En varm, inderlig følelse over for en anden person som man er nært knyttet til, en ven, et barn, sine forældre; en dyb følelse af ømhed eller sympati for en anden; endvidere Guds hengivenhed eller gode følelse for sine skabninger og deres respektfulde og hengivne følelse for Gud; også den varme følelse som Guds skabninger nærer til hinanden; den lidenskabelige, erotiske følelse over for en person af det modsatte køn, den følelsesmæssige drivkraft bag to menneskers forening i ægteskabet. Et synonym for kærlighed er „hengivenhed“.

I Bibelen bruges ordet kærlighed om alle de ovennævnte former for denne følelse og desuden om endnu én: den kærlighed der er ledet af principper, som for eksempel kærlighed til retfærdighed og kærlighed til ens fjender, personer som man ellers ikke nærer nogen varme følelser for. Denne side af kærligheden udspringer af et uselvisk ønske om retfærdighed og en oprigtig interesse for andres evige vel, og den giver sig udslag i handlinger der er til gavn for andre.

På hebraisk er det hovedsagelig navneordet ’ahavahʹ og udsagnsordene ’ahavʹ og ’ahevʹ der bruges for henholdsvis „kærlighed“ og „at elske“ i de ovennævnte betydninger, og af sammenhængen vil det fremgå hvilken side af kærligheden og hvilken grad der er tale om.

I De Kristne Græske Skrifter er det hovedsagelig ordene agaʹpē og filiʹa og de dermed beslægtede ord der bruges, samt to ord der er afledt af storgēʹ. (Eʹros, kærlighed mellem kønnene, bruges ikke.) Af disse ord er agaʹpē det hyppigst forekommende ord.

Om navneordet agaʹpē og udsagnsordet agapaʹō hedder det i Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words: „Kærligheden kendes kun på de gerninger den fremkalder. Guds kærlighed ses i den gave han har skænket i form af sin søn, 1 Joh. 4:9, 10. Tydeligvis er det ikke en kærlighed der skyldes nogen tilbøjelighed eller hengivenhed; den er altså ikke fremkaldt af noget fortrin hos dem der er genstand for den, Rom. 5:8. Den er kommet til udtryk som følge af en velovervejet beslutning hos Gud, truffet efter Guds eget valg og uden anden påviselig grund end den der ligger i Guds egen natur, jf. 5 Mos. 7:7, 8.“ — 1981, bd. 3, s. 21.

Om udsagnsordet fileʹō siger Vine: „Forskellen mellem dette og agapaō er at fileō nærmere er et udtryk for ømhed. . . . Endvidere bliver det at elske (fileō) livet ud fra et uberettiget ønske om at bevare det, idet man glemmer det egentlige formål med livet, fordømt af Herren, Joh. 12:25. Derimod er dét at elske livet (agapaō) på den måde der er tale om i 1 Pet. 3:10, ensbetydende med at have de sande interesser i livet for øje. Her ville ordet fileō være helt malplaceret.“ — Bd. 3, s. 21, 22.

 I James Strongs Exhaustive Concordance of the Bible står der i den græske ordbog (1890, s. 75, 76) under fileʹō: „At være ven med (holde af [nogen eller noget]), dvs. nære hengivenhed for (om en personlig tilbøjelighed som skyldes en følelse eller stemning, mens [agapaʹō] har en bredere betydning og især omfatter dømmekraften og viljens velovervejede samtykke på grundlag af et princip, en pligt eller en fornemmelse af hvad der hører sig til . . .).“ — Se HENGIVENHED.

Agaʹpē er altså en kærlighed der bygger på eller lader sig lede af principper. Den kan være forbundet med en følelse af hengivenhed, men er det ikke altid. At der kan være varme følelser forbundet med agaʹpē-kærligheden, fremgår af mange skriftsteder. I Johannes 3:35 siger Jesus: „Faderen elsker [agapaiʹ] Sønnen.“ I Johannes 5:20 siger han: „Faderen holder nemlig af [fileiʹ] Sønnen.“ Det er sikkert og vist at Guds kærlighed til Jesus Kristus er forbundet med stor hengivenhed. Jesus sagde også: „Den der elsker [agapōnʹ] mig, vil blive elsket [agapēthēʹsetai] af min Fader, og jeg vil elske [agapēʹsō] ham.“ (Joh 14:21) Faderens og Sønnens kærlighed er forbundet med en inderlig hengivenhed for dem der elsker dem. De der tilbeder Jehova, må på samme måde elske ham og hans søn såvel som hinanden. — Joh 21:15-17.

Selv om agaʹpē-kærligheden kendes på at den tager hensyn til principper, er den altså ikke ganske uden følelse; ellers ville den ikke adskille sig fra kold og hård retfærdighed. Men den beror ikke på og lader sig ikke lede af følelser eller sentimentalitet; den ser aldrig bort fra principper. Kristne viser med rette agaʹpē mod andre som de måske ikke nærer nogen hengivenhed for, men de gør det af hensyn til disse menneskers vel. (Ga 6:10) Selv om de ikke nærer hengivenhed for dem, har de dog medfølelse med dem og nærer oprigtig interesse for dem i den udstrækning og på den måde som retfærdige principper kræver det og tillader dem at gøre det.

Agaʹpē-kærligheden er altså en kærlighed der er ledet af principper; men der findes gode og dårlige principper. En forkert form for agaʹpē kan skyldes et dårligt princip. For eksempel sagde Jesus: „Hvis I elsker [agapaʹte] dem der elsker jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne elsker jo de mennesker der elsker dem. Og hvis I gør godt mod dem der gør godt mod jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne gør det samme. Og hvis I låner ud uden renter til dem som I håber at få igen fra, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv syndere låner ud uden renter til syndere for at få lige så meget igen.“ (Lu 6:32-34) Det princip som disse mennesker handler ud fra, er: ’Gør godt mod mig, så vil jeg gøre godt mod dig.’

Apostelen Paulus sagde om en tidligere medarbejder: „Demas har forladt mig fordi han fik kærlighed [agapēʹsas] til den nuværende tingenes ordning.“ (2Ti 4:10) Demas nærede åbenbart kærlighed til verden ud fra det princip at denne kærlighed ville medføre materielle fordele. Apostelen Johannes skrev: „Menneskene har elsket [ēgaʹpēsan] mørket mere end lyset, for deres gerninger har været onde. For den som øver det der er slet, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret.“ (Joh 3:19, 20) De elsker mørket fordi det er en sandhed eller et princip at mørket er med til at dække over deres onde gerninger.

Jesus gav befalingen: „Bliv ved med at elske [agapaʹte] jeres fjender.“ (Mt 5:44) Det er Gud selv der har fastsat det princip eller sat det eksempel der skal følges. Det udtrykkes af apostelen Paulus således: „Gud anbefaler sin egen kærlighed [agaʹpēn] til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. . . . For når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud gennem hans søns død, skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv.“ (Ro 5:8-10) Et fremtrædende eksempel på denne kærlighed er dét Gud gjorde i forbindelse med Saulus fra Tarsus, der blev apostelen Paulus. (Apg 9:1-16; 1Ti 1:15) Kærligheden til vore fjender bør derfor være ledet af det princip som Gud selv har fastsat, og bør vises i lydighed mod Guds bud, uanset om denne kærlighed er forbundet med varme følelser eller ej.

Gud. Apostelen Johannes skrev: „Gud er kærlighed.“ (1Jo 4:8) Han er den personificerede kærlighed, idet kærlighed er den dominerende egenskab hos ham. Det modsatte er imidlertid ikke sandt: at ’kærlighed (den abstrakte egenskab) er Gud’. Han åbenbarer sig i Bibelen som en person og taler billedligt om sine „øjne“, sine „hænder“, sit „hjerte“, sin „sjæl“ og så videre. Han har også andre egenskaber, deriblandt retfærdighed, magt og visdom. (5Mo 32:4; Job 36:22; Åb 7:12) Han har desuden evnen til at hade, en egenskab der er kærlighedens diametrale modsætning. Hans kærlighed til retfærdighed kræver at han hader ondskab. (5Mo 12:31; Ord 6:16) Kærlighed indbefatter evnen til at føle og give udtryk for en hengivenhed som kun en person kan være i besiddelse af, og som kun kan vises mod en person. Guds søn Jesus Kristus er ikke en abstrakt egenskab. Han talte om at han var hos Faderen, arbejdede sammen med ham, gjorde  det han syntes om, hørte og så ham, og at englene så hans Faders ansigt, alt sammen noget der var umuligt hvis han var en abstrakt egenskab. — Mt 10:32; 18:10; Joh 5:17; 6:46; 8:28, 29, 40; 17:5.

Vidnesbyrd om hans kærlighed. Der er en overflod af vidnesbyrd om at Jehova, universets Skaber og Gud, er kærlighed. Dette fremgår af selve det fysiske skaberværk. Med bemærkelsesværdig omhu er det frembragt med tanke på menneskets sundhed, velfærd og glæde. Mennesket er skabt sådan at det ikke blot eksisterer, men også kan glæde sig ved livet. Det glæder sig over at spise, over at betragte skaberværkets skønhed og farvepragt, over dyrene, over fællesskabet med andre mennesker og over utallige andre goder. (Sl 139:14, 17, 18) Men Jehova har i endnu højere grad vist sin kærlighed ved at skabe mennesket i sit billede så det ligner ham (1Mo 1:26, 27) og derfor har evnen til at nære kærlighed og til at beskæftige sig med åndelige spørgsmål. Og endelig har han vist sin kærlighed ved at åbenbare sig for menneskene gennem sit ord og ved sin hellige ånd. — 1Kor 2:12, 13.

Jehovas kærlighed til menneskene er som en faders kærlighed til sine børn. (Mt 5:45) Han sparer ikke på noget der tjener til deres gavn, uanset hvad det koster ham; hans kærlighed overgår alt hvad vi kan føle eller give udtryk for. (Ef 2:4-7; Es 55:8; Ro 11:33) Det største bevis på hans kærlighed, det kærligste en fader kan gøre, er kommet til udtryk over for menneskene. Det bestod i at han ofrede sin egen trofaste og enestefødte søn for os. (Joh 3:16) Som apostelen Johannes skrev: „Men vi, vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1Jo 4:19) Kærligheden har altså sit udspring i ham. Johannes’ medapostel Paulus skrev: „Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode vil nogen måske endog vove at dø. Men Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ — Ro 5:7, 8; 1Jo 4:10.

Guds evigvarende kærlighed. Jehovas kærlighed til sine trofaste tjenere er evigvarende; den hverken svigter eller aftager, uanset hvilke gunstige eller ugunstige omstændigheder hans tjenere måtte befinde sig under, og hvilke store eller små problemer de måtte kæmpe med. Apostelen Paulus erklærede: „Jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Ro 8:38, 39.

Guds suverænitet grundlagt på kærlighed. Det tjener Jehova til ære at hans suverænitet og den støtte som hans skabninger yder den, først og fremmest er grundlagt på kærlighed. Han ønsker kun dem til undersåtter der nærer kærlighed til hans suveræne herredømme på grund af hans gode egenskaber, deriblandt hans retfærdighed, og som foretrækker hans herredømme frem for noget andet. (1Kor 2:9) På grund af deres kundskab om ham og hans kærlighed, retfærdighed og visdom, som de forstår langt overgår deres egen, vælger de at tjene under hans suveræne herredømme frem for at søge at være uafhængige. (Sl 84:10, 11) I modsætning hertil søgte Djævelen hovmodigt uafhængighed af Gud, og det samme gjorde Adam og Eva. I virkeligheden drog Djævelen Guds måde at regere på i tvivl, idet han i realiteten sagde at den var ukærlig og uretfærdig (1Mo 3:1-5), og at Guds skabninger ikke tjente ham af kærlighed, men på grund af selviskhed. — Job 1:8-12; 2:3-5.

Jehova Gud tillod Djævelen at leve og at prøve hans tjenere, selv hans enestefødte søn, endog til døden. Gud forudsagde at Jesus Kristus ville være trofast. (Es 53) Hvordan kunne han have så stor tillid til sin søn? På grund af kærlighed. Jehova kendte sin søn og vidste hvor stor kærlighed Sønnen havde til sin Fader og til retfærdighed. (He 1:9) Han havde det fortroligste og mest indgående kendskab til sin søn. (Mt 11:27) Han nærede fuld tillid til at Sønnen ville være trofast. Endvidere er „kærligheden . . . enhedens fuldkomne bånd“. (Kol 3:14) Den er det stærkeste bånd i universet. Fuldkommen kærlighed dannede et ubrydeligt bånd mellem Faderen og Sønnen. Af samme grund kunne Gud stole på sin organisation af tjenere, idet han vidste at kærlighed ville få de fleste af dem til at holde ubrydeligt fast ved ham under prøve, og at hans organisation af skabninger som helhed aldrig ville løsrive sig fra ham. — Sl 110:3.

Jesus Kristus. Eftersom Jesus igennem uanede tidsaldre har været på nærmeste hold af Faderen, i hvem kærligheden har sit udspring, og han har det fortroligste og mest indgående kendskab til ham, kunne han sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Joh 14:9; Mt 11:27) Derfor er Jesu kærlighed fuldstændig, fuldkommen. (Ef 3:19) Han sagde til sine disciple: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Joh 15:13) Han havde sagt til dem: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Joh 13:34) Dette var et nyt bud, idet Moseloven, som Jesus og hans disciple dengang var underlagt, indeholdt befalingen:  „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3Mo 19:18; Mt 22:39) Denne lov krævede næstekærlighed og kærlighed til en selv, men ikke en selvopofrende kærlighed hvor man endog var villig til at give sit liv for næsten. Jesus viste med det eksempel han satte i sit liv og med sin død, hvad dette nye bud om kærlighed krævede. Foruden at gøre godt når behovet opstår, skal en Kristi discipel selv tage initiativet, under Kristi ledelse, til at hjælpe andre åndeligt og på anden måde. Han skal arbejde aktivt til gavn for dem. At forkynde den gode nyhed for andre og undervise dem, selv om nogle endog er fjender, er et af de største udtryk for kærlighed, for det kan føre til evigt liv for dem. Den kristne skal give dem der reagerer positivt på budskabet, del i ’ikke blot Guds gode nyhed, men også sin egen sjæl’ når han hjælper dem og arbejder sammen med dem. (1Ts 2:8) Og han skal være rede til at sætte sin sjæl (sit liv) til for dem. — 1Jo 3:16.

Hvordan man opdyrker kærlighed. Ved hjælp af sin hellige ånd skabte Gud den første mand og den første kvinde med et vist mål af den guddommelige egenskab kærlighed og med evnen til at øge kærligheden, udstrække den og gøre den rigere. Kærlighed er en frugt af Guds ånd. (Ga 5:22) Denne gudgivne kærlighed er ikke en egenskab man uden videre har, sådan som tilfældet kan være med visse medfødte fysiske og intellektuelle egenskaber, som for eksempel legemlig skønhed, musikbegavelse eller lignende nedarvede egenskaber. Et menneske kan ikke have denne kærlighed uden at kende og tjene Gud og uden at grunde over og værdsætte den. Kun ved at opdyrke kærlighed kan man efterligne Gud, fra hvem kærligheden udspringer. (Sl 77:11; Ef 5:1, 2; Ro 12:2) Adam forsømte at opelske kærlighed til Gud; han gjorde ikke fremskridt i at fuldkommengøre denne kærlighed. Det fremgår af at han ikke var knyttet til Gud med dette enhedens fuldkomne bånd. Men trods sin ufuldkommenhed og syndighed videregav Adam til sit afkom, „der lignede ham og var i hans billede“, evnen til at nære og vise kærlighed. (1Mo 5:3) Menneskene i almindelighed giver udtryk for kærlighed, men det er ofte en misforstået, svækket og forvrænget form for kærlighed.

En misforstået form for kærlighed. Det fremgår af ovennævnte grunde at man kun kan nære sand og ægte kærlighed som omfatter de rette ting og sigter mod det rette mål, ved at søge og følge Guds ånds vejledning og den kundskab der opnås gennem Guds ord. Som eksempel kan nævnes den hengivenhed et forældrepar nærer til deres barn. Hvis det er en sentimental kærlighed, vil den udarte og måske give sig udslag i at de giver barnet alting og intet nægter det. De udøver ikke forældremyndigheden og undlader at tugte barnet. (Ord 22:15) En sådan misforstået kærlighed kan have sin rod i familiestolthed, der i realiteten er selviskhed. Bibelen siger at denne form for kærlighed i virkeligheden er had, for forældrene handler ikke med barnets sande vel for øje så det fører til liv og frelse for det. — Ord 13:24; 23:13, 14.

Dette er ikke den kærlighed der kommer fra Gud. Den gudgivne kærlighed får én til at gøre det der er godt og gavnligt for andre. „Kærligheden opbygger.“ (1Kor 8:1) Kærlighed er ikke det samme som føleri. Kærlighed er fast, stærk, ledet af guddommelig visdom og først og fremmest bestemt af hvad der er dydigt og ret. (Jak 3:17) Gud viste dette ved at straffe israelitterne strengt for deres ulydighed, hvilket var til evig gavn for dem. (5Mo 8:5; Ord 3:12; He 12:6) Apostelen Paulus skrev til de kristne: „Det er til jeres optugtelse at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner. For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? . . . Endvidere har vi haft fædre som var af vort kød og som optugtede os, og vi plejede at vise dem respekt. Skal vi så ikke meget mere underordne os vort åndelige livs Fader og leve? For de tugtede os i nogle få dage efter hvad de syntes var godt, men han gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed. Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — He 12:7-11.

Kundskab leder kærligheden i den rigtige retning. Kærligheden må først og fremmest være rettet mod Gud. Ellers tager den en forkert retning og kan endog føre til dyrkelse af en skabning eller en ting. Det er vigtigt at have kendskab til Guds hensigter, for så ved man hvad der tjener en selv og andre bedst, og man vil vide hvordan man viser kærlighed på rette måde. Vi skal elske Gud af ’hele vort hjerte og sind, og af hele vor sjæl og styrke’. (Mt 22:36-38; Mr 12:29, 30) Denne kærlighed skal ikke blot være noget ydre, men skal komme fra og genspejle hele personens indre. Kærlighed er naturligvis forbundet med følelserne. (1Pe 1:22) Men hvis sindet ikke er udrustet med kundskab om hvad sand kærlighed er, og hvordan den kommer til udtryk, kan kærligheden ledes i en forkert retning. (Jer 10:23; 17:9; jf. Flp 1:9.) Sindet må kende Gud og hans egenskaber og hensigter og vide hvordan han viser kærlighed. (1Jo 4:7) I overensstemmelse hermed, og eftersom kærlighed er den mest betydningsfulde  egenskab, er indvielsen til Gud en indvielse til Jehovas person (hos hvem kærligheden er den dominerende egenskab) og ikke til et arbejde eller en sag. Derefter må sjælen, hver fiber af et menneskes organisme, lade kærligheden komme til udtryk, og hele dets styrke må sættes bag denne bestræbelse.

Kærligheden er vidtfavnende. Den ægte kærlighed, som er en frugt af Guds ånd, er vidtfavnende. (2Kor 6:11-13) Den er ikke karrig eller nærig, og den kender ingen grænser. Den må deles med andre for at være fuldstændig. Først og fremmest må man elske Gud (5Mo 6:5) og hans søn (Ef 6:24) og derefter hele samfundet af ens kristne brødre i hele verden. (1Pe 2:17; 1Jo 2:10; 4:20, 21) En ægtemand må elske sin hustru, og en hustru sin ægtemand. (Ord 5:18, 19; Præ 9:9; Ef 5:25, 28, 33) Forældre må elske deres børn. (Tit 2:4) Man må elske sine medmennesker, endog sine fjender, og gøre godt imod dem. (Mt 5:44; Lu 6:32-36) Om åndens frugter, af hvilke kærligheden er den ypperste, siger Bibelen: „Imod sådanne ting er der ingen lov.“ (Ga 5:22, 23) Der er ingen lov som sætter grænser for kærligheden. Den kan vises når som helst og hvor som helst og i ubegrænset omfang mod dem der har krav på kærlighed. Det eneste man nogen sinde må skylde nogen, er kærlighed. (Ro 13:8) Den indbyrdes kærlighed er et kendetegn på sande kristne. — Joh 13:35.

Hvordan den gudgivne kærlighed virker. Den kærlighed som Gud er, er så storslået at den er svær at definere. Det er lettere at sige hvordan den virker. Ved den følgende gennemgang af denne smukke egenskab vil vi se på hvordan den kommer til udtryk hos kristne. I sin beskrivelse af kærligheden understreger apostelen Paulus først hvor nødvendigt det er at en kristen har kærlighed. Derefter beskriver han i enkeltheder hvordan den handler uselvisk: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ — 1Kor 13:4-7.

„Kærligheden er langmodig og venlig.“ Den finder sig i ugunstige forhold og i andres urette handlinger i den hensigt at det til sidst må udvirke at de der handler uret, eller andre involverede, må blive frelst, og at Guds suverænitet må blive hævdet. (2Pe 3:15) Kærligheden er venlig uanset hvilke provokationer den udsættes for. En kristen der er ubehøvlet eller grov over for andre, udretter intet godt. Kærligheden kan dog være fast og gribe ind for retfærdighedens skyld. Personer med myndighed kan tugte overtrædere, men selv i den situation skal de vise venlighed. Uvenlighed vil hverken gavne den uvenlige rådgiver eller den der har handlet uretfærdigt, men kunne tværtimod gøre det endnu vanskeligere for overtræderen at ændre sind og handle ret. — Ro 2:4; Ef 4:32; Tit 3:4, 5.

„Kærligheden er ikke skinsyg.“ Den bliver ikke misundelig når det går andre godt. Den glæder sig over at se et medmenneske opnå en stilling der medfører et større ansvar. Den ærgrer sig ikke når en fjende får eller opnår noget godt. Den er gavmild. Gud lader det regne over både retfærdige og uretfærdige. (Mt 5:45) Guds tjenere der har kærlighed, er tilfredse med deres plads (1Ti 6:6-8), og de forsøger ikke at opnå en højere stilling eller selvisk at tiltvinge sig en andens stilling. Satan Djævelen forlod i selviskhed og misundelse sin stilling og ønskede endda at blive tilbedt af Jesus Kristus. — Lu 4:5-8.

Kærligheden „er ikke brovtende, bliver ikke opblæst“. Den søger ikke andre skabningers bifald og beundring. (Sl 75:4-7; Jud 16) Hvis man har kærlighed, vil man ikke tale nedsættende om andre for at ophøje sig selv. I stedet vil man ophøje Gud og oprigtigt søge at opmuntre og opbygge andre. (Ro 1:8; Kol 1:3-5; 1Ts 1:2, 3) Man vil glæde sig over andre kristnes fremskridt. Og man vil ikke prale af det man har til hensigt at gøre. (Ord 27:1; Lu 12:19, 20; Jak 4:13-16) Man vil erkende at alt hvad man gør, skyldes kraften fra Jehova. (Sl 34:2; 44:8) Jehova sagde til Israel: „Lad den der roser sig, rose sig af dette: At have indsigt og at have kundskab om mig, at jeg er Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden; for disse ting har jeg virkelig behag i.“ — Jer 9:24; 1Kor 1:31.

Kærligheden „opfører sig ikke uanstændigt“. Den har ikke dårlige manerer. Den har ikke en uanstændig adfærd, som for eksempel urette seksuelle forhold eller en chokerende opførsel. Den er ikke ubehøvlet, vulgær, uhøflig, uforskammet, grov eller respektløs. En kristen der ejer kærlighed, vil hverken ved sit udseende eller ved sin adfærd vække uro hos sine brødre. Paulus skrev til menigheden i Korinth: „Lad alt ske sømmeligt og med orden.“ (1Kor 14:40) Kærlighed vil også få den kristne til at være retskaffen over for dem der ikke har den kristne tro. — Ro 13:13; 1Ts 4:12; 1Ti 3:7.

Kærligheden „søger ikke sine egne interesser“. Den følger princippet: „Lad ingen søge sit eget,  men medmenneskets bedste.“ (1Kor 10:24) Det vil sige at man har omsorg for andres evige velfærd. Denne oprigtige omsorg for andre er en af kærlighedens stærkeste drivkræfter og en af dem der giver de bedste og mest gavnlige resultater. Den der har kærlighed, kræver ikke at alt skal gøres på hans måde. Paulus skrev: „For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage. For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle. Men alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ (1Kor 9:22, 23) Kærligheden kræver heller ikke sin „ret“; den er mere optaget af medmenneskets åndelige velfærd. — Ro 14:13, 15.

Kærligheden „lader sig ikke provokere“. Den leder ikke efter en anledning til eller en undskyldning for at lade sig provokere. Den lader sig ikke provokere til vredesudbrud, der er en af kødets gerninger. (Ga 5:19, 20) Den der har kærlighed, tager ikke let anstød af hvad andre siger eller gør. Han er ikke bange for at „tabe ansigt“.

Kærligheden „holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. Den føler sig ikke krænket og holder ikke regnskab med hver eneste krænkelse som om det var noget der skulle gengældes eller betales tilbage til sin tid, mens man i den mellemliggende tid undgik kontakt med den der havde forvoldt krænkelsen. Det ville være hævngerrighed, der fordømmes i Bibelen. (3Mo 19:18; Ro 12:19) Kærligheden tillægger ikke andre dårlige motiver, men vil bære over med andre og vil i tvivlstilfælde lade tvivlen komme dem til gode. — Ro 14:1, 5.

Kærligheden „fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden“. Kærligheden fryder sig med sandheden, også hvis denne kuldkaster noget man tidligere har troet eller sagt. Den holder sig til Guds sandhedsord. Den står fast for det der er ret, og finder ingen glæde ved uret, løgn eller nogen form for uretfærdighed, uanset hvem offeret er, selv når det drejer sig om en fjende. Hvis noget er forkert eller vildledende, er kærligheden ikke bange for at tale sandhedens sag eller for at forsvare andre. (Ga 2:11-14) Den foretrækker at lide ondt frem for at begå endnu en uret i et forsøg på at bringe en sag i orden. (Ro 12:17, 20) Men hvis én med rette er blevet tugtet af en der har myndighed, vil den der har kærlighed, ikke af sentimentalitet holde med den tugtede og kritisere irettesættelsen eller den der har givet den. Det ville ikke være et udtryk for kærlighed til den der er blevet irettesat. Man ville måske komme til at stå sig godt med ham, men det ville være mere til skade end til gavn for ham.

Kærligheden „tåler alt“. Den er villig til at holde ud og lide ondt for retfærdighedens skyld. En ordret gengivelse lyder: „Alt dækker den.“ (Int.) Den der har kærlighed, vil ikke straks afsløre for andre at én har gjort ham uret. Hvis overtrædelsen ikke er for alvorlig, vil han blot overse den. Ellers vil han følge den fremgangsmåde som Jesus anbefalede i Mattæus 18:15-17, hvis den kan anvendes i dette tilfælde. Hvis modparten, efter at han under fire øjne er blevet gjort opmærksom på overtrædelsen, da beder om tilgivelse og gør skaden god igen, vil den der har kærlighed, vise at han virkelig tilgiver ham, og at hans kærlighed — ligesom Guds — helt har dækket over overtrædelsen. — Ord 10:12; 17:9; 1Pe 4:7, 8.

Kærligheden „tror alt“. Kærligheden tror på det Gud har sagt i sit sandhedsord, også selv om ydre omstændigheder taler imod det og den ikketroende verden spotter. Denne kærlighed, især til Gud, er en anerkendelse af hans sandfærdighed, der bygger på en viden om at han altid har været trofast og pålidelig. Det kan sammenlignes med den tillid og kærlighed man nærer til en sand og trofast ven hvis ord man tror, også når han fortæller én noget der måske ikke umiddelbart kan bevises. (Jos 23:14) Kærligheden tror alt hvad Gud siger, skønt man måske ikke er i stand til helt at forstå det, og den er villig til at vente tålmodigt indtil der kastes mere lys over spørgsmålet, eller indtil man får en klarere forståelse. (1Kor 13:9-12; 1Pe 1:10-13) Kærligheden stoler også på Guds ledelse af den kristne menighed og hans udnævnte tjenere og støtter de afgørelser de træffer på grundlag af Guds ord. (1Ti 5:17; He 13:17) Kærligheden er dog ikke lettroende, for den følger Guds ords råd om at ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’, og den prøver alt med Bibelens målestok. (1Jo 4:1; Apg 17:11, 12) Kærligheden bevirker at man har tillid til sine trofaste kristne brødre; en kristen vil ikke mistænke dem eller mistro dem så længe der ikke foreligger utvetydige beviser for at de har uret. — 2Kor 2:3; Ga 5:10; Flm 21.

Kærligheden „håber alt“. Den håber alt det Jehova har lovet. (Ro 12:12; He 3:6) Den arbejder flittigt og venter tålmodigt på at Jehova frembringer frugt og får det til at gro. (1Kor 3:7) Den der har kærlighed, vil håbe det bedste for sine kristne brødre uanset deres omstændigheder, også hvis nogle af dem er svage i troen. Han vil forstå at han bør have samme indstilling som Jehova, der har tålmodighed med sådanne svage. (2Pe 3:15) Og han svigter ikke dem han søger at hjælpe til at lære sandheden at kende, men bliver  ved med at håbe og vente på at Guds ånd vil bevæge dem til at tjene ham.

Kærligheden „udholder alt“. Uden kærlighed kan en kristen ikke bevare sin uangribelighed over for Jehova Gud. Uanset hvad Djævelen måtte gøre for at prøve ægtheden af den kristnes hengivenhed og trofasthed mod Gud, vil kærligheden holde ud på en sådan måde at den kristne forbliver tro mod Gud. — Ro 5:3-5; Mt 10:22.

„Kærligheden svigter aldrig.“ Den vil aldrig ophøre eller forsvinde. Ny kundskab og forståelse vil måske korrigere det man tidligere har troet; håbet ændrer sig efterhånden som det bliver til virkelighed og man får nye ting at håbe på, men kærligheden forbliver altid i hele sin fylde og bliver bestandig stærkere. — 1Kor 13:8-13.

„En tid til at elske.“ Kærligheden bliver kun holdt tilbage fra dem som Jehova anser for uværdige til at nyde gavn af den, eller som fremturer i ondskab. Kærligheden udstrækkes til alle indtil de viser at de er fjender af Gud. Da er tiden inde til at der ikke vises dem kærlighed længere. Både Jehova Gud og Jesus Kristus elsker retfærdighed og hader lovløshed. (Sl 45:7; He 1:9) De der af hjertet hader den sande Gud, vil ikke fortsat nyde godt af Guds kærlighed. Det ville ikke være nogen nytte til, for de der hader Gud, vil ikke reagere positivt på hans kærlighed. (Sl 139:21, 22; Es 26:10) Derfor er det med rette at Gud hader dem, og at han har fastsat en tid da han vil gribe ind over for dem. — Sl 21:8, 9; Præ 3:1, 8.

Hvad man ikke skal elske. Apostelen Johannes skriver: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden.“ (1Jo 2:15, 16) Længere fremme i brevet siger han: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1Jo 5:19) De der elsker Gud, vil følgelig hade alt hvad der er ondt. — Sl 101:3; 119:104, 128; Ord 8:13; 13:5.

Samtidig med at Bibelen viser at ægtemænd og hustruer bør elske hinanden, og at denne kærlighed indbefatter det ægteskabelige samliv (Ord 5:18, 19; 1Kor 7:3-5), påpeger den også det forkerte i den kødelige, verdslige adfærd som ytrer sig ved at man viser en anden end sin ægtefælle en erotisk kærlighed. (Ord 7:18, 19, 21-23) Noget andet som kendetegner verden, er materialisme, „kærligheden til penge“ (filargyriʹa, ordr.: „det at holde af sølv“; Int), der er en rod til alt muligt skadeligt. — 1Ti 6:10; He 13:5.

Jesus Kristus advarede mod at søge ære fra mennesker. Han fordømte skarpt jødernes hykleriske religiøse ledere der kunne lide at stå og bede i synagogerne og på hjørnerne af de brede gader for at blive set af mennesker, og som elskede de fornemste pladser ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne. Han sagde at de allerede havde fået hele deres belønning, det de ønskede og elskede, nemlig hæder og ære fra mennesker; derfor kunne de ikke vente at få nogen belønning af Gud. (Mt 6:5; 23:2, 5-7; Lu 11:43) I beretningen siges der: „Endog mange af lederne [troede] på [Jesus], men på grund af farisæerne ville de ikke åbent anerkende ham for ikke at blive udstødt af synagogen; for de elskede ære fra mennesker mere end selv ære fra Gud.“ — Joh 12:42, 43; 5:44.

Jesus sagde til sine disciple: „Den der holder af [filōnʹ] sin sjæl ødelægger den, men den der hader sin sjæl i denne verden, vil bevare den til evigt liv.“ (Joh 12:23-25) Den der hellere vil værne om sit liv nu i stedet for at ofre det som en Kristi discipel, vil gå glip af det evige liv, men den der sætter livet i denne verden i anden række, og som elsker Jehova og Kristus og deres retfærdighed mere end noget andet, vil opnå evigt liv.

Gud hader løgnere, for de elsker ikke sandheden. I åbenbaringssynet sagde han til apostelen Johannes: „Udenfor [dvs. uden for den hellige by, det ny Jerusalem] er hundene og de som øver spiritisme og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver som holder af [filōnʹ] og som øver løgn.“ — Åb 22:15; 2Ts 2:10-12.

Kærligheden kan blive kold. Da Jesus Kristus fortalte sine disciple hvad der skulle ske i fremtiden, nævnte han at kærligheden (agaʹpē) ville blive kold hos mange der hævdede at de troede på Gud. (Mt 24:3, 12) Apostelen Paulus sagde at et af kendetegnene på de kommende „kritiske tider“ var at menneskene ville blive „pengekære“. (2Ti 3:1, 2) Det er således tydeligt at man kan tabe de rette principper af syne, og at den sande kærlighed man engang nærede, kan blive kold. Dette understreger hvor vigtigt det er altid at vise sin kærlighed og opdyrke den ved at grunde over Guds ord og ved at lade sit liv forme efter hans principper. — Ef 4:15, 22-24.