[hebr.: ‛eʹghæl].

Det hebraiske ord betegner det unge stykke hornkvæg af hankøn, en ungtyr. Kalve blev brugt som ofre (3Mo 9:2, 3), og ved særlige lejligheder eller under særlige omstændigheder blev en fedekalv slagtet og tilberedt til et festmåltid. — 1Mo 18:7, 8; 1Sa 28:24; Lu 15:23.

At skære en kalv i to stykker og gå imellem stykkerne var en ceremoni man brugte når man indgik en højtidelig overenskomst. (Jf. 1Mo 15:9-21.) Jeremias hentydede uden tvivl til denne handling for at understrege helligheden af den pagt som israelitterne havde sluttet for Guds åsyn, og ifølge hvilken de var forpligtede til at frigive de landsmænd som de havde gjort til trælle. — Jer 34:17-19.

Brugt billedligt. Det utro Israel blev tugtet „som en kalv der ikke er tæmmet“, det vil sige ikke havde lært at gå under åget. (Jer 31:18) Ægyptiske lejesoldater sammenlignes med fedekalve; de er velnærede, men holder ikke stand over for babylonierne og tager flugten. (Jer 46:21, 26) Når de ugudelige og overmodige er blevet som støv, vil de som frygter Guds navn, gå ud og stampe i jorden som kåde fedekalve der kommer fra stalden. — Mal 4:1, 2.

Kalvedyrkelse. Den første form for afgudsdyrkelse som israelitterne bukkede under for efter udgangen af Ægypten, var kalvedyrkelse. Mens Moses befandt sig på bjerget hvor han modtog Guds lov, blev folket utålmodigt og anmodede Aron om at lave en gud til dem. Af israelitternes guldørenringe dannede Aron et støbt billede af en kalv, uden tvivl en tyrekalv. (Sl 106:19, 20) Kalven skulle forestille Jehova, og de udråbte festen den følgende dag til en „højtid for  Jehova“. De bragte ofre til guldkalven, bøjede sig for den, spiste og drak og morede sig med sang og dans. — 2Mo 32:1-8, 18, 19; Ne 9:18.

Den støbte kalv var ikke nødvendigvis af massivt guld. Esajas siger for eksempel om en støbt billedstøtte at smeden „belægger den med guld“. (Es 40:19) Guldkalven kan således have været lavet af træ og derefter belagt med guld. Da Moses brændte den, blev træet til trækul, og guldlaget smeltede helt eller delvis. Det tiloversblevne trækul og guld malede Moses til fint støv, som han strøede ud over vandet. — 2Mo 32:20; 5Mo 9:21.

Det var sandsynligvis påvirkning fra afgudsdyrkelsen i Ægypten, hvor man tilbad guder i dyreskikkelse som for eksempel køer, kalve og tyre, der fik israelitterne til at forfalde til kalvedyrkelse så hurtigt efter deres udfrielse. Dette bekræftes af Stefanus, der sagde i sin tale: „I deres hjerter vendte de tilbage til Ægypten idet de sagde til Aron: ’Lav os guder som vil gå foran os. . . .’ De lavede så en kalv i de dage og bragte et slagtoffer til afguden og begyndte at glæde sig over deres hænders værk.“ — Apg 7:39-41.

Den første konge over tistammeriget, Jeroboam, lod lave to guldkalve da han frygtede at hans undersåtter ville falde fra ham og vende tilbage til Davids hus hvis de stadig skulle tage op til Jerusalem for at tilbede. (1Kg 12:26-28) Det fremgår ikke af den bibelske beretning i hvilket omfang Jeroboams valg af en kalv som et billede på Jehova var påvirket af den tidligere kalvedyrkelse i Israel, af det han havde set under opholdet i Ægypten (1Kg 12:2), eller af kana’anæerne og andre folkeslag, der ofte fremstillede deres guder som stående på et dyr, for eksempel en tyr.

Jeroboam rejste den ene af guldkalvene langt mod nord, i Dan, og den anden i Betel, ca. 17 km nord for Jerusalem. Han sagde til sine undersåtter at det var for meget for dem at tage op til Jerusalem for at tilbede, og at kalven repræsenterede den Gud der havde ført dem ud af Ægypten. (Jf. 2Mo 32:8.) Eftersom præsterne af Levis stamme forblev loyale mod tilbedelsen af Jehova i Jerusalem, indsatte Jeroboam sine egne præster til at føre an i tilbedelsen foran kalvene i Dan og Betel. (2Kr 11:13-15) Han arrangerede også en højtid der svarede til løvhyttefesten, men den blev fejret en måned senere end højtiden i Jerusalem. — 1Kg 12:28-33; 2Kr 13:8, 9; 3Mo 23:39.

Jehova fordømte naturligvis denne kalvedyrkelse og forudsagde ved sin profet Ahija at Jeroboams hus ville gå til grunde. (1Kg 14:7-12) Alligevel vandt kalvedyrkelsen stærkt fodfæste i tistammeriget. Selv Jehu, der udryddede ba’alsdyrkelsen i Israel, lod kalvedyrkelsen fortsætte, uden tvivl for at holde tistammeriget adskilt fra Juda rige. (2Kg 10:29-31) I det 9. århundrede f.v.t. oprejste Jehova profeterne Amos og Hoseas til at fordømme kalvedyrkelsen (der blandt andet bestod i at man kyssede kalvene) samt forudsige tistammerigets undergang. Guldkalven i Betel skulle føres bort og skænkes til Assyriens konge, og folket og afgudspræsterne ville sørge. Offerhøjene ville blive tilintetgjort, og der skulle vokse torn og tidsel på afgudsaltrene. (Ho 10:5-8; 13:2; Am 3:14; 4:4; 5:5, 6) Ulykken indtraf da tistammeriget omstyrtedes af Assyrien i 740 f.v.t. Omkring hundrede år senere profeterede Jeremias at moabitterne ville komme til at skamme sig lige så meget over deres gud Kemosj, som israelitterne havde skammet sig over Betel, deres center for kalvedyrkelsen. — Jer 48:13; se AFGUD, AFGUDSDYRKELSE (Under kongernes herredømme); BETEL, 1; KO; OKSE, TYR.