De hebraiske ord sjeʹvæt og mattæhʹ gengives hyppigt med „kæp“ og „stav“. Sjeʹvæt betyder en „kæp“ eller en „stav“ som man støtter sig til, og bruges også om hyrdens stav. (3Mo 27:32) Muligvis fordi stammehøvdinger som regel bar en stav som tegn på deres værdighed, er både sjeʹvæt og mattæhʹ også kommet til at betyde „stamme“ og gengives således når dette fremgår af sammenhængen. (2Mo 31:2; 5Mo 18:1; 29:18) Skaftet på et spyd blev enten betegnet med sjeʹvæt eller med ordet ‛ets (ordr.: træ). — 2Sa 18:14, fdn.; 21:19.

Et andet ord, maqqelʹ, gengives med „stav“ (1Mo 30:37; 1Sa 17:43), og ordet misj‛æʹnæth gengives med „stav“ eller „stok“. — Dom 6:21; 2Kg 18:21.

Det græske ord for „kæp“, „stav“, er rhabʹdos. (1Kor 4:21; Mt 10:10; Åb 19:15) Ordet xyʹlon bruges også undertiden i denne betydning. Det betyder egentlig materialet „træ“ eller noget som er lavet af træ. Det bruges i Mattæus 26:47, 55 og parallelstederne hertil om de „stave“, „knipler“ eller „køller“ som skaren der kom for at arrestere Jesus, var udrustet med. — KJ, DA92, NV.

Anvendelse. Man brugte en kæp eller stav til at støtte sig til (2Mo 12:11; Zak 8:4; He 11:21); til at beskytte eller forsvare sig med (2Sa 23:21; Mt 10:10); til afstraffelse af børn, trælle og andre (2Mo 21:20; Ord 10:13; 23:13, 14; Apg 16:22); til tærskning (Es 28:27, hvor både mattæhʹ og sjeʹvæt forekommer, oversat med henholdsvis „stav“ og „kæp“ i NV; jf. Dom 6:11; Rut 2:17) og til at høste oliven med (5Mo 24:20; Es 24:13). Hyrden brugte staven til at lede, styre og på anden måde hjælpe hjorden med. Om udvælgelsen af de dyr der skulle skænkes som tiende til helligdommen, hed det i Moseloven: „Med hensyn til hvert tiende stykke af hornkvæg og småkvæg, alt hvad der går under staven [dvs. alt hvad der er underlagt hyrdens omsorg], det tiende tilhører Jehova som noget helligt. Man skal ikke undersøge om det er godt eller dårligt, og man skal heller ikke ombytte det.“ (3Mo 27:32, 33) Det siges at hyrden stod ved indgangen til fårefolden når fårene gik ud af den, med en klud dyppet i farve fastgjort til enden af hyrdestaven; med denne berørte han hvert tiende dyr og satte det på denne måde til side som tiende. — Jf. Jer 33:13.

 Symbol på myndighed. Staven var en værdifuld personlig ejendel, og nogle stave var uden tvivl let genkendelige og kunne identificeres som tilhørende bestemte personer. Juda gav Tamar sin stav og seglring som pant indtil han havde sendt hende et gedekid som betaling for at have haft omgang med hende. (1Mo 38:18, 25) Høvdinger bar en stav som symbol på deres myndighed. I Bibelen bruges staven derfor ofte som et symbol på en persons myndighed i kraft af hans stilling eller på den myndighed han har fået overdraget af en anden. Moses’ stav blev et symbol på den bemyndigelse og opgave han havde fået overdraget af Gud da han trådte frem for Israels ældste, og da han trådte frem for Ægyptens farao og trolddomskyndige præster. (2Mo 4:29-31; 7:9-12) I sidstnævnte tilfælde siges det at staven er Arons, men det var tydeligvis Moses’ stav Aron benyttede, hvilket fremgår af 2 Mosebog 7:15, 17.

Herefter blev Moses’ stav brugt mange gange som symbol på at han var udnævnt af Jehova og bemyndiget af ham som nationens fører og leder. (2Mo 8:5; 9:23; 10:13; 4Mo 20:11) Da Moses’ og Arons myndighed blev draget i tvivl, var det Arons stav, der repræsenterede Levis stamme, som Gud af alle de 12 stammehøvdingers stave lod blomstre og bære modne mandler. Dette viste ud over enhver tvivl at det var Aron og hans hus der af Gud var udpeget og bemyndiget til at varetage præsteembedet. Denne stav blev derefter opbevaret i nogen tid i pagtens ark. — 4Mo 17:1-11; 2Mo 29:9; He 9:4.

Salmisten skrev: „Jehovas udsagn til min Herre lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’ Din styrkes stav vil Jehova række ud fra Zion: ’Hersk midt blandt dine fjender.’“ (Sl 110:1, 2) Apostelen Paulus anvender dette skriftsted på Jesus Kristus, der billedligt talt udrækker sin stav med styrke fra Jehova idet han er bemyndiget af ham til at eksekvere dommen over sine fjender. (He 10:12, 13) Jesus Kristus, som er den „kvist“ der skulle komme fra „Isajs stub“, „slår jorden med sin munds kæp; og med sine læbers ånde bringer han død over den ugudelige“. (Es 11:1, 4) Han taler med den myndighed og udøver den magt som Jehova har givet ham til at straffe de ugudelige. Han skal herske over nationerne, ikke som en hyrde fredeligt leder hjorden med sin stav, men med en jernstav. — Åb 2:27; 12:5; 19:15.

Den undertrykkende kæp eller stav som Israels fjender svang over landet da de herskede og udøvede myndighed over det, er nævnt i Esajas 9:4 og 14:5. Gud brugte Israels nabofolk, som for eksempel Assyrien, til at straffe Israel for dets synder, og på denne måde var de, med bemyndigelse og tilladelse fra Gud, som en afstraffelsens eller tugtens kæp. De handlede imidlertid ikke sådan fordi de elskede Jehova eller hadede Israels synder, men fordi de var fjender af både Gud og Israel, og de overskred deres beføjelser og frydede sig over at øge Israels lidelser. Desuden hovmodede disse fjendtlige magter, især Assyrien og Babylon, sig over for Jehova Gud selv. Gennem sin profet Esajas sagde Gud om Assyrien: „Ve! Assyreren, min vredes kæp, og min fordømmelses stav,“ men han beskrev også Assyriens hovmod idet han sagde: „Vil øksen gøre sig bedre end den der hugger med den, eller vil saven gøre sig større end den der saver med den, som om det er kæppen der svinger dem der løfter den, som om det er staven der løfter den der ikke er af træ?“ Derefter forudsagde han at Assyrien ville blive straffet for at gøre sig større end den der brugte det som sit redskab, og for at ophøje sig over ham. — Es 10:5, 15.

Da Jehova indgik pagten med David om et rige, sagde han om kongerne i Davids slægtslinje: „Jeg vil være ham en fader, og han vil være mig en søn. Når han gør noget som er uret, så vil jeg retlede ham med menneskers kæp og menneskesønners slag.“ (2Sa 7:14) Den tugtens kæp Jehova her som Fader ville gøre brug af, var de verdslige regeringers, for eksempel Babylons, myndighed. Babylon blev således brugt til at omstyrte Guds rige i Davids slægt, og sådan ville det være indtil ’han kom som havde retten til det’. (Ez 21:27) I år 70 e.v.t. blev de romerske legioner under hærføreren Titus brugt til at eksekvere Guds straf over det utro Israel. — Da 9:26, 27.

En uret brug af kæppen. De jordiske regeringer og dommere brugte ofte deres myndigheds „kæp“ uretfærdigt, hvorved de endog kom til at kæmpe mod Gud og hans folk. Da Jesus blev stillet for den jødiske højesteret og den romerske landshøvding Pontius Pilatus, blev han pint, spottet, spyttet på, slået og til sidst dræbt. De jødiske ledere brugte først deres myndighed over for Jesus, hvorefter de gjorde „kæppen“ tungere ved at overgive ham til den romerske statsmagt til henrettelse. Profeten Mika forudsagde disse trængsler med ordene: „Med kæppen slår de Israels dommer på kinden.“ (Mik 5:1) Efter Jesu død og opstandelse gjorde de jødiske ledere brug af deres myndighed ved at forfølge Jesu disciple, og i mange andre tilfælde gjorde romerne og andre jordiske regeringer ligeledes uret brug af deres myndigheds kæp. De vil blive krævet til  regnskab herfor af Gud. — Joh 19:8-11; 2Ts 1:6-9.

Forældrenes myndighed. „Kæppen“ bruges også som symbol på forældrenes myndighed over deres børn. Den nævnes hyppigt i Ordsprogenes Bog og bruges her som et symbol på alle de former tugten kan antage, deriblandt den korporlige afstraffelse. Det er forældrene der er ansvarlige over for Gud for at bruge kæppen til vejledning og opdragelse af barnet. Hvis forældrene svigter, vil det føre til ødelæggelse og død for barnet og være til skam for forældrene selv, foruden at det vil have Guds mishag. (Ord 10:1; 15:20; 17:25; 19:13) „Dårskab er knyttet til drengens hjerte; tugtens kæp vil fjerne den fra ham.“ „Skån ikke drengen for tugt. Hvis du slår ham med kæppen, undgår han døden. Du slår ham med kæppen, men hans sjæl udfrier du fra Sheol.“ (Ord 22:15; 23:13, 14) „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ — Ord 13:24; 19:18; 29:15; 1Sa 2:27-36.

Som de kristnes „åndelige livs Fader“ sparer Jehova Gud ikke „kæppen“ over for sine børn. Den inspirerede kristne skribent af Hebræerbrevet sagde: „Gud handler med jer som med sønner. For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? . . . Men han gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed.“ (He 12:7, 9, 10) Jehova gav trofaste mænd, især apostlene, myndighed til at tugte den kristne menighed. Denne myndighed havde til formål ’at bygge op og ikke at rive ned hos brødrene’. (2Kor 10:1-11) Den gav dem ret til at tugte overtrædere. Da menigheden i Korinth afveg fra retfærdigheden og begyndte at se hen til mennesker i stedet for til Kristus, skrev Paulus til dem for at retlede dem og sagde: „Hvad ønsker I? Skal jeg komme til jer med kæp, eller med kærlighed og med mildheds ånd?“ — 1Kor 4:21.

Lederstaven og hyrdestaven. Hyrden brugte sin stav til at lede, forsvare og hjælpe hjorden med. Jehova og hans søn, Jesus Kristus, viser en lignende omsorg for Guds folks hjord. Jehova omtalte ofte Israel, der stod i et pagtsforhold til ham, som sin hjord. David skrev: „Jehova er min hyrde. . . . Han fører mig ad retfærdige spor for sit navns skyld. Selv om jeg går i dalen med dystert mørke, frygter jeg intet ondt, for du er med mig; din kæp og din stav er min trøst.“ (Sl 23:1-4) Mika sagde i en bøn til Gud: „Vogt dit folk med din stav, din arvelods hjord.“ — Mik 7:14; jf. Joh 10:11, 14; He 13:20; 1Pe 2:25; 5:4.