(Kaʹna’an) [kræmmerlandet, handelsfolkenes land], KANA’ANÆER.

1. Den fjerde nævnte søn af Kam; sønnesøn af Noa. (1Mo 9:18; 10:6; 1Kr 1:8) Han blev stamfader til 11 stammer der med tiden bosatte sig i området langs det østlige Middelhav mellem Ægypten og Syrien, hvorved det fik navnet „Kana’ans land“. — 1Mo 10:15-19; 1Kr 16:18; se nr. 2.

Efter beretningen om at Noa havde drukket sig beruset, fortælles det at han udtalte en profetisk forbandelse over Kana’an hvori det blev forudsagt at Kana’an ville blive træl for både Sem og Jafet. (1Mo 9:20-27) Eftersom det i beretningen siges at det var „Kam, Kana’ans fader,“ der så sin faders nøgenhed, og at han gik ud og fortalte det til sine to brødre udenfor, spørger man uvilkårligt hvorfor det var Kana’an og ikke Kam der blev forbandet. I en fodnote til 1 Mosebog 9:24 der fortæller at Noa vågnede af sin rus og fik at vide „hvad hans yngste søn havde gjort mod ham“, siger Rotherhams bibeloversættelse: „Sikkert Kana’an, og ikke Kam. Sem og Jafet velsignes for deres ærbødighed mod deres fader; Kana’an forbandes for en eller anden ufin handling som ikke beskrives nærmere; Kam forbigås for sin forsømmelighed.“ Et jødisk værk, The Pentateuch and Haftorahs, anfører som en mulig forklaring at den kortfattede beretning om hændelsen „sigter til en eller anden afskyelig handling som Kana’an tilsyneladende har taget del i“. (Redigeret af J. H. Hertz, London 1972, s. 34) Samme værk gør opmærksom på at det hebraiske ord for „søn“ i vers 24 også kan betyde „sønnesøn“, og siger videre: „Der sigtes uden tvivl til Kana’an.“ Værket The Soncino Chumash gør opmærksom på at nogle mener at Kana’an „gav efter for en eller anden pervers tilbøjelighed i forbindelse med [Noa]“, og at der med udtrykket „yngste søn“ sigtes til Kana’an, der var Kams yngste søn. — Redigeret af A. Cohen, London 1956, s. 47.

Ovennævnte forklaringer er naturligvis kun gisninger, da den bibelske beretning ikke giver nærmere oplysning om hvori Kana’ans forseelse mod Noa bestod; men at han på en eller anden måde var impliceret, synes at fremgå af at Kana’an lige før beskrivelsen af Noas beruselse pludselig indføres i beretningen (1Mo 9:18), og at Kam omtales som „Kam, Kana’ans fader“. (1Mo 9:22) Det er højst tænkeligt at udtrykket ’så sin faders nøgenhed’ sigter til en eller anden usædelig handling eller perversitet som Kana’an gjorde sig skyldig i, for når Bibelen taler om at ’blotte’ eller ’se’ en andens „nøgenhed“ (eller „blusel“; samme ord på hebraisk), er der i de fleste tilfælde tale om blodskam eller andre seksuelle overgreb.  (3Mo 18:6-19; 20:17) Det er således muligt at Kana’an begik eller forsøgte at begå en eller anden usædelig handling med den bevidstløse Noa, og at Kam, selv om han havde kendskab til det, enten ikke forhindrede det eller undlod at irettesætte Kana’an og tværtimod gjorde ondt værre ved over for sine brødre at røbe den skændsel der var overgået Noa.

Med hensyn til forbandelsens profetiske element er der intet vidnesbyrd om at Kana’an i sin levetid blev træl for Sem eller Jafet, men Gud gjorde brug af sin forudviden, og eftersom den forbandelse som Noa udtalte, var inspireret af Gud, og eftersom Gud ikke giver sit mishag til kende uden grund, er det sandsynligt at Kana’an allerede havde vist tegn på absolut fordærvede tilbøjeligheder, måske i seksuel retning, og at Gud forudså hvilke dårlige følger dette karaktertræk til sidst ville kulminere i hos Kana’ans efterkommere. I Kains tilfælde havde Jehova bemærket en uret hjerteindstilling og advaret ham mod faren for at blive overmandet af synden. (1Mo 4:3-7) Gud havde også lagt mærke til at de fleste af dem der levede før Vandfloden, havde en indgroet tilbøjelighed til at gøre det onde, så deres udslettelse var fuldt fortjent. (1 Mo 6:5) Det tydeligste bevis på at den forbandelse der blev udtalt over Kana’an, var berettiget, ses i hans efterkommeres historie. Som både bibelhistorien og den verdslige historie viser, var kana’anæerne kendt for deres umoralitet og fordærv. Forbandelsen over Kana’an gik i opfyldelse ca. 800 år efter at den var blevet udtalt, da Kana’ans efterkommere blev undertvunget af de semitiske israelitter og senere blev underlagt de jafetiske magter Medo-Persien, Grækenland og Rom.

2. Navnet Kana’an bruges også om Kana’ans efterkommere samt om det land de bosatte sig i. Kana’an var navnet på den del af Palæstina som lå vest for Jordan (4Mo 33:51; 35:10, 14), selv om et af de kana’anæiske folk, amoritterne, invaderede landet øst for Jordan nogen tid før den israelitiske erobring. — 4Mo 21:13, 26.

Grænser og tidlige historie. Den tidligste beskrivelse af Kana’ans grænser viser at området strakte sig fra Zidon i nord til Gerar i nærheden af Gaza mod sydvest og til Sodoma og dens nabobyer mod sydøst. (1Mo 10:19) Det ser dog ud til at Sodoma og de øvrige af „Jordanegnens byer“ på Abrahams tid ikke blev betragtet som hørende til Kana’an. (1Mo 13:12) Edom og Moab, som beboedes af efterkommere af Abraham og Lot, blev åbenbart også betragtet som liggende uden for Kana’an. (1Mo 36:6-8; 2Mo 15:15) Grænserne for det kana’anæiske område som Israels folk fik løfte om, beskrives nærmere i 4 Mosebog 34:2-12. Det begyndte længere mod nord end Zidon og strakte sig mod syd så langt som til „Ægyptens Regnflodsdal“ og Kadesj-Barnea. Filistrene, der ikke var kana’anæere (1Mo 10:13, 14), havde slået sig ned i kystegnene syd for Saronsletten, men dette område „regnedes“ alligevel for hørende med til Kana’ans land. (Jos 13:3) Andre stammer, som for eksempel kenitterne (hvoraf én slægt senere blev knyttet til Midjan; 4Mo 10:29; Dom 1:16) og amalekitterne (der stammede fra Esau; 1Mo 36:12) var også trængt ind i området. — 1Mo 15:18-21; 4Mo 14:45.

Bibelen oplyser ikke om Kana’ans efterkommere drog til dette land og bosatte sig dér umiddelbart efter sprogforvirringen ved Babel (1Mo 11:9), eller om de først drog med størstedelen af hamitterne til Afrika og derefter vendte tilbage til Palæstinaområdet. Da Abraham i 1943 f.v.t. forlod Karan i Paddan-Aram for at drage til dette område, boede der imidlertid kana’anæere i det, og Abraham kom i berøring med både amoritter og hetitter. (1Mo 11:31; 12:5, 6; 13:7; 14:13; 23:2-20) Jehova Gud lovede gentagne gange Abraham at hans afkom eller efterkommere ville arve landet, og han befalede Abraham at ’rejse omkring i landet i hele dets længde og i hele dets bredde’. (1Mo 12:7; 13:14-17; 15:7, 13-21; 17:8) På grund af dette løfte og af respekt for Guds forbandelse sørgede Abraham omhyggeligt for at hans søn Isak ikke giftede sig med en kana’anæisk kvinde. — 1Mo 24:1-4.

Den omstændighed at Abraham, Isak og Jakob nogenlunde frit og uhindret kunne flytte omkring i landet med deres store hjorde, tyder på at det endnu ikke var så tæt befolket. (Jf. 1Mo 34:21.) Arkæologiske undersøgelser vidner også om at landet var ret tyndt befolket. De fleste byer lå langs kysten, ved Det Døde Hav, i Jordandalen og på Jizre’elsletten. Ifølge W. F. Albright var der stort set ingen fastboende befolkning i Palæstinas bjergland i begyndelsen af det andet årtusind f.v.t., og han mener derfor at den bibelske overlevering taler sandt når den lader patriarkerne vandre over bjergene i det centrale Palæstina og gennem de tørre områder mod syd, hvor der stadig var rigeligt med plads til dem. (Archaeology of Palestine and the Bible, 1933, s. 131-133) Som det fremgår af den bibelske beretning i 1 Mosebog 14:1-7, var Kana’an tydeligvis på dette tidspunkt i nogen grad underlagt elamitisk (og derfor semitisk) påvirkning og herredømme.

 Nogle af de byer i hvis nærhed Abraham, Isak og Jakob lejrede sig, var Sikem (1Mo 12:6), Betel og Aj (1Mo 12:8), Hebron (1Mo 13:18), Gerar (1Mo 20:1) og Be’er-Sjeba (1Mo 22:19). Kana’anæerne synes ikke at have vist større fjendtlighed over for de hebraiske patriarker, men det var hovedsagelig takket være Guds beskyttelse at de ikke blev overfaldet. (Sl 105:12-15) Der siges således at grunden til at man „ikke satte efter Jakobs sønner“ efter at disse havde angrebet den hivvitiske by Sikem, var at „skræk fra Gud kom over byerne som var rundt om dem“. — 1Mo 33:18; 34:2; 35:5.

Den verdslige historie viser at Kana’an var underlagt ægyptisk overherredømme i omkring 200 år forud for den israelitiske erobring. Amarnabrevene, der er fra denne periode og blev sendt af vasalkonger i Syrien og Palæstina til de ægyptiske faraoner Amenophis III og Akhnaton, tegner et billede af betydelige stridigheder og politiske intriger mellem bystaterne i dette område. Da israelitterne stod ved landets grænse (1473 f.v.t.), bestod Kana’an af talrige bystater eller småriger, som dog stadig udviste nogen samhørighed på grund af slægtskab mellem stammerne. De mænd der havde udspioneret landet næsten 40 år tidligere, fandt at det var et frugtbart land, og at byerne var stærkt befæstede. — 4Mo 13:21-29; jf. 5Mo 9:1; Ne 9:25.

De kana’anæiske stammers fordeling i landet. Blandt de 11 kana’anæiske stammer (1Mo 10:15-19) ser det ud til at amoritterne indtog den mest fremtrædende plads i landet. (Se AMORITTER.) Bortset fra det landområde de erobrede øst for Jordan i Basan og Gilead, fremgår det af beretningerne at de havde sat sig fast i bjerglandet i det egentlige Kana’an, både mod nord og syd. (Jos 10:5; 11:3; 13:4) Næst efter dem i styrke kom muligvis hetitterne, der, selv om man på Abrahams tid finder dem så langt mod syd som Hebron (1Mo 23:19, 20), senere synes hovedsagelig at være bosat mod nord, i retning af Syrien (Aram). — Jos 1:4; Dom 1:23-26; 1Kg 10:29.

Af de øvrige stammer er det jebusitterne, hivvitterne og girgasjitterne som dernæst hyppigst nævnes på det tidspunkt da landet blev erobret. Jebusitterne var øjensynlig stærkest koncentreret i bjergområdet omkring Jerusalem. (4Mo 13:29; Jos 18:16, 28) Hivvitterne boede i et område fra Gibeon i syd (Jos 9:3, 7) til foden af Hermons Bjerg mod nord. (Jos 11:3) Det fortælles ikke i hvilket område girgasjitterne boede.

De resterende seks stammer, zidonierne, arvaditterne, hamatitterne, arkitterne, sinitterne og zemaritterne, omfattes muligvis af udtrykket „kana’anæerne“, der hyppigt bruges i forbindelse med navnene på andre særskilte stammer, men udtrykket kan også blot være brugt om bybefolkninger eller befolkningsgrupper af blandet kana’anæisk herkomst. (2Mo 23:23; 34:11; 5Mo 7:1; 4Mo 13:29) De førnævnte seks stammer synes fortrinsvis at have været bosat nord for det område som israelitterne oprindelig erobrede, og omtales derfor ikke specielt i beretningen om indtagelsen af landet.

Israelitternes erobring af Kana’an. (KORT, bd. 1, s. 737, 738) I det andet år efter udgangen af Ægypten gjorde israelitterne et indledende forsøg på at trænge ind i landet sydfra, men da forsøget ikke havde nogen guddommelig støtte, blev de slået på flugt af kana’anæerne og deres medforbundne, amalekitterne. (4Mo 14:42-45) Hen imod slutningen af de 40 års ørkenvandring nærmede israelitterne sig igen Kana’ans land og blev angrebet af kongen af Arad i Negeb, men denne gang blev kana’anæerne slået, og deres byer udslettet. (4Mo 21:1-3) Dog fulgte israelitterne ikke sejren op ved at invadere landet sydfra, men gik udenom for at trænge ind i landet østfra. Dette førte til sammenstød med amoritterkongerne Sihon og Og, og da disse konger led nederlag, kom israelitterne i besiddelse af hele Basan og Gilead, blandt andet 60 byer „befæstede med en høj mur, døre og slåer“ i Basan alene. (4Mo 21:21-35; 5Mo 2:26–3:10) Da disse mægtige konger havde lidt nederlag, mistede kana’anæerne vest for Jordan modet, og da israelitterne derefter ved et mirakel gik tørskoede over Jordan, fik det yderligere kana’anæernes hjerter til at ’smelte’. Dette er uden tvivl grunden til at kana’anæerne ikke angreb israelitternes lejr i Gilgal i perioden efter at alle af mandkøn var blevet omskåret, eller mens påsken blev fejret. — Jos 2:9-11; 5:1-11.

Med rigeligt vand, som de kunne hente i Jordanfloden, og tilstrækkelige fødevareforsyninger i de erobrede områder øst for Jordan havde israelitterne et udmærket støttepunkt i Gilgal, hvorfra de kunne fortsætte erobringen af landet. Det nærliggende Jeriko, der nu var tæt tillukket, var deres første mål, og dets vældige mure styrtede om ved Jehovas magt. (Jos 6:1-21) Derefter gik en invasionsstyrke op til bjergområdet nord for Jerusalem (der lå ca. 1000 m højere end Jeriko), og efter et første, fejlslagent angreb blev byen Aj indtaget og nedbrændt. (Jos 7:1-5; 8:18-28) Mens kana’anæerkongerne i hele landet begyndte at danne et massivt forbund for at drive israelitterne tilbage, søgte nogle hivvitiske  byer, nemlig Gibeon og tre nærliggende byer, at slutte fred med Israel ved hjælp af en krigslist. Denne fredsslutning blev af de øvrige kana’anæerkonger åbenbart betragtet som forræderi og en fare for hele det kana’anæiske forbund. Fem kana’anæerkonger sluttede sig derfor sammen for at kæmpe, ikke mod Israel, men mod Gibeon. Josua kom imidlertid byen til undsætning, og efter en nats ilmarch fra Gilgal slog han de fem konger i et slag hvorunder vældige haglsten faldt fra himmelen og Jehova fik solen til at tøve med at gå ned. — Jos 9:17, 24, 25; 10:1-27.

Den sejrende israelitiske hær fejede derefter gennem hele den sydlige del af Kana’ans land (med undtagelse af kystsletten hvor filistrene boede) og erobrede byer i Sjefela, bjerglandet og Negeb, hvorefter den vendte tilbage til sit udgangspunkt, lejren i Gilgal ved Jordan. (Jos 10:28-43) Nu forenede kana’anæerne i den nordlige del sig under anførsel af Hazors konge. De samlede deres tropper, heste og stridsvogne og mødtes efter aftale ved Meroms vand, nord for Galilæas Sø. Josuas hær faldt imidlertid pludselig over dem og slog dem på flugt, hvorefter den fortsatte erobringen og indtog deres byer så langt mod nord som til Ba’al-Gad ved foden af Hermons Bjerg. (Jos 11:1-20) Dette felttog tog øjensynlig nogen tid og efterfulgtes af en ny offensiv i bjerglandet mod syd, hvor angrebet var rettet mod de kæmpelignende anakitter og deres byer. — Jos 11:21, 22; se ANAKITTER.

Der var nu gået omkring seks år siden kamphandlingerne begyndte. Erobringen af Kana’ans land var i det store og hele fuldført; de kana’anæiske stammers magt var blevet brudt, og fordelingen af landet mellem Israels stammer kunne begynde. (Se GRÆNSE.) Dog var der flere større områder som endnu ikke var undertvunget, deriblandt kystsletten hvor filistrene boede. Selv om disse ikke var kana’anæere, måtte de fordrives eftersom de havde bosat sig i et område der var lovet israelitterne. Endvidere var der gesjuritternes område (jf. 1Sa 27:8) og et område der strakte sig fra egnen omkring Zidon og mod nord til Gebal (Byblos), samt hele Libanonområdet. (Jos 13:2-6) Herforuden fandtes der rundt om i hele landet modstandslommer, hvoraf nogle senere blev undertvunget af de israelitiske stammer som fik disse områder tildelt, mens andre forblev ubesejrede eller fik lov til at blive i landet og kom til at udføre tvangsarbejde for israelitterne. — Jos 15:13-17; 16:10; 17:11-13, 16-18; Dom 1:17-21, 27-36.

Selv om mange kana’anæere overlevede israelitternes omfattende erobring af landet og ikke blev underlagt dem, kunne det alligevel siges at „Jehova [gav] Israel hele det land som han havde svoret at ville give deres forfædre“, at han gav dem „hvile hele vejen rundt“, og at „ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse“. (Jos 21:43-45) Alle de fjendtlige folkeslag der omgav israelitterne, var blevet undertvunget og udgjorde ikke nogen trussel mod deres sikkerhed. Gud havde tidligere sagt at han ville drive kana’anæerne bort „lidt efter lidt“, sådan at antallet af vilde dyr ikke ville stige stærkt når landet pludselig lå øde hen. (2Mo 23:29, 30; 5Mo 7:22) At det ikke lykkedes israelitterne at indtage visse områder, skyldtes ikke at Jehova havde svigtet med hensyn til at opfylde sit løfte, og heller ikke at kana’anæerne var bedre udrustede (de havde blandt andet stridsvogne med jernleer). (Jos 17:16-18; Dom 4:13) Beretningerne viser derimod at israelitternes få nederlag skyldtes deres egen troløshed. — 4Mo 14:44, 45; Jos 7:1-12.

Hvorfor besluttede Jehova at kana’anæerne skulle udryddes?

Den bibelske beretning viser at befolkningerne i de kana’anæiske byer som israelitterne indtog, blev udryddet fuldstændigt. (4Mo 21:1-3, 34, 35; Jos 6:20, 21; 8:21-27; 10:26-40; 11:10-14) Dette har fået nogle til at kritisere Bibelens Hebraiske Skrifter, „Det Gamle Testamente“, og anklage dem for at være præget af en grusom, hensynsløs og mordlysten ånd. For at se sagen i det rette lys er det imidlertid vigtigt at man anerkender Guds suverænitet over jorden og menneskene på den. Gud havde givet ’Abrahams afkom’ et højtideligt løfte om ejendomsretten til Kana’ans land og gjort det i form af en edsvoren pagt. (1Mo 12:5-7; 15:17-21; jf. 5Mo 32:8; Apg 17:26.) Men det drejede sig ifølge Guds hensigt ikke kun om at landets daværende indbyggere skulle fjernes eller fordrives. Det drejede sig også om at Gud, „den der dømmer hele jorden“ (1Mo 18:25), havde ret til at fælde en dødsdom over dem der fortjente den, og til at sørge for dommens fuldbyrdelse.

De forhold der fandtes i Kana’an ved tidspunktet for israelitternes indvandring, bekræftede til fulde at Guds profetiske forbandelse over Kana’an var berettiget. Jehova havde ladet 400 år gå siden Abrahams tid så ’amoritternes brøde kunne blive fuldstændig’. (1Mo 15:16) At Esaus hetitiske hustruer var „årsag til en bitter ånd hos Isak og Rebekka“ og fik Rebekka til at ’føle  lede ved livet’, tydede også på at der allerede på det tidspunkt herskede fordærvede forhold blandt kana’anæerne. (1Mo 26:34, 35; 27:46) I de efterfølgende århundreder gennemtrængtes landet af afskyelige afguderiske skikke, umoralitet og blodsudgydelse. Kana’anæernes religion var yderst fordærvet. Deres „hellige pæle“ var uden tvivl fallossymboler, og kulthandlingerne på offerhøjene var i mange tilfælde forbundet med grove seksuelle udskejelser og perversiteter. (2Mo 23:24; 34:12, 13; 4Mo 33:52; 5Mo 7:5) Blodskam, homoseksuelle handlinger og omgang med dyr hørte med til ’det man gjorde i Kana’ans land’, og som bevirkede at landet blev urent og måtte „udspy sine indbyggere“. (3Mo 18:2-25) Magi, trolddomskunst, spiritisme og børneofringer hørte også med til de vederstyggeligheder som kana’anæerne gjorde sig skyldige i. — 5Mo 18:9-12.

Ba’al var den mest fremtrædende af de guder kana’anæerne dyrkede. (Dom 2:12, 13; jf. Dom 6:25-32; 1Kg 16:30-32.) De kana’anæiske gudinder Astarte (Dom 2:13; 10:6; 1Sa 7:3, 4), Asjera og Anat omtales i en ægyptisk tekst som både modergudinder og hellige prostituerede der paradoksalt nok også var evige jomfruer (ordr.: „de store gudinder der undfanger, men ikke føder“). Dyrkelsen af dem var øjensynlig altid forbundet med de tempelprostitueredes tjeneste. Disse gudinder symboliserede ikke blot seksuelt begær, men også sadistisk vold og krigsførelse. Ba’al-eposet fra Ugarit beskriver hvordan gudinden Anat nedslagter mænd og derefter smykker sig med deres afhuggede hoveder og hænger deres hænder om livet mens hun leende vader i deres blod. De små Astarte-statuetter der er fundet i Palæstina, forestiller en nøgen kvinde med kraftigt forstørrede kønsorganer. Om kana’anæernes fallosdyrkelse skriver arkæologen W. F. Albright: „Når det stod værst til, må de erotiske aspekter af deres kult have været yderst fornedrende.“ — Archaeology and the Religion of Israel, 1968, s. 76, 77; se ASTARTE; BA’AL, 4.

Børneofringer hørte også til kana’anæernes fordærvede skikke. Merrill F. Unger skriver: „Ved udgravninger i Palæstina har man på begravelsespladser fundet askedynger og rester af børneskeletter omkring hedenske altre, hvilket tyder på at denne afskyelige skik var meget udbredt.“ (Archaeology and the Old Testament, 1964, s. 279) I Halley’s Bible Handbook (1964, s. 161) siges der: „Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder, og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder. Det ser ud til at Kana’ans land i høj grad var blevet en slags Sodoma og Gomorra på nationalt plan. . . . Havde en civilisation af en så afskyelig urenhed og råhed nogen ret til at eksistere længere? . . . Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer, undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“ — BILLEDE, bd. 1, s. 739.

Jehova havde gjort brug af sin suveræne ret til at eksekvere dødsdommen over jordens fordærvede befolkning på Vandflodens tid; han havde gjort brug af den samme ret over for byerne Sodoma og Gomorra og egnen deromkring på grund af ’det høje klageskrig over disse byer og deres store synd’ (1Mo 18:20; 19:13); han havde fuldbyrdet sin beslutning om at udslette Faraos hær ved Det Røde Hav og havde udryddet Kora og andre oprørere og deres tilhængere blandt israelitterne. I alle disse tilfælde havde Jehova imidlertid gjort brug af naturkræfterne ved eksekveringen af dommen. Nu, derimod, overdrog han israelitterne det hellige hverv at optræde som sine domsfuldbyrdere under ledelse af hans engel og sendebud og støttet af hans guddommelige magt. (2Mo 23:20-23, 27, 28; 5Mo 9:3, 4; 20:15-18; Jos 10:42) Resultatet for kana’anæerne var imidlertid nøjagtig det samme som hvis Jehova havde valgt at udslette dem ved en naturkatastrofe, som for eksempel en vandflod, en eksplosion eller et jordskælv; at det var mennesker der eksekverede dommen, ændrer intet ved handlingens berettigelse eller ved den guddommelige bemyndigelse til at udføre den — hvor ubehagelig den end måtte forekomme. (Jer 48:10) Ved at gøre brug af mennesker som sit redskab og lade dem prøve kræfter med ’syv nationer der var talrigere og mægtigere end de’, ophøjede Jehova sit navn og beviste sin guddommelige magt. — 5Mo 7:1; 3Mo 25:38.

Kana’anæerne var ikke uvidende om de vældige vidnesbyrd om at Israel var Guds udvalgte folk og det redskab han benyttede. (Jos 2:9-21, 24; 9:24-27) Med undtagelse af Rahab og hendes familie samt gibeonitternes byer var der imidlertid ingen af dem der var dømt til udslettelse, som bad om nåde eller gjorde brug af muligheden for at flygte, men de valgte trodsigt at forhærde sig og at modstå Jehova. Han tvang dem ikke til at bøje sig og gøre hans vilje, men „lod deres hjerte forhærdes så de erklærede Israel krig, for at han kunne vie dem til udslettelse, så de ikke fandt nåde, men han kunne tilintetgøre dem“ og således fuldbyrde dommen over dem. — Jos 11:19, 20.

Klogt undlod Josua „intet som helst af hvad Jehova havde påbudt Moses“ med hensyn til kana’anæernes  udryddelse. (Jos 11:15) Men Israels folk som helhed fulgte ikke hans gode eksempel ved at sørge for at kilden til enhver besmittelse af landet blev fjernet fuldstændigt. Kana’anæernes fortsatte tilstedeværelse i landet bevirkede at israelitterne blev besmittet, og kom i tidens løb uden tvivl til at koste flere mennesker livet (foruden at det førte til flere forbrydelser, større umoralitet og værre afgudsdyrkelse) end udryddelsen af kana’anæerne ville have gjort hvis den var blevet gennemført som foreskrevet. (4Mo 33:55, 56; Dom 2:1-3, 11-23; Sl 106:34-43) Jehova havde advaret israelitterne om at han ville være upartisk i sine domme, og at hvis israelitterne indgik forbindelse med kana’anæerne, giftede sig med dem, dyrkede deres guder, antog deres religiøse skikke og øvede de samme fordærvede handlinger som de, ville det uundgåeligt nedkalde den samme tilintetgørelsesdom over dem; de ville også blive dømt til udslettelse og ’udspyet af landet’. — 2Mo 23:32, 33; 34:12-17; 3Mo 18:26-30; 5Mo 7:2-5, 25, 26.

I Dommerne 3:1, 2 siges der at Jehova lod nogle af de kana’anæiske folkeslag blive tilbage „for ved hjælp af dem at sætte Israel på prøve, det vil sige alle dem i Israel som ikke havde erfaret nogen af krigene med Kana’an — kun for at de næste generationer af Israels sønner skulle erfare det, for at det skulle lære dem at føre krig, kun dem der ikke før havde erfaret det“. Denne udtalelse er ikke i modstrid med den udtalelse der går lige forud herfor (2:20-22), om at Jehova lod disse nationer forblive i landet på grund af Israels utroskab, og fordi han ville ’sætte Israel på prøve, om de ville holde sig til Jehovas vej ved at vandre på den’. Tværtimod stemmer den udmærket hermed og viser at senere generationer af israelitter på den måde ville få mulighed for at vise lydighed mod Guds bud vedrørende kana’anæerne, idet deres tro ville blive sat på prøve med hensyn til om de ville risikere livet i krig for at vise deres lydighed.

Heraf ses det at den bibelkritiske opfattelse at udryddelsen af de kana’anæiske folk ikke harmonerer med ånden i De Kristne Græske Skrifter, ikke stemmer med Bibelens eget indre vidnesbyrd, hvilket skriftsteder som Mattæus 3:7-12; 22:1-7; 23:33; 25:41-46; Markus 12:1-9; Lukas 19:14, 27; Romerne 1:18-32; 2 Thessaloniker 1:6-9; 2:3; og Åbenbaringen 19:11-21 vil vise.

Senere historie. Efter at landet var indtaget, udviklede forholdet mellem kana’anæerne og israelitterne sig lidt efter lidt til en forholdsvis fredelig sameksistens, om end til skade for Israel. (Dom 3:5, 6; jf. Dom 19:11-14.) Aramæere, moabitter og filistre fik efter tur midlertidigt herredømme over israelitterne, men det var først under Jabin, kaldet „Kana’ans konge“, at kana’anæerne genvandt tilstrækkelig styrke til at undertrykke Israel i 20 år. (Dom 4:2, 3) Efter at Jabin var blevet endeligt slået af Barak, kom Israels vanskeligheder i perioden der gik forud for kongetiden, hovedsagelig fra ikkekana’anæisk hold, midjanitterne, ammonitterne og filistrene. Det samme var tilfældet på Samuels tid. Af de kana’anæiske stammer nævnes kun  amoritterne ganske kort. (1Sa 7:14) Kong David fordrev jebusitterne fra Jerusalem (2Sa 5:6-9), men de største felttog gik mod filistrene, ammonitterne, moabitterne, edomitterne, amalekitterne og aramæerne. Så selv om kana’anæerne stadig havde nogle byer og ejede jord i Israels område (2Sa 24:7, 16-18), var de åbenbart ophørt med at udgøre en militær trussel. To hetitiske krigere nævnes blandt mændene i Davids kampstyrke. — 1Sa 26:6; 2Sa 23:39.

Kong Salomon brugte i sin regeringstid de kana’anæere som endnu var tilbage af de forskellige stammer, som arbejdskraft i sine mange byggeforetagender (1Kg 9:20, 21), der strakte sig så langt mod nord som til den kana’anæiske by Hamat. (2Kr 8:4) De mange kana’anæiske hustruer som Salomon tog, førte senere til ulykke for ham selv personligt, og til at hans søn og arving mistede størstedelen af riget, og at folket som helhed faldt fra den sande gudsdyrkelse. (1Kg 11:1, 13, 31-33) Fra kong Salomons regeringstid (1037-998 f.v.t.) og frem til kong Joram af Israels tid (ca. 917-905 f.v.t.) ser det ud til at kun hetitterne havde bevaret tilstrækkelig styrke til at hævde sig som en selvstændig stamme; men deres område lå nord for Israel og stødte op til eller lå måske helt på aramaisk område. — 1Kg 10:29; 2Kg 7:6.

Efter at israelitterne var vendt hjem fra landflygtigheden i Babylon, var blandede ægteskaber med kana’anæiske kvinder stadig et problem (Ezr 9:1, 2), men de kana’anæiske riger, også hetitternes, var åbenbart gået i opløsning under trykket fra Aram, Assyrien og Babylon. Udtrykket „Kana’an“ blev derefter hovedsagelig brugt om Fønikien, som i Esajas’ profeti om Tyrus (Es 23:1, 11, fdn.) og i tilfældet med den ’fønikiske’ (ordr.: kana’anæiske [gr.: chananaiʹa]) kvinde fra egnen omkring Tyrus og Zidon der kom til Jesus. — Mt 15:22, fdn.; jf. Mr 7:26.

Betydning for handel og samfærdsel. Kana’an udgjorde en landbro der forbandt Ægypten med Asien, specielt Mesopotamien. Selv om landbrug var hovednæringsvejen, drev man også handel, og havnebyerne Tyrus og Zidon udviklede sig til større handelscentre med skibsflåder der var berømte i hele den dakendte verden. (Jf. Ez 27.) Så langt tilbage som på Jobs tid var ordet „kana’anæer“ blevet synonymt med „handlende“ og findes i denne betydning i Bibelen. (Job 41:6; Zef 1:11; bemærk også at Babylon kaldes „Kana’ans land“ i Ez 17:4, 12.) Kana’an indtog således en strategisk vigtig plads i Den Frugtbare Halvmåne og var angrebsmål for de store riger i Mesopotamien, Lilleasien og Afrika, der søgte at beherske de veje som deres hære og handelskaravaner skulle færdes ad. Da Gud anbragte sit udvalgte folk i dette land, ville det derfor med sikkerhed vække opmærksomhed og få langtrækkende virkninger. I såvel geografisk som religiøs henseende kunne det siges at israelitterne boede „på jordens navle“. — Ez 38:12.

Sprog. Skønt det tydeligt fremgår af Bibelens beretning at kana’anæerne stammede fra Kam, omtales de i de fleste opslagsværker som værende af semitisk oprindelse. Denne opfattelse er baseret på vidnesbyrd om at kana’anæerne talte et semitisk sprog. Det vidnesbyrd der oftest henvises til, er det store antal tekster på et sprog eller en dialekt af semitisk oprindelse der er blevet fundet i Ras Shamra (Ugarit), og som menes at stamme helt tilbage fra det 14. århundrede f.v.t. Ugarit lå imidlertid ikke inden for Kana’ans grænser som disse beskrives i Bibelen. I en artikel i The Biblical Archaeologist (1965, s. 105) skriver A. F. Rainey at det på et etnisk, politisk og sandsynligvis også sprogvidenskabeligt grundlag nu har vist sig at være „klart misvisende at kalde Ugarit en ’kana’anæisk’ by“. Han fremlægger yderligere vidnesbyrd om at „Ugarit og Kana’ans land var adskilte, uafhængige politiske enheder“. Man kan altså ikke ud fra Ras Shamra-teksterne bevise hvilket sprog kana’anæerne talte.

Mange af Amarnabrevene, der er fundet i Ægypten, stammer fra kana’anæiske byer og går tilbage til tiden før israelitternes erobring af landet. Disse breve er hovedsagelig skrevet på babylonisk (et semitisk sprog) med kileskrift. Dette var imidlertid diplomatsproget i hele Mellemøsten på den tid, og det blev endda brugt i breve til det ægyptiske hof. I The Interpreter’s Dictionary of the Bible (redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 1, s. 495) siges der at „Amarnabrevene rummer vidnesbyrd om at ikkesemitiske folkegrupper bosatte sig i Palæstina og Aram på et ret tidligt tidspunkt, for en del af disse breve bærer præg af en bemærkelsesværdig påvirkning fra ikkesemitiske sprog“. (Kursiveret af os.) Der hersker således stadig usikkerhed om hvilket sprog de første indbyggere i Kana’an oprindelig talte.

Det fremgår imidlertid af Bibelens beretning at Abraham og hans efterkommere kunne tale med indbyggerne i Kana’an uden brug af tolk, og det er også bemærkelsesværdigt at de fleste af de byer israelitterne erobrede, allerede havde semitiske navne, om end enkelte stednavne var ikkesemitiske. På Abrahams tid, og åbenbart også på Davids tid, var der filisterkonger som kaldtes „Abimelek“ (1Mo 20:2; 21:32; Sl 34:0), et helt  igennem semitisk navn (eller en semitisk titel), men intetsteds hævdes det at filistrene var af semitisk afstamning. Det kunne derfor se ud til at de kana’anæiske stammer skiftede fra deres oprindelige hamitiske sprog til et semitisk sprog i løbet af nogle hundrede år efter sprogforvirringen i Babel. (1Mo 11:8, 9) Dette kan være sket som følge af deres nære forbindelse med den aramaisktalende befolkning i Aram, på grund af mesopotamisk overherredømme gennem nogen tid eller af årsager der ikke kendes i dag. Andre af oldtidens nationer har foretaget et lignende sprogskift. De gamle persere antog for eksempel det semitisk-aramaiske tale- og skriftsprog trods deres indoeuropæiske (jafetiske) afstamning.

Udtrykket „Kana’ans sprog“ i Esajas 19:18 sigter til hebraisk, der på det tidspunkt (8. årh. f.v.t.) var landets hovedsprog.

[Illustration på side 1231]

Steler fundet i Hazor. Motivet på stelen i midten symboliserer muligvis en bøn til måneguden