At erhverve sig noget i bytte for værdier — penge, varer, tjenesteydelser eller endog et liv.

Så tidligt som på Abrahams tid købte og solgte man forretningsmæssigt varer, ejendom eller tjenesteydelser og anvendte et betalingsmiddel i form af penge, næsten som i dag. Abraham havde trælle der var „købt for penge“. (1Mo 17:12, 13) Da Sara var død, købte Abraham, under iagttagelse af de behørige formaliteter, et familiegravsted af Efron, en af Hets sønner. (1Mo 23:3-20; 49:29-32) De nærmere enkeltheder i denne første retshandel der er beskrevet i Bibelen, er meget interessante.

I overensstemmelse med skik og brug bøjede Abraham sig da han fremsatte sit tilbud. Det var ikke marken, men kun hulen „som ligger i den yderste ende af [Efrons] mark“, Abraham var interesseret i at købe. Efron kom med et modtilbud. Om han foregav orientalsk rundhåndethed ved at sige at han ville give Abraham marken (1Mo 23:7-11), eller, som nogle mener, han blot gav udtryk for at han var villig til at skille sig af med den, det vil sige ’give afkald på den’ for betaling, er uvist. Sikkert er det at han insisterede på at både hulen og marken skulle indgå i handelen. Man nåede til enighed, prisen blev nævnt, handelen sluttet og pengene omhyggeligt vejet af, „fire hundrede sekel sølv, gangbare hos købmændene“ (ca. 5300 kr.) (1Mo 23:16) På den tid var pengene ikke præget som mønter, men blev vejet på en vægt. Således overgik „marken og hulen der var på den og alle træerne som var på marken, som var inden for alle dens grænser rundt om, til Abraham som hans købte ejendom“. Hele transaktionen fandt sted i nærværelse af  begge parter og overværet af vidner, ja, „for øjnene af Hets sønner, blandt alle dem der gik ind gennem hans bys port“. (1Mo 23:17, 18) På samme måde købte Jakob senere et stykke jord af indbyggerne i Sikem. — 1Mo 33:18, 19.

Under en syv år lang hungersnød solgte Josef som Ægyptens førsteminister først korn for penge, og da alle penge var brugt, tog han imod husdyr, jord og til sidst folk selv som betaling. — 1Mo 42:2-25; 47:13-23.

Under Moseloven var det strengt forbudt at købe og sælge på sabbatten og at benytte sig af uærlige forretningsmetoder. Da Israel faldt fra, blev disse love ofte krænket. — 3Mo 25:14-17; Ne 10:31; 13:15-18; Am 8:4-6.

Da kong David ønskede at købe Araunas (Ornans) tærskeplads, tilbød denne gavmildt at give den til kongen. David insisterede imidlertid på at betale en sum af 50 sekel sølv (ca. 660 kr.) for det sted hvor alteret skulle stå, og for de nødvendige materialer til ofrene. Senere købte han øjensynlig mere af det omliggende land så der blev plads til hele templet, og købsprisen var 600 sekel guld efter vægt (ca. 460.000 kr.). (2Sa 24:21-24; 1Kr 21:22-25) Både i kong Joasj’ og kong Josias’ regeringstid blev der indkøbt materialer og udbetalt penge til dem der skulle udføre arbejdet. — 2Kg 12:9-12; 22:3-7.

Jeremias købte en mark i sin hjemby, Anatot, og beskrev den juridiske transaktion med følgende ord: „Jeg skrev det i en kontrakt og forseglede den og tog vidner idet jeg vejede pengene af på vægtskåle.“ — Jer 32:9-16, 25, 44.

I De Kristne Græske Skrifter tales der ligeledes om køb af mange forskellige ting — fødevarer, olie, klæder, perler, marker, huse, guld, øjensalve og andre varer, dyr og endog mennesker. (Mt 13:44-46; 25:8-10; 27:7; Mr 6:37; Joh 4:8; 13:29; Apg 1:18; 4:34-37; 5:1-3; Åb 3:18; 13:17; 18:11-13; se BANK, BANKMÆND.) De troende jøder blev løskøbt fra lovens forbandelse ved Kristus, som blev en forbandelse i stedet for dem da han, skønt han var uskyldig, blev hængt på en pæl. (Ga 3:13; 4:5) „Med blodet af sin egen søn“ har Jehova købt hele „Guds menighed“. — Apg 20:28.