(Josiʹas) [hvis beslægtet med et arabisk rodord: måtte Jehova helbrede; Jehova har helbredt]. Navnets hebraiske former er Jo’sjījahʹ og Jo’sjījaʹhu.

1. Søn af kong Amon af Juda og Jedida, Adajas datter. (2Kg 22:1) Josias havde mindst to hustruer, Hamutal og Zebida. (2Kg 23:31, 34, 36) Af de fire af hans sønner der er omtalt i Bibelen, var det kun den førstefødte, Johanan, der ikke blev konge over Juda. — 1Kr 3:14, 15.

Josias blev konge over Juda som otteårig efter at hans fader var blevet dræbt ved en sammensværgelse og de sammensvorne var blevet henrettet. (2Kg 21:23, 24, 26; 2Kr 33:25) Ca. seks år senere fødte Zebida Josias’ anden søn, Jojakim. (2Kg 22:1; 23:36) I sit ottende regeringsår begyndte Josias at søge at lære Jehovas vilje at kende og at handle i overensstemmelse med den. (2Kr 34:3) Det var også ved denne tid at Hamutal fødte ham sønnen Jehoahaz (Sjallum). — 2Kg 22:1; 23:31; Jer 22:11.

I sit 12. regeringsår indledte Josias en kampagne mod afgudsdyrkelsen, en kampagne der åbenbart varede til ind i hans 18. regeringsår. De altre der blev brugt ved afgudsdyrkelsen, blev nedrevet, og de blev vanhelliget ved at man brændte menneskeknogler på dem. Også hellige pæle, billedstøtter og støbte billeder blev ødelagt. Josias udstrakte endda sine bestræbelser til den nordlige del af det område der havde tilhørt tistammeriget, men som lå øde hen fordi indbyggerne var blevet ført i landflygtighed efter at assyrerne havde erobret området. (2Kr 34:3-8) Zefanias’ og Jeremias’ fordømmelser af afgudsdyrkelsen havde åbenbart virket. — Jer 1:1, 2; 3:6-10; Zef 1:1-6.

Efter at kong Josias havde fuldført renselsen af Judas land, fandt ypperstepræsten Hilkija „bogen med Jehovas lov ved Moses“ — uden tvivl originalen — i forbindelse med reparationen af Jehovas tempel. Hilkija betroede statsskriveren Sjafan dette sensationelle fund, og denne læste højt for Josias af bogen efter at have meddelt ham hvordan arbejdet med at istandsætte templet skred frem. Da den trofaste konge hørte Guds ord, sønderrev han sine klæder og befalede en delegation på fem mand at rådspørge Jehova på hans og folkets vegne. Delegationen henvendte sig til profetinden Hulda, der boede i Jerusalem, og vendte tilbage med dette budskab: ’Der vil komme ulykke over jer som følge af jeres ulydighed mod Jehovas lov. Men fordi du, kong Josias, har ydmyget dig, vil du blive bragt til din begravelsesplads i fred, og du skal ikke se ulykken.’ — 2Kg 22:3-20; 2Kr 34:8-28; se HULDA.

Kong Josias samlede nu alle Judas og Jerusalems indbyggere, deriblandt de ældste, præsterne og profeterne, og oplæste Guds lov for dem, og de sluttede en pagt om at vise Jehova troskab. Herefter fulgte en anden og åbenbart mere intensiv kampagne mod afgudsdyrkelsen. Afgudspræsterne i Juda og Jerusalem blev afsat, og de levitpræster der havde tjent ved offerhøjene, blev frataget det privilegium at tjene ved Jehovas alter. Offerhøjene, der stammede helt fra kong Salomons regeringstid, blev gjort urene. Som en opfyldelse af en profeti der var blevet udtalt af en unavngiven Guds mand ca. 300 år tidligere, nedrev Josias det alter som kong Jeroboam  af Israel havde bygget i Betel. Offerhøjene i Betel og de andre byer i Samaria blev fjernet, og de afgudsdyrkende præster blev dræbt på de altre hvor de havde tilbedt deres falske guder. — 1Kg 13:1, 2; 2Kg 23:4-20; 2Kr 34:33.

I sit 18. regeringsår sørgede Josias også for at påsken blev fejret den 14. nisan. En påske som denne havde ikke været holdt siden profeten Samuels tid. Josias selv bidrog med 30.000 gedekid og vædderlam til påskeofrene og 3000 stykker hornkvæg. — 2Kg 23:21-23; 2Kr 35:1-19.

Ca. fire år senere blev Josias fader til Mattanja (Zedekias), der fødtes af hans hustru Hamutal. — 2Kg 22:1; 23:31, 34, 36; 24:8, 17, 18.

Mod slutningen af Josias’ 31 år lange regeringstid (659-629 f.v.t.) drog farao Neko med sin hær mod nord for at komme assyrerne til undsætning. Af en grund der ikke nævnes i Bibelen, gav kong Josias ikke agt på „Nekos ord fra Guds mund“, men forsøgte at slå ægypternes styrker tilbage ved Megiddo, hvorved han blev dødeligt såret. Han blev kørt tilbage til Jerusalem i en stridsvogn, men døde undervejs eller ved ankomsten. Hans død vakte stor sorg hos hans undersåtter. „Hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias. Desuden sang Jeremias en klagesang over Josias, og alle sangerne og sangerinderne nævner Josias i deres klagesange indtil den dag i dag.“ — 2Kr 35:20-25; 2Kg 23:29, 30; se ASSYRIEN (Rigets undergang).

Tre af Josias’ sønner og en af hans sønnesønner herskede som konger over Juda, men ingen af dem fulgte hans gode eksempel og vendte sig til Jehova af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin virkekraft. (2Kg 23:24, 25, 31, 32, 36, 37; 24:8, 9, 18, 19) Skønt Josias havde formået at fjerne alle de genstande der blev brugt i afgudsdyrkelsen, var folket i almindelighed åbenbart ikke vendt om til Jehova af et helt hjerte. Den forestående ulykke kunne derfor ikke afværges. — Jf. 2Kg 23:26, 27; Jer 35:1, 13-17; 44:15-18.

2. „Zefanjas søn“. Han boede i Jerusalem efter landflygtigheden og er sandsynligvis den samme som Hen. — Zak 6:10, 14.