Det år der fulgte efter hver cyklus på 7 syvårsperioder, regnet fra det tidspunkt da israelitterne gik ind i det forjættede land. Det hebraiske ord jōvelʹ (el.: jovelʹ) betyder „vædderhorn“, og det sigter til lyden af et vædderhorn i  det 50. år hvormed man forkyndte frihed i hele landet. — 3Mo 25:9, 10, fdn.; se HORN.

Når israelitterne kom ind i det forjættede land, skulle de tælle seks år frem, og i disse år skulle landet tilsås og dyrkes og afgrøden høstes, men det syvende år skulle være et sabbatsår hvori landet skulle ligge brak. Der måtte ikke sås, og vinstokkene måtte ikke beskæres. Ikke engang det der voksede op fra kerner der var spildt under høsten det foregående år, måtte indhøstes, og man måtte ikke indsamle druerne fra de ubeskårne vinstokke. Korn og frugt der voksede frem af sig selv, skulle tjene ejeren og hans trælle og daglejere, de fastboende udlændinge og de fattige til føde. Husdyrene og de vilde dyr kunne også hente deres føde dér. (3Mo 25:2-7; 2Mo 23:10, 11) Man skulle derefter tælle syv af disse syvårsperioder (7×7=49) frem, og det følgende år, det 50. år, skulle være et jubelår.

Det havde træk tilfælles med sabbatsåret. Landet skulle igen have fuldstændig hvile, og de samme forskrifter gjaldt for landets afgrøde. (3Mo 25:8-12) Det betød at afgrøden i det 48. år i hver 50-års periode ville være hovedkilden til den føde man skulle leve af i det 48. år samt i de følgende lidt mere end to år, nemlig indtil høsten i det 51. år, året efter jubelåret. Jehovas særlige velsignelse over det sjette år ville resultere i et udbytte der kunne slå til gennem hele sabbatsåret (3Mo 25:20-22), og på samme måde ville han sørge for en tilstrækkelig og rigelig høst i det 48. år så den kunne slå til i sabbatsåret, det følgende jubelår og indtil høsten i det derpå følgende år såfremt jøderne overholdt denne lov.

Jubelåret var på en måde et højtidsår, et frihedsår. Når israelitterne overholdt det, ville det være et vidnesbyrd om deres tro på deres Gud, Jehova, og være en tid hvor man takkede ham og glædede sig over hans omsorg.

På den tiende dag i den syvende måned (måneden tisjri), på forsoningsdagen, skulle hornet (sjōfarʹ, eller sjofarʹ, et krumt dyrehorn) lyde og forkynde frihed i hele landet. Det betød frihed for de hebraiske trælle, hvoraf mange havde solgt sig selv fordi de var kommet i gæld. Frigivelsen ville ellers normalt først komme når de havde tjent i fulde seks år (2Mo 21:2), men i jubelåret fik selv de der endnu ikke havde tjent i seks år, deres frihed. Al jord som hørte til en arvelod, og som var blevet solgt til anden side (som regel på grund af økonomisk modgang), skulle gives tilbage, og enhver som havde solgt sig selv, vendte tilbage til sin familie og sin fædrenejord. Ingen familie måtte synke ned i vedvarende fattigdom. Hver familie skulle nyde ære og respekt. Selv en der ødte sine midler bort, kunne ikke for bestandig miste sin arvelod for sine efterkommere. Når alt kom til alt, var landet Jehovas, og israelitterne selv var, set med Jehovas øjne, fastboende udlændinge og indvandrere i det. (3Mo 25:23, 24) Hvis de overholdt Guds love, ville ingen, som han selv sagde, blive fattig hos dem. — 3Mo 25:8-10, 13; 5Mo 15:4, 5.

På grund af de love der gjaldt for jubelåret, kunne ingen jord sælges uigenkaldeligt. Hvis en mand ville sælge jord der hørte til hans arvelod, skulle salgsprisen, ifølge Guds forskrifter, ansættes efter det antal år der var tilbage indtil jubelåret. Samme regel gjaldt når ejeren ville tilbagekøbe jord som han havde solgt. Når man solgte jord, var det derfor i virkeligheden kun retten til at benytte jorden og høste udbyttet af den man solgte i det antal år der var tilbage indtil jubelåret. (3Mo 25:15, 16, 23-28) Denne regel gjaldt også for huse der lå i bebyggelser uden mure om, idet disse blev regnet med til det åbne land. Men huse der lå i byer med mure om, blev ikke regnet med til den ejendom der skulle gives tilbage i jubelåret. En undtagelse herfra var levitternes huse eftersom disse huse samt græsgangene rundt om levitbyerne var levitternes eneste ejendom. De fik derfor deres huse tilbage i jubelåret, og græsgangene rundt om levitbyerne måtte ikke sælges. — 3Mo 25:29-34.

Man forstår bedre jubelårets store betydning når man ikke alene ser på den gavn som den enkelte israelit havde af ordningen, men også tænker på virkningen af den på nationen som helhed. Når jubelåret blev overholdt, blev nationen i dette år bragt på fode igen. Den blev bragt tilbage til den fulde teokratiske status som Gud havde i tanke og indførte fra begyndelsen. Regeringen hvilede på et velafbalanceret grundlag. Landets økonomi ville forblive stabil, og landet som helhed ville ikke være tynget af gæld. (5Mo 15:6) Man havde en stabil norm for jordens værdi og forhindrede at nogle kom i bundløs gæld mens andre erhvervede sig velstand på deres bekostning, med inflation, deflation eller økonomisk depression til følge.

Hvis loven om jubelåret blev overholdt, ville det beskytte nationen mod den tilstand som man i dag ser i mange lande hvor befolkningen kun består af to klasser, nemlig de hovedrige og de ludfattige. Den gavn som den enkelte havde af ordningen, styrkede nationen, for ingen ville være underprivilegeret og gjort uproduktiv som følge af en uheldig økonomisk situation, men alle kunne med deres evner og talenter bidrage til nationens fremgang. Når Jehova velsignede udbyttet  af jorden og israelitterne tog imod den undervisning der var tilvejebragt, kunne de, så længe de forblev lydige, glæde sig over den fuldkomne regering og den velstand som kun et sandt teokrati kunne skabe. — Es 33:22.

Loven blev oplæst for folket i sabbatsåret, især under løvhyttefesten, eller indsamlingshøjtiden. (5Mo 31:10-12) Dette skulle drage folket nærmere til Jehova og medvirke til at det bevarede sin frihed. Jehova advarede israelitterne om at det ville føre til en katastrofe hvis de ikke adlød hans love, deriblandt sabbatslovene og loven om jubelåret. — 3Mo 26:27-45.

Regner man fra det tidspunkt israelitterne gik ind i det forjættede land, skulle det første jubelår begynde i tisjri måned i 1424 f.v.t. (3Mo 25:2-4, 8-10) Fra det tidspunkt israelitterne gik ind i det forjættede land, i 1473 f.v.t., og indtil Jerusalems fald, i 607 f.v.t., skulle israelitterne have fejret 17 jubelår. Men sørgeligt nok værdsatte de ikke at have Jehova som konge. De overtrådte hans bud, deriblandt sabbatslovene, og kom derfor ikke til at opleve de velsignelser han havde stillet dem i udsigt. Deres forsømmelighed førte til at Jehova blev vanæret i de omboende folks øjne, og at de ikke erfarede fordelene ved en teokratisk regering. — 2Kr 36:20, 21.

Symbolsk betydning. I De Kristne Græske Skrifter henvises der indirekte til sabbatsordningen. Jesus Kristus sagde at han var kommet for at „forkynde frigivelse for fanger“. (Lu 4:16-18) Senere sagde han angående udfrielsen fra trældom under synd: „Hvis . . . Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ (Joh 8:36) Eftersom salvede kristne fra og med pinsedagen år 33 blev erklæret retfærdige til liv og antaget som sønner af Gud, kunne apostelen Paulus senere skrive: „Åndens lov, den ånd der giver liv i samhørighed med Kristus Jesus, har frigjort dig fra syndens og dødens lov.“ (Ro 8:2) Under Kristi tusindårige styre vil også andre, som det fremgår af Romerne 8:19-21, „blive frigjort fra trældom under fordærv“ og, efter under prøve at have bevist deres loyalitet mod Jehova, „opnå Guds børns herlige frihed“. De vil blive udfriet fra den nedarvede synd og den deraf følgende død. Forvaltningen af selve jorden vil blive givet tilbage til sande tilbedere, som vil varetage denne opgave i overensstemmelse med Jehovas oprindelige hensigt med menneskene. — Åb 21:4; 1Mo 1:28; Es 65:21-25.