Det hebraiske ord qanæhʹ betød oprindelig en rørkæp der blev brugt som målestok. (Ez 40:3-8; 41:8; 42:16-19) Apostelen Paulus brugte det græske ord kanōnʹ om  det „distrikt“ han havde fået tildelt efter mål, samt om den „rettesnor“ de kristne skulle følge. (2Kor 10:13-16; Ga 6:16) Bibelens kanon er derfor den samling af inspirerede bibelske bøger der er værdige til at blive brugt som rettesnor for hvad der er den rette tro, lære og adfærd. — Se BIBELEN.

At en religiøs bog er blevet nedskrevet, er blevet bevaret gennem hundreder af år og nyder stor anseelse blandt millioner af mennesker, er ikke nok til at bevise at den har en guddommelig oprindelse. Den må bære vidnesbyrd om at have en guddommelig forfatter, at være inspireret af Gud. Apostelen Peter skrev: „Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2Pe 1:21) En undersøgelse af Bibelens kanon viser at dens indhold i enhver henseende opfylder dette kriterium.

De Hebraiske Skrifter. De ældste dele af Bibelen er skrevet af Moses i 1513 f.v.t. Heri er Guds bud og forskrifter til Adam, Noa, Abraham, Isak og Jakob bevaret sammen med Lovpagtens bestemmelser. Den såkaldte Pentateuk indeholder de fem Mosebøger. Jobs Bog, der øjensynlig også er skrevet af Moses, hører hjemme i tiden mellem Josefs død (1657 f.v.t.) og det tidspunkt da Moses trådte frem som en tjener for Gud, en periode hvor ’der ingen var som Job på jorden’. (Job 1:8; 2:3) Moses skrev desuden Salme 90, og muligvis også Salme 91.

De indre vidnesbyrd viser klart at Moses’ skrifter er af guddommelig oprindelse, inspireret af Gud, kanoniske og en sikker rettesnor for den rene tilbedelse. Det var ikke på eget initiativ at Moses blev israelitternes fører og leder. I første omgang bad han sig endda fritaget for dette hverv. (2Mo 3:10, 11; 4:10-14) Det var Gud der ophøjede Moses og gav ham mirakuløse evner som tvang endog Faraos magere til at anerkende at Gud stod bag det Moses gjorde. (2Mo 4:1-9; 8:16-19) Det skyldtes således ikke Moses’ egen ærgerrighed at han fik disse opgaver som taler og skribent. Han blev tilskyndet til først at tale og dernæst at nedskrive en del af Bibelens kanon, og han gjorde det i lydighed mod Guds befaling og med de vidnesbyrd om Guds anerkendelse som den hellige ånd gav ham. — 2Mo 17:14.

Jehova nedskrev selv de første love og bud. Efter at han havde talt med Moses på Sinaj Bjerg, „gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler der var beskrevet med Guds finger“. (2Mo 31:18) Senere „sagde [Jehova] videre til Moses: ’Skriv disse ord op.’“ (2Mo 34:27) Det var således Jehova der kommunikerede med Moses og sagde til ham at han skulle nedskrive og bevare de fem første bøger i Bibelens kanon. De er ikke blevet kanoniske ved at blive godkendt på et møde afholdt af mennesker; de har fra begyndelsen haft Guds godkendelse.

„Så snart Moses var færdig med at skrive denne lovs ord i en bog“, gav han levitterne følgende påbud idet han sagde: „Tag denne lovbog og læg den ved siden af Jehova jeres Guds pagts ark. Så skal den tjene som et vidne mod dig dér.“ (5Mo 31:9, 24-26) Det er værd at lægge mærke til at israelitterne anerkendte denne beretning om Guds handlinger og ikke bestred det der stod i den. Da bogens indhold ofte stillede folket som helhed i et dårligt lys, kunne man forvente at folket om muligt ville have bestredet den, men dette synes aldrig at have været tilfældet.

Præsteskabet blev ligesom Moses brugt af Jehova både til at bevare disse skriftlige bud og til at undervise folket i dem. Da pagtens ark blev ført ind i Salomons tempel (1026 f.v.t.), næsten 500 år efter at Moses var begyndt at skrive Pentateuken, lå de to stentavler stadig i den (1Kg 8:9), og 384 år senere, da lovbogen blev fundet i Jehovas hus i Josias’ 18. regeringsår (642 f.v.t.), viste man stadig den samme høje agtelse for den. (2Kg 22:3, 8-20) Tilsvarende var der „meget stor fryd“ da Ezra læste op af lovbogen under en otte dage lang sammenkomst efter at jøderne var vendt hjem fra landflygtigheden i Babylon. — Ne 8:5-18.

Efter Moses’ død blev Josuas, Samuels, Gads og Natans skrifter (Josuas Bog, Dommerbogen, Ruts Bog, Første og Anden Samuelsbog) føjet til. Også kongerne David og Salomon bidrog til Bibelens voksende kanon. Derefter kom profeterne fra Jonas til Malakias, der alle bidrog til Bibelens kanon og alle havde fået profetiens mirakuløse gave af Gud, og som alle opfyldte de krav Jehova stiller til sande profeter: De talte i Jehovas navn, deres profetier gik i opfyldelse, og de fik mennesker til at vende sig til Gud. (5Mo 13:1-3; 18:20-22) Da Hananja og Jeremias blev prøvet hvad de to sidste punkter angår (de talte begge i Jehovas navn), viste det sig at kun Jeremias’ ord gik i opfyldelse. På denne måde blev det bevist at Jeremias var Jehovas profet. — Jer 28:10-17.

Eftersom Jehova inspirerede nedskrivningen, måtte man forvente at han også ville lede og overvåge samlingen og bevarelsen af de inspirerede skrifter så menneskene kunne have en varig, kanonisk rettesnor for den sande tilbedelse. Ifølge den jødiske overlevering beskæftigede Ezra sig med dette arbejde efter at jøderne  atter havde bosat sig i Juda. Han var så afgjort kvalificeret til denne opgave eftersom han selv var en af de inspirerede bibelskribenter, præst og desuden „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“. (Ezr 7:1-11) Kun Nehemias’ og Malakias’ bøger var endnu ikke blevet føjet til. De Hebraiske Skrifters kanon var således fastlagt ved slutningen af det 5. århundrede f.v.t. og indeholdt de samme skrifter som vi har i dag.

De Hebraiske Skrifters kanon var traditionelt inddelt i tre dele: Loven, Profeterne og Skrifterne (Hagiograferne). Som det fremgår af oversigten, omfattede den 24 bøger. Nogle jødiske lærde har slået Ruts Bog sammen med Dommerbogen, og Klagesangene sammen med Jeremias’ Bog, hvorved man har fået 22 bøger, hvilket svarer til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Hieronymus, der åbenbart gik ind for inddelingen i 22 bøger, skrev i sin prolog til Samuels- og Kongebøgerne: „Nogle regner både Ruts Bog og Klagesangene med til Hagiograferne . . . og når dermed frem til fireogtyve bøger.“

Den jødiske historiker Josefus, der omkring år 100 e.v.t. i værket Mod Apion forsvarede sig over for sine modstandere, bekræftede at De Hebraiske Skrifters kanon på det tidspunkt havde været fastlagt i lang tid. Han skrev: „Vi har ikke en Mængde Bøger, der er i Uoverensstemmelse med og strider mod hinanden, men vi har blot 22 Bøger, der indeholder en Beretning om hele Tiden — fra de ældste Dage — og de regnes med Rette for guddommelige. Af disse er de 5 af Moses, og de indeholder Lovene og Beretningen om Menneskeslægtens Historie lige til hans Død. . . . Fra Moses’ Død indtil Artaxerxes, den Perserkonge, der fulgte efter Xerxes, skrev de Profeter, der fulgte efter Moses, deres egen Tids Historie i 13 Bøger. Men de øvrige indeholder Hymner til Gud og Formaninger til Mennesker angaaende deres Livsførelse.“ — Mod Apion, I, 38-40 (8), citeret fra Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, s. 129, 130.

Om en bog regnes for kanonisk, afhænger derfor hverken helt eller delvist af om den anerkendes eller forkastes på en synode, af et råd eller af et samfund. Uinspirerede menneskers udsagn har kun værdi som vidnesbyrd om det Gud allerede har gjort gennem sine bemyndigede tjenere.

Det væsentlige er ikke antallet af bøger i De Hebraiske Skrifter (om to er slået sammen eller adskilt), og heller ikke den rækkefølge de er anbragt i, for bøgerne var adskilte bogruller i lang tid efter at kanonen var fastlagt. I gamle kataloger angives der forskellige rækkefølger; én liste nævner for eksempel Esajas’ Bog efter Ezekiels Bog. Det der har betydning, er hvilke bøger der er taget med. I realiteten kan kun de bøger der nu hører til Bibelens kanon, med rette betegnes som kanoniske. Fra de ældste tider er bestræbelser for at indføre andre skrifter blevet modstået. På to jødiske synoder der blev afholdt i Yavne eller Jamnia, lidt syd for Joppe, henholdsvis omkring år 90 og år 118 e.v.t., tog man stilling til De Hebraiske Skrifter, og alle apokryfe skrifter blev udelukket.

Josefus bekræfter at jøderne i almindelighed havde dette syn på apokryferne, idet han skriver: „Fra Artaxerxes indtil vor Tid er der blevet skrevet adskilligt, men det bliver ikke regnet for lige saa troværdigt som det, der gik forud, fordi der ikke har været en fast Rækkefølge af Profeter. Men hvordan vi forholder os til vore egne Skrifter fremgaar tydeligt af følgende: skønt der allerede er gaaet saa lang Tid, har ingen vovet hverken at lægge noget til eller at tage noget fra eller forandre ved dem, men det er alle Jøderne medfødt lige fra Fødselen at holde dem for Guds Bud og holde fast ved dem og villigt at dø for dem, hvis det bliver nødvendigt.“ — Mod Apion, I, 41, 42 (8), citeret fra Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, s. 130.

Jødernes århundredgamle holdning til De Hebraiske Skrifters kanon har meget stor betydning, for som Paulus skrev til romerne, havde  netop jøderne ’fået Guds hellige udsagn betroet’, hvilket omfattede den opgave at nedskrive og beskytte Bibelens kanon. — Ro 3:1, 2.

På tidlige kirkemøder (i Laodikæa, år 367, og Chalkedon, år 451) bekræftede man — men fastlagde ikke — den bibelske kanon som Guds hellige ånd havde godkendt, og størstedelen af de såkaldte kirkefædre anerkendte den fastlagte jødiske kanon og forkastede de apokryfe bøger. Blandt disse mænd kan nævnes: Justinus Martyr, kristen apologet (død ca. 165); Meliton, „biskop“ i Sardes (2. årh.); Origenes, bibelforsker (185?-254?); Hilarius, „biskop“ i Poitiers (død 367?); Epifanios, „biskop“ i Constantia (fra 367); Gregor fra Nazianz(330?-389?); Rufinus af Aquileia, „den lærde oversætter af Origenes“ (345?-410); og Hieronymus (340?-420), der var bibelforsker inden for den romersk-katolske kirke og lavede den latinske oversættelse Vulgata. I sin prolog til Samuels- og Kongebøgerne skrev han, efter at have opregnet de 22 bøger i De Hebraiske Skrifter: „Hvad der end findes ud over dette, må . . . henregnes til apokryferne.“

Det mest afgørende bevis for at De Hebraiske Skrifter er kanoniske, er Jesu Kristi og de kristne bibelskribenters uangribelige vidnesbyrd. De nævner ikke det nøjagtige antal bøger, men ud fra deres ord kan man kun drage den slutning at De Hebraiske Skrifters kanon ikke omfattede de apokryfe bøger.

Hvis der ikke havde været en bestemt samling af hellige skrifter som de anerkendte, og som var anerkendt af dem de talte med og skrev til, ville de ikke have brugt udtryk som „Skrifterne“ (Mt 22:29; Apg 18:24), „de hellige skrifter“ (Ro 1:2; 2Ti 3:15), „loven“, et udtryk der ofte sigtede til hele Skriften (Joh 10:34; 12:34; 15:25), og „Loven og Profeterne“ brugt om alle De Hebraiske Skrifter under ét og ikke blot om den første og anden del af dem (Mt 5:17; 7:12; 22:40; Lu 16:16). Da Paulus henviste til „loven“, citerede han fra Esajas’ Bog. — 1Kor 14:21; Es 28:11.

Det er højst usandsynligt at den græske Septuaginta oprindelig indeholdt apokryfe bøger. (Se APOKRYFER.) Men selv hvis et af disse skrifter af tvivlsom oprindelse skulle have indsneget sig i de afskrifter af Septuaginta der blev brugt på Jesu tid, citerede hverken han eller de kristne bibelskribenter fra dem skønt de brugte Septuaginta. De omtalte aldrig apokryfe bøger som „Skrifterne“ eller som noget der var frembragt af den hellige ånd. De apokryfe bøger mangler altså ikke blot de indre vidnesbyrd om guddommelig inspiration og de inspirerede hebraiske bibelskribenters anerkendelse, men også vidnesbyrdet om at Jesus og hans apostle, der var bemyndiget af Gud, anerkendte dem. Jesus anerkendte imidlertid den hebraiske kanon, hvilket fremgår af at han talte om ’alt det der stod skrevet i Moseloven og i Profeterne og Salmerne’. Salmerne var den første og længste bog i den del af De Hebraiske Skrifter der blev kaldt Hagiograferne eller Skrifterne. — Lu 24:44.

Jesu ord i Mattæus 23:35 (og Lu 11:50, 51) er også meget bemærkelsesværdige: „Så at alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, skal komme over jer, fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I myrdede mellem helligdommen og alteret.“ Zakarias blev myrdet ved afslutningen af Joasj’ regeringstid. Men i Jojakims regeringstid, over to hundrede år senere, blev profeten Urija slået ihjel. (Jer 26:20-23) Hvis Jesus ønskede at henvise til alle martyrerne, hvorfor sagde han da ikke ’fra Abel til Urija’? Det skyldes øjensynlig at mordet på Zakarias (Zekarja) er beskrevet i 2 Krønikebog 24:20, 21, det vil sige i slutningen af den traditionelle hebraiske kanon. I denne forstand omfattede Jesu udtalelse alle de myrdede vidner for Jehova som er omtalt i De Hebraiske Skrifter, fra Abel, der omtales i den første bog (Første Mosebog) til Zakarias (Zekarja), der nævnes i den sidste bog (Krønikebøgerne). Det svarer omtrent til at vi siger: „Fra Første Mosebog til Åbenbaringen.“

De Kristne Græske Skrifter. Nedskrivningen og samlingen af de 27 bøger der udgør De Kristne Græske Skrifters kanon, foregik på samme måde som for De Hebraiske Skrifters vedkommende. Kristus „gav gaver i form af mennesker“, ja, „han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere“. (Ef 4:8, 11-13) Med Guds hellige ånds hjælp fremsatte de den sunde lære for den kristne menighed, og som påmindelser gentog de mange ting der i forvejen stod skrevet i De Hebraiske Skrifter. — 2Pe 1:12, 13; 3:1; Ro 15:15.

Der findes vidnesbyrd fra ikkebibelske kilder om at mindst ti af Paulus’ breve allerede var samlet omkring år 90-100, og det står fast at de kristne på et tidligt tidspunkt samlede de inspirerede kristne skrifter.

I et opslagsværk hedder det at „Clemens, biskop i Rom, ved slutningen af det 1. århundrede var bekendt med Paulus’ brev til kirken i Korinth. Senere bekræftes det i breve fra både Ignatius, biskop i Antiochia, og Polykarp, biskop i Smyrna, at de paulinske breve var udbredte i det andet årti af det 2. århundrede“. (The International  Standard Bible Encyclopedia, redigeret af G. W. Bromiley, 1979, bd. 1, s. 603) Disse mænd, der levede i de første århundreder e.v.t. — Clemens af Rom (30?-100?), Polykarp (69?-155?) og Ignatius af Antiochia (sidst i det 1. og først i det 2. årh.) — indflettede citater og uddrag fra flere forskellige af De Kristne Græske Skrifters bøger i deres værker, hvilket viser at de var fortrolige med disse kanoniske skrifter.

Justinus Martyr (død ca. år 165) brugte i sin „Dialog Med Jøden Tryfon“ (XLIX) udtrykket „der står skrevet“ når han citerede fra Mattæusevangeliet, ligesom evangelieskribenterne selv gjorde når de citerede fra De Hebraiske Skrifter. Det samme er tilfældet i et ældre anonymt værk, „Barnabas’ Brev“ (IV). I sit første forsvarsskrift (LXVI, LXVII) omtaler Justinus Martyr „Apostlenes Beretninger“ som „Evangelier“. — The Ante-Nicene Fathers, bd. I, s. 220, 139, 185, 186.

Theofilos af Antiochia (2. årh.) erklærede: „Angående den retfærdighed som loven stillede krav om, findes der bekræftende udtalelser både hos profeterne og i evangelierne, idet de alle talte under inspiration af Guds ånd.“ Theofilos bruger derefter udtryk som ’der siges i evangeliet’ (idet han citerer Mt 5:28, 32, 44, 46; 6:3) og „Guds ord vejleder os“ (hvorefter han citerer 1Ti 2:2 og Ro 13:7, 8). — The Ante-Nicene Fathers, 1962, bd. II, s. 114, 115, „Theophilus to Autolycus“ (XII, XIII).

Ved slutningen af det 2. århundrede var De Kristne Græske Skrifters kanon ubestrideligt fastlagt, og mænd som Irenæus, Clemens af Alexandria og Tertullian tilskrev de bøger der udgjorde De Kristne Skrifter, den samme autoritet som De Hebraiske Skrifter. Irenæus citerer i sine henvisninger til Skrifterne ikke mindre end 200 gange fra Paulus’ breve. Clemens siger at han vil svare sine modstandere ud fra „Skrifterne, som vi tror er ægte på grund af deres almægtige autoritet“, det vil sige „ved loven og profeterne, og desuden ved det velsignede evangelium“. — The Ante-Nicene Fathers, bd. II, s. 409, „The Stromata, or Miscellanies“.

Nogle har anfægtet ægtheden af visse bøger i De Kristne Græske Skrifter, men deres argumenter er meget svage. Det er for eksempel overfladisk at afvise Hebræerbrevet blot fordi det ikke bærer Paulus’ navn og er skrevet i en lidt anden stil end hans andre breve. B. F. Westcott fastslår at „brevets kanoniske ægthed ikke afhænger af om det er skrevet af Paulus“. (The Epistle to the Hebrews, 1892, s. lxxi) At brevet findes i Chester Beatty Papyrus II (P⁴⁶) (som desuden indeholder otte andre af Paulus’ breve og er dateret til ca. 150 år efter hans død), vejer langt tungere end indvendinger baseret på at man ikke ved hvem der har skrevet brevet.

Undertiden sættes der spørgsmålstegn ved ægtheden af små bøger som Jakobs Brev, Judas’ Brev, Johannes’ Andet og Tredje Brev samt Peters Andet Brev fordi disse bøger meget sjældent citeres af forfattere fra de første århundreder e.v.t. Tilsammen udgør de imidlertid kun en seksogtredivtedel af De Kristne Græske Skrifter, og derfor er de naturligvis heller ikke blevet citeret så meget. I denne forbindelse er det værd at bemærke at Peters Andet Brev citeres af Irenæus, der betragtede dette brev som lige så kanonisk som den øvrige del af De Græske Skrifter. Det samme gælder Johannes’ Andet Brev. (The Ante-Nicene Fathers, bd. I, s. 551, 557, 341, 443, „Irenæus Against Heresies“) Også Åbenbaringens Bog, der afvises af nogle, anerkendes af mange af oldtidens forfattere, deriblandt Papias, Justinus Martyr, Meliton og Irenæus.

Om en bog er kanonisk, afhænger imidlertid ikke af hvor mange gange eller af hvilken ikkeapostolsk forfatter den er blevet citeret. Selve bogens indhold må vidne om at den er frembragt ved den hellige ånds virke. Følgelig kan den ikke indeholde overtroiske eller dæmoniske opfattelser, og den kan heller ikke tilskynde til dyrkelse af skabningen. Den må være i fuld overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen og således vidne om at dens egentlige Forfatter er Jehova Gud. Hver enkelt bog må stemme med det guddommelige „mønster af sunde ord“ og være i harmoni med Jesu Kristi lære og gerninger. (2Ti 1:13; 1Kor 4:17) Apostlene havde tydeligvis Guds godkendelse, og af deres udtalelser fremgår det at de anerkendte andre skribenter som for eksempel Lukas og Jesu halvbroder Jakob. Ved den hellige ånd fik apostlene evne til at „bedømme inspirerede udtalelser“ og afgøre om disse var af Gud eller ikke. (1Kor 12:4, 10) Da Johannes, den sidste apostel, døde, var der ikke flere tilbage af rækken af pålidelige mænd som var inspireret af Gud. Med Åbenbaringens Bog, Johannesevangeliet og Johannes’ breve var Bibelens kanon derfor afsluttet.

De 66 kanoniske bøger i Bibelen som vi kender den i dag, vidner ved deres indbyrdes harmoni om dens enhed og fuldstændighed. Dette anbefaler den til os som Jehovas inspirerede sandhedsord, der er blevet bevaret indtil nu trods angreb fra mange fjender. (1Pe 1:25) En fuldstændig oversigt over Bibelens 66 kanoniske bøger, skribenterne, tidspunktet for bøgernes fuldførelse og hvilken periode de hver  især omspænder, findes under emnet BIBELEN, i rammen „Fortegnelse over Bibelens bøger i kronologisk orden“. — Se også de enkelte bøger under deres respektive navne.

[Oversigt på side 1235]

DEN JØDISKE KANON

Loven

 1. 1 Mosebog

 2. 2 Mosebog

 3. 3 Mosebog

 4. 4 Mosebog

 5. 5 Mosebog

Profeterne

 6. Josua

 7. Dommerne

 8. 1, 2 Samuel

 9. 1, 2 Kongebog

10. Esajas

11. Jeremias

12. Ezekiel

13. De Tolv Profeter (Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Zefanias, Haggaj, Zakarias, Malakias)

Skrifterne (Hagiograferne)

14. Salmerne

15. Ordsprogene

16. Job

17. Højsangen

18. Rut

19. Klagesangene

20. Prædikeren

21. Ester

22. Daniel

23. Ezra, Nehemias

24. 1, 2 Krønikebog