Kalender
Et system hvorefter man inddeler tiden i år, måneder, uger og dage. Grundlaget for at udmåle tiden på denne måde blev tilvejebragt af Gud længe før menneskets skabelse. Ifølge 1 Mosebog 1:14, 15 var et af formålene med ’lysgiverne på den udstrakte himmel’ at de skulle „tjene . . . til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. Soldagen, solåret og månemåneden er således naturlige tidsinddelinger der bestemmes af henholdsvis jordens daglige omdrejning om sin akse, jordens årlige kredsløb om solen og månens månedlige faser i forhold til jorden og solen. Uger og timer er derimod vilkårlige tidsinddelinger.
Siden menneskehedens begyndelse er tiden blevet målt i år. Adam, det første menneske, var således „et hundrede og tredive år“ da han blev fader til Set. — 1Mo 5:3.
Inddelingen i måneder blev også taget i brug på et tidligt tidspunkt. Omkring tidspunktet for Vandfloden inddelte man tiden i måneder a 30 dage; det ses af at en periode på 5 måneder sidestilles med 150 dage. (1Mo 7:11, 24; 8:3, 4) Af samme beretning fremgår det at Noa inddelte året i 12 måneder. — Se ÅR.
Perioder på syv dage nævnes også her og kan allerede tidligt i historien have været en almindelig tidsenhed. (1Mo 7:4, 10; 8:10, 12) Der er dog intet vidnesbyrd om at Gud pålagde menneskene at overholde en ugentlig sabbatsdag før han udtrykkeligt pålagde israelitterne dette efter udgangen af Ægypten. — Se UGE.
Der er i tidens løb blevet udviklet forskellige kalendersystemer, og nogle af dem bruges den dag i dag. De første kalendere var hovedsagelig månekalendere, det vil sige at årets måneder blev beregnet på grundlag af den tid det tager månen at gennemløbe sine fire faser, for eksempel fra nymåne til nymåne. Et sådant måneomløb varer gennemsnitlig 29 dage, 12 timer og 44 minutter. Månederne blev normalt regnet til enten 29 eller 30 dage, men i den bibelske beretning står ordet „måned“ i almindelighed for 30 dage. — Jf. 5Mo 21:13; 34:8; også Åb 11:2, 3.
Et år på 12 månemåneder er omkring 11 dage kortere end solåret på 365 1/4 døgn. Eftersom årstidernes skiften følger solåret, var det nødvendigt at tilpasse kalenderen, hvorved man fik det såkaldte „tilpassede måneår“ eller „bundne solår“, det vil sige et solår med månemåneder. Man foretog denne tilpasning ved enten at forlænge hvert år med nogle dage eller i visse år at indskyde en ekstra måned.
Den hebraiske kalender. Israelitterne benyttede en kalender med et sådant tilpasset måneår eller bundet solår. Det fremgår af den omstændighed at Jehova Gud befalede at deres religiøse år skulle begynde med forårsmåneden abib, og at han fastsatte bestemte dage til fejring af forskellige højtider i forbindelse med indhøstningen af afgrøderne. Hvis disse højtider skulle blive ved med at falde sammen med de pågældende høsttider, måtte der være et kalendersystem som synkroniserede året med årstiderne ved at udligne forskellen mellem måneåret og solåret. — 2Mo 12:1-14; 23:15, 16; 3Mo 23:4-16.
Det fremgår ikke af Bibelen hvordan man oprindelig bar sig ad med at finde ud af hvornår man skulle indskyde ekstra dage eller en ekstra måned, en skudmåned. Det er dog rimeligt at tænke sig at enten forårs- eller efterårsjævndøgn tjente som en rettesnor der viste hvornår årstiderne ikke længere passede til kalenderen, så der var behov for en justering. Den 13. måned som israelitterne indskød for at udvirke denne justering, blev efter landflygtigheden kaldt ve’adar eller den anden adar. Den omtales dog ikke udtrykkeligt i Bibelen.
Der findes ingen optegnelser om en fastlagt eller standardiseret jødisk kalender før det 4. århundrede e.v.t. (ca. 359 e.v.t.), da Hillel II bestemte at skudårene med 13 måneder skulle være det 3., 6., 8., 11., 14., 17. og 19. år i hver periode på 19 år. Denne 19-årige cyklus kaldes normalt Metons cyklus efter den græske matematiker Meton (fra det 5. årh. f.v.t.), skønt der er vidnesbyrd om at babylonierne havde udformet en sådan cyklus længe før han gjorde det. (Se Babylonian Chronology, 626 B.C. — A.D. 75 af R. A. Parker og W. H. Dubberstein, 1971, s. 1, 3, 6.) Denne cyklus medfører at nymånen og fuldmånen hvert 19. år igen falder på de samme dage i solåret.
De jødiske måneder blev regnet fra nymåne til nymåne. (Es 66:23) Ét hebraisk ord, choʹdhæsj, der gengives med „måned“ (1Mo 7:11) eller „nymåne“ (1Sa 20:27), er således beslægtet med chadhasjʹ, der betyder „ny“. Et andet ord for måned, jæʹrach, gengives med „månemåned“. (1Kg 6:38) I senere perioder tændte man ildsignaler eller udsendte budbringere for at underrette folket om en ny måneds begyndelse.
I Bibelen betegnes de enkelte måneder i regelen ganske enkelt ved numre efter deres rækkefølge i året, fra den første til den tolvte. (Jos 4:19; 4Mo 9:11; 2Kr 15:10; Jer 52:6; 4Mo 33:38; Ez 8:1; 3Mo 16:29; 1Kg 12:32; Ezr 10:9; 2Kg 25:1; 5Mo 1:3; Jer 52:31) Før landflygtigheden i Babylon nævnes kun fire måneder ved navn, nemlig den første, abib (2Mo 13:4); den anden, ziv (1Kg 6:37); den syvende, etanim (1Kg 8:2); og den ottende, bul (1Kg 6:38). Disse navnes betydning knytter sig udelukkende til årstiderne, et yderligere vidnesbyrd om at israelitterne på det tidspunkt fulgte det tilpassede måneår. — Se de enkelte måneder under deres respektive navne.
I tiden efter landflygtigheden antog israelitterne de månedsnavne man brugte i Babylon, og syv af disse nævnes i Bibelen: Den 1. måned, nisan, der erstattede abib (Est 3:7); den 3., sivan (Est 8:9); den 6., elul (Ne 6:15); den 9., kislev (Zak 7:1); den 10., tebet (Est 2:16); den 11., sjebat (Zak 1:7); og den 12., adar (Ezr 6:15).
De eftereksilske navne på de øvrige fem måneder er nævnt i den jødiske Talmud og andre værker. Den 2. måned hed ijjar, den 4. tammuz, den 5. ab, den 7. tisjri og den 8. hesjwan. Den 13. måned, der blev indskudt periodisk, hed ve’adar, dvs. den anden adar.
Længden på de fleste måneder blev med tiden fastlagt så de fik et bestemt antal dage. I nisan (abib), sivan, ab, tisjri (etanim) og sjebat var der 30 dage, mens der i ijjar (ziv), tammuz, elul og tebet var 29 dage. I hesjwan (bul), kislev og adar kunne der imidlertid være enten 29 eller 30 dage. De sidstnævnte måneders varierende længde gjorde det muligt at foretage de nødvendige justeringer i månekalenderen, men skulle også forhindre at visse højtider faldt på dage som de ifølge senere jødiske religiøse ledere ikke måtte fejres på.
Mens israelitternes religiøse år begyndte om foråret med abib (nisan) måned, sådan som Gud havde befalet ved udgangen af Ægypten (2Mo 12:2; 13:4), viser den bibelske beretning at de tidligere havde fulgt et borgerligt år der løb fra efterår til efterår. Gud anerkendte denne tidligere ordning således at hans folk i virkeligheden fulgte et dobbeltsystem med både en religiøs kalender og en borgerlig kalender der var baseret på landbrugsåret. (2Mo 23:16; 34:22; 3Mo 23:34; 5Mo 16:13) I eftereksilsk tid begyndte det borgerlige år den 1. tisjri, og det jødiske nytår, Rosj Hasjana (der betyder „årets hoved“), fejres stadig på denne dato.
Det eneste fund af noget der minder om en hebraisk kalender, blev gjort i 1908 ved udgravningen af oldtidens Gezer og menes at være fra det 10. århundrede f.v.t. Det er en bondekalender der i al korthed beskriver landbrugsarbejdet, begyndende med efteråret: Først tre gange to måneder til henholdsvis oplagring af afgrøden, såning og forårsvækst, derefter tre gange én måned til hørhøst, byghøst og en almindelig høst, så to måneder til beskæring af vinstokkene og endelig én måned til indhøstning af sommerfrugten. — 3Mo 26:5.
Af den ledsagende oversigt fremgår det hvordan månederne faldt i det religiøse og det borgerlige år, og hvilke måneder de omtrent svarer til efter den kalender vi bruger i dag.
De mange henvisninger i evangelierne og Apostelgerninger til de forskellige højtider viser at jøderne stadig fulgte den jødiske kalender på Jesu og apostlenes tid. Disse højtider er en hjælp til at fastlægge det omtrentlige tidspunkt for de begivenheder der beskrives i beretningerne. — Mt 26:2; Mr 14:1; Lu 22:1; Joh 2:13, 23; 5:1; 6:4; 7:2, 37; 10:22; 11:55; Apg 2:1; 12:3, 4; 20:6, 16; 27:9.
Som apostelen Paulus tydeligt viser i Galaterne 4:9-11 og Kolossenserne 2:16, 17, er de kristne ikke forpligtede til at følge en religiøs kalender med overholdelse af fastsatte højtider eller helligdage. Den eneste begivenhed de er forpligtede til at fejre årligt, Herrens aftensmåltid, falder sammen med den jødiske påske og fastsættes efter månekalenderen. — Mt 26:2, 26-29; 1Kor 11:23-26; se HERRENS AFTENSMÅLTID.
Den julianske og den gregorianske kalender. I år 46 f.v.t. indførte Julius Cæsar en kalender som gav romerne en tidsregning efter solåret i stedet for efter måneåret. Med denne kalender, den julianske, der byggede på den græske astronom Sosigenes’ beregninger, kom året til at bestå af 365 dage fordelt på 12 måneder af vilkårligt fastsat længde, og årets begyndelse blev sat til 1. januar. Hvert fjerde år blev et skudår, hvor man indføjede en ekstra dag for at udjævne forskellen mellem kalenderåret og solåret (det tropiske år), som er næsten et kvart døgn længere end 365 dage.
Det viste sig at det julianske kalenderår var godt 11 minutter og 14 sekunder længere end solåret. I det 16. århundrede var afvigelsen efterhånden nået op på ti fulde døgn. Pave Gregor XIII indførte derfor i 1582 en mindre korrektion, som resulterede i det der nu kendes som den gregorianske kalender. Korrektionen gik ud på at kun de hundredår som er delelige med 400, skulle betragtes som skudår. Desuden blev der ved en pavelig bestemmelse i 1582 udeladt ti dage i det samme år, så den 4. oktober blev efterfulgt af den 15. oktober. De fleste steder i verden er det nu almindeligt at bruge den gregorianske kalender. Dateringen af de historiske begivenheder i dette leksikon følger denne kalender.
I dag anvender kristne normalt den kalender der følges i deres respektive lande, men de er opmærksomme på at Jehova, evighedens Gud, har sin egen tidsregning der ikke er underlagt menneskelige beregningssystemer. Som hans profet Daniel skrev: „Han ændrer tider og perioder, fjerner konger og indsætter konger, giver visdom til de vise og kundskab til dem der kender til forstand. Han åbenbarer det dybe og det skjulte; han ved hvad der er i mørket, og hos ham bor lyset.“ (Da 2:21, 22) Som universets Suveræn er han højt hævet over vor roterende Jord med dens dage og nætter, dens månecykluser og dens solår. Han bruger dog sådanne tidsmålere til at tidsfæste sine handlinger og hensigter og giver således sine jordiske skabninger mulighed for at forstå hvor de befinder sig i forhold til hans overordnede tidsregning. — Se KRONOLOGI.
[Oversigt på side 1218]
Kalenderåret i Bibelen
De jødiske måneder blev regnet fra nymåne til nymåne. (Es 66:23) Ét hebraisk ord for måned, cho’dhæsj (1Mo 7:11), er afledt af et rodord der betyder „ny“, mens et andet ord for måned, jæ’rach, betyder „måneomløb, månemåned“.
MÅNED (Religiøse år)
MÅNED (Borgerlige år)
VEJRET
LANDBRUGSVIRKSOMHED
1.
7.
Regn og smeltevand; Jordan går over sine bredder
Hørhøst. Byghøsten begynder
2.
8.
Den tørre tid begynder. For det meste skyfrit
Byghøst. Hvedehøst i lavlandet
3.
9.
Sommervarme. Klar luft
Hvedehøst. Tidlige figner og æbler
4.
10.
Varmen tager til. Kraftig dug nogle steder
Første druer. Græs og blomster visner. Kilder tørrer ud
5.
11.
Varmen kulminerer
Vinhøsten begynder
6.
12.
Varmen fortsætter
Dadler og sommerfigner høstes
7.
1.
Sommeren slutter. Den tidlige regn begynder
Høsten afsluttes. Pløjningen begynder
8.
2.
Let regn
Hveden og byggen sås. Olivenhøst
9.
3.
Regnen tager til. Frostvejr. Sne i bjergene
Græsset spirer frem
10.
4.
Kulden kulminerer. Regnfuldt. Sne i bjergene
Lavlandet grønnes. Korn og blomster vokser op
11.
5.
Kulden tager af. Regnen fortsætter
Mandeltræerne blomstrer. Figentræerne sætter knop
12.
6.
Hyppig torden og hagl
Johannesbrødtræerne blomstrer. Citrusfrugter høstes
13.
—
En skudmåned blev indskudt 7 gange i løbet af 19 år, normalt som en anden adar (ve’adar)
[Diagram på side 1219]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
1. NISAN (ABIB) (marts — april)
14. Påsken
15.-21. Usyrede brøds højtid
16. Førstegrøden frembæres
Byg
2. IJJAR (ZIV) (april — maj)
14. Forsinket påske (4Mo 9:10-13)
Hvede
3. SIVAN (maj — juni)
6. Ugefesten (pinsen)
Tidlige figner
4. TAMMUZ (juni — juli)
De første druer
5. AB (juli — august)
Sommerfrugt
6. ELUL (august — september)
Dadler, druer, figner
7. TISJRI (ETANIM) (september — oktober)
1. Trompetblæsningsdagen
10. Forsoningsdagen
15.-21. Løvhyttefesten el. indsamlingshøjtiden
22. Højtidsstævne
Pløjning
8. HESJWAN (BUL) (oktober — november)
Oliven
9. KISLEV (november — december)
25. Indvielseshøjtiden
Kvæget inde for vinteren
10. TEBET (december — januar)
Alt grønnes og gror
11. SJEBAT (januar — februar)
Mandelblomster
12. ADAR (februar — marts)
14., 15. Purim
Citrusfrugter
13. VE’ADAR (marts)
