Et inspireret brev i De Kristne Græske Skrifter, skrevet af Judas, som var broder til Jakob og derfor uden tvivl halvbroder til Jesus Kristus. (Se JUDAS, 4.) Eftersom brevet ikke var stilet til nogen bestemt menighed eller person, men til „de kaldede“ i almindelighed, var det åbenbart bestemt til at skulle cirkulere blandt alle kristne. — Jud 1.

Da Judas skrev dette brev, havde der udviklet sig en faretruende situation blandt de kristne. Umoralske, „sjælelige“, eller „dyriske“, mennesker havde sneget sig ind og ’forvandlede Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’. Derfor skrev Judas ikke, som han egentlig havde haft til hensigt, om de salvede kristnes fælles frelse, men ledet af Guds ånd fremsatte han formaninger for at hjælpe sine medtroende til at stå fast over for den fordærvende indflydelse der gjorde sig gældende i menighederne. Judas tilskyndede dem til at ’kæmpe en hård  kamp for troen’ ved at modstå umoralske personer, bevare den rene tilbedelse, holde fast ved en god adfærd og ’bede med hellig ånd’. (Jud 3, 4, 19-23) Ved at henvise til sådanne eksempler som de engle der syndede, Sodomas og Gomorras indbyggere, Kain, Bileam og Kora understregede Judas magtfuldt at Jehovas dom ville ramme de ugudelige lige så sikkert som den var blevet fuldbyrdet over troløse engle og ugudelige mennesker i tidligere tider. Han afslørede også hvor fornedrede de personer var som forsøgte at besmitte de kristne. — Jud 5-16, 19.

Oplysninger kun fundet i Judas’ Brev. Skønt Judas’ Brev er kort, indeholder det oplysninger som ikke findes andre steder i Bibelen. Kun Judas nævner ærkeengelen Mikaels strid med Djævelen om Moses’ lig og den profeti som Enok udtalte mange hundrede år tidligere. (Jud 9, 14, 15) Det vides ikke om Judas fik disse oplysninger ved direkte åbenbaring eller ved en pålidelig overlevering (mundtlig eller skriftlig). Hvis det sidste er tilfældet, kan det forklare hvorfor der også er henvist til Enoks profeti i den apokryfe Enoks Bog (der menes at være skrevet på et tidspunkt i løbet af det 2. eller 1. årh. f.v.t.). En fælles kilde kan have ligget til grund for omtalen i både det inspirerede brev og den apokryfe bog.

Hvor og hvornår brevet er skrevet. Judas skrev øjensynlig sit brev i Palæstina da der intet foreligger om at han nogen sinde rejste ud af landet. Det omtrentlige affattelsestidspunkt kan afgøres ud fra brevets indre vidnesbyrd. At Judas hverken omtaler Cestius Gallus’ fremstød mod Jerusalem (år 66) eller byens fald for romerne under Titus (år 70), tyder på at brevet er skrevet før år 66. Hvis en del af Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse (Lu 19:43, 44) allerede var gået i opfyldelse, ville Judas uden tvivl have omtalt denne eksekvering af Guds dom som endnu et advarende eksempel. Eftersom Judas tilsyneladende citerede fra Peters Andet Brev om folk der ville angribe med latterliggørelse „i de sidste dage“ (sml. 2Pe 3:3 med Jud 18), kan man slutte at han skrev sit brev senere end Peters Andet Brev, muligvis i år 65.

Ægthed. Brevet er medtaget som kanonisk i de tidligste fortegnelser over Bibelens bøger. I perioden fra det 2. til det 4. århundrede anerkendtes det af Clemens af Alexandria, Tertullian, Origenes, Eusebios, Kyrillos af Jerusalem, Athanasios, Epifanios, Gregor af Nazianz, Filastrius, Hieronymus og Augustin. Brevet er også nævnt i Det Muratoriske Fragment fra omkring år 170.

[Ramme på side 1206]

HOVEDPUNKTER I JUDAS’ BREV

En kortfattet, men magtfuld advarsel mod onde mennesker som vil snige sig ind i menigheden

Sandsynligvis skrevet omkring år 65, mere end 30 år efter Kristi død og opstandelse

En situation der kræver kristen udholdenhed (v. 1-4)

Ugudelige mennesker har sneget sig ind i menigheden og bruger Guds ufortjente godhed som en undskyldning for skamløshed

Kristne må kæmpe en hård kamp for troen

Holdninger, handlinger og mennesker som kristne bør vogte sig for (v. 5-16)

En påmindelse om at de israelitter der blev reddet ud af Ægypten, men som senere manglede tro, blev udryddet

Engle som forlod deres oprindelige stilling, blev straffet

De meget umoralske byer Sodoma og Gomorra led straf i form af evig ild

Til trods for disse advarende eksempler prøver nogle at indføre lignende handlinger i menigheden

Mikael spottede ikke, end ikke da han talte med Djævelen; men disse mennesker „spotter sådanne som er herlige“

De følger Kains, Bileams og Koras dårlige eksempel

De udgør en fare der kan sammenlignes med klippeskær som er skjult under vandet; i lighed med vandløse skyer og døde træer der er blevet rykket op med rode, gør de ingen gavn

Enok profeterede om Guds dom over sådanne ugudelige syndere

De knurrer og klager, er selvoptagne og benytter sig af hyklerisk smiger

Hvordan kristne kan modstå denne dårlige påvirkning (v. 17-25)

En påmindelse om at apostlene har forudsagt at der „i den sidste tid“ vil være sådanne mennesker

Kristne bør ikke være som dem; de skal opbygge sig selv på troens grundvold, bede med hellig ånd og bevare sig selv i Guds kærlighed mens de venter på at Jesus viser barmhjertighed

De bør desuden hjælpe andre, vise barmhjertighed mod dem der tvivler, og frelse dem ved at rive dem ud af ilden