(Karʹmel) [frugthave].

Navnet på en bjergkæde og en by. Det hebraiske ord karmælʹ bruges som betegnelse for en „frugthave“. — Es 16:10; 32:15; Jer 2:7.

1. Karmelkæden er en kileformet udløber af den centrale bjergkæde i Israel, hvorfra den strækker sig i nordvestlig retning og ender i et forbjerg ca. 180 m fra Middelhavet. Bjergkæden er hen ved 50 km lang og er adskilt fra Samarias højland ved Dotansletten. Kæden falder naturligt i tre afsnit, idet højderyggene i nordvest og i sydøst er adskilt af et lavere plateau i midten. Det højeste punkt (ca. 545 m) findes i den nordvestlige del, nordvest for ‛Esefiya. Det er uvist om navnet Karmel i bibelsk tid blev anvendt om hele bjergkæden eller blot om den nordvestlige højderyg, som er ca. 21 km lang. I nutiden bruges navnet Karmels Bjerg (Djebel el-Karmal; Har Karmel) kun om denne del. Jokneam, en kana’anæisk kongeby der lå ved den sydøstlige ende af dette afsnit, omtales i Bibelen som liggende „i Karmel“. Megiddo og Ta’anak, der lå på østsiden af det sydøstlige afsnit, sættes ikke i forbindelse med Karmel. — Jos 12:22.

Det område israelitterne drog ind i da de gik over Jordan, kan geografisk opdeles i tre hovedafsnit som strækker sig i hele landets længde fra nord til syd, nemlig Jordandalen, bjerglandet og kystsletten. Karmelkæden bryder imidlertid dette mønster og skaber en åbning i den nord-sydgående bjergkæde, hvorved den gør plads for den velkendte Jizre’el- eller Esdrelonslette, der ligger langs den sydlige del af Karmelkædens østside. Desuden skyder forbjerget sig ud i kystsletten langs Middelhavet og deler den i Asers Slette mod nord og Sarons Slette og Filistersletten mod syd. Umiddelbart nord for forbjerget trækker kystlinjen sig brat tilbage og danner Akkobugten, hvor den betydelige havneby Haifa ligger i dag. Karmel udgjorde en del af grænsen for Asers område. — Jos 19:24-26.

Karmel lå som en naturlig hindring for de karavaner og hære der drog fra Mesopotamien til Ægypten eller den modsatte vej. Bjergkædens østskråninger (mod Asers Slette og Jizre’elsletten) var meget stejle, og Karmel var fra tidlig tid dækket af en tæt bevoksning af træer og buske som gjorde det vanskeligt at passere den. Det var muligt at komme uden om bjergkæden ad den smalle stribe land mellem forbjergets fod og Middelhavet, men denne rute var ikke alene en betydelig omvej, men ville også bringe fremrykkende hære i en meget sårbar situation. Derfor foregik det meste af samfærdselen over bjergpassene. Der fandtes et pas ved fæstningsbyen Jokneam og et ved den befæstede by Ta’anak, men passet ved Megiddo, som lå omtrent midtvejs mellem de to andre, var væsentlig lettere at passere og derfor det mest anvendte. En anden hovedfærdselsåre førte fra den strategisk vigtige by Megiddo mod sydøst langs Karmelkædens fod og drejede mod vest over Dotansletten ud mod kysten.

Karmel sættes ofte i forbindelse med frugtbare områder, som for eksempel Libanon, Saron og  Basan. (Es 35:2; Jer 50:19) Kong Uzzija, der „elskede landbrug“, havde agerdyrkere og vinavlere på Karmel (2Kr 26:10), og der er fundet rester af talrige udhuggede vin- og olieperser i området. Profeterne sammenlignede billedligt de katastrofale følger af Jehovas straffedom over Israel med at Karmels frodige plantevækst ville visne. (Es 33:9; Am 1:2; Na 1:4) På bjergets skråninger, der rammes af vindene fra havet, findes der stadig frugthaver, olivenlunde og vinmarker, og de er om foråret dækket af et prægtigt blomsterflor. I Højsangen (7:5) bliver sjulamittens hoved sammenlignet med Karmel, et billede der enten kan hentyde til hendes hårpragt eller til det velformede hoveds majestætiske knejsen på halsen. Det majestætiske indtryk som Karmel giver, især forbjerget der rejser sig imponerende fra kysten ligesom Tabors Bjerg på Jizre’elsletten, blev også brugt til at skildre Nebukadnezars statelige fremrykning mod Ægypten. — Jer 46:18.

Karmel var øjensynlig et af de bedste tilflugtssteder når folk i Samaria ville søge i sikkerhed for en truende fare. Det var ganske vist på ingen måde den højeste bjergkæde, men den sparsomme befolkning, de tætte skove og de mange huler i de bløde kalkstensklipper bevirkede at området var fyldt med skjulesteder. Profeten Amos påpegede imidlertid at sådanne skjulesteder ikke ville gavne dem der flygtede fra Jehovas retfærdige dom. — Am 9:3.

Karmels Bjerg omtales især i forbindelse med profeterne Elias’ og Elisas virke. (BILLEDE, bd. 1, s. 950) Det var på Karmels Bjerg at Elias lod kong Akab samle folket som tilskuere til styrkeprøven mellem Ba’al, repræsenteret ved de 450 ba’alsprofeter, og den sande Gud, Jehova, repræsenteret ved Elias. (1Kg 18:19-39) Efter denne styrkeprøve lod Elias de falske profeter føre ned til Kisjons Regnflod, der løber langs Karmels østside og munder ud i Akkobugten, og dræbte dem dér. (V. 40) Fra toppen af Karmel bad Elias derpå om at den tre og et halvt år lange tørke måtte høre op, og derfra så hans medhjælper den lille sky der var forløberen for det voldsomme regnskyl der fulgte. (1Kg 18:42-45; Jak 5:17) Fra Karmel løb Elias med Jehovas hjælp hele vejen til Jizre’el (mindst 30 km) og nåede frem før Akabs vogn. — 1Kg 18:46.

Efter at Elias ved Jordanfloden var blevet skilt fra sin efterfølger, Elisa, drog denne fra Jeriko over Betel til Karmel. (2Kg 2:15, 23, 25) Elisa befandt sig igen på Karmels Bjerg da kvinden fra Sjunem (en by lidt nord for Jizre’el) kom for at bede ham om hjælp da hendes søn var død. — 2Kg 4:8, 20, 25.

2. En by i Judas bjergland. (Jos 15:1, 48, 55) Den sættes af de fleste geografer i forbindelse med Khirbet el-Kirmil (Horvat Karmel) ca. 11 km sydsydøst for Hebron.

Kong Saul rejste „et mindesmærke [hebr.: jadh]“ i Karmel, åbenbart til minde om sin sejr over amalekitterne. (1Sa 15:12) Skønt det hebraiske ord jadh, der forekommer i dette skriftsted, i regelen oversættes med „hånd“, kan det også betegne et mindesmærke eller et opretstående monument. Dette fremgår af at udsagnsordet „rejste“ bruges i forbindelse med Sauls mindesmærke, og af at „Absaloms Mindesmærke“ eller jadh mange år senere også blev omtalt som en støtte. — 2Sa 18:18.

I den periode hvor David var på flugt for Saul, der stræbte ham efter livet, lod ’karmelitten Nabal’ (som øjensynlig boede i den nærliggende by Maon) sine store hjorde græsse på Karmels kuperede græsgange. (1Sa 25:2; 30:5; 2Sa 2:2; 3:3) Da Nabal ikke ville give Davids mænd proviant til gengæld for den beskyttelse de havde ydet ham, hindrede Nabals hustru, „karmelitten Abigajil“, ved sin taktfulde og rådsnare indgriben David i at pådrage sig blodskyld. (1Sa 25:2-35) Abigajil blev senere Davids hustru. — 1Sa 25:36-42; 27:3; 1Kr 3:1.

„Karmelitten Hezro“ var en af de vældige krigere i Davids kampstyrker. — 2Sa 23:8, 35; 1Kr 11:26, 37.