påsketid i år 33, havde den pælfæstede Jesus sandsynligvis ikke betroet Maria i apostelen Johannes’ varetægt. — Joh 19:26, 27.

9. En af Jesu halvbrødre. (Mt 13:55; Mr 6:3) Ligesom sine brødre troede Josef i begyndelsen ikke på Jesus. (Joh 7:5) Senere kom Jesu halvbrødre, deriblandt uden tvivl Josef, imidlertid til troen. De nævnes sammen med apostlene og andre efter Jesu himmelfart, så de var sandsynligvis med blandt de hen ved 120 disciple der var forsamlet i et værelse ovenpå et sted i Jerusalem da Mattias blev udvalgt ved lodkastning til at træde i Judas Iskariots sted. Det lader til at være den samme skare på omtrent 120 der modtog Guds ånd på pinsedagen i år 33. — Apg 1:9–2:4.

 10. En rig mand fra den judæiske by Arimatæa og et agtet medlem af det jødiske råd, Sanhedrinet. Skønt han var en god og retfærdig mand der ventede på Guds rige, trådte han af frygt for jøderne ikke åbent frem som en Jesu Kristi discipel. Han stemte imidlertid ikke for Sanhedrinets uretfærdige indgriben over for Jesus. Senere tog han mod til sig og bad Pilatus om at få Jesu legeme udleveret, og sammen med Nikodemus beredte han det til begravelse og lagde det i en nyudhugget grav. Denne grav lå i en have nær det sted Jesus var blevet pælfæstet, og den tilhørte Josef fra Arimatæa. — Mt 27:57-60; Mr 15:43-46; Lu 23:50-53; Joh 19:38-42.

11. En kristen der blev opstillet sammen med Mattias som kandidat til det tilsynshverv der var blevet ledigt efter den utro Judas Iskariot. Josef, der også blev kaldt Barsabbas (måske et familienavn eller blot et ekstra navn) og havde tilnavnet Justus, havde været vidne til Jesu gerning, mirakler og opstandelse. Det var imidlertid ikke Josef, men Mattias der ved lodkastning blev udvalgt til at erstatte Judas Iskariot før pinsedagen år 33, og som „blev regnet med sammen med de elleve apostle“. — Apg 1:15–2:1.

12. En levit med tilnavnet Barnabas. (Apg 4:36, 37) Han stammede fra Cypern og blev apostelen Paulus’ nære medarbejder. — Se BARNABAS.

[Illustration på side 1183]

I overensstemmelse med Bibelens oplysning om at Farao havde en overmundskænk, ses her druehøst og vinfremstilling skildret på et vægmaleri i en grav i Theben

[Illustration på side 1184]

Indhøstning og oplagring af korn skildret i en ægyptisk grav. Første Mosebog fortæller om en rigelig kornhøst i Ægypten